Det er ikke nogen hemmelighed, at det er få akademiske antologier, som når længere ud end de pågældende forskers egen professionelle omgangskreds og studerende. Især danske humanistiske antologier om litteratur og kunst er kendte for, at have forsvindende få læsere. Derfor er det også ret imponerende, at den nye antologi fra forlaget UPress, Identitetspolitik, litteratur og kunstens autonomi, har fået så mange og gode anmeldelser, som den faktisk har, og at den nu også er blevet nomineret til Jyllands-Postens faglitterære litteraturpris 2022 og en præmie på hele 150.000 kr.  

Når man læser og gennemgår antologien, er det dog ikke så svært at forstå denne opmærksomhed og anerkendelse. For det er en antologi af høj kvalitet, som gør meget af det, som man i dag gerne ser, at moderne og god humanistisk forskning skal gøre, og dens redaktører og bidragsydere viser mod og autencitet ved at tackle et emne, som er kendt for at splitte og skabe vrede. 

Antologien med de mange stemmer 
Som det ofte er med akademiske antologier, så er ideen til Identitetspolitik, litteratur og kunstens autonomi opstået på baggrund af en konference med samme navn, som blev afholdt på Syddansk Universitet i Odense tilbage i 2020. De fleste af bidragsyderne er derfor fra universitetets egne rækker, men der indgår også tekster af forskere fra blandt andet Københavns Universitet og Flensborg Universitet. Dertil er der mellem cirka hver fjerde forskerbidrag indskudt en mere personlig tekst af en udøvende dansk eller udenlandsk forfatter/kunstner, så man som læser også får indsigter og refleksioner fra dem, som det hele handler om. 

Når det kommer til kønsdiversitet, aldersdiversitet og minoritetsdiversitet, har redaktørerne Adam Paulsen og Leander Møller Gøttcke sit på det tørre. Der er homoseksuelle, sorte, unge forskere, gamle forskere, mænd med stort M og kvinder med stort K og forfatteren Madam Nielsen, som tidligere gik under navnet Claus Beck-Nielsen. 

Det er således måske den mest mangfoldige og eksemplariske samling af tekstforfattere, man hidtil har set forenet i en bog i Danmark. Men sådan skal det selvfølgelig også være, når man kaster sig ud i et felt, hvor diversitet er et af nøglebegreberne. 

De 25 tekster dækker over mange forskellige emner og er derfor inddelt i fem dele. Del 1 handler om identitetspolitik, filosofi og idehistorie. Del 2 handler om køn og seksualitet. Del 3 om kunst og kuratering. Del 4 om race, etnicitet og multikulturalisme. Del 5 om identitetspolitik over for autonomi set fra et litterært perspektiv.

Læser man hele bogen, bliver man således klogere på en lang række forfattere, kunstnere og værker, som har mødt modvind i sager om race, køn og ideologi.   

Alle teksterne er gode og interessante, og det er gennemgående en antologi af høj kvalitet, som diskuterer og belyser dette område fra flere forskellige vinkler. Selvom flere af teksterne indeholder svære begreber som intersektionalitet og lingvistisk aktivisme og referencer til historiske begivenheder som eksempelvis sagen som kunstværket Open Casket, som de færreste nok kender til, er flere af teksterne også skrevet i et sprog og en stil, som er så tilpas nedtonet og uakademisk, at rigtig mange almindelige mennesker også vil kunne få noget ud af at læse bogen. Hør eksempelvis her, hvor anekdotisk Marianne Stidsen indleder sin tekst:

”Horace Engdahl er et navn, der har været blæst – for ikke at sige storm – om de sidste par år i kølvandet på skandalen i og omkring Det Svenske Akademi. For eksempel husker jeg to damer, der på bogmessen i København for et par år siden fik øje på min samtalebog Levende litterater. De begyndte nysgerrigt at bladre i den, idet de åbenbart syntes, den virkede spændende. Men da de så, at bogen rummede hele to samtaler med Horace Engdahl, smed de den fra sig, nærmest som var der tale om et brugt coronabind.  Og den ene udbrød hysterisk forarget: ”Hvis han er med i den, skal jeg i hvert fald ikke læse den!”” 

Nu kan 550 sider dog være noget af en mundfuld at gnaske sig igennem for mange. Orker man ikke at læse hele bogen, så er det gode ved antologier jo så heldigvis, at man frit kan læse de enkle bidrag uafhængigt af hinanden. De tekster, som gjorde særligt indtryk på mig, og som jeg her vil anbefale, er: 

1)  Redaktørerne Adam Paulsens og Leander Møller Gøttckes ‘Indledning’ Med så mange tekster, overskrifter og forfattere kan en antologi som denne hurtigt stikke i alt for mange retninger. De to redaktører er dog gode til at sætte en fin og introducerende ramme om projektet og kort forklare, hvad man kan møde i bogen. Samtidig indeholder indledningen blandt andet også spændende overvejelser omkring sagen om oversættelsen af den amerikanske digter Amanda Gormans digt The Hill We Climb, og hvordan identitetspolitikken måske er ved at skabe et nyt politisk rum, hvor identiteter og positioner ikke længere er til forhandling, men er blevet non-negotiable. 

2) Frederik Stjernfelts ‘Hvor kommer de woke fra?’ er en tekst, som man bør læse, hvis man ikke er ekspert i den historiske baggrund for identitetspolitikens udvikling. Den er naturligvis ikke ret lang, men den giver nogle overskrifter, tegner nogle linjer op og forklarer nogle af de vigtige begreber, så man som læser ikke står helt nøgen i mødet med resten af antologiens indhold.  

3) Lillian Munk Rösings ‘Mod identiteten eller Om kunstens universalitet’. Her beskriver Rösing overbevisende, hvordan det er en misforståelse at tro, at kunsten er forståelsesmæssigt bundet på den identitet, som har produceret den. Kunsten er ifølge Rösing i virkeligheden kunst, når den formår at skabe det universelle ud af det partikulære, og når kunsten formår at skabe en sympati hos modtageren for noget, som ellers var modtageren fremmed. Det er en skarp tekst, som vil glæde dem, som virkelig interesserer sig for litteratur.

4) Dag Heedes ‘Hjerter dame i modvind’. En tekst, som handler om, hvordan Heede, der selv er homoseksuel, startede sin karriere med at kæmpe for mere fokus på homoseksualitet i litteraturen, og hvordan han i dag er endt med at blive opfattet som en hvid homoseksuel cismand, hvis holdninger og analyser nu er alt for konservative til de nye progressive kønsdebatter. I teksten beskriver Heede blandt andet, hvordan han på en konference oplevede at blive stoppet midt i sit oplæg om den danske transkvinde og litterære figur Lili Elbe, fordi flere af de andre konferencedeltagere mente, at han med sin analyse skabte et uønsket overseksualiseret blik på transkvinder. Det er en medrivende og provokerende tekst, som viser, at man er naiv, hvis man tror, at man kan undslippe identitetspolitikkens censur, bare fordi man selv hører til en minoritetsgruppe.       

5) Anders Ehlers Dams ‘Autonomi og tilbagetrækning’. Stof om Tyskland og tysk litteratur er efterhånden totalt forsvundet fra de danske medier og den danske kulturverden. Derfor er det også altid spændende, når forskere som Dam tager os med ind i det ukendte land. I sit bidrag til antologien lader han læserne få kendskab til den tyske kunstner Neo Rauch og de anklager, som han og hans kunst har været udsat for. Denne tekst er især interessant, fordi den løfter sig over de typiske politiske fløjkrige og viser fra et professionelt ståsted, hvordan de forskellige positioner forholder sig til kunstnerisk autonomi, og hvorfor det i dag er et emne, som leder til had, udskamning og store skandaler.     

I og med at antologiformen giver de forskellige forskere mulighed for at gå i forskellige retninger og nogle gange også være fagligt uenige, er det naturligvis svært helt at sige noget større og samlende omkring bogens tekster og deres budskaber. Når det er sagt, så virker det dog alligevel, som om flere pointer går igen, og at flertallet af bidragsyderne er nogenlunde enige om, at identitetspolitikken og dens mørkere sider er noget, som man skal være kritisk over for nu og i fremtiden. Enkelte af tekstforfatteren er ligefrem advarende omkring, at den stigende styring og sindelagskontrol kan ende med at dræne og i sidste ende dræbe innovationen og kreativiteten i vores samfund og kulturliv. 

Som eksempelvis Dag Heede, der skriver om den moderne kønsforskning: 

”I stedet for en konklusion vil jeg afslutte med at begræde det tragiske paradoks, at et forskningsmiljø, der sætter pluralitet, subversion, magtkritik, mangfoldighed og forskelligheder øverst på dagsordenen, i praksis er disciplinerende og homogeniserende og ofte direkte modarbejder akademisk frisind og frihed.” 

Lærerig læsning
Overordnet er det svært at sige andet, end at det er en rigtig fin sommerlæsning, som både indeholder tungt teoretisk og litterært stof til rigtige litteraturnørder og mere lette og almene analyser, som de fleste vil kunne lære meget af.

Det, som især gør, at redaktørerne og bidragsyderne rammer rigtigt med deres bog og tekster og har fortjent nomineringen til prisen som årets fagbog, er, at de med deres direkte fokus på identitetspolitikken og dens problematikker har skabt en samling tekster, som falder på et knastørt sted. Vi har set enkle danske bøger, som sparker lidt til diskussionerne omkring den politiske korrektheds stigende indflydelse på universiteterne, medierne, museerne, litteraturen og kunsten fra andet end en yderligtgående venstreorienteret jo-mere-jo-bedre-vinkel. Blandt andet politikeren og den tidligere forsker Henrik Dahls bog Den sociale konstruktion af uvirkeligheden (2020) og flere af den tidligere forsker Marianne Stidsens bøger. Og i Norden generelt har der også været nogle få kritiske bud. Men vi har virkelig manglet et stort og seriøst indspark fra den etablerede danske universitetsverden, som tør nuancere tingene lidt og tydeliggøre, at det langtfra er alle humanistiske forskere, som er lige begejstrede for tidens udvikling. 

Med en dansk befolkning, som ifølge statistikkerne ikke er specielt woke eller tændt på at omlægge samfundet, kønnene og sproget efter de identitetspolitiske dagsordner, er det centralt for opbakningen til universiteterne og især de humanistiske fakulteter, at de etablerede forskere ikke bare graver sig ned i deres egne små undersøgelser og lader debatten flyve hen over hovedet på dem. Hvis ikke vælgerne og politikerne skal ende med at se sig sure på forskerne og lave yderligere nedskæringer og mere begrænsende lovgivning, må forskerne selv offentligt tydeliggøre, at de er kritisk opmærksomme på tidens udvikling, og at også de fortsat ønsker diversitet og fri tænkning på de danske universiteter.  

Skulle man alligevel sige lidt kritisk om Identitetspolitik, litteratur og kunstens autonomi, så kunne man godt savne endnu mere historisk redegørelse for identitetspolitikkens ophav, og hvad der gør, at de moraliserende tendensers fremmarch hænger så tæt sammen med litteraturens og kunstens historiske udvikling. Det er trods alt en antologi med udgangspunkt i vores moderne forhold til, hvad litteratur og kunst kan og skal være. Dertil kunne det også have været spændende, hvis forskerne havde kigget lidt fremad, og enten selv eller med reference til andre, have turet give nogle bud på, hvordan litteraturen, kunsten og universiteterne skal trives i en fremtid, hvor der næppe kommer mindre fokus på krænkelser og politisk korrekthed.      

Men måske er de sidste elementer mest af alt ønsker, som vidner om, at der fortsat er plads til flere bøger, både monografier og antologier, om identitetspolitik, cancel culture og alt det andet, som påvirker vores universiteter og kulturliv i disse år.