28.03.23

Taliban anholder aktivist bag hemmelige pigeskoler

FN kræver besked om, hvad der er sket med Matiullah Wesa, der driver pigeskoler gennem netværk af frivillige.
Dette foto er taget 17. maj 2022 og viser Matiullah Wesa, lederen for pigeprojektet Penpath, der i Spin Boldak i provinsen Kandahar, fortæller piger om sit mobile bibliotek. Taliban har nu indskrænket pigers ret til undervisning, og mandag aften blev Matiullah Wesa anholdt i Kabul.
Dette foto er taget 17. maj 2022 og viser Matiullah Wesa, lederen for pigeprojektet Penpath, der i Spin Boldak i provinsen Kandahar, fortæller piger om sit mobile bibliotek. Taliban har nu indskrænket pigers ret til undervisning, og mandag aften blev Matiullah Wesa anholdt i Kabul.

Stifteren af et skoleprojekt for piger i Afghanistan er blevet anholdt i hovedstaden Kabul af Taliban-styret.

Det oplyser FN's diplomatiske mission i landet (Unama).

Skolemanden Matiullah Wesa leder organisationen PenPath. Den har siden 2009 arbejdet for pigers ret til at uddanne sig.

Det islamistiske Taliban-styre, der genvandt magten i landet i 2021, har på ny frataget piger og kvinder ret til uddannelse.

Matiullah Wesa blev stoppet mandag aften foran en moské af en gruppe mænd, oplyser hans bror til nyhedsbureauet AFP.

- Da Matiullah bad om at se deres identitetskort, slog de ham og tvang ham væk med magt, siger han.

30-årige Matiullah Wesa er gået imod styret ved at oprette hemmelige skoler for piger rundt om i Afghanistan. Han har selv oplyst, at han har sikret skolegang til tusindvis af piger gennem et netværk af frivillige undervisere.

FN kræver besked om, hvad der er hændt ham.

- Unama opfordrer de gældende myndigheder til at redegøre for, hvor han er, og hvad der er grunden til hans anholdelse. Og at man sikrer, at han har adgang til advokatbistand og til at kunne kontakte til sin familie, lyder det i en henvendelse til Taliban-regeringen.

Matiullah Wesa har lagt korte videoer op om sit skoleprojekt, når han rejser rundt i nogle af Afghanistans mest øde egne. For at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at piger og kvinder bliver uddannet.

Matiullah Wesa stammer fra provinsen Kandahar. Det var her, at Taliban-bevægelsen oprindeligt blev stiftet.

Taliban har ikke kommenteret hans forsvinden.

Taliban styrede Afghanistan, indtil USA invaderede landet i 2001.

Bevægelsen kom til magten igen, da de udenlandske styrker i landet trak sig ud i august 2021. Den har siden genindført et forbud mod at undervise piger, bortset fra grundskolen. Samme politik var gældende, da Taliban sidst var ved magten.

dpa

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter