Forleden havde jeg fornøjelsen af, at den navnkundige Stine Bosse, kendt for at være eks-topchef i Tryg og for indeværende en af Twitters ukronede dronninger, kritiserede en artikel, som jeg netop har skrevet i Berlingske om sagen mod den amerikanske teenager Kyle Rittenhouse. 

Det tog jeg som en forfriskende kompliment til mit journalistiske virke, indtil jeg kom i tanke om, at jeg ikke har skrevet en artikel for Berlingske i halvandet år. Det viste sig også, at den ‘Mikkel Anderson’, hun havde tagget, var en ukendt amerikaner. I virkeligheden var der tale om Berlingske-skribenten Mikkel Danielsen, hvis artikel i øvrigt er glimrende.

Men naturligvis vil jeg ikke forsømme muligheden for at give Stine Bosse og andre noget, der faktisk er fra min hånd, som de kan brokke sig over. Også fordi Bosses indspark på sin egen vis er symptomatisk for mange reaktioner på sagen.

Retssagen mod Kyle Rittenhouse-affæren er fascinerende. Ikke så meget som juridisk proces, for det er en relativt banal sag om selvforsvar, hvor en frikendelse ikke burde komme bag på nogen med kendskab til amerikansk våbenlovgivning eller retspraksis i forhold til selvforsvar. Det er mediedækningen og reaktionerne fra dele af venstrefløjen, der er interessante.

Sagen kort: I august 2020 blev en 29-årig sort mand, Jacob Blake, skudt af politiet i byen Kenosha, Wisconsin i forbindelse med en anholdelse, hvilket udløste større optøjer. 

17-årige Kyle Rittenhouse, som drømte om at blive betjent, besluttede sig for at agere vagtværn i byen, hvor hans far bor, og han selv arbejdede som livredder. Rittenhouse kørte derfor fra sit hjem i Antioch, Illinois, hvor han boede sammen med sin mor, til Kenosha godt 30 km derfra i nabostaten Wisconsin. Her hentede han en AR-15-semi-automatisk riffel, som var opbevaret hos en en bekendt, og patruljerede med våbnet i området. 

I den forbindelse blev Rittenhouse opsøgt og forfulgt af en gruppe demonstranter, heriblandt den 36-årige Joseph Rosenbaum, der kastede forskellige genstande på Rittenhouse og til sidst forsøgte at fravriste ham hans våben. Derefter skød og dræbte Rittenhouse Rosenbaum. Under retssagen fortalte både Rittenhouse og vidner, at Rosenbaum flere gange have truet med at dræbe Rittenhouse inden skyderiet.

Foranlediget af det første skyderi blev Rittenhouse angrebet af endnu en gruppe, heriblandt Anthony Huber, der slog ham med et skateboard og ligeledes forsøgte at fravriste ham våbnet, hvorefter Rittenhouse også skød og dræbte Huber. Derefter trak en tredje person, Gaige Grosskreutz, sit eget våben, en Glock-pistol, og rettede den mod Rittenhouse, der affyrede skud mod Grosskreutz og ramte ham i armen.

Ifølge loven i Wisconsin er det lovligt at anvende dødelig vold i selvforsvar, hvis man oplever sig i risiko for “imminent death or great bodily harm”. Umiddelbart er det svært at se, hvordan en sådan opfattelse ikke skulle være berettiget i de konkrete situationer, hvor Rittenhouse adskillige gange blev angrebet og forsøgt frataget et dødeligt våben af personer, der agerede ekstremt truende. 

Man kan selvsagt mene, at det er dumt af en 17-årig at gå rundt med semi-automatiske rifler, men det er nu engang lovligt i Wisconsin, og sagen handler ikke om, hvorvidt Rittenhouses forsøg på at agere teenage-vagtværn var fornuftigt eller ej. Den handler om, hvorvidt selvforsvar i de konkrete situationer var berettiget. Hvilket retten, meget lidt overraskende, fandt, at det var.

Det interessante er derfor, at store dele af den amerikanske mediedækning har undladt at formidle ret afgørende forhold for sagen. I stedet har den i vid udstrækning spejlet allerede velafprøvede fortællinger, der passer ind i en progressiv dagsorden. 

Den tendens har flere beskrevet udførligt med afsæt i åbne kilder. Det gælder ikke mindst Jesse Singal, den fremragende tidligere skribent for bl.a. New York Times og The Atlantic, der har dækket sagen løbende og påpeget en række udeladelser i dækningen, samt Andrew Sullivan, uafhængig kommentator og tidligere redaktør for The New Republic. 

Sullivan opsummerer i et skarpt mediekritisk indlæg:

“The impression many got from much of the media was that a far-right vigilante, in the middle of race riots, had gone looking for trouble far from home and injured one man, and killed two, in a shooting spree.

Here’s the [New York Times] on August 26, the morning after the killings: “The authorities were investigating whether the white teenager who was arrested … was part of a vigilante group. His social media accounts appeared to show an intense affinity for guns, law enforcement and President Trump.” Rittenhouse’s race is specified; the race of the men he killed and injured were not (they were also white).

[...] But notice how the narrative — embedded in a deeper one that the Blake shooting was just as clear-cut as the Floyd murder, that thousands of black men were being gunned down by cops every year, and that “white supremacy” was rampant in every cranny of America — effectively excluded the possibility that Rittenhouse was a naive, dangerous fool in the midst of indefensible mayhem, who, in the end, shot assailants in self-defense. And so when, this week, one of Rittenhouse’s pursuers, Gaige Grosskreutz, admitted on the stand that Rittenhouse shot him only after Grosskreutz pointed his pistol directly at Rittenhouse’s head a few feet away, it came as a shock.”

Særlig på venstrefløjen er der en automatreaktion, der går på at indskrive sagen i et racemæssigt narrativ. Det gik også for sig her til lands, da USA-ekspert og tidligere socialdemokratisk folketingskandidat David Trads på Twitter erklærede det for “ret vildt at en jury frikender Kyle Rittenhouse fra mord på to sorte mænd”. 

Problemet er bare, at ingen af de tre, som Rittenhouse skød, var sorte, hvilket andre også gjorde USA-eksperten opmærksom på, hvorefter han fåret måtte slette og omskrive sit oprindelige tweet. Hvor han i øvrigt havde hævdet, at Rittenhouse var ulovligt bevæbnet, hvilket heller ikke var tilfældet.

Min påstand er, at det vil være umuligt for nogen at følge sagen opmærksomt uden at være opmærksom på etniciteten på såvel Rittenhouse som dem, han skød. Men hvis man kun har fulgt mediedækningen sporadisk, er det forståeligt, at man kan misse det forhold. Ikke alene har en række aviser udeladt den oplysning, som Andrew Sullivan eksemplificerer ovenfor, andre har direkte fejlinformeret om etniciteten. At præsident Joe Biden har anvendt et foto af Rittenhouse i en kontekst, hvor han blev knyttet til “white supremacy”, har næppe heller gjort det bedre.

I andre sammenhænge er det blevet fremstillet som suspekt, at Rittenhouse krydsede en delstatslinje, fordi han medbragte et våben (det gjorde han ikke), eller fordi han ikke havde nogen tilknytning til Kenosha (det havde han), og meget andet. 

Misforstå mig ikke: Man skal naturligvis have forståelse for, at ikke alt kommer med i nyhedsartikler, og at fejl sker.  Pointen er, at fejlene og udeladelserne ret konsekvent understøtter samme narrativ: Det handler om en hvid racist, der gik amok med et våben, og ikke en bange teenager, der forsvarede sig selv mod andres angreb. Selvom der er rigeligt med data, som har indikeret sidstnævnte og ført til frikendelsen, og som har været tilgængelig i langt over et år. 

Men, som Stine Bosse ironisk nok skrev i sin opdatering om den artikel, jeg ikke skrev: “Man vælger sin vinkel og denne fører i blinde…”

Det burde føre til selvransagelse, men gør det formodentlig næppe.
--
Rettelser i ovenstående: Rittenhouse lånte ikke riflen af en ven, som det oprindeligt fremgik, men ejede den selv, og fik den opbevaret i Wisconsin, hvor han hentede den. Stine Bosse var heller ikke bestyrelseformand men direktør i Tryg, og Grosskreutz blev skudt i overarmen, ikke underarmen.