”Et rent og skært internationalt røveri”. Således lyder det ifølge en dansk avisoverskrift fra zaren i Rusland i 1916, da den tyske besættelsesmagt på Østfronten under Første Verdenskrig vil give de russiske besiddelser i Polen en form for selvstændighed. Brugen af ordet ”røveri” er sigende, for Rusland ser Polen og områdets andre nationalstater i støbeskeen som sin ejendom. Noget, der kan frarøves. Det gør Tyskland og Østrig-Ungarn sådan set også. For hvis området mellem stormagterne her i Øst- og Centraleuropa ikke decideret skal besiddes, skal det i det mindste domineres, og gerne udnyttes som bufferzone, kornkammer, koloni. Og så har vi balladen. Særligt et årti eller to senere, hvor en tanke blandt diverse politiske aktører og intellektuelle i Berlin og Moskva begynder at modnes: Det hele bliver så meget nemmere, hvis man ensretter den lokale befolkning, gør dem til slaver eller skaffer sig helt af med dem.
Det område, der omfatter Polen, Ukraine, Hviderusland (Belarus), det vestlige Rusland og de baltiske lande, kalder den amerikanske historiker Timothy D. Snyder for Bloodlands. For blodlande er altså, hvad de snart skal blive til, klemt imellem Adolf Hitler og Josef Stalins totalitære ambitioner, der gensidigt inspirerer og radikaliserer på kryds og tværs mellem Moskva og Berlin. Så hvis man som ukrainsk bonde eller polsk jøde tror, det er slemt under Første Verdenskrig – og det er slemt – kan man bare vente sig til, at Stalin for alvor kommer i gang, og til at Hitler kommer til magten: 14 millioner sultet, skudt, gasset ihjel fra 1933-1945, civile og krigsfanger, ifølge Snyders indledende opremsning, og så er vi i gang. Soldater i aktiv tjeneste er udeladt, for det handler netop ikke om krig mod hære, men mod befolkninger, mod deres fysiske eksistens, tro og kultur. Det, vi kalder etnisk udrensning og folkedrab.
Stalin er suverænt i førertrøjen, når det gælder myrdede og undertvungne i fredstid, mens Hitler i den grad tager revanche og kommer til at stå for broderparten, efter Anden Verdenskrig bryder ud i 1939. Hvor Sovjet-Rusland og Nazityskland som bekendt, som kolonimagter og imperialister har for vane, først deler Polen mellem sig, et land, der er Versaillestraktatens ”unaturlige skabning” og ”hæslige afkom”, ifølge henholdsvis Hitler og den russiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov. Meget ligesom zaren i 1916. Hele den historie opsummerer Snyder overbevisende under overskriften ”Europa”, for det er vores historie, også heroppe i Danmark, selvom blodlandene altså har en mere afgrænset geografi. At Europa ser ud, som det gør i dag, at vi tænker og handler som vi gør, er nemlig i høj grad senfølger af Hitler og Stalins gøren og laden i Bloodlands.
Derefter vender Snyder sig i kronologisk orden fra 1932/33 mod detaljerne, hvor djævelen som bekendt gemmer sig. Først Stalins krig mod ”indre fjender”, der stort set alle er produkter af behovet for syndebukke eller paranoia. Millioner af kulakker, en angiveligt udbyttende økonomisk klasse, konstrueret nærmest ud af den blå luft af kommunistpartiet og det hemmelige politi, sultes ihjel i landdistrikterne, først og fremmest i Ukraine. Holodomor, udryddelse gennem udsultning, bliver det kaldt. Med hvad deraf følger af kannibalisme og opsvulmede barnelig. Det handler om en ideologi baseret på politiske og økonomiske kalkuler fra Moskvas side, men også om nationalitet – ukrainerne vurderes til at være illoyale som gruppe og skal knægtes.
Det bliver ikke sidste gang, at Stalin går efter Sovjetunionens nationale mindretal. Faktisk bliver der i lange perioder myrdet langt flere i denne kategori – etniske ukrainere, polakker, tyskere, finner, jøder m.v. – end for eksempel blandt angivelige politiske modstandere under skueprocesserne i 1936-38 eller i Gulags koncentrations- og arbejdslejre. Bevares, man kalder selvfølgelig forfølgelsen af nationale mindretal for noget andet, fordi Stalin står i spidsen for, hvad der på papiret er et antiracistisk og antiimperialistisk imperium, hvor man for et hjemligt og internationalt publikum rigtig gerne vil sidde på den høje hest i forhold til den meget virkelige racisme i Nazityskland, det britiske imperium og USA. Den slags kvababbelser har Hitler ikke mange af i Tyskland. Han og hans regime er åbenlyst og strukturelt morderisk racistisk på et plan, hvor Stalin ikke kan være med.
Hele Hitlers verdensbillede har længe været afgørende præget af racetænkning, bygget på en ret så alternativ forståelse af alt fra biologi til verdenshistorie, hvor jøderne som bekendt indtager hovedrollen i konspirationsteorien som det absolutte onde. Det er, hvad rigtig mange tyskere stemmer på indtil 1933, selvom antisemitisme måske ikke lige er en prioritet for dem personligt. Men idéer skal tages alvorligt, for de har konsekvenser, hvor langt ude de end kan lyde. Det ser vi for alvor fra nazistisk side fra 1939, hvor invasionen af Polen fører til de første storstilede massedrab uden for Tysklands grænser.
Hvilket igen fører til felttoget mod Sovjetunionen, til jødeudryddelsen, Holocaust, til yderligere erobringer og til mordene på så mange millioner andre – russiske krigsfanger, homoseksuelle, kristne polakker, romaer, politiske modstandere. Og til nazisternes hungerplan, et led i den kolonialistiske Generalplan Ost, der forsøges delvist implementeret fra 1941. I tilfælde af tysk sejr vil planen kræve i omegnen af 20-30 millioner slaviske russere sultet til døde med fuldt overlæg, mens resten, et pænt stykke under halvdelen, vil få lov til at overleve, men som trælbundne eller fordrevne, som spøgelsesmennesker uden historie eller kultur.
Hvordan når vi dertil? Under Første Verdenskrig har den tyske invasion af nogenlunde de samme områder, og de russiske modoffensiver, slet ikke samme blodige konsekvenser som nu under Anden Verdenskrig. Men nu hersker doktrinen om totalkrig nærmest uindskrænket, hvor civile bliver legitime mål. Og de totalitære ideologier, nazismen og stalinismen, overgår preussisk militarisme, og hvad der ellers præger perioden 1914-18 og det efterfølgende kaos med adskillige længder i målrettet morderiskhed i blodlandene. Særligt fra 1941, hvor den tysk-russiske alliance opløses, og de to store europæiske diktaturer står direkte over for hinanden på slagmarken.
Alt det skriver Snyder godt og grundigt om allerede i førsteudgaven af Bloodlands fra 2010. Godt nok er eftertanke en dyd, ikke mindst her på Kontrast, men hvorfor ligefrem vente 12 år på boganmeldelsen? Et svar kunne være, at gode bøger vel strengt taget ikke kan anmeldes for tit eller for sent, men lige i dette tilfælde skyldes anmeldelsen en nyudgivelse på dansk med et efterord fra 2021 af Snyder. Og dette nye efterord skyldes i høj grad det, som Snyder kalder demokratiets tilbagetog på verdensplan, hvor det, han kalder ”Den Store Løgn” er kommet på mode igen, med Vladimir Putin og Donald Trump som bannerførere.
Ydermere er der ude i verden, som en efterskrift til efterskriften, kommet den russiske invasion af Ukraine, en meget væsentlig del af de blodlande, Snyder beskæftiger sig med i bogen. I den forbindelse har Snyder været ude med riven igen, denne gang blandt andet efter det lettere anløbne tyske filosofkoryfæ Jürgen Habermas, der har forsvaret sin regerings nølen med at give hjælp til forsvaret af Ukraine. I en udveksling, hvor de historiske analogier flyver frit, har Snyder svaret Habermas, at tyskeren ”har hjulpet med at bringe Tyskland på kanten af endnu et moralsk kollaps”. Nazismen, og blodlandene 1933-45 generelt, kaster lange skygger.
Giver efterskriften så noget i forhold til tidligere udgaver? Tjah, den giver endnu en krølle på halen til en i forvejen omfangsrig bog, der allerede har to opsummerende og konkluderende slutninger kaldet ”Mennesker” og ”Sammenfatning”. Føles det så af den grund som at se slutningen på filmatiseringen af Ringenes Herre, hvor man midtvejs tænker, at nu kan der da ikke koges mere suppe på den ork-knogle, og så tjekker man lige Facebook i stedet? Ikke helt. Der kunne godt skæres ned og strammes op, og det bliver lidt meta-med-meta-på med alle overvejelserne over overvejelserne, men med Snyders efterord får man også nogle væsentlige historiografiske perspektiver og personlige overvejelser over blodlandene og modtagelsen af bogen, da den først udkom.
Meget tager sig ud som et defensorat, for et kritikpunkt, der er blevet rejst af bogen fra starten, er nemlig, at den angiveligt relativerer jødeudryddelsen som en unik begivenhed, når Holocaust bliver en begivenhed blandt mange – Holodomor, Katyn-massakren, tyske massemord på polakker og russere, Den Røde Hærs massevoldtægter og andre systematiske overgreb mod de besejrede tyskere fra 1945 osv.
Argumentet lyder kort fortalt, at Holocaust er en unik begivenhed, da de europæiske jøder, på grund af nazisternes patologiske antisemitisme, er den eneste gruppe, der bliver forsøgt udryddet til sidste mand, kvinde og barn. Den kritik har Snyder sådan set adresseret på forhånd i bogens førsteudgave, hvor han blandt andet skriver følgende:
”[Hitler og Stalin] fremkaldte katastrofer, gav fjenden skylden for deres forkerte valg og brugte så millioner af menneskers død til at hævde, at deres politik var nødvendig eller ønskelig. Begge havde en utopi, der skulle føres ud i livet, og en gruppe, der skulle have skylden, når det viste sig at være umuligt, samt en massemorderisk politik, der kunne forklares som en slags erstatningssejr.” (s. 454-55)
Men i det nye efterskrift går han altså en del videre og bredere end det for at forklare og forsvare sin metode og vinkling. Her holder jeg med Snyder. Holocaust er ganske vist unik på flere afgørende punkter, men det kan man 1), kun afgøre ved sammenligning, ikke a priori, og 2), der er ikke per definition noget relativerende ved at sætte Holocaust i samme analytiske kategori som for eksempel mordene på millioner af ikke-jødiske polakker.
Mord begået nogenlunde samtidig og på samme sted i blodlandene, mord udsprunget af forskellige, men sammenlignelige revolutionære ideologier i et-partistater, der dyrker den radikale overskridelse af normerne og af anstændigheden, hvor alt fra individets værdighed til landegrænser skal redefineres. Mord begået af mange af de samme gerningsmænd – dem bag skrivebordene eller med geværerne. Mord begået som led i folkedrab, hvor offergrupperne skal udryddes helt eller delvist. Nazistiske mord håbløst viklet ind i stalinistiske mord. Det skriger på en sammenlignende analyse, som Snyder har leveret, velskrevet og originalt, og helt til tiden i 2010 såvel som i 2022. Som historieforskning og -formidling, men også som et eksplicit humanistisk manifest, en advarsel mod at lade mennesker blive til tal og mod at lade målet hellige midlet.
Når Snyder så også skriver, at ”I både Sovjetunionen og Nazityskland blev utopierne forsøgt ført ud i livet, men kompromitteret af virkeligheden og derpå implementeret som massemord” (s. 454), så går han dog for vidt. Ganske vist er mødet med virkeligheden på forskellige tidspunkter fra 1933 til 1945 afgørende for både Hitler og Stalin i forhold til hvordan, hvornår, i hvilket omfang og hvem massemordene skal rettes mod. ”Den endelige løsning” på det angivelige jødeproblem går for eksempel igennem flere faser, før svaret, ideologisk og pragmatisk på samme tid, bliver at udrydde dem alle sammen via indsatsstyrker og dødsfabrikker.
Men for det første er virkeligheden, Stalin og Hitler møder i perioden 1933-45, ikke bare noget udefrakommende og uforudset, som de snubler over. D’herrer diktatorer er selv I høj grad med til at skabe netop denne virkelighed. Og for det andet er både nazismen og kommunismen morderiske i deres udgangspunkt. Det er alle ideologier, der kræver absolut lydighed mod doktrinen, for alle med bare en smule historisk viden, tankekraft og integritet i behold kan regne ud på forhånd, at ude i netop virkeligheden vil betragtelige grupperinger og individer, de genstridige og de uønskede, blive marginaliserede og dæmoniserede, hvis ideologierne bliver til virkelighed i en eller anden form. Ideologierne har i udgangspunktet ”gartnerimpulsen” til fælles, hvor menneskemassen og samfundet som sådan, det hjemlige såvel som det erobrede, kolonien og imperiet, bliver set som noget, der skal ordnes, styres og gerne ryddes ud i med hård hånd. Og hvad så?
Det er kontrafaktisk: ”We don’t know what we don’t know”, med Donald Rumsfelds episke udtryk. Men jeg vover et bud alligevel: Forestil dig, læser, et ”best case scenario”, hvor nazisterne skulle have haft held med den absurde menneskelige og logistiske udfordring, der var den såkaldte Madagaskarplan (deportationen af de europæiske jøder til øen ud for Afrikas østkyst), og således ikke kom til det punkt, hvor de mente, at de havde behov for masseudryddelse på europæisk grund. Selv et sådant scenarie ville koste død og ødelæggelse, for folk ville dø på vejen eller på destinationen, og folk lader sig ikke bare sådan rive op med rode. Med andre ord: I modsætning til hvad Snyder lader til at antyde med sin klodsede formulering (men formentlig næppe mener i virkeligheden, hvis han ligefrem bliver konfronteret med den – formuleringen, ikke virkeligheden), har jeg svært ved at se en bare tilnærmelsesvist lykkelig udgang på den virkeliggjorte nazisme og kommunisme under nogen former.
Der er andre kritikpunkter, for eksempel Snyders lidt vel letkøbte analyse af stalinisme i forhold til marxisme-leninisme, og der kunne være fotos af de mennesker, der skrives om – ofre, gerningsmænd, tilskuere – i en bog, der med rette lægger så megen vægt på vigtigheden af at fremhæve individet, dets liv, død, ansvar, værdighed, navn. I stedet er der landkort, og dem kan vi godt lide, men det er ikke helt nok. Snyder er heller ikke helt opdateret med den nyeste forskning på et par områder, som jeg kender lidt til. Det gælder når han fremhæver, hvordan Hitler er inspireret af den italienske diktator Benito Mussolini.
Det er han, østrigeren med overskægget, særligt i begyndelsen af sin politiske karriere, men Hitler, og mange andre nazister med ham, er mindst lige så inspireret af de ungtyrkiske førere, der under Første Verdenskrig står bag udryddelsen af Osmannerrigets armenske, assyriske og græske kristne. Og inspireret af efterfølgeren, det nye Tyrkiets fører fra 1920’erne, Mustafa Kemal Atatürk. For hvad tyrkerne kan vise tyskerne, er, at man kan skaffe sig af med ”problematiske” mindretal uden noget større bøvl fra omverdenen, samt at man kan tabe krigen, men vinde freden i forhold til aftaler og traktater med de sejrende Entente-magter, hvis man spiller sine kort rigtigt.
Men generelt er Bloodlands afgjort værd at investere i, hvad enten man finder den gamle udgave til en billig penge eller bruger lidt mere på den nye. Snyder ser sammenhænge, hvor andre ser brud eller bare ikke ser noget af betydning overhovedet. Han har øje for den store fortælling. Og så skriver han godt og som regel klart i den angelsaksiske tradition, han er ikke deterministisk (det kunne være endt anderledes, der var valg at tage undervejs), og han er ikke bange for at bruge begreber som sandhed og nationalisme i positiv forstand – ikke så meget postmodernistisk eller postkolonialt pis her. Eller for at benytte velprøvede litterære tricks som de fleste andre historie-bestsellere. Fra in medias res, som gode gamle Homer, og til at zoome ind og ud mellem dem, det egentlig handler om, de almindelige skæbner, særligt selvfølgelig ofrene, de 14 millioner, og så beslutningstagere og socioøkonomiske teorier og strukturer.
Det er i det hele taget slet ikke værst, at Snyder har fået den position som offentlig intellektuel, som det er blevet tilfældet gennem de seneste år siden udgivelsen af Bloodlands og On Tyranny fra 2017. Jeg er personligt ikke enig i alt, hvad han siger og skriver, men sammen med kolleger som Anne Applebaum er han afgørende med til at skabe historisk og moralsk klarhed over eksempelvis den forbryderiske russiske invasion af Ukraine. Det er heller ikke værst, at det er Bloodlands, der her den anden dag har fået Chelsea Clinton til lettere usammenhængende at tweete: “I’m reading Timothy Snyder’s "Bloodlands" to better understand the horrors of war and violence across Hitler and Stalin and to better understand our world today.” Gode historiebøger kan give den indsigt, hvis man rent faktisk læser dem. Om det så ændrer noget i den virkelige verden, er en anden sag.
Bloodlands er udkommet i sin nye danske udgave på Gads Forlag, juni 2022.
