Mikkel Vedby Rasmussens Krisesamfundet er noget så forunderligt som et historisk værk skrevet in medias res. Bogen maler med den store politologiske pensel et billede af foråret 2020, der er så spektakulært, at man indimellem glemmer, at man selv oplevede disse store begivenheder for blot en stund siden. Der fortælles om krisen og nedlukningen med en nærmest begejstret tone, for endelig sker der noget, endelig er der mulighed for forandring!
For historien er startet på ny, da politikerne, ifølge Vedby, har genopdaget, at de ikke er statister i en liberal verdensorden. Denne verdensorden stod ikke sin prøve, for: "Det var ikke de globale, men de nationale institutioner, som blev mobiliseret mod coronavirussen, og det var ikke global ledelse, men nationale ledere, som håndterede krisen."
Den stærke nationalstat er tilbage i en verden, man troede blev mere og mere globaliseret. Et lige så interessant – om end mere snævert – symptom på forandring er Vedbys analyse af, hvordan det danske embedsværk påvirkes af krisen. For Vedby ser, at Finansministeriets magt er udfordret af krisen, givet at "[Finansministeriets] dagsorden af effektivisering og budgettering […] er ikke tilstrækkelig til at håndtere det spørgsmål, som står øverst på den politiske dagsorden i dag".
Det spørgsmål, som Vedby hentyder til, er krisehåndtering, hvor han varsler, at en ny type embedsmand vil vokse frem: krisekraten. Krisekraten er modsat Finansministeriets budgetbisse en, der handler i nuet frem for at være begrænset af økonomisk ansvarlighed – væk med nødvendighedens politik, ind med krisepolitik.
Dermed optegner Vedby et møde med et helt andet samfund på den anden side af coronakrisen. Væk med "konkurrencestaten", der blindt indordner sig det internationale, og ind med den suveræne stat, der agerer selvstændigt og frit fra en streng økonomisk logik.
Forudsigelsen virker dog vovet – coronakrisen ser umiddelbart ud til at øge betydningen af økonomiske prioriteringer, ikke mindske dem. Krisekraten er vigtig under den bratte nedlukning, men hvilken rolle vil denne spille, når samfundet åbnes, og en utvivlsom stor regning skal betales?
Derudover kan det godt være, at det internationale blafrede, da samfund blev lukket ned på stribe – men den rekordhurtige udvikling af vacciner viser, at det internationale stadig er stærkt (det internationale er her forstået i en bred kontekst; det europæiske samarbejde har haft sine udfordringer).
Naturligvis vender vi ikke tilbage til et præ-coronasamfund, men man har endnu til gode at se de samfundsomvæltende begivenheder, som Vedby varsler. Revolutionen lader vente på sig.
Magten, æren og fortællingen
Disse store temaer – samfundsindretning, globale tendenser – er naturlige måder at forstå kriser og skrive historie. Vedby redegør selv i starten for, at han stilmæssigt inspireres af de græske historiefortællere, særlig Thukydid, den athenske general, der nedskrev historien om den peloponnesiske krig. Denne historieforståelse er præget af en interesse for det officielle.
Det gør sig netop gældende for en stor del af bogen, der særligt fokuserer på Mette Frederiksen, som er uimodståelig for enhver politolog at analysere, da statsministeren nærmest er legemliggørelsen af Hobbes’ suveræne leder. Beskrivelsen af pressemødet 11. marts romantiserer magten og styrker fortællingen om, at det var enkeltpersoner, der reddede os:
"Da statsministeren åbnede munden, var det med et lille, skævt smil, som man ofte ser hos ledere i krisesamfund. Hun smilte ved bevidstheden om, at nu er spændingen – hendes egen og vores – udløst: ’Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere’."
Denne fortolkning af forløbet udfordrer Vedby dog afslutningsvis ved at inddrage økonomen Friedrich von Hayek, der bruges til at problematisere den magt, som politikerne har fået gennem den øgede mulighed for at overvåge borgerne. Nogle supplerende sider om Hayek kunne have været tiltrængt som kritisk analyseprisme til at nuancere fortællingen om, at det var nedlukningen og dermed regeringen alene, der har reddet os.
Denne historiefortælling er ved at vinde indpas, hvilket sås i en nylig partilederdebat, hvor SF’s Pia Olsen Dyhr sagde, at 35.000 kunne være døde, hvis ikke man havde lukket så hårdt ned, da epidemien ramte Danmark. Påstanden antager, at borgere i Danmark ikke havde ændret adfærd.
Men det gør borgerne netop. Regeringens ageren havde naturligvis en effekt, og den tydelige kommunikation havde betydning. Pointen er, at det ikke er nedlukningerne alene, der redder liv, men i høj grad frivillige adfærdsændringer, der mindsker smitten. Politologen Francis Fukuyama argumenterede i sommer for, at den vigtigste variabel for at administrere krisen var, at borgerne havde tillid til myndighederne. Ellers ændrer ingen frivilligt adfærd.
Klimapolitik er anderledes
Det er naturligvis urimeligt at kræve, at en bog på 200 sider skal dække alle aspekter af en krise, der vil blive nærstuderet som en stor historisk begivenhed i fremtiden. Med det sagt er det en opfordring til, at den næste fortælling om foråret 2020 husker, at det ikke var den suveræne statsminister, der reddede landet, men det var borgernes adfærdsændringer, som fik bugt med smitten. Dette kan lyde som en leg om semantik, men hvis historien bliver skrevet sådan, at politikerne reddede os, fordi de fik øgede magtbeføjelser mv., bliver kriser et potent våben til at få mere magt.
Sidstnævnte har Vedby et eminent blik for, og der, hvor hans analyse er allermest præcis og original, er i dens tolkning af klimakrisen vis-a-vis coronakrisen. Mange har draget den slutning, at man skal anvende samme midler til at løse klimakrisen som coronakrisen. Her er Vedby ganske klar:
"Coronakrisens største politiske konsekvens bliver formentligt troen på, at staten kan håndtere klimaudfordringerne ved at mobilisere samfundet på samme måde som mod virussen. Men som det tydeligt fremgik efter to-tre måneders nedlukning, så kan man kun mobilisere en befolkning omkring en krise i relativt kort tid."
Her rammer Vedby plet, hvor nedlukningstrætheden demonstrerer, at kriseudholdeligheden er ganske begrænset, og de fleste ønsker sig tilbage til normalen. Men netop denne pointe efterlader læseren med en usikkerhed om, om titlen Krisesamfundet refererer til en afgrænset periode i foråret 2020 eller hentyder til, at vores samfund er dømt til at befinde sig i kriser.
Vedby nævner, at han var i tvivl om, om Fukuyama opfattede The End of History som en negativ eller positiv begivenhed. Læseren efterlades med samme tvivl om, hvorvidt Vedby egentlig mener, at foråret 2020 har betydet en grundlæggende forandring af samfundet, eller om det blot kommer til at betyde små justeringer af embedsværket, som den gængse borger ikke vil bemærke i sin dagligdag.
Bogen er dog særdeles velskrevet og kan passende læses en stille nedlukket søndag aften, mens man venter på at vende tilbage til det åbne samfund.
Krisesamfundet udkom i februar 2021 på Informations Forlag. Forfatter Mikkel Vedby Rasmussen er professor i statskundskab og dekan ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. 214 sider, 250 kr.
