Identitetspolitikken kom til Danmark den 25. august 1995, i hvert fald som et begreb, der blev registreret i medierne. Det vil næppe overraske ret mange, at det skete i dagbladet Information. Men selvfølgelig eksisterede identitetspolitik som praksis længe før rundtom på kloden. Ligesom dinosaurerne eksisterede, herskede og uddøde, længe før nogen fandt på at kalde dem noget. Uden sammenligning i øvrigt? Vi får se.
Professor i idéhistorie Mikkel Thorup er aktuel med bogen Kampen om identitetspolitik. Under alle omstændigheder, og uanset politisk ståsted, er identitetspolitik et fænomen, der er værd at beskrive og analysere i dybden. For det er en form for politik, der kort fortalt forsøger at varetage særinteresser, der som regel deles af minoriteter i samfundet. Altså ikke, eller ikke primært, de klassiske marxistiske klasseinteresser, men interesser baseret på et definerende tilhørsforhold til et køn eller en særlig religion, seksualitet, kultur, etnicitet og/eller nationalitet.
Selv om det identitetspolitiske fokus væk fra økonomien har gjort, at mange på både den traditionelle venstre- og højrefløj har været sene til at erkende denne politiks meget virkelige konsekvenser, skal man nu alligevel have ligget i koma de sidste årtier for ikke at have bemærket, at identitetspolitikken på en hel del områder sætter dagsordenen. Også herhjemme, med Eskimo-is og sombreroer. Jyder og københavnere. Generation Identitær og Normstormerne.
Et markant kendetegn ved identitetspolitikken er nemlig, at den i sin meget ofte woke form på det nærmeste er blevet synonym med en moderne, muteret udgave af kulturkampen. Den gode, gamle, som vi herhjemme har kendt ved navn i mindst 150 år. Med Georg Brandes og proselytterne i struben på Grundtvig og datidens herskende normer og alt det der, kæmpende fra en både politisk, mediemæssig og kulturel base. Når det er den offentlige mening og definitionsretten, der skal erobres, og dermed i sidste ende magten, må man nemlig slås på alle fronter samtidig.
Vore dages identitetspolitiske kulturkamp udkæmpes som bekendt også mange andre steder end bare i Folketinget eller det lokale byråd. Der er f.eks. kampen om historien i og uden for bøgerne, for erindringspolitikken er også blevet svær at skelne fra identitetspolitikken. Ligeså ligner identitetspolitikken på mange måder symbolpolitikken, der som begreb først for alvor dukker op i 1980’erne, og som ofte hånligt bliver afvist som den rene overflade og lappeløsning. Men som aldrig bare handler om symboler – tørklæder, frikadeller, kødløse kantiner, kvindekvoter, Muhammedtegninger og hvad ved jeg, for symboler ræsonnerer dybt i os sammen med myterne, de er i deres essens vigtige dele af den kultur, der i sidste ende så ofte bliver til politik.
Så er der slagene, der udkæmpes i uddannelsesinstitutionerne om vores børns hjerner og hjerter, bl.a. om, hvor mange køn, som man kan bilde drengene og pigerne ind, at de kan have. I kroppe, der ikke ses som naturlige, men kan være så ”forkerte”, at det angiveligt skulle kræve radikale medicinske indgreb at gøre dem ”rigtige”. Der er kampene i vores bærende kulturinstitutioner, med buster i havnen, kvindelige præster og politisk korrekte udstillinger. Og så videre.
Stadig oftere foregår det nærmest med livet som indsats, for når vores identitet ophøjes til politik i identitetspolitikkens univers, bliver al kritik, uanset hvor saglig den måtte være, til kritik af selve meningsmodstanderens eksistensgrundlag. Al politik er med andre ord personlig, og der er ingen privatsfære uden for politikken. Den udvikling begyndte for alvor i 1960’erne, og blandt andet 12 år som lektor for amerikanske universitetsstuderende har vist mig med al ønskelig tydelighed, at udviklingen bare er accelereret, nærmest fra semester til semester. Med kravet om, at alle skal se individet, som individet ser sig selv – en biologisk mand skal ses som en biologisk kvinde, og vice versa.
Uanset at det altid vil være en løgn, for mænd og kvinder kan selvsagt kalde sig hvad de vil i et frit samfund, men de kan ikke blive det modsatte køn. Det er fysisk umuligt, ligesom man kan kalde sig Karl Stegger, alt det man lyster, det bliver man bare ikke Karl Stegger af, for det ændrer ikke afgørende på de materielle omstændigheder. Men Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke spiller med i skuespillet, når det lige gælder kønnet.
Stråmænd og dovenhed
Det er derfor i udgangspunktet prisværdigt, at Mikkel Thorup giver sig i kast med et stykke samtidsidéhistorie om fænomenet identitetspolitik, og om kampen om fænomenet, som hele bogens emne kan koges ned til. Er det så godt, skidt, eller bare godt nok?
Det begynder skidt i en ret rodet indledning med noget, der mest af alt ligner en lille håndfuld stråmænd, strøet rundt med løs hånd. For eksempel, at ”[det] virker som om, at der udgives flere bøger imod identitetspolitik, end der er folk, som synes begrebet passer på, hvad de selv laver” (s. 16).
Det forbliver en nærmest u-underbygget påstand om et angiveligt ikke-problem, som så vel næppe var værd at skrive endnu en bog om. En påstand, som i øvrigt, selv hvis den var sand, ikke er relevant. For man kan, som bogen også illustrerer til overflod, sagtens bedrive identitetspolitik uden at benytte begrebet om sig selv. Det er faktisk nok det mest almindelige. Og desuden behøver mængden ikke at være afgørende. En lille, velplaceret avantgarde kan, som Lenin engang var inde på, gøre megen skade eller gavn på slagmarken, i revolutionen eller i den lange march gennem institutionerne.
En anden stråmand dukker op, når Thorup i forlængelse heraf hævder, at der mest skrives kritisk om identitetspolitik, og at det, der er skrevet i den genre, er forudsigeligt, uden nysgerrighed, uden faktisk kritik eller afdækning. Særligt i Danmark. Så nævner han en håndfuld eksempler herhjemmefra, og må i den forbindelse alligevel erkende, at omkring halvdelen i hans optik faktisk ikke er så ringe endda. Og undlader i det følgende at beskæftige sig indgående – eller overhovedet – med flere særdeles relevante, seriøse og analytiske værker med et kritisk blik på identitetspolitiske fænomener. Såsom Torben Bech Dyrbergs Radical Identity Politics fra 2020, der skam også har masser af referencer.
Så bliver det lidt for nemt for Thorup at indtage rollen som ham, der godt nok vedkender sig et venstreorienteret ståsted, men stadig fra en selvudnævnt midterposition vil være fornuftens stemme. Ham, der nærmest ene blandt danske brushoveder, nulliteter og distanceblændere på læreanstalter og i medierne kan og vil engagere den relevante litteratur.
Det er al ære værd, hvis det faktisk gøres, og gøres kvalificeret. Det med at finde det ledige standpunkt. Især hvis der ovenikøbet reelt findes en fornuftig midterposition at indtage imellem de angivelige ekstremer. Det har forfatteren resten af bogen til at påvise. Her går det først nogenlunde i den historiske gennemgang af fænomenet identitetspolitik. Den gennemgang er, som det meste af bogen, lovlig fragmenteret, som om den bygger på forfatterens egne hastigt sammenskrevne artikler, noter og anmeldelser. Men også ganske informativ og meget veldokumenteret.
Denne anmelder lærte i hvert fald en hel del, blandt andet om den interne kritik på den akademiske venstrefløj gennem årene af identitetspolitikken som et (for) snævert redskab til at forstå verden og fjerne angivelig undertrykkelse i forhold til klasseanalysen, postmodernismens syn på identitet som flydende, eller den intersektionelle position, der betoner flere sammenflettede identiteter.
Men så går det galt igen. De næste kapitler benytter forfatteren mestendels til nærmest at latterliggøre påstanden om, at den politiske korrekthed og identitetspolitikken har nogen reel negativ indflydelse på debatklimaet generelt, og mere specifikt på undervisningen og forskningsfriheden på universiteterne og i resten af den akademiske sfære. Altså basalt set, om de woke strømninger fører til censur, selvcensur, ”cancel culture” og aktivistisk (pseudo-)forskning. Al kritik affejes i bedste fald som anekdoter fra skallesmækkende højreorienterede mimoser, og sådan forbliver det, for forfatteren har fra starten af lagt fast, at han ikke er interesseret i identitetspolitikkens praksis.
Hvilket selv i bedste fald begrænser bogens nytte stærkt, da identitetspolitikken er en udpræget handlingsorienteret ”ideologi”. Det ligger i selve ordet, identitetspolitik, at det handler om ikke bare at beskrive verden, men om at ændre den. Som en skægget herre ved navn Karl Marx engang ytrede noget om. Idéernes konsekvenser i den virkelige verden kan ganske enkelt ikke udelades i nogen udpræget grad i en seriøs analyse af fænomenet identitetspolitik.
Og så mener forfatteren, at det ikke er interessant at undersøge, kvantitativt såvel som kvalitativt, om kritikerne af identitetspolitikkens konsekvenser kunne have bare delvist ret. Det er en både doven og arrogant indstilling fra en idéhistoriker, som ellers ikke har svært ved at se de strukturelle barrierer alle mulige andre steder. Det er der heldigvis andre, der har gjort i det store udland, altså at undersøge den woke/politisk korrekte praksis, det ægtefødte barn af identitetspolitikken. Senest i det estimerede Times Higher Education, hvor sociologen Laura Favaro i en meget nuanceret undersøgelse af de akademiske ”gender wars”, mere præcist af transideologiens indtog på de højere læreanstalter, når frem til, at ”my discussions left me in no doubt that a culture of discrimination, silencing and fear has taken hold across universities”.
Bare det at benytte det meget præcise ord ”kvinde” i en opgave eller forskningsartikel kan skabe svære problemer for studerende og undervisere. For det marginaliserer nemlig angiveligt minoriteter, der identificerer sig som kvinder. I samme journal kan man læse om, hvordan “All US students are afraid to speak – and we should be worried”.
Det ellers så seriøse videnskabelige månedsblad Nature Human Behavior vil censurere artikler, der kunne krænke, eller som ikke lever op til krav om at fremme en særlig woke version af social retfærdighed. Uanset hvor veldokumenterede artiklerne måtte være.
Stiltiende konsensus
For nylig vovede præsidenten for den engang så estimerede amerikanske historikerforening American Historical Association, James Sweet, at kritisere, hvad der kaldes ”presentismen”. Som er tendensen, i den erindringspolitiske afart af identitetspolitikken, til at se fortiden gennem nutidens (identitets)politiske briller. Det kom han hurtigt til at fortryde, særligt fordi han brugte et projekt lanceret af New York Times, ‘1619 Project’ i sin meget sobre kritik som et af eksemplerne på ”presentisme”. ‘1619 Project’ er nærmest blevet en hellig ko blandt mange identitetspolitikere og social justice warriors, blandt andet fordi datoen for skabelsen af USA skal sættes ved skabelsen af arvesynden, slaveriet, ved de første slavers ankomst til den dengang britiske koloni Virginia i Nordamerika i 1619. Og ikke ved USA’s skabelse som selvstændig nation i 1776. James Sweet blev krævet fyret og meget andet, og måtte efter få dage ydmyget krybe til korset, slette sit indlæg og beklage sin ”krænkende” adfærd.
Sådan kunne jeg blive ved, med det ene eksempel efter det andet på cancel culture og censur i identitetspolitikkens navn – mest fra den venstreorienterede side for tiden, men alt for ofte også fra højrefløjen, eller fra teknokrater, der vil have styr på, hvad vi foretager os på de sociale medier. Om det så gør indtryk på Mikkel Thorup og andre, er et åbent spørgsmål, for der lader til at være stiltiende konsensus i de venstredrejede identitetspolitiske kredse om, at man aldrig for alvor skal indrømme, at identitetspolitikken kan have negative konsekvenser for forsknings- og ytringsfriheden i den virkelige verden. Det kan indvendes, at eksemplerne ovenfor er hentet fra den angelsaksiske verden. Hertil er bare at sige, at der også findes massevis af eksempler fra resten af den vestlige verden, herunder Danmark. Prøv eventuelt at google. Og under alle omstændigheder har kulturelle fænomener med før eller siden at komme hertil fra over there, om det så gælder cowboybukser, Elvis eller identitetspolitik.
Vi ser det for eksempel i et lovforslag fra den socialdemokratiske regering om at tillade det ofte skadelige, nemlig juridisk kønsskifte, der i rigtig mange tilfælde fører til, at børn, der måske bare har en personlighed, kan komme til at tro, at de er ”født i en forkert krop”. Forslaget gælder for børn ned til 0 år med forældrenes ”samtykke” (som om nyfødte har noget at sige her). Hvilket fører til en sidste pointe I denne anmeldelse: Både Mikkel Thorup og en ellers kritisk anmelder som Weekendavisens Anna Libak er enige om, at identiteten (og identitetspolitikken) i vore dage mest skal defineres af individet selv. Hvor identiteten før som oftest var noget, som staten, biologien, familien eller “samfundet” i det store og hele dikterede gennem lovgivning, kulturelle forventninger, fysiske kendsgerninger, socialisering, klassetilhørsforhold og den slags.
Her kan et lovforslag fra regeringen om selvidentitet fra år 0 måske nok for den naïve iagttager virke neutralt, som blot en håndsrækning til individet, der skal definere sig selv. Men det lovforslag er ikke spor neutralt. Det er en så radikalt ideologisk og identitetspolitisk udmelding på tværs af videnskab og sund fornuft, med meget seriøse konsekvenser for vores børn, at man må sige, at identitetspolitikken på dette og andre meget centrale områder – for eksempel når det gælder muslimske tørklæder – har nået staten, som bliver en aktør i processen.
Det ser vi i endnu mere udpræget grad i USA og Storbritannien. Spørgsmålet er derfor, om identitetspolitikken efter sin lange march gennem individerne, minoritetsgrupperne og institutionerne ikke i vid udstrækning er nået ind til hjertet af regeringer og woke kapitalister, som så griber den i flugten, tilpasser den, og på meget kort tid får definitionsmagten tilbage? Som ”repressiv tolerance”, hvor selv de særeste politiske og (mod)kulturelle strømninger kan indoptages og omformes i demokratiet og spyttes ud som relativt harmløse. Eller måske som identitetspolitikkens absolutte triumf.
