Det har maget sig således, at Lars Løkke Rasmussen har skiftet mening og i stedet for at pege på sig selv som kongelig undersøger, som han gjorde dagen efter valget den 24. marts, nu peger på Troels Lund Pulsen.

Man skal ikke lade sig narre og tro, at Lars Løkke Rasmussen lige pludselig er blevet godt nyt for det borgerlige Danmark. Det er mange år siden – hvis overhovedet nogensinde - han bidrog med noget godt, og hans skift denne gang, er ret beset blot en taktisk manøvre for at holde sig selv i spil, som magtfuld aktør i dette lille land, som er vores.

Serveretten skal bruges
Nu har Troels så ikke desto mindre fået serveretten foræret, og den bør han bruge effektfuldt. Det er den eneste chance han får i sit politiske liv for at blive statsminister. Jeg ved ikke, om han har fortjent det, men appelsiner i turbanen smager lige så godt, som dem man skal strække sig efter for at plukke.

Han skal for alt i verden ikke bruge serveretten til en sløset serv, der hopper højt midt i banen. Han skal i første hug slå en skarp hård bold, der skruer ud af banen mod højre. Det skal være et es.

Hvorfor nu denne optimisme på venstrelederens vegne? De fleste kommentatorer siger jo, at Troels Lund blot er et mellemspil, inden Løkke tager serveretten tilbage. Her siger jeg, at sådan behøver det ikke at gå.

Med en Troels, der for en gangs skyld viser mod og tør satse butikken, kan han give danskerne den bedste gave, de i denne parlamentariske situation kan håbe på: En regering med hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke på ministerholdet.

Råd nummer 1: Aldrig mere Mette Frederiksen
Han skal for det første helt tydeligt slå fast, at han som kongelig undersøger ikke vil beskæftige sig med kombinationer, der gør Mette Frederiksen til statsminister igen. Det vil ikke alene være akavet, men også dræbende for det borgerlige Danmark, hvis Venstre efter to valg i træk overgiver sig til socialdemokratismen.

Han skal for det andet neutralisere Lars Løkke Rasmussen i dansk politik og dermed vise de borgerlige vælgere, der har stemt på Moderaterne, at det skal de aldrig gøre igen. For fra den mand kommer der ikke noget godt. Der kommer kun initiativer, der skal holde Lars Løkke tæt på magt og indflydelse.

Den bedrift – at få isoleret Mette F. og Lars L. – vil i sig selv være tilstrækkeligt til, at Troels Lund vil vinde retten til at kalde sig leder af det borgerlige Danmark. Men det vil kun ske, hvis han satser i serven, slår hårdt og konsekvent. Fedtspilleri og bløde bolde vil blot bekræfte medier og Løkke i, at Troels ikke er manden med løsningen.

Råd nummer 2: Dan hurtigt en regering med tre partier V, LA og K
Den hårde serv med skrue mod højre består i hurtigt at lancere en regering bestående af Venstre, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance og basere et regeringsgrundlag på de 50 punkter, som både Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne skrev under på som et fælles borgerligt fundament sidste sommer i august.

En sådan regering bestående af tre partier er ikke magtfuldkommen. Den er en mindretalsregering og skal forhandle alle lovforslag igennem med Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og nogle af løsgængerne. Løsgængerne kan man godt regne med, for hvis de vælter regeringen, afslutter de samtidig deres egen politiske karriere.

Den eneste, der kan stille sig i vejen for, at en ny VLAK-regering kan komme til verden og ikke får et flertal imod sig i Folketinget, vil være Lars Løkke Rasmussen. Og kan Lars Løkke Rasmussen vælte en VLAK-regering? Nej, hvis han gør det, udløser han et nyvalg med et budskab om, at han foretrækker en rød regering.

Det vil blive hans længe ventede politiske død, så selv om han i bedste kamikaze-stil ville gøre det, ville der komme det gode ud af det, at Moderaterne ville forsvinde og dermed give bedre muligheder for opbygningen af et borgerligt sammenhold.

Råd nummer 3: Et regeringsgrundlag, Løkke vil blive hånet for at gå imod
Lars Løkke Rasmussen har i fint samarbejde med medierne fået skabt et billede af, at samarbejdet mellem de borgerlige partier nærmest er toksisk. At fastholde det billede, som faktisk er totalt falsk, er hans eneste adgangsbillet til dansk politik. Det billede skal ødelægges.

Hvis du ikke har det helt fremme i pandelappen, så kan du læse de 50 punkter, som DD, DF, K og LA blev enige om sidste år her. Det er ikke revolutionerende forslag, men peger samlet set imod borgerlige løsninger på landets problemer. Der er konkrete forslag om skattelettelser, om afbureaukratisering, om at bremse væksten i offentlig administration, om at styrke iværksættere, reformer af erhvervsbeskatning, bedre natur- og miljøpolitik, forbedre sundhedsvæsenet, styrke forsvaret osv. osv.

De fleste punkter er på Lars Løkkes egen spiseseddel. Der er så også punkter, som Lars Løkke vil være imod. Sådan er det jo altid. Man kan ikke få alt. Blandt andet en afskaffelse af Koranloven og opstramninger i tildeling af statsborgerskaber. De forslag kan han jo så stemme imod, når de kommer i Folketingssalen, men det kan ikke udgøre en legitim politisk begrundelse for at vælte en borgerlig regering.

Er det realistisk?
Virkeligheden i politik skabes af vilje til at ville. Hvis Troels Lund Poulsen vil være statsminister, skal han vise viljen til at blive det. Han skal betrygge sine kolleger blandt de borgerlige partier i, at han er til at stole på, at Venstre ikke igen løber af pladsen.

Kan han præsentere sig overbevisende, er jeg sikker på, at både Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti vil bære en VLAK regering igennem frem til næste valg. Lars Løkke Rasmussen vil ikke have noget valg. Saboterer han en borgerlig regering, er han endegyldigt landet under skørterne hos de røde.

For helt nede grundlæggende vil en VLAK-regering under Troels Lund Poulsen kunne levere 90% af de ønsker, moderaterne har til reformer. En rød regering kan måske levere 10%. Den eneste positive forskel for Lars Løkke Rasmussen vil være, at han hos de røde vil have en ministerpost. Det får han ikke hos de blå.

En bitter pille at sluge for magtmennesket Løkke, men heldigvis er der en udløbsdato på alt - også på Lars Løkke Rasmussen.

Slut med piberygerens dominans
Min analyse bygger jeg på min forståelse af Lars Løkke Rasmussen, som en ødelæggende dominerende figur i dansk politik. Han står i vejen for, at andre gode kræfter kan begynde genrejsningen af det borgerlige Danmark.

Han har været med længe og har dermed også pådraget sig ansvar for meget. Der er de mere symbolske katastrofer såsom Koranloven, underskriften på Marakesh-aftalen og samarbejdsaftalen med WEF.

Der er et flertal i Folketinget for at afskaffe Koranloven, og for de to andre ligger det inden for bemyndigelsen hos en regering til selvstændigt at opsige aftalerne, medmindre Folketinget aktivt pålægger regeringen at lade være. Så det symbolske kan repareres ret enkelt.

De reelle katastrofer
Det er straks sværere med de reelle katastrofer, som Lars Løkke har en stor del af ansvaret for. For det første centraliseringen. I hans regeringsperioder er magt i stigende grad flyttet fra borgere til administratorer og fra lokale til regionale til statslige og i alt for stort omfang videre til EU-bureaukrater.

For det andet katastrofen i 2015, da Lars Løkke Rasmussen som statsminister åbnede grænserne for en invasion af migranter. Siden dengang har han kun nølende og modvilligt gjort en lille smule for at reparere på katastrofen, og han investerer nærmest hele sin politiske strategi på at forhindre andre i at løse de problemer, han har skabt i udlændingepolitikken.

Det borgerlige Danmark bliver ikke genopbygget på én valgperiode, og der skal ske rigtig meget, før vores land, kommer på ret køl igen, men vi skal begynde på et tidspunkt og på et sted, og det sted er her og lige nu.

Renæssancen kan begynde i morgen mandag, hvis Troels Lund Poulsen griber ketcheren og bruger sin serveret til at spille både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen ud af banen.