12.08.23

Salg af efterårsrejser tager fart efter skuffende sommervejr

Rejseselskaber oplever en massiv efterspørgsel, og salget går hurtigere end sidste år, lyder det.
For rejseselskabet Spies er de særligt populære destinationer for efterårsferien De Kanariske Øer, Kap Verde og "klassiske" middelhavsrejsemål som Cypern, Kreta, Rhodos og Mallorca, oplyser presse- og kommunikationschef Sofie Folden Lund. (Arkivfoto).
For rejseselskabet Spies er de særligt populære destinationer for efterårsferien De Kanariske Øer, Kap Verde og "klassiske" middelhavsrejsemål som Cypern, Kreta, Rhodos og Mallorca, oplyser presse- og kommunikationschef Sofie Folden Lund. (Arkivfoto).

Et sommervejr præget af regn og blæst har fået flere danskere til hurtigt at booke sig til en varmere efterårsferie i udlandet.

Det oplyser tre rejseselskaber til Ritzau.

For skoleferien uge 42 har salget af rejser fået massiv luft under vingerne i august, lyder meldingen.

I rejseselskabet Spies er der på nuværende tidspunkt booket ti procent flere rejser i uge 42 sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, oplyser Sofie Folden Lund, som er kommunikations- og pressechef i rejseselskabet.

- Der er ingen tvivl om, at den ustadige og kolde danske sommer har sat gang i bookingerne af efterårs- og vinterrejser. Vi hører om og taler med mange, der vil sikre sig lidt sol og varme i deres næste ferie, nu når de ikke har fået så meget af det hjemme i Danmark her i sommer, skriver hun i en skriftlig kommentar.

Samlet set regner rejseselskabet med en øgning af bookinger på 15 procent. Det vil sige, at Spies forventer at sende omkring 9000 personer ned til sol og varme.

- Det ser ud til at tage fart nu her, og derfor har vi også sat tre ekstra fly ind, skriver pressechefen.

Mens godt en tredjedel af Spies' kunder i efterårsferien sætter kurs mod De Kanariske øer, er også Kap Verde populært.

- Og ellers er det de klassiske middelhavsrejsemål, som Cypern, Kreta, Rhodos og Mallorca, hvor temperaturerne er behageligt på denne tid, udtaler Sofie Folden Lund.

I Tui Danmark mærker man også den øgede rejselyst. Lige nu er der solgt 14 procent flere af selskabets rejsepladser i uge 42 sammenlignet med sidste år.

Det oplyser kommunikationschef Mikkel Hansen.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter