42 mod 22. Sådan lyder styrkeforholdet mellem AfD og CDU i en ny meningsmåling fra Sachsen-Anhalt, hvor der er valg til delstatsparlamentet den 6. september.
Ifølge målingen fra instituttet INSA står AfD til 42 procent af stemmerne, mens CDU er faldet til 22 procent. Socialdemokraterne står til seks procent, venstrepartiet Die Linke til 13 og Bündnis Sahra Wagenknecht til fem. De Grønne og FDP ligger begge under spærregrænsen.
Målingen er ikke en såkaldt outlier. AfD har gennem længere tid ligget klart foran CDU i Sachsen-Anhalt, og også på landsplan har partiet nu overhalet CDU/CSU i flere målinger. I ARD's seneste DeutschlandTrend nåede AfD sit hidtil højeste niveau, mens kristendemokraternes uinion CDU/CSU igen gik tilbage.
CDU's strategi med at bygge en brandmur til højre og holde AfD ud i strakt arm bliver stadigt vanskeligere at fastholde. Hvad gør man med en brandmur, når partiet på den anden side af muren bliver større end ens eget?
Jo stærkere AfD bliver, desto vanskeligere bliver brandmuren
CDU har besluttet, at partiet hverken vil danne koalition med AfD eller gøre sig afhængigt af AfD's stemmer. Strategien omtales som Brandmauer – brandmuren. Så længe AfD var et mindre protestparti, var strategien forholdsvis enkel. CDU, SPD, De Grønne og FDP kunne danne skiftende flertal uden at tage AfD med i regnestykket.
Men sådan fungerer det ikke længere. Hvis den nye måling holder nogenlunde frem til valget, vil AfD blive langt det største parti i Sachsen-Anhalt. Faktisk står AfD med 42 procent til flere stemmer end CDU, socialdemokraterne i SPD og socialisterne i Die Linke tilsammen.
AfD kan fortsat holdes ude af regeringen, fordi partiet formentlig ikke opnår et flertal alene, men prisen bliver, at de øvrige partier må skabe stadig mere absurde alliancer for at forhindre partiet i at få magt.
Brandmuren får dermed en paradoksal virkning. Jo flere vælgere CDU mister til AfD, desto mere afhængigt bliver CDU af de røde partier til venstre for sig for at kunne danne regering. Og jo mere CDU bliver bundet til SPD, De Grønne eller Die Linke, desto lettere får AfD ved at hævde, at CDU ikke længere er et egentligt borgerligt alternativ.
Mekanismen kan blive selvforstærkende og risikerer at trække CDU helt ned under det politiske gulvtæppe.
AfD sidder udenfor – men bestemmer alligevel regeringerne
Problemet findes ikke kun i Sachsen-Anhalt. Det præger også den føderale regering i Berlin. Friedrich Merz gik til valg som manden, der skulle gøre CDU tydeligt borgerligt igen efter Angela Merkel underlige midtsøgende kurs. Men fordi CDU afviser ethvert samarbejde med AfD, blev Merz efter valget henvist til endnu en koalition med socialdemokraterne.
AfD har dermed fået en mærkelig form for politisk indflydelse uden at sidde i regeringen. Partiets størrelse er med til at bestemme, hvem CDU kan regere sammen med. Merz kan ikke samarbejde mod højre. Derfor må han samarbejde mod venstre.
Det har gjort det vanskeligere for ham at gennemføre det kursskifte, han lovede vælgerne, blandt andet på økonomi, sociale reformer og migration. Og samtidig og måske netop derfor fortsætter AfD med at vokse. Vælgerne efterspørger den borgerlige politik, men Merz kan ikke levere.
I juni viste ARD's DeutschlandTrend, at befolkningen var delt næsten præcist på midten om CDU's principielle afvisning af samarbejde med AfD. 47 procent mente, at beslutningen var rigtig, mens 47 procent mente, at den var forkert. Brandmuren er altså ikke længere engang en strategi, der har bred folkelig opbakning og slet ikke blandt de borgerlige vælgere.
Sverige valgte en anden vej
Tyskland er ikke det første europæiske land, der står med problemet. I Sverige blev Sverigedemokraterna i mange år holdt uden for politisk indflydelse af både højre- og venstrepartier. Men efterhånden som partiet voksede, blev konsekvensen, at de traditionelle borgerlige partier ikke længere kunne danne en borgerlig regering uden Sverigedemokraterna.
Moderaterna stod til sidst med det samme valg, som CDU nu nærmer sig. Enten måtte man acceptere et samarbejde med det nationale højre, eller også måtte man reelt overlade regeringsmagten til Socialdemokratiet.
Efter valget i 2022 valgte Ulf Kristersson at bryde isolationen. Sverigedemokraterna kom ikke med i regeringen, men blev dens parlamentariske grundlag gennem Tidöaftalen. Dermed faldt den svenske brandmur ikke på én gang. Først kom samtalerne, derefter en formel aftale og til sidst omfattende politisk indflydelse.
Danmark gjorde det allerede i 2001
Danmark valgte endnu tidligere en anden model. Da Anders Fogh Rasmussen dannede VK-regeringen i 2001, kom Dansk Folkeparti ikke med i regeringen. Men partiet blev accepteret som parlamentarisk grundlag og fik betydelig indflydelse, først og fremmest på udlændingepolitikken.
Det betød, at Dansk Folkeparti ikke kunne opretholde rollen som permanent protestparti uden ansvar. Partiet måtte indgå kompromiser, prioritere og forklare sine vælgere de aftaler, det selv havde stemt for. Lars Løkke Rasmussen har siden gjort det til sin personlige mission at genopbygge brandmuren med de to seneste 'underlige' regeringer som resultat.
At det ikke er en vej, som borgerlige vælger ønsker, ses nu med stigende opbakning til Dansk Folkeparti igen. Det burde få brandmurstilhængere rundt om i Europa til at løfte øjenbrynene.
Merz er selv ved at blive offer for strategien
For Friedrich Merz er det ved at udarte til et spørgsmål om politisk overlevelse. Hans popularitet er styrtdykket, AfD ligger foran CDU/CSU på landsplan, og den seneste regeringsrokade har udløst åben kritik internt i CDU.
Reuters rapporterede i slutningen af juli, at rokaden havde skadet Merz' position betydeligt, selv om hans nære allierede Thorsten Frei efterfølgende blev valgt som leder af CDU/CSU's parlamentsgruppe med 91,9 procent af stemmerne.
Endnu mere dramatiske rygter er blevet rapporteret i Der Spiegel. Ifølge anonyme ledende CDU-kilder diskuteres det nu internt, om Merz skal udskiftes efter delstatsvalgene i september. Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Hendrik Wüst nævnes som en mulig efterfølger. Nogle af de anonyme kilder tvivler ligefrem på, at Merz fortsat er kansler ved årets udgang.
Det er foreløbig anonyme kilder og ikke et organiseret oprør. Men selve diskussionen fortæller noget om, hvor hurtigt Merz' autoritet er blevet svækket. Og valget i Sachsen-Anhalt kan gøre situationen værre. Hvis CDU den 6. september ender omkring halvdelen af AfD's størrelse, bliver nederlaget svært at bortforklare som et lokalt problem. Det bliver et kansler-problem.
