Tirsdag aften blev Alex Vanopslagh af jublende partifæller hyldet som valgets blå sejrherre, der sikrede partiets bedste resultat nogensinde, Men måske bemærkede flere blandt de begejstrede liberale den slående kontrast til sidste gang, partiet markerede et overstået folketingsvalg.
Den 5. juni 2019 lærte Liberal Alliance en dyrt købt lektie om de mulige konsekvenser af politisk indflydelse. Ved partiets aarhusianske valgfest på cocktailbaren LouLou kunne den afgående transportminister Ole Birk Olesen via storskæm iagttage, hvordan det parti, han i knap otte år havde repræsenteret, blev decimeret til ukendelighed. Sammenbidt og intenst iagttog han nederlaget udfolde sig exitpoll for exitpoll, valgkreds for valgkreds.
Såvel stemningen på cocktailbaren LouLou og partiets historie ramte sit lavpunkt med nyheden om, at partiformand og afgående udenrigsminister Anders Samuelsen ikke selv havde fået stemmer nok til at blive genvalgt. Manden, der mere end nogen anden havde rejst partiet fra ruinerne af det kuldsejlede Ny Alliance og i mere end et årti havde personificeret Liberal Alliance, kunne end ikke sikre sit eget mandat.
Pludselig var det ikke længere helt tydeligt for de fremmødte, om man var til valgfest eller gravøl. De havde nu heller ikke lagt i ovnen til et triumftog. I 2019 vidste alle, at Liberal Alliance stod til at betale magtens og troværdighedstabets pris i mandater. Men stemningen blandt dem, der ikke forlod sammenkomsten, vekslede nu mellem resignation og målrettet druk med henblik på at få det bedste ud af en elendig aften.
Under Anders Samuelsens ledelse var partiet ellers gået fra sejr til sejr. Fra beskedne 2,8 procent af stemmerne i 2007, dernæst 5 procent i 2011 og 7,5 procent i 2015. Opskriften på fremgangen var ikke mindst en positiv og fremtidsoptimistisk grundtone kombineret med en ideologisk ukorruperet liberalisme, der angivelig ikke var til fals for ministerbiler.
Indtil den var.
Efter en indædt og bitter konflikt med såvel statsminister Lars Løkke Rasmussen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl endte partiet med at løbe fra et ellers ultimativt løfte om afskaffelse af topskatten og i stedet ind i et par af ministerkontorerne.
Partiet, der havde solgt sig på ikke at være som de andre, viste sig at ligne de andre alligevel. Det kostede i meningsmålingerne, og internt i partiet murrede den stigende utilfredshed med den ideologiske kompromisvillighed. Det handlede også om, at partilederen efter fleres opfattelse drev partiet som et familie- og venneforetagende, hvor gamle partifæller fra Samuelsens tid som radikal, Simon Emil Ammitzbøll, den politiske uprøvede plejehjemsleder Thyra Frank og søsteren Mette Bock blev priviligeret med ministerposter.
At give afkald på principper og værdier for indflydelse havde en anden af deltagerne i valgfesten den aften i Aarhus advaret mod, mange år inden partiets kollapsede, og endnu længere inden han skulle blive kendt som Daddy på sociale medier.
“Den politiske kamp om ideer og værdier er derfor til hver en tid vigtigere end små, ubetydelige reformer,” skrev en nyvalgt formand for Liberal Alliances Ungdom ved navn Alex Vanopslagh i en kronik i 2014.
Fem år senere kunne han ved selvsyn konstatere, hvad konsekvenserne af at ofre ideologisk principfasthed for mindre reformer kunne være.
Valgaftenen i 2019 må have været i særklasse bittersød for Vanopslagh. For mens både partiformanden og prominente navne som Joachim B. Olsen samt den politiske ordfører Christina Egelund ikke havde opnået genvalg, havde den blot 27-årige og i offentligheden relativt ukendte kandidat, der indtil da kun havde repræsenteret partiet i Københavns Borgerrepræsentation, vundet 3.337 vestyjske vælgeres gunst. Dermed blev Vanopslagh partiets eneste nyvalgte folketingsmedlem. Men han var også blevet stemt ind i en stærkt reduceret folketingsgruppe og et dybt splittet parti.
Splittelsen blev, som det hedder på moderne nydansk, italesat i et indslag i morgenradioen på den Radio24syv (hvis lukning senere på året Liberal Alliances daværende kulturminister ironisk nok var politisk ansvarlig for).
Her langede Henrik Dahl voldsomt ud efter partiets tidligere ledelse og i særdeleshed mod Anders Samuelsen, som han holdt ansvarlig for, at partiet var “fuldstændig gennemsyret” af nepotisme og “til grin” blandt vælgerne.
Kritikken var ikke alene møntet på Anders Samuelsen, men også en indirekte kritik af partiets formodede kronprins, afgående indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der i høj grad var en del af Samuelsens ledelse. Også selve regeringsdeltagelsen fik hårde ord med på vejen.
“Helt grundlæggende har regeringsdeltagelsen jo bare været en total katastrofe, som har ført til, at vi virkelig er gået tilbage i meningsmålingerne,” erklærede Dahl, inden han fremhævede Alex Vanopslagh som sin foretrukne kandidat til ny partiformand.
Kort efter meldte Anders Samuelsen sin afsked med såvel formandsposten som dansk politik.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlod partiet et par måneder senere på grund af politiske uenigheder og erklærede da, at hans håb om, at partiet ville “være Jakob Ellemanns bedste ven, hver gang han måtte blive uenig med Inger Støjberg”, ikke var blevet realiseret. I praksis var LA på daværende tidspunkt formodentlig også en noget bedre ven af Støjbergs fløj i Venstre end af Jakob Ellemann-Jensens.
Et genrejst parti
Intet illustrerer bedre kontrasten til valgfesten i 2019 end det jubelbrøl, der tirsdag klokken tyve bølgede gennem lokalerne på Matrikel 1, hvor Liberal Alliances havde henlagt festen, der skulle afslutte dette års folketingsvalgkamp. Det skete, da årets første exit-poll blev offentliggjort på DR.
I de store åbne lokaler på Højbro Plads var loftet beklædt med blå balloner, og under bannere med slogans som “Ansvar” og “Vi er tilbage” havde partimedlemmer, kandidater og indbudte gæster ventet på netop det øjeblik hele aftenen, flankeret af et utal af pressefolk. Forløsningens øjeblik skuffede ikke, og overalt i forsamlingen blev der hoppet, hujet, kastet næver i vejret og uddelt begejstrede krammere.
Ni procent af stemmerne til Liberal Alliance, profeterede statsradiofonien, mens TV 2 lidt mere forsigtigt – og realistisk, skulle det vise sig – estimerede opbakningen til otte procent. Men resultatet var langt, langt over selv det mest optimistiske, man havde turdet håbe på. Det højeste bud, der få måneder inden valget var blevet afgivet i en pulje blandt medarbejdere på partiets Christiansborg-sekretariat, var lige knap seks procent, hvilket af mange var blevet anset for håbløst jubeloptimistisk. Nu stod partiet til markant større fremgang.
Under en sky af konfetti og jubelråb gik en selvsikker og storsmilende Alex Vanopslagh på scenen lidt over 22 om aftenen. På det tidspunkt havde stemmetallene stabiliseret sig omkring de 7,9 procent, der skulle blive valgets resultat og partiets bedste nogensinde. “Liberal Alliance er tilbage,” erklærede partiformanden storsmilende, inden han tilføjede, at det udfald ikke havde været givet efter partiets valgnederlag og tre hårde år og en folketingsgruppe med lige så mange medlemmer.
Og opskriften? Den er måske slet ikke så ulig den, som havde virket ganske længe under Anders Samuelsen. En optimistisk, markant og charmerende leder med klare og kompromisløse liberale budskaber, der ikke mindst appellerede til de unge vælgere, blandt hvilke Liberal Alliance nu var blevet det største parti. Men heller ikke det var helt nyt. Så sent som i begyndelsen af 2017 var Liberal Alliance også det største parti blandt de yngre vælgere, hvilket dog var en flygtig fornøjelse.
Der er også forskelle. Liberal Alliance er et fuldtonet borgerligt parti med klare konservative nuancer og betoning af fællesskab og civilsamfund, hvor der ikke findes mange reminiscenser af det Radikale Venstre, som Anders Samuelsen og Ammitzbøll-Bille kom fra, ligesom den odeur af overklasse, der længe klæbede til partiet og blev accentureret med forslag om lavere skat på lystbådsforsikringer, også er væk. Under Alex Vanopslagh er Liberal Alliance paradoksalt nok både blevet mere intellektuelt, hvilket den formodentlig mest ideologisk tænkende folketingsgruppe har sikret, og samtidig mere folkeligt eller i hvert fald mindre elitært.
Ikke desto mindre består dilemmaet, som Alex Vanopslagh optegnede i sin kronik som ungliberal formand i 2014: Skal man være et parti, der udøver indflydelse gennem omtegning af den politiske spilleplade via politisk værdikamp med klare og kompromisløse udmeldinger? Eller skal man i stedet påtage sig magtens åg og satse på at trække Danmark i en bedre retning gennem politisk samarbejde og måske sågar de “små, ubetydelige reformer”, han tidligere kritiserede?
Samme dilemma gennemsyrer Henrik Dahls seneste bog, Ved voksenbordet, hvor han slår til lyd for, at de borgerlige, og her, må man antage, i særdeleshed LA, undlader at legitimere venstrefløjens stadig mere omsiggribende umyndiggørelse af borgerne og velfærdsstat ved at medvirke til brede forlig med de røde partier. Som han selv formulerer det, skal borgerlige lære at “sige fra så ofte, det er muligt”. Men det betyder selvsagt også, at man holder sig fra at søge indflydelse på en række områder, hvilket Weekendavisens Arne Hardis knastørt og kun lidt ondt opsummerer som en “alt eller intet-mentalitet, som må få ældre medlemmer af Enhedslisten til at knipse i diskret benovelse under bordet”.
Valgets tale og mandaternes fordeling indikerer dog, at Liberal Alliance næppe står til at blive overvældet af muligheder for at opnå ministerposter eller afgørende politisk indflydelse lige med det første. Dermed undgår partiet formodentlig at risikere at blive knust under magtens åg og kompromisernes besværliggørelse af ideologisk klare udmeldinger og principiel kritik.
Men dilemmaet forsvinder næppe. For efter et valg, hvor Liberal Alliance både er større end nogensinde og har demonstreret en evne til skabe både entusiasme og fremgang gennem en værdibaseret borgerlig fortælling om personligt ansvar og troen på kompetente borgere i stedet for blot fordelingspolitiske justeringer af den socialdemokratiske velfærdsstat, er drømmen om at påtage sig en mere markant og central rolle i den blå blok kun vokset.
Særlig i en situation, hvor både valgkampen har efterladt Venstre og Konservative svært forpjuskede og decimerede. Liberal Alliance har både ambitiøs politik, stærke borgerlige tænkere, evnen til at sætte værdipolitiske dagsordener og en tydeligvis ekstremt effektiv kampagnestab i baghånden, og det er svært at få øje på nogen af delene hos Venstre og Konservative.
Men som både Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen vidste, så er det svært at blive et samlende parti i blå blok, hvis ideologi og kompromisløshed fylder alt for meget.
