Jeg er netop fyldt 80 år og har været medlem af Liberal Alliance i mere end 15 år. Vandmiljø, matematisk modellering, akvakultur og havbrug har fyldt mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet for, at vi kan producere mere god mad og samtidig passe bedre på omgivelserne. Nu ser jeg mit eget parti bakke op om en lov, som efter min opfattelse trækker i den modsatte retning.

Jeg ved godt, at politik kræver kompromiser. Det er som regel fornuftigt at blive ved voksenbordet, og nogle gange må man være med for at forhindre, at en dårlig lov bliver endnu værre.

Men man skal også kunne rejse sig fra bordet. Den kortsigtede gevinst kan være mindre end den langsigtede skade ved at legitimere en forkert politik. Gødskningsloven L5 er sådan en situation. LA burde have sagt nej.

De blå har underordnet sig en rød ideologi
Min tålmodighed med blå partier, der løber efter venstrefløjens miljøpolitik, er efterhånden begrænset. Fra mit eget parti forventer jeg mere. Det er blandt andet derfor, jeg har været medlem i alle de år.

De blå har overladt dagsordenen til en grøn venstrefløj, som har ophøjet miljø og klima til exceptionelle problemer. Produktion, velstand og ejendomsret må vige. Blå politikeres ambition bliver så at gøre den samme politik lidt mindre ødelæggende.

Hvor bliver vores eget politiske projekt af? Vi meldte os vel ikke ind for at administrere venstrefløjens dagsorden lidt mere nænsomt.

Prisen kan ikke være ubegrænset
Intet problem skal løses for enhver pris. Vi må altid spørge, hvad forbedringen koster, og hvad vi får til gengæld. Regningen ender hos mennesker, der også har andre behov og ønsker. Det gælder også, når der står vandmiljø på regningen.

Dokumenterede skader på andre kan begrunde regulering. Men eksternaliteter er ingen blankocheck. Min indvending er, at der ikke er påvist økonomiske skader fra den danske kvælstofpåvirkning i en størrelsesorden, som begrunder disse byrder.

En væsentlig del af ønskerne handler om naturindhold, oplevelser og æstetik. Det har værdi, men ikke ubegrænset værdi. Borgernes betalingsvillighed må tælle med.

Hvor meget vil man betale af sin velstand for mere ålegræs i en fjord?
Når politikere og grønne lobbyister viderebringer forestillinger om døde fjorde og et hav i kollaps, bliver danskerne forståeligt nok bekymrede. Jeg mener, at den fortælling giver et groft misvisende billede. Og bekymring fremkaldt af dramatiske overskrifter er ikke det samme som betalingsvillighed, når regningen kommer.

Jeg savner, at nogen dokumenterer konkret, hvor meget danskerne vil betale for lidt større sigtdybde eller mere ålegræs i et farvand, de sjældent kommer ud på? Hvad vil de undvære til gengæld? Det er let at bestille forbedringer, når regningen sendes til andre.

Min vurdering er, at interessen bliver væsentligt mindre, når valget bliver håndgribeligt. For mange er vandmiljøet først og fremmest noget, man møder ved en badestrand eller med en fiskestang i hånden. At kunne bade i Københavns Havn er en konkret forbedring, som alle kan forstå og glæde sig over.

Det er velstanden, der gør forbedringer mulige
Jeg har arbejdet med vandmiljø hele mit liv. Det giver mig ingen ret til at kræve, at alle andre prioriterer det lige så højt. Politikerne bør heller ikke forveksle deres egne grønne ambitioner med befolkningens vilje til at betale gennem lavere velstand.

Mit borgerlige/liberale grundprincip er, at hensynet til vandmiljøet ikke må bruges til at begrænse produktionen udover en eventuel afgift til en dokumenteret eksternalitet. Hvor meget mad vi producerer, skal bestemmes af markedet. Den teknologiske udvikling skal løbende mindske belastningen af omgivelserne.

Velstand giver råd til rensning, forskning og mere effektiv produktion. Rige og teknologisk dygtige samfund har muligheder for miljøforbedringer, som fattige samfund mangler. Den udvikling skal en borgerlig miljøpolitik fremme.

Derfor er det efter min opfattelse en langsigtet fejltagelse at begrænse produktion, vækst og beskæftigelse i miljøets og klimaets navn. Man svækker grundlaget for fremtidens forbedringer.

Kvælstofeffektiviteten er allerede firedoblet
Inden for akvakultur og havbrug har jeg brugt mine kræfter på det praktiske spørgsmål. Hvordan producerer vi mere god mad med mindre belastning af omgivelserne?

Det kræver viden, investeringer og mennesker, der tør udvikle noget. Dem skal mit parti give muligheder. Derfor går det mig på, når mindre produktion bliver gjort til løsningen.

Dansk landbrug har allerede ydet en betydelig indsats. Kvælstoftabet fra landbruget til havet er halveret siden 1990, samtidig med at landbrugets værdi er fordoblet. Målt som værdi pr. enhed kvælstoftab svarer det til en firedobling af kvælstofeffektiviteten.

Afvikling er ikke en løsning
Min vurdering af udviklingen er også, at vandmiljøet i Danmark samlet set er langt bedre end i de værste år i 1980’erne, selv om forbedringerne ikke overalt er så store, som vi kunne ønske os.

Københavns Havn er et konkret eksempel på, hvad en miljøindsats kan give borgerne. Den udvikling skal fortsætte, men det må tage den nødvendige tid.

L5 regulerer ganske vist udledning, hvilket er det rigtige princip. Men når grænserne presser landmanden til lavere produktion eller ophør, er resultatet stadig afvikling.

Den belærende Ole Birk Olesen
Og så kommer Ole Birk Olesen på talerstolen og belærer landbruget. Han afviser udsagn fra landbrugskredse om, at andre kilder er hovedansvarlige for kvælstoffet i de indre farvande. Om kvælstoffet i fjordene siger han, at “langt, langt hovedparten” kommer fra dansk landbrug.

Men han glider mellem fjorde og “vore indre farvande”, som om de var ét ensartet vandområde.

En lukket inderfjord er ikke Kattegat. Dansk udledning kan have stor lokal betydning, mens åbne fjorde, bugter og kystvande påvirkes af betydelige tilførsler udefra.

Den internationale second opinion fremhæver det åbne havvands betydning for åbne kystvande og peger på målværdier, som ikke kan nås alene gennem danske reduktioner.

Mangler vandmiljøfaglig viden
Landbrugets andel af den danske udledning fortæller derfor ikke i sig selv, hvor meget L5 forbedrer miljøtilstanden i Bælthavet og Kattegat. Ole Birk dokumenterer ikke den virkning, hans tale stiller vælgerne i udsigt. Alligevel beskylder han kritikerne for at tale usandt.

• Kære Ole Birk: Din tale afslører efter min vurdering en mangel på helt grundlæggende vandmiljøfaglig viden. Alligevel mener du dig berettiget til at beskylde folk, der har arbejdet med området i årtier, for at tale usandt. Hvis du vil afvise vores argumenter så kategorisk, må du først sætte dig ind i de faglige sammenhænge. Det har du tydeligvis ikke gjort. Selv om du har haft rig lejlighed til det.

Selv det absurde tankeeksperiment, at vi lukkede dansk landbrug og flyttede alle danskerne til Grønland, ville ikke fjerne påvirkningerne udefra eller garantere god økologisk tilstand overalt.

Dertil kommer lækagen. Efterspørgslen efter mad forsvinder ikke med den danske produktion. Flytter produktionen til centraleuropæiske oplande, der afvander til Østersøen, kan næringsstofbelastning vende tilbage gennem havet.

Og ikke alene fuldstændigt ophæve den megadyre danske reduktion, men også direkte øge belastningen.

Havde forventet LA ville insistere på dokumenteret effekt
Og “sunde indre farvande” er et politisk ønske, ikke et præcist vandmiljøfagligt mål. Formuleringen appellerer til følelser uden at fortælle, hvilken forbedring loven skal levere. Hvis løftet også handler om store fisk, må man forholde sig til skarvers og sælers prædation på småfisk. Et kvælstofkrav får ikke i sig selv fiskene tilbage.

For landmanden handler det om jord, investeringer og muligheden for at drive sin virksomhed videre. Når staten begrænser jordens anvendelse og indtjening, rammer den ejendomsretten. At ejeren beholder skødet, gør ikke indgrebet harmløst.

Jeg havde forventet, at netop LA ville insistere på dokumenteret effekt, proportionalitet og retssikkerhed. De principper skal også gælde, når de står i vejen for en grøn aftale.

Det blå godkendelsesstempel
Ja, loven kunne være blevet vedtaget uden LA og andre blå partier. Måske endda i en strammere udgave. Men vi burde have samlet blå blok om et alternativ med markedsstyret produktion, teknologiske miljøforbedringer og respekt for ejendomsretten.

Nu kan regeringen henvise til, at også Liberal Alliance fandt politikken nødvendig. Det blå stempel bliver stående, længe efter at forhandlingerne er glemt. Det er den langsigtede pris for pladsen ved bordet.

Min gode ven, planteavler Bo Ritterbusch, rammer skuffelsen lige i plet:

• Det forlyder at det er bedre at blive ved bordet (L5) end at forlade det. Bedre for hvem? Jeg er selv planteavler, og skal jeg “fyres” eller helt “aflives” så vil jeg dæleme helst at det kun er de røde, der gør det. At blive hældt ned af brættet to procent langsommere, fordi mine egne er med i aftalen, gør kun ondt værre.

Lad os udvikle en borgerlig grøn politik
Efter mere end 15 år i Liberal Alliance har jeg ingen planer om at overlade partiet til andre. Jeg truer med at blive. Og med at blive ved med at blande mig. Jeg har stadig forventninger til det parti, jeg meldte mig ind i.

Til jer LA-medlemmer, der deler min skuffelse. Lad den blive til indflydelse. Tag debatten i lokalforeningerne, stil forslag, deltag på landsmødet og hold vores folkevalgte fast på partiets liberale grundlag. Partiets demokratiske rammer er til for at blive brugt. Det er også vores parti.

Vi skal sammen udvikle en ægte borgerlig-grøn politik, hvor teknologi, produktion og velstand gør miljøforbedringer mulige. Jeg er blevet 80, men den opgave vil jeg gerne bruge nogle af mine kommende 20 år på. Jeg håber, I vil være med.