Den ukrainske regering har besluttet at afsætte seks viceforsvarsministre.
Det oplyser regeringen mandag.
Det sker efter en udskiftning på ministeriets toppost tidligere på måneden.
Blandt de afsatte viceministre er Hanna Maljar, som hyppigt har givet opdateringer om udviklingen i krigen mod Rusland.
Regeringen giver ikke umiddelbart en konkret begrundelse for, at ministrene afsættes.
Dermed fortsætter Ukraine med at skifte ud i toppen af Forsvarsministeriet, som er blevet beskyldt for at være præget af korruption.
Ukraines parlament godkendte tidligere på måneden Rustem Umerov som ny forsvarsminister. Han overtog posten fra Oleksij Reznikov.
Umerov skriver på Facebook:
- Genstarter. Vi er begyndt. Vi fortsætter. Ministeriet fortsætter med at arbejde som sædvanligt.
Da Umerov begyndte på sin post, sagde han, at han blandt andet ville gøre ministeriet til hovedinstitution for koordinering af ukrainske styrker.
Han sagde også, at han vil udvikle Ukraines militærindustri og bekæmpe korruption.
Beslutningen om at udskifte Reznikov blev betegnet som den største ændring i Ukraines forsvarsledelse siden den russiske invasion af landet i februar 2022.
Reznikov var som forsvarsminister med til at sikre vestlig militær støtte for mange milliarder dollar. Men netop korruptionsbeskyldningerne i ministeriet var et problem for ham.
Nu afsatte Maljar har været viceforsvarsminister siden 2021. Hun gav sin seneste opdatering om krigen mandag.
Sidste uge fik hun kritik for at sige, at Ukraine havde generobret en landsby i øst. Hun erkendte dog senere, at den melding var upræcis, og at der fortsat var kampe om landsbyen.
Hun har som advokat tidligere beskæftiget sig med krigsforbrydelser.
Reuters
Kilde: /ritzau/