11.05.23

Storbanker har opkrævet ulovlig gæld fra dårlige betalere

Flere storbanker har opkrævet gæld fra deres mest sårbare kunder mod regler, skriver TV 2 og Berlingske.
Jyske Bank, Nordea og Nykredit både "beklager" og er "ærgerlige" over fejlene. De er i gang med at udrede sagerne. Nordea anslår, at 154.000 kunder kan være ramt, skriver TV 2. (Arkivfoto).
Jyske Bank, Nordea og Nykredit både "beklager" og er "ærgerlige" over fejlene. De er i gang med at udrede sagerne. Nordea anslår, at 154.000 kunder kan være ramt, skriver TV 2. (Arkivfoto).

Storbanker som Nordea, Jyske Bank og Nykredit har i årevis indsamlet gæld fra dårlige betalere - inkassokunder - i strid med reglerne.

Det skriver TV 2 og Berlingske efter at have fået aktindsigt i redegørelser indsendt til Finanstilsynet fra otte af landets store pengeinstitutter.

Berlingske og TV 2 estimerer, at antallet af berørte kunder samlet skal tælles i titusinder. Men det præcise omfang af fejlene er svært at kortlægge på baggrund af de redegørelser, de to medier har indsigt i.

Bankerne har opkrævet gæld, som enten var forældet, beregnet forkert eller som de pågældende kunder aldrig havde lånt af bankerne.

I 2020 kunne selvsamme to medier afsløre tilsvarende fejl i Danske Bank. Herefter iværksatte Finanstilsynet en undersøgelse af resten af branchens håndtering af gældskunder.

Det er de redegørelser Berlingske og TV 2 har fået aktindsigt i.

Ud over Nordea, Jyske Bank og Nykredit - hvor fejlene er mest omfattende - har Arbejdernes Landsbank, Lån og Spar Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Jyske Realkredit og Jyske Finans også haft fejlfyldte gældsinddrivelser.

Cheføkonom fra Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen udtaler til Berlingske, at han synes, det er skræmmende, at de fejl er så "bredt funderet i finanssektoren".

- Man har ikke styr på forældelsesfristerne, og man klumper hovedstol, renter og gebyrer sammen i én pærevælling. Det undrer mig meget, for det er faktisk et ganske klart reguleret område, siger han.

Han kalder det kernen af gældsinddrivelser og påpeger, at det skal en bank "simpelthen have styr på".

Jyske Bank, Nordea og Nykredit både "beklager" og er "ærgerlige" over fejlene. De er i gang med at udrede sagerne. Nordea anslår, at 154.000 kunder kan være ramt, skriver TV 2.

Finans Danmark, bankernes brancheorganisation, skriver til TV2 og Berlingske, at man beklager fejlene, og at "det er vores oplevelse, at de pågældende banker arbejder ihærdigt på at løse udfordringen".

Arbejdernes Landsbank, Lån og Spar Bank og Sparekassen Sjælland-Fyn oplyser til TV 2 og Berlingske, at fejlene er rettet.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter