Regeringen holder længe. Det er den nødt til. Uagtet at flere målinger viser katastrofale 8-9% til Venstre og en generel dalende opbakning, så er der intet at gøre. Den må holde ved.
Imidlertid er der også andre dynamikker, der rykker på sig. Lars Løkke Rasmussen synes mere og mere at blive den afgørende tunge på vægtskålen, ikke alene understøttet af målingerne, men også grundet det enkle faktum, at Moderaterne i forvejen er de eneste, der ikke taber på regeringskonstellationen. Moderaterne står nemlig, hvor de stod før valget. Og det er Lars Løkke yderst bevidst om.
Der spekuleres i, om Løkke er ved at positionere sig til kommissærposten i EU, der skal vælges næste sommer. Det kunne virke logisk. Der har før været snak om Løkkes interesse i en international toppost, og man kan forestille sig, at de i S og V ville blive glade for at slippe af med den tidligere statsminister, der på alle måder fylder og overskygger sine regeringspartnere.
Meget tyder dog på, at Løkke har øjnene rettet mod en helt anden toppost. Flere ting i den gamle cirkushests kommunikation indikerer, at han er ved at bygge op til at sætte sig for bordenden igen. Bordenden i Statsministeriet vel at mærke.
Subtile fornærmelser
Løkke udfylder den rolle som vicestatsminister, som Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen af flere grunde ikke har formået at sætte sig i. Løkke står i spidsen for våbendonation til Ukraine. EU-politikken. Reformen af sundhedsvæsenet.
Han træder konstant ind over Venstre-toppens ministerområder, ofte uden – er indtrykket – at koordinere og cleare forinden, til trods for at regeringen ikke nok gange kan understrege, at den står sammen. At de er et fællesskab. A-r-b-e-j-d-s-f-æ-l-l-e-s-s-k-a-b, klapper man. Men så meget for den nyfundne tillid i ”arbejdsfællesskabet”.
Op til valget i november sidste år ville Lars Løkke heller ikke afvise, at han selv kunne være i spil til statsministerposten, hvis Moderaterne kom i Folketinget ”med nok kraft”, som man siger, og mandaterne faldt rigtigt ud. Der er ingen tvivl om, at det er Mette Frederiksen, der for nuværende styrer slagets gang, men foruden hende er Løkke den, der fylder mest i SVM-regeringen.
Han gør alt for at stjæle Venstre vælgere. Senest også deres europaparlamentariker. At Bergur Løkke Rasmussen er hans egen søn, er på sin vis en parentes. For Løkke stikker og driller. Kommer med subtile fornærmelser og ydmygelser, som Løkke gør bedst. Han er en mand i retorisk topform.
Således også på Moderaternes landsmøde for nylig, hvor han til Jyllands-Posten sagde, at Moderaterne skulle vokse sig til en folkelig bevægelse a la den, Venstre har været. Eller da han i Besserwisserne fredag den 27. marts, dagen inden SVM-regeringens 100 dages-jubilæum, som tilfældigvis faldt sammen med Moderaternes årsmøde. Her mindede han stilfærdigt om, at Moderaternes raison d’etre er en regering hen over midten. Men at der var andre, som kom på idéen i sidste øjeblik.
Det kunne da måske fremstå lidt utroværdigt, medgav han, mens han trak på skuldrene. Lumsk Løkke-smil. Gnækken. Men Moderaterne derimod, de har ment det hele tiden! Opstod i asken af ’noget’. Vi snakker ikke om ’nogen’. Nej nej, Moderaterne har bakket op om en bred regering fra start, og nu er de ved at overtage den position, Venstre har haft de seneste 20 år.
Og Radikale Venstres med, næsten. Haps.
Bemærk nøgleordet
At Lars Løkke Rasmussen befinder sig lige præcis i det smørhul, han ønsker at være i, kom også til udtryk, da Martin Krasnik tidligere i år spurgte Løkke – i et ellers kedeligt interview – hvilken forhenværende udenrigsminister han identificerer sig mest med. Her svarede han Jens Otto Krag. Ikke fordi Krag under den kolde krig også måtte forholde sig til russisk aggression og cubakrise, men ”fordi han byggede velfærdsstaten op og lavede store reformer”.
Aha. Det interessante er imidlertid ikke, at Krag var socialdemokrat og udenrigsminister, men derimod at han var statsminister. Nøgleordet er statsminister.
For selv hvis Mette Frederiksen & Co. får 90 røde mandater bag sig efter næste valg, bliver det svært at gå tilbage og pludselig mene, at højere ydelser, mere fritid, minimumsnormeringer og andre røde travere pludselig igen er den rette medicin. Glem det, venner.
Hvis regeringen overlever, står Moderaterne som sejrherre, for den er født i deres baghave. Regeringen er et Løkke-projekt. Men Løkke vinder imidlertid også, hvis den ikke overlever. Han er smørklatten i midten. Glat som en ål. Men ikke desto mindre den eneste af regeringsparterne, der ikke taber på den nuværende situation. Uanset hvem der vinder, vinder Løkke.
