Borger & stat er et imposant værk, der med sine små 650 sider forsøger at kortlægge liberal idéhistorie på dansk. Bogen er en antologi med hele 17 forfattere, der rummer vældig mange interessante profiler fra CEPOS, universitetsverdenen, politik og erhvervslivet, og nogle kapitler er af meget højt niveau: Andreas Paulsens Borger og Stat – Selvstændighed og Ansvar, Marianne Stidsens Kunst og Litteratur i Danmark efter 1870 og endelig Torben Mark Pedersens Liberalismens Idéhistorie er alle imponerende bidrag, der indeholder stor historisk spændvidde og perspektiv.
Som samlet værk har bogen dog nogle betydelige mangler: 1) rækkefølgen på kapitlerne er ulogisk, 2) nogle af kapitlerne og passagerne er ikke tilstrækkeligt motiverede, og 3) der er begrænset diskussion af liberalismens spændinger.
Teoretisk vogn foran samfundets hest
Bogens redaktører, Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen og Brian Degn Mårtensson, vælger at starte bogen med et tema om velfærdsstaten. De seks kapitler er skrevet af de mest fremtrædende personer fra CEPOS (med undtagelse af Andreas Ross Kirk), som beskriver velfærdsstatens historie, områder og – særligt – mangler. Kapitlerne har det problem, at de hele tiden starter forfra, hvor de kort beskriver, at velfærdsstaten har en række udfordringer, og markedet er overlegent til at allokere goder. Her savnede man et godt teorikapitel, der samlede disse antagelser for så at applikere dem på velfærdsstaten.
Dette teorikapitel findes faktisk i bogen, om end det først kommer i bogens tredje del. Her er der glimrende kapitler om markedsfejl samt Public Choice. Det havde klart klædt bogen at starte med de teorier, så de kapitler, der beskriver velfærdsstaten, kunne have sluppet fra at starte forfra konstant. Det fremhæves som aktivt valg, hvilket er i redaktørernes fulde ret, men det giver en forvirrende læseoplevelse.
Man bliver også lidt kronologisk forvirret, når den første del af bogen primært kigger på velfærdsstaten de sidste 100 år, hvorefter man ved bogens afslutning møder liberalismen og økonomiens idéhistorie og teoriudvikling, der nær starter fra den tidlige middelalder og løber til i dag. En bred indledning, der bedre havde indrammet, hvad bogens mål og sammenhæng var, efterfulgt af de nødvendige teoretiske redskaber og historisk viden, havde været godt at placere inden hovedpointerne om velfærdsstaten.
Bog om idéhistorie eller generel fagbog?
Bogen bød også på kapitler og passager, der ikke var tilstrækkeligt motiverede. Peter Bjerregaards kapitel Rigtigt og Forkert havde ikke noget eksplicit liberalt fokus, men rettere en generisk introduktion til moralfilosofi. Det var igen en udmærket tekst, men sært, når eksempelvis det foregående kapitel havde behandlet mange af emnerne med et mere eksplicit liberalt fokus.
Man savnede også en klarere progression i bogen, hvilket delvist kan opnås med en justering af emnerækkefølgen, men som også kræver en revision af det substantielle samspil mellem kapitler. Der var for mange gentagelser, hvor de samme nobelprisvindende økonomer blev præsenteret på ny. Det fungerer måske fint, hvis bogens kapitler er selvstændige bidrag, men som samlet værk giver det udfordringer.
Eksempelvis skriver Sløk-Madsen et kapitel om økonomiens teorihistorie efter Torben Mark Pedersens gennemgang af liberalismens idéhistorie. Der er stort overlap mellem de to kapitler, særligt med Adam Smith, der også bliver præsenteret i indledningen i nogen længde. Sløk-Madsens kapitel om teorihistorie havde med fordel anvendt en noter, for at fokusere kapitlet. Der var både anbefalinger til rapvideoer, CEPOS-podcast og metatvivl om kapitlets indretning, der mere hørte til en note end egentlig tekst. Brugen af noter havde generelt klædt bogen.
Hvor er diskussionen?
Det, der klart er bogens væsentligste mangel som samlet værk, er mere plads til diskussion. Det er meget symptomatisk for bogen, at den i kapitlet om public choice, en gennemgående teori for bogens analyser, skriver: ”Desværre har der de seneste år været stor antiintellektuel og postfaktuel kritik fra den akademiske venstrefløj.” Der er her ingen henvisninger til konkret kritik fra forfatterne. Det er ærgerligt, for det havde styrket teorikapitlet at redegøre for begrænsninger og engagere med kritikken mere åbent.
I kapitlerne om velfærdsstaten behøver man sjældent at læse konklusionen, for den er mindre stat for at få skatten ned. Det er givetvis den ”korrekte” konklusion, men den repetitive natur af argumentationsstilen bliver noget ensformig i længden. Det ville også have klædt disse dele at engagere sig mere troværdigt med argumenter for statslig intervention, og eksplicitere, hvor man har de største tvivl.
Karsten Bo Larsens kapitel om sundhedsvæsenet havde elementer af det, hvor det blev skrevet klart, at det er svært præcist at kunne konkludere, hvornår det er bedst at intervenere. Her skelnede Bo Larsen også klart mellem analyse og værdier, hvor han holdt, at det var borgerlige værdier om ansvar og autonomi, der medførte, at man ofte foretrak at minimere statslig intervention. Denne argumentation var god, for ofte lyder det, som om policysvarene tydeligt kommer fra den økonomiske videnskab (sidste adjektiv fulgte ofte med i bogen), og det gør de sjældent, for policy afhænger af værdier.
Og netop på værdierne forbigik man muligvis den største mulighed for frugtbar diskussion. Jeg havde særligt sat forventningerne højt til bogens afsluttende kapitel, der skulle handlede om identitetspolitik. En kærkommen lejlighed til at diskutere spændinger mellem liberalisme og konservatisme, hvor de to ideologiske strømninger bør forventes at se forskelligt på fænomenet.
I stedet fokuseres der udelukkende på identitetspolitik som et venstrefløjsfænomen, noget, der foregår uden for borgerligheden, og som en farlig tendens, der risikerer at underminere det rationelle samfund. Det havde været forfriskende med en mere åben diskussion, hvor man kunne lade sig inspirere af polymaten Tyler Cowen, som gæstede CEPOS tidligere på året, og som kalder wokeisme for den næste store amerikanske kultureksport.
Fint kompendium, ufuldendt værk
Bogens bidrag fungerer igen potentielt glimrende selvstændigt, og hvis formålet med bogen er at have et samlet værk for CEPOS-akademiet, kommer samspil mellem oplæg og bog til at løfte kapitlerne yderligere. Denne anmeldelse er muligvis også en kende for kritisk, hvorfor det er vigtigt at rose den overordnede tilgang og ambition. Det er fremragende, at så mange begavede mennesker samlet forsøger at løfte idédebatten i Danmark.
Derfor giver bogens mangler også et glimrende afsæt til enten at lave en revision om nogle år eller lave en opfølger, der netop løfter den diskussion, der glimrer i sit fravær. Man kan naturligvis mene, at alle disse krav udstiller, at jeg bor i Nirvarna, men jeg har meget høj tillid og agtelse til bogens forfattere og redaktører. Men den nuværende udgave er desværre en kende ufuldendt.
