I dag den 4. september passerer Giorgia Melonis regering en særlig grænse. Med 1.413 dage ved magten slår hun rekorden fra Silvio Berlusconis anden regering og bliver dermed leder af den længstsiddende regering i Italiens republikanske historie.
1413 dage lyder måske ikke af så meget, men i et land, der siden 1946 har haft 68 regeringer og 31 ministerpræsidenter, og hvor en regering i gennemsnit holder omkring 14 måneder er det en præstation. Meloni har snart siddet fire år, og de frygtede katastrofer er udeblevet.
Meloni blev gjort til en trussel
I store dele af den europæiske offentlighed blev Giorgia Meloni før valget i 2022 behandlet som en politisk fare ikke bare for Italien, men for hele det europæiske samarbejde.
Den italienske forfatter Roberto Saviano skrev i The Guardian under overskriften: “Giorgia Meloni is a danger to Italy and the rest of Europe.” Han advarede om, at hun udgjorde en fare for den demokratiske balance i Europa og pegede på hendes forbindelser til Viktor Orbán og den italienske højrefløjs tidligere sympati for Vladimir Putin.
Saviano frygtede ligefrem, at hendes økonomiske politik kunne føre Italien ud i et finansielt sammenbrud. Også fra EU-systemets top kom en bemærkelsesværdig advarsel.
En slet skjult trussel fra EU-Kommissionen
Få dage før italienerne gik til valg, blev EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen under et besøg på Princeton University spurgt om udsigten til en højrefløjsregering i Italien. Hun henviste til EU's konflikter med Polen og Ungarn og sagde, at hvis udviklingen gik i en “vanskelig retning”, så havde Kommissionen "sine midler".
Hun henviste til Kommissionens magt til at tilbageholde milliardbeløb, indlede traktatbrudssager og bruge retsstatsmekanismer over for medlemslande, som Kommissionen mente bevægede sig væk fra fælles europæiske normer. Det var man allerede i gang med overfor Polen og Ungarn.
Advarslerne gik igen i den bredere dækning. Melonis kommende regering blev rutinemæssigt omtalt som Italiens mest højreorienterede siden Anden Verdenskrig, og hendes partis historiske rødder i den postfascistiske bevægelse blev gjort til en hovednøgle til forståelsen af, hvad der ventede.
Frygten for højrefløjen var kun propaganda
Fire år senere er det svært at genkende den forventede katastrofe. Meloni har ikke bragt Italien ud i konflikt med EU. Hun har ikke brudt med NATO eller svigtet Ukraine. Hun har ikke kastet landet ud i en gældskrise eller opløst de demokratiske institutioner. Tværtimod.
Mindre end et år efter valget stod Meloni ved siden af Ursula von der Leyen i Tunesien og var med til at forhandle en EU-aftale om migration. Hun er siden siden blevet en af de regeringschefer, der betyder mest i forhandlingerne om Europas migrationspolitik, Ukraine, handel og forholdet til USA.
Hun er stadig nationalkonservativ og stadig kritisk over for dele af EU's kurs. Hun stemte imod von der Leyens genvalg som kommissionsformand i 2024. Men den forventede systemkonflikt udeblev. Det, der i 2022 blev fremstillet som en trussel mod det europæiske samarbejde, viste sig at være almindelig magtpolitik.
Ingen italiensk revolution
Melonis regering har heller ikke været politisk tandløs indenrigs. Den brede italienske borgerløn, Reddito di cittadinanza, som blev indført af Italiens svar på Alternativet 'Femstjernebevægelsen' blev afskaffet og erstattet af en ordning for arbejdsdygtige, hvor støtten er knyttet til jobsøgning og uddannelse.
Indkomstskatten er blevet forenklet. Antallet af almindelige skattetrin er reduceret, og skatten på mellemindkomster er senest sænket. Arbejdsmarkedet er blevet gjort mere fleksibelt, og migrationslovgivningen er strammet. Straffene for menneskesmugling er hævet, mulighederne for udsendelse udvidet, og reglerne for ophold er på flere områder blevet strammere.
På retsområdet er der strammet op. Straffene for ulovlige boligbesættelser, voldelige optøjer, menneskesmugling og en række former for offentlig uro er blevet skærpet. Melonis regering har gennemført borgerlig reformpolitik gennem almindelig lovgivning, finanslove og kompromiser. Ikke gennem et frontalangreb på staten.
Tallene ligner heller ikke katastrofen
Den økonomiske udvikling er blandet, men den fortæller heller ikke historien om den uansvarlige populistregering, mange frygtede.
Italien har fortsat en enorm offentlig gæld på omkring 137 procent af BNP, og væksten er svag. I 2025 voksede økonomien kun omkring 0,5 procent. Til gengæld er arbejdsløsheden faldet kraftigt. Den lå omkring otte procent, da Meloni overtog regeringen. I 2025 var den nede omkring 6,1 procent, og EU-Kommissionen forventer cirka 5,7 procent i 2026.
Statsbudgettet er også blevet strammet op. Underskuddet var 3,1 procent af BNP i 2025 og ventes at komme under EU's treprocentsgrænse i 2026.
Hvis man sammenligner Melonis Italien med Macrons Frankrig falder det ud til Melonis fordel. Frankrig ventes i 2026 at have en arbejdsløshed på omkring 8,3 procent og et offentligt underskud på godt fem procent af BNP. Italien ligger bedre på begge mål.
Det betyder ikke, at Italien er blevet et økonomisk mønsterland. Det betyder, at forestillingen om, at Melonis højrefløjsregering nødvendigvis ville føre til økonomisk uansvarlighed, ikke holdt. I det kapløb ligger socialisterne i Spanien og de kulturradikale i Frankrig langt foran.
Det nye højres problem for Bruxelles
Melonis relative succes har gjort det sværere at fastholde det konstruerede billede af det europæiske højre som en permanent fare for demokratiet, økonomien og EU-samarbejdet.
Hun har holdt sin koalition samlet. Hun har ført en vestligt orienteret udenrigspolitik. Hun har støttet Ukraine. Hun har holdt sig inden for EU's budgetrammer og samtidig flyttet migrations-, social- og sikkerhedspolitikken mod højre.
Der skal være valg i Italien til næste år, og hvis Giorgia Meloni genvinder regeringsmagten ved, vil hun stå som en af de mest erfarne regeringschefer i EU. I øvrigt sammen med Mette Frederiksen, som forlængst har afkodet mulighederne for hende selv i en alliance med Meloni.
En Alliance, som Mette Frederiksen kan bruge til at komme til tops i det europæiske hierarki, når der skal skiftes ud på topposterne næste gang.
