Anmeldelse

10.05.22

Douglas Murray sætter præcise ord på vestligt selvhad

‘The War on the West’ er en fortrinlig udlægning af de angreb, som ‘antiracister’ og lignende typer sætter ind mod vestlige institutioner, skriver Tobias Petersen om Douglas Murrays nye bog. Den kan læses som en dyster advarsel om kommende tider, mener anmelderen.
Pressefoto fra douglasmurray.net, red.
Pressefoto fra douglasmurray.net, red.

Douglas Murray har gjort det igen. Den 42-årige britiske journalist og forfatter har med The War on the West føjet endnu en fremragende debatbog til listen over sine pletskud. Den 320 sider lange rejse er tiden værd, og det vil være svært at finde en Kontrast-læser, som ikke vil sætte pris på den.

Murrays fremmeste talent er hans evne til at fornemme tidsånden og formidle den i et sprog, som på samme tid er levende og til at forstå. Han opdager ikke problemer, ingen havde hørt om, før han pegede på dem. Snarere sætter han ord på noget, mange havde lagt mærke til og tænkt over, men været ude af stand til at udtrykke. The War on the West er endnu et eksempel på det.

Bogen er en analyse af det voksende selvhad i den vestlige verden, som udspringer af den ’antiracistiske’ bevægelse i USA og er i fuld gang med at nedbryde institutioner på tværs af sfærer og lande. The War on the West beskæftiger sig både med de idéer, bevægelsen baserer sig på, og de konsekvenser, dens hærgen har. Murray ser på blandt andre Ibram X. Kendis tanker i How to Be an Antiracist og på den praktiske betydning, Kendi og andre ’antiracisters’ idéer har, når de omsættes til handling i skoler, uddannelsesinstitutioner, kulturinstitutioner, virksomheder med videre.

Som Murrays øvrige bøger er The War on the West fuld af eksempler og observationer. Bogen er inddelt i fire overordnede temaer – race, historie, religion, kultur – og Murray skifter løbende mellem det konkrete og det abstrakte i sine refleksioner over den ’krig’, han beskriver. Undervejs bringer det os vidt omkring i et virvar af ofte spændende sidegader. Et afsnit om forskellige kulturers musiksystemer mod bogens slutning var en anelse for langt og indforstået til denne anmelders smag, men det var den eneste undtagelse og muligvis interessant for andre læsere.

Særligt bemærkelsesværdige blandt bogens mange eksempler er diskussionen om Karl Marx’ racisme og Michel Foucaults overgreb på drenge i Tunesien. Det er afslørende, påpeger Murray, at visse historiske figurer med henvisning til en kobling til racisme udskammes, fjernes fra læselister og får deres statuer revet ned på et yderst spinkelt grundlag, som møjsommeligt skal graves frem fra private breve eller fodnoter, mens andre trods langt værre udsagn og handlinger får lov til at stå.

Denne dobbelte standard, skriver han, viser, at krigen ikke kun er moralsk, men også politisk. Hensigten med at bringe alle figurer, Vesten har været stolt af, til fald, er at bane vejen for, at andre figurer kan træde i deres sted. Figurer som Marx og Foucault. Lykkes denne totale destruktion af Vestens tidligere forbilleder og helte, skriver Murray, vil ”de eneste mennesker, der er tilbage til at guide os, være de mennesker, der vil guide os i de værst mulige retninger”.

En kulturkrig
Den ‘krig’, Murray skriver om, er ikke en konventionel krig som den, der i disse uger og måneder udkæmpes i Ukraine. Det gør Murray klart i bogens introduktion. Ja, faktisk i bogens allerførste afsnit:

”I de seneste år er det blevet tydeligt, at der er en krig i gang: en krig mod Vesten. Den er ikke som tidligere krige, hvor hære kæmper, og vindere deklareres. Det er en kulturel krig, og den føres hæmningsløst mod alle den vestlige traditions rødder og mod alt godt, den vestlige tradition har produceret.”

Dermed er scenen sat. Resten af bogen er en udforskning af denne krigs oprindelse, udvikling og konsekvenser. 

Ifølge Murray har vi først for nylig opdaget, at vi er i krig. Det skyldes blandt andet, skriver han, et sprogligt falskmøntneri, som har gjort det svært for os at se, hvad der foregår.

”Mange af os fornemmede, at noget var galt. Vi undrede os over, hvorfor ensidige argumenter blev ved med at blive fremført, og hvorfor unfair krav blev ved med at blive fremsat. Men vi opdagede ikke det fulde omfang af det, der blev forsøgt. Ikke mindst fordi selv vore idéers sprog var korrumperet. Ord betød ikke længere, hvad de indtil for nylig havde betydet. Folk begyndte at tale om ”ligestilling”, men de lod ikke til at være interesserede i lige rettigheder. De talte om ”antiracisme”, men de lød dybt racistiske. De talte om ”retfærdighed”, men de lod til at mene ”hævn”.”

Hævnen vender Murray tilbage til senere i bogen i et afsnit, som trækker på Nietzsches brug af begrebet ressentiment. Her undersøger Murray krigens psykologiske aspekter. Hvad er det, der driver dem, der er besatte af at dekonstruere og destruere? Hvorfor handler det for dem altid om at smadre noget for andre i stedet for at bygge noget for sig selv? Trofaste Kontrast-læsere kan muligvis huske, at undertegnede anbefalede Nietzsches Moralens oprindelse som sommerlæsning sidste år med et løfte om, at bogen – herunder ikke mindst ressentimentbegrebet – er en nøgle til at forstå identitetspolitikken. I The War on the West viser Murray, hvordan den nøgle kan bruges.

Tilbage til fremtiden
Da Murray i 2017 skrev The Strange Death of Europe om masseimmigrationen til et Europa ramt af selvlede, faldende fødselsrater og mangel på politisk lederskab, behandlede han fænomener, vi i Danmark allerede kendte til. Det samme var tilfældet, da han to år senere udgav The Madness of Crowds om identitetspolitik med fokus på køn, seksualitet og race. Problemerne var ikke lige så omfangsrige i Danmark, som de var i andre dele af den vestlige verden, men vi havde hørt nok om krænkende mexicanerhatte og lidt for blonde unge, danske piger i højskolesangbogen til at vide, hvad det drejede sig om.

Anderledes forholder det sig med The War on the West. Den ’krig’ mod Vesten, Murray beskriver, er især udbredt i USA, Canada, England og Australien. Begreber som ’antiracisme’ og ’dekolonisering’ og bevægelser som Black Lives Matter er ikke ukendte i Danmark, men de har ikke samme indflydelse, som de har i det tidligere imperium. Vi ser eksempler i diskussionen om et kolonimuseum og i partier som Frie Grønne, men vi har langtfra en lige så voldsom kamp mod alt, der er ’hvidt’ eller ’vestligt’, som man har i andre dele af Vesten. 

Det kan dog være en stakket frist. Går det, som den slags ofte går, er det kun et spørgsmål om tid, før ukrudtet begynder at vokse på vores side af hækken. The War on the West kan derfor både læses som andre landes samtidshistorie og en forudsigelse om vores egen fremtid.

Vi har set, hvordan det er sket i forhold til køn og ligestilling. For otte år siden lo vi, når Henrik Marstal skrev forargede indlæg i Politiken. Siden har vi set medier, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre organisationer underkaste sig de værdier, Marstal kæmpede for. Dengang morede vi os over åndssvage stillingsbetegnelser som ’ligestillingsofficer’. Siden er et arbejdsmarked opstået for mennesker, hvis opgave det er at udslette meritokratiet.

Lad det være en advarsel til dem, der nu griner ad Sikandar Siddique. Krigen mod Vesten står for nuværende stærkest uden for Danmarks grænser. Men den kan tids nok komme til vore kyster. The War on the West er et indblik i, hvad vi har i vente, når det sker.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter