Thailands konge, Maha Vajiralongkorn, har lørdag givet sin velsignelse til landets nye koalitionsregering.
Det fremgår af en kongelig skrivelse.
Dermed sættes der punktum for næsten et halvt år uden en formel regering i det sydøstasiatiske land.
Thailand har således været uden en egentlig regering siden marts.
Der blev afholdt parlamentsvalg i maj, men det har efterfølgende været problematisk at nå til enighed om en regeringskonstruktion.
Det har dog været kendt i et stykke tid, hvilke partier der ville komme til at indgå i den nye thailandske regering. Regeringen består af flere partier, som tilsammen sidder på 314 af de 500 pladser i parlamentet.
I spidsen for regeringen sidder Srettha Thavisin. Han blev formelt godkendt som premierminister af parlamentet 22. august. Srettha Thavisin leder partiet Pheu Thai, men har kun få måneders politisk erfaring bag sig. Ud over at være premierminister, er han også finansminister.
Han var indtil dette forår bedst kendt som ejendomsmogul i Thailand.
Partiet Gå Fremad, der blev størst ved valget i maj, er ikke en del af koalitionen. Partiet er de seneste måneder blevet blokeret af konservative og promilitære kræfter i forsøget på at få premierministerposten.
Den nye koalition har skabt kontroverser i Thailand.
Årsagen er, at premierministerens parti, Pheu Thai, har indgået alliancer med tidligere modstandere. Blandt dem er promilitære partier, der er allieret med kupmagere, der væltede Pheu Thais tidligere premierminister.
Partiet Pheu Thai sætter sig på finans-, forsvars-, transport-, handels- og sundhedsministeriet samt udenrigsministeriet.
Pheu Thais største koalitionspartner er partiet Bhumjaithai, som får ansvaret for uddannelses-, indenrigs- og beskæftigelsesministeriet.
Konservative og promilitære partier er blevet tildelt ansvaret for henholdsvis energi- og miljøministeriet.
Foruden premierministeren er der 33 ministre i regeringen.
De skal afsige en ed foran blandt andet Thailands konge og give en beretning om den politik, de agter at føre som regering, inden de tager hul på arbejdet senere i september.
Reuters
Kilde: /ritzau/