Da den israelske forfatter og holocaust-overlever Yehiel De-Nur (1909-2001) den 7. juni 1961, skulle vidne i retssagen mod nazisten Otto Adolf Eichmann i Jerusalem, udtalte han, at han kom fra ‘Planeten Auschwitz’’. Kort efter besvimede han, hvorefter han blev båret ud.
SS-officeren Eichmann, der spillede en central rolle i Holocaust, var blevet pågrebet i Argentina, hvorhen han var flygtet og levede under et falsk navn. Han blev fløjet til Jerusalem, og den israelske regering lagde sag an imod ham.
Yehiel De-Nur var kendt som forfatter og kaldte sig selv for Ka-Tzeknik 135633, hvilket var navnet, som alle tilfangetagne i koncentrationslejrene fik tildelt, samt det nummer, der blev tilskrevet ham. Ka-Tzeknik havde solgt mere end nogen af alle de andre overlevere, der skrev deres erindringer.
Hans bøger var ikke kendt for det gode, snarere tværtimod. Han var på mange måder ilde set på grund af hans berømmede, og berygtede værk The House of Dolls fra 1955, der handler om de myteomspundne “Joy Divisions”. Det vil sige prostitution og seksuel udnyttelse i udryddelseslejrene, der helt frem til 1980’erne blev afvist som ren fiktion, fordi SS-soldaterne havde strenge regler om ikke at nære seksuel omgang med jøder.
Selv påstod Ka-Tzeknik, at romanen var inspireret af hans søster og broder, der – ifølge ham selv – døde i lejrene. Romanen var lige dele fiktion og fakta. Den er blevet beskyldt for at være pornografisk og den første af sin slags, der senere blev betegnet som en særegen genre, kaldet Stalag, eller blot og bar ‘nazi-exploitation’.
Det var nu ikke, hvad Ka-Tzeknik selv mente, og i grunden var han dybt traumatiseret, rystet og ødelagt af de to år, hvor han var fange i Auschwitz. Grundlæggende var hans tilgang lidet heroisk og mere offerpræget, et vidne om de dybe sår, mange selvsagt fik under krigen. Ka-Tzeknik vidnede om, at erfaringen fra koncentrationslejrene ikke var sådan at ryste af sig.
Det er blandt andet derfor, at filosoffen Hannah Arendt nærmest håner og udviser afsky over for ham i sin berømte bog Eichmann i Jerusalem. En rapport om ondskabens banalitet, som Gyldendal nu har genudgivet på dansk.
Bogen kommer nu med et efterskrift af historiker Therkel Stræde, en tilføjelse, der faktisk er altafgørende, for Hannah Arendts teori om ‘ondskabens banalitet’, som hun udvikler i denne bog, der handler om det totalitære samfund, er siden bogens publikation i 1963 blevet kraftigt kritiseret, samtidig med at den andre steder er blevet ophøjet til ‘en klassiker’.
Ka-Tzeknik var blevet indkaldt som vidne, sammen med mere end hundrede andre overlevere. De var blevet udvalgt af Yad Vashem, Israels videns- og mindecenter for holocaust. Det underlige var, at flertallet af vidnerne aldrig havde hørt om Eichmann, og man argumenterede for, at disse vidners udsagn skulle opfattes som ‘baggrundsstof’.
Hannah Arendts bog er på mange måder et forbløffende komplekst skrift, der har så mange lag og facetter i sig, at den alene af den grund, er værd at læse – og genlæse. Hun betragter hele retssagen mod Eichmann som en art skueplads for verdenssamfundet, og det forstår man egentlig godt, fordi den, samtidig med at den tiltrak hele verdens bevågenhed, også var vanskelig at afgrænse.
Grundlæggende, som Hannah Arendt skriver, handler en retssag om at finde frem til om en person er skyldig eller ej. Men retssagen mod Eichmann handlede bare om så ekstremt meget andet, og det er der heller ikke noget at sige til.
Forbrydelsen mod jøderne, ikke menneskeheden
Faktisk var retssagen så omfattende, at Hannah Arendts dækning af forløbet på en eller anden sær facon, trods dens gennemgående fejlslutning, er interessant, fordi hun hele tiden stiller spørgsmål til forløbets formål og bagvedliggende intention.
For det første den kendsgerning, at David Ben-Gurion, Israels grundlægger og på daværende tidspunkt også statens premierminister, fastslog, at retten skulle dømme Eichmann for forbrydelser imod jøderne, og ikke sådan – mere generelt – dømmes for forbrydelser imod menneskeheden.
Det var Israels mulighed for at gennemføre en retssag imod en tilfangetaget prominent nazist og dømme denne hårdt og retfærdigt for de modbydelige fortrædeligheder i forsøget på at udrense jøderne fra hele Europa.
Og i den forbindelse var Eichmann en central skikkelse, fordi han bestred jobbet som logistiker, der skulle sørge for, at alting blev orkestreret perfekt, så flest mulige jøder kunne sendes afsted i togvognene og nå frem til koncentrationslejrene og krematorierne. Det er, først og fremmest denne iscenesættelse af retssagen som en skueplads for historien om forsøget på den totale udrensning af jøderne i Europa, som Hannah Arendt tager afsæt i.
For så gennem hele bogen at forsøge at udgrænse, hvad der handler om moral, om jura, hvad der var essentielt for retsforfølgelsen af Eichmann, og hvad der måske snarere handlede om at eksponere jødernes, og her især zionisternes historiske nødvendighed, det vil sige deres ønske om at gøre hele verden opmærksom på Israels historisk nødvendige tilblivelseshistorie.
Det er som at stikke hænderne direkte ind i et hvepsebo, fordi denne tilgang giver Hannah Arendt mulighed for at kritisere stort set alt og alle, lige fra zionisterne, der ville have det til at handle om dem selv, tyskerne, der ikke gjorde nok for at få udleveret Eichmann, der var tysk statsborger; og helt ekstremt: kritik af de jøder, der deltog i et uoverskueligt samarbejde med de nazistiske bødler, hvor de indimellem havde mulighed for at redde nogle enkelte, mens andre blev sendt direkte i døden.
Danmark som et særligt eksempel
Denne tilgang gjorde blandt andet, at Hannah Arendt kunne nå frem til den konklusion, at Danmark var immun over for nazisternes propaganda og antisemitisme, og derfor turde at gå imod deres krav om udlevering af jøderne. Faktisk konkluderer Arendt, lidt animeret, at befolkningens positive holdninger til landets jøder, inklusive dem, der befandt sig i landet, men ikke havde dansk statsborgerskab, fik de udsendte nazister på bedre tanker.
Det er nemlig også en af Hannah Arendts pointer: At en skelnen mellem forskellige ‘typer’ af jøder var med til, at barbariet blev accepteret. Hannah Arendt fastslår, at Danmarks reaktion var eksemplarisk, fordi den argumenterede juridisk mod nazisternes krav om tilfangetagelse af landets jøder.
Denne konklusion gør også, at det i grunden er underligt, at Arendts bog først blev oversat til dansk i 2008.
Det er bogens ene tråd, og denne er på rigtig mange måder kritisabel og stærkt kontroversiel. Men den bygger på Hannah Arendts tese om den totalitære samfundsstruktur, hvilket er bogens anden ledetråd. Det er på en og samme tid også Hannah Arendts mest konsistente, men samtidig også mest kritisable, filosofiske pointe gennem hele bogen.
Dobbelt sprogbrug og den pligtopfyldende embedsmand
Tesen går i al sin enkelhed ud på, at hele intentionen om at udrense Europa for jøder skabte et dobbeltsprog, hvor ‘mord’, ‘udrensning’ og sådanne modbydelige, entydigt negative begreber, blev omskrevet til begreber, såsom ‘den endelige løsning’, ‘emigration’ og alle mulige andre teknisk-bureaukratiske begreber.
Og det er sådanne kliché-prægede begreber, som Eichmann slynger om sig med under hele retssagen imod ham. Hannah Arendt hævder samtidig, at Eichmann godt nok kendte til begrebernes egentlige, og mere brutale betydninger, men at disse omskrivninger gjorde, at han kunne dække sin moral ind under embedsmandens pligtopfyldende og ureflekterede sans for at ‘passe sit arbejde’, ‘følge loven’ og gøre præcis det, der blev beordret.
Kort sagt anskuede Hannah Arendt Eichmann som en simpel mand, der ikke var begavet, og som grundlæggende var banal i al sin ondskab. Hun påpeger, at han skelnede mellem sig selv, der “ikke hadede jøder”, og som opførte sig “civiliseret”, når han talte med dem, i modsætning til for eksempel tidsskriftet Der Stürmer, hvor chefredaktøren, Julius Streicher, frådende svinede jøderne til.
Hannah Arendt kunne på en eller anden sær facon godt forstå skellet mellem den tekniske og høflige embedsmand og så den barbariske, idealistisk opflammede antisemit.
Klemperer og defameringen
Her er det relevant at pege på et andet værk, der siden har været ret så berømmet, og i visse kredse endog meget anerkendt. Det er den tyske filolog og litteraturvidenskabsmand, Victor Klemperer, og dennes storværk, LTI – Lingua Tertii Imperii fra 1947.
Dette værk er interessant i denne sammenhæng, fordi Klemperers bog handler om, hvorledes omtalen af jøderne gennemgår en forråelse og en dehumanisering, der i sidste ende forfører hele det tyske folk til at acceptere jødernes defamering og udryddelse.
Skal man tage Hannah Arendts og Victor Klemperers teser for pålydende, filologisk anskuet, var der tale om en dobbelt bevægelse, der hver især – og på samme tid – defamerede jøderne og holdt bødlerne uskyldige, fordi de blot betragtedes som tandhjul i et maskineri, der var historisk nødvendigt og ikke var drevet af tarvelig, passioneret barbari og hævntørst.
Problemet er blot, for begge bøgers vedkommende, der grundlæggende indgår i den filosofiske og litteraturanalytiske tradition, der går under navnet ‘strukturalisme’, at mange af deres analyser overser visse afgørende faktuelle sandheder.
For eksempel havde man under Weimarrepublikken anti-racistiske love, det vil sige love, der forbød defamering af etniske og religiøse mindretal, men lige meget hjalp det. Derfor er det i grunden også underligt, at Klemperers bog i dag flittigt anvendes som et argument for den berygtede racismeparagraf i Danmark.
Det samme med Hannah Arendts elsker, og på mange måder største inspirationskilde, den tyske filosof Martin Heidegger, der under nazisternes regime blev rektor på Freiburg Universitet i 1933 og forblev medlem af det nationalsocialistiske parti helt frem til nederlaget.
Martin Heidegger blev ikke retsforfulgt efter krigen, og under afnazificeringsprocesserne blev hans navn fuldkommen renset for skyld. Selv udtalte Martin Heidegger, mange år senere, at hans ‘abstrakte filosofi’ i bedste fald tydeligvis var et opgør med nazismen, men efter hans død, i 2014, blev hans dagbøger, de såkaldte Sorte dagbøger, udgivet. Her blev det afsløret, at Heidegger nærede en dyb antisemitisme og selv havde forsøgt at knytte denne til sine filosofiske teser.
Det kategoriske imperativ
Tilbage til Hannah Arendt og retssagen mod Eichmann. Hannah Arendt mente, at dødsdommen, som Eichmann fik tildelt, var retfærdig nok.
Alligevel var hendes konklusion den, at Eichmann grundlæggende selv var et offer for det totalitære, og at hans eneste fejlslutning – der var alvorlig nok i sig selv – var, at han havde forvekslet Immanuel Kants kategoriske imperativ, der tilsiger, at man skal handle således, at denne handling også burde gælde for en selv, og ophøjes til universel lov, med et diktum om, at man til enhver tid bør følge gældende lov. Hvilket i dette tilfælde var Adolf Hitlers ordrer, som Eichmann og et utal af andre havde svoret ed til.
Denne moralske forvikling, der på rigtig mange måder er så helt igennem teoretisk og forvirrende, er i stigende grad blevet mere og mere kritiseret, fordi den fokuserer på et samfunds ‘strukturer’, hvor det enkelte menneske anses som den forførte, der grundlæggende ingen autonom agens har. Det er det, som Therkel Stræde omtaler i efterskriftet.
Problemet med den strukturelle fortolkning er, at senere forskning i Eichmanns gøren og laden under krigen viser, at der i hans korrespondancer, som i stigende grad er blevet gransket og indsamlet, ikke bliver skelnet mellem det rene ‘bureaukratiske’ sprog, som fik Hannah Arendt til at kalde hans ondskab for ‘banal’, og så den barbariske antisemitisme, der er baseret på rendyrket idealisme.
I disse fundne breve og båndede samtaler er det blevet klarere, at Eichmann var glødende antisemit, og at hans største, inderste ønske var at få udslettet alle jøder.
Hannah Arendts og Victor Klemperers teser er, af indlysende grunde, stærkt problematiske, fordi de på så afgørende punkter overser betydelige, helt klare og faktuelle forhold, der modsiger deres konklusion.
Sproget kan man manipulere med, ja. Men at foretage en psykologisk analyse af barbariet, der alene beror på sprogets metamorfoser, enten via dehumanisering og defamering, eller gennem teknikaliteter og bureaukratiske termer, snyder obervatøren mere, end det afslører.
En bog værd at læse
Hvorfor er det så værd at læse Hannah Arendts bog? Fordi den på så mange måder – og indimellem ufrivilligt – viser, hvorledes man dengang gerne ville forstå folkemordet og barbariet. Ligesom få det i øjenhøjde. Fordi man via denne facon, for eksempel i tilfældet med Hannah Arendts aversion mod holocaustoverleveren Ka-Tzetnik, også forsøgte at ignorere, at de fleste ofre ikke var svage eller manglede mod, fordi totalitarismen dengang var så massiv, så mangefacetteret, så uoverskuelig, og barbariet så omfattende, at det nu engang blev sådan.
Men at genlæse Arendts bog uden en replik, der kan redegøre for opgøret med selvsamme anskuelse, ville være fatalt.
Det er en sandhed, som er vanskelig at sluge. Hannah Arendt mistede mange venner, og fik mange fjender, fordi hun skrev den bog. Det er delvist til at forstå, men samtidig er hendes udredninger og skitseringer af nazisternes kommandoveje – og vildveje – også et dokumentarisk og historisk vigtigt skrift, som man kan blive klog på.
