I året 458 f.Kr. blev Lucius Quinctius Cincinnatus udråbt til romersk diktator, efter sigende mens han pløjede sin mark, hvorefter han kom en omringet romersk hær til undsætning. 

Cincinnatus står i den romerske tradition som et symbol på gammelromerske dyder. I dag hædres han som en ideel leder. Straks efter fjenden var nedkæmpet, overleverede han magten og vendte tilbage til sin gård.  

Mens jeg arbejdede hos Nye Borgerlige, blev jeg hyppigt mindet om Cincinnatus, hver gang mine kolleger på Christiansborg gentog partiets udenadslære: ”Vi er ikke som de andre.” Nye Borgerlige bestod ikke af karrierepolitikere, men rigtige mennesker. Underforstået: Vi var bedre. 

Partiets tidligere pressechef, Lars Kaaber, skriver i Kontrast, at Nye Borgerlige kunne have godt af en åndelig konsolidering (blandt mange nødvendige forandringer). Det er jeg enig i. 

Men i Kaabers indlæg sporer jeg kimen til det, som jeg mener kan være en afgørende årsag til hele miseren, som Nye Borgerlige p.t. gennemgår. 

Ikke som de andre

Lars Kaaber skriver, at “Nye Borgerlige blev stiftet for at blive det parti, der kunne påvirke samfundsudviklingen i en mere borgerlig retning for at opnå netop det – en ny samfundskontrakt baseret på mindre stat og mere menneske i et nationalt værdifællesskab”. 

Nye Borgerlige blev stiftet og kendt for sine tre ufravigelige krav, bl.a. “udlændingepolitikken skulle løses fra bunden”, og med paroler som “der skal tages fat om nældens rod”.

Man benyttede enhver lejlighed til at påstå, at så snart kravene var gennemført, kunne partiet nedlægge sig selv. Pernille Vermund kunne gå tilbage til sin arkitektvirksomhed, ligesom Cincinnatus vendte tilbage til sin gård.

Budskaberne handlede ikke om, at Nye Borgerliges argumenter var bedre. De handlede om, at politikerne på Christiansborg var anløbne mennesker, mens Nye Borgerliges folkevalgte og medlemmer udgjorde en bevægelse, en kult, hvorved de var hævet over deres politiske modstandere. 

Det er en strategi, der fokuserer på manden i stedet for bolden. Det har formentlig spillet fint sammen med Lars Boje Mathiesens evige mistænkeliggørelse af “systemet” og dermed også gjort Nye Borgerlige langt mere interessant for de konspirationsteoretikere, der har fordærvet partiet internt. Hos Nye Borgerlige kunne de få den følelsesmæssige bekræftelse, de havde brug for: Det var alle andre, som var skøre. 

Til dagbladet Information udtalte Vermund i sommeren 2020, at målet var at redde Danmark. Som om landet stod på randen af et kollaps. En politisk råben om, at ulven kommer. Det er ikke en oplevelse, særlig mange borgere har, problemerne til trods.  

De tre ufravigelige krav og kriseretorikken var lettere at forstå, da det væltede ind over grænsen med mellemøstlige migranter. Situationen var akut. Dengang kunne et flertal af vælgerne meget vel have været enige i de tre krav (i hvert fald i princippet – så snart kravene skulle omsættes til konkret politik, opstod et hav af spørgsmål, partiet aldrig lykkedes at svare ordentligt på). 

Det var også i kølvandet på den oplevelse, at Vermund kunne tørre gulv med Thulesen Dahl under en debat op til folketingsvalget i 2019. Vi er så langt fra den situation nu.

Det seje træk

85 procent af den ikke-vestlige indvandring i 2022 bestod af ukrainere eller udenlandsk arbejdskraft. En udvikling, Nye Borgerlige faktisk går ind for. Så der er noget, som ikke hænger sammen. 

Er målet at “løse udlændingepolitikken fra bunden”? I så fald har projektet åbenlyst fejlet. Så hvorfor nedlægger Nye Borgerlige ikke bare sig selv?

Det skulle være for at gøre, som Kaaber skriver: at skabe et parti, der ”formulerer det nationale borgerlige alternativ til den socialdemokratiske formynderstat”.

Men så er strategien ikke længere, at alle problemer kan løses efter et enkelt valg. Så er fremgangsmåden at blive en fasttømret del af det borgerlige landskab, hvortil værdikrigere rekrutteres, og saglige argumenter fremføres. 

En borgerlig spydspids. Et langt, sejt træk, hvor succeskriteriet er, at danskerne borgerliggøres. Alle andre politiske resultater udspringer af den centrale målsætning. 

Der er ingen gård at vende hjem til – kun evig intellektuel krigsførelse og et liv som karrierepolitiker. En tilværelse, mange kan trives i. Men en tilværelse langt fra livet som selvstændig eller almindelig lønmodtager langt fra Christiansborg.

Om der er plads til netop det projekt, er meget usikkert – Nye Borgerlige voksede frem af det gabende hul, der var opstået mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Nu er det hul godt på vej til at blive lukket. Liberal Alliance afviser store dele af den hæmningsløse frigørelsesideologi, som ungdomsforeningen stod for, mens Dansk Folkeparti så småt forsøger at pege på offentlige udgifter, de godt mener kan sænkes. 

Hos begge projekter er der imidlertid kræfter, som trækker i modsat retning. Liberal Alliance rummer stadig frigørelsesideologien, hvilket ses på de forskellige politiske udmeldinger, mens Dansk Folkeparti altid vil foretrække højere skatter over mere personligt ansvar.

På den måde er markedet for Nye Borgerlige særdeles indsnævret. Men markedet er der.

Derfor er overlevelseschancerne der også.