Allerede da jeg så titlen, Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan, var jeg ikke i tvivl. Dennis Nørmarks nye bog ville jeg købe og få læst i en fart.
Tidligere har han sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet bogen Pseudoarbejde. Ordet pseudoarbejde er endnu ikke blevet optaget i den danske ordbog, men mon ikke det blot er et spørgsmål om tid, for Pseudoarbejde satte ord på en virkelighed, som vi fleste kan genkende. Enten har vi selv til tider travlt med at lave ’ingenting’, eller også mistænker vi andre for det.
Ufrihedens pris er også en god titel. Sætter man blot den mindste pris på personlig frihed, autonomi og myndighed, så har man oplevet et utal af gange, at regler, love og direktiver vil diktere, hvordan tingene skal være. Spørger man efter grunden, spørger man ofte forgæves.
Ufrihedens pris lyder dog lidt fremmedartet, modsat frihedens pris, som Dennis Nørmark mener, er blevet en fast vending i politisk og journalistisk jargon. Friheden – hævdes det typisk – kommer ofte med for høj en pris: ineffektivitet, manglende udvikling, utryghed, vold, kriminalitet, ulighed eller fattigdom. Selvfølgelig er ingen imod frihed, men nogle gange må den vige. I stedet for friheden foretrækkes tryghed, lighed, effektivitet, udvikling, overvågning, censur.
Dennis Nørremark har skrevet en glimrende og lærd bog. At der er brug for et opgør med kontroliveren og detaljestyringen, er en erkendelse, som vel allerede er slået igennem bredt politisk. Regeringen med socialdemokratiet i spidsen vil fx sætte folkeskolen fri. Så ufrihedens pris synes på en eller anden måde allerede at være på den politiske dagsorden. Der er dog ingen tvivl om, at stemmer for det modsatte synspunkt til hver en tid kan gøre sig gældende. Mennesker med ’visionær’ kontroliver, magtlyst og detaljestyring er legio, så det er stemmer, som altid vil være med os. Derfor er det særdeles velkomment med et intellektuelt bolværk mod dem, der frygter for megen frihed. Hvis Nørremarks bog kan give et yderligere spark til en dør, der allerede er ved at åbne sig, er det godt.
Nørremarks forsvar for friheden har dog en alvorlig brist. Hans menneskesyn er for rosenrødt. For at mennesket kan være frit, så synes mennesket at skulle være godt, velbegavet, fredeligt og arbejdsom af natur. Problemet er, at mennesket – lidt for mange mennesker – også kan være ondt, ubegavet, voldeligt og dovent. Sjældent er mennesker det hele på én gang, men de fleste kan være noget af det, hvis ikke hele tiden, så nu og da. Men et forsvarsskrift for frihedens primat behøver ikke, nej, bør ikke bygge på en forestilling om menneskets godhed og perfektibilitet. Mindre kan gøre det.
Så hvor syntes jeg, at Nørremark er på et vildspor i sin viden og tænkning?
Allerede i bogens første del, hvor han tilslutter sig tænkere som David Graeber og Rutger Bregman, studsede jeg noget. Jeg har også læst Graeber og Bregman, og den første vil jeg putte mærkatet moderne anarkist på, den anden moderne socialist. Så da Nørremark bejaende refererede ideer fra deres bøger, var jeg noget skeptisk.
Med Graeber i hånden mener Nørremark fx, at det er bevist, at jægere og samlere i forhistorisk tid var frie og sofistikerede. Der fandtes ingen rigtige konger, og alligevel var der samfundsmæssig og teknologisk udvikling. Stammer og individer kunne veksle mellem livsformer som det gryende landbrug, jæger- og samler eller nomadetilværelse. De kunne bygge monumenter som Stonehenge og leve sammen i megasites eller byer uden konger som fx Göbekli Tepe i Tyrkiet eller Poverty Point i Louisiana i USA.
Hvor jeg primært så projektion af egne politiske forhåbninger i Graebers fremstillinger, der synes Nørremark at se den pure sandhed. Graebers optimistiske fremstilling af fortidens anarkistiske Arkadien bruger Nørremark til at suggerere læseren, at hvis vi havde den samme grad af frihed som den gang, så ville vi kunne have meget mere udvikling.
Jeg er med på, at magthaveres kontroliver, reguleringslyst, fremtidsangst og forsigtighedsprincipper kvæler megen teknologisk udvikling og frihed, men jeg synes, at tvivlsomme udlægninger af fortiden virker som næsten vægtløs kritik af nutiden, når de bruges som belæg i ens argumentation.
Dennis Nørmark har også et horn i siden på den amerikanske tænker og psykologiprofessor Steven Pinker. Han tror gerne, at Pinker har ret i, at livet var brutalt, og folk var voldelige i middelalderen, men Nørremark går i rette med ham i udlægningen af, hvor voldelige jæger og samler-samfund var. Pinker mente i sin bog The Better Angels of Our Nature, at arkæologiske udgravninger og fund tydede på, at i relative tal var tilværelsen som jæger voldelig. En del etnografiske beretninger fra det 20. århundrede syntes at fortælle samme historie. I jæger og samler-samfund var mordraten som regel langt højere end senere tiders samfund – selv middelalderens. Nørremark mener, at den udlægning er blevet gendrevet, og at Pinkers syn på mennesket som voldeligt er forsimplet.
Nørremark skriver, at Pinker er en forfatter, ”der nyder at beskrive mennesket som et stakkels ufrit væsen, der uden den faste støtte fra stærke stater og autoritativ ledelse vil vakle forhutlet rundt på savannen i konstant angst for at få slået hjernen ind af naboen.”
Den udlægning af Pinker kan næsten ikke være mindre generøs og upræcis. Pinker har om nogen beskrevet mennesket i al dets kompleksitet, mens Nørremark desværre noget ensidigt kæmper for i sin bog, at hvis bare mennesket er frit, så vil det også vise sig som godt, arbejdsomt og intelligent.
Men vi behøver ikke at skændes om, hvem der har ret i udlægningen af etnografiske og arkæologiske studier for at få en idé om, hvorledes den dybe, menneskelige fortid tog sig ud. Vi har nemlig alle et mentalt apparat, hvor vores mest intense følelser er evolutionære tilpasninger til at løse genkommende udfordringer i det som på engelsk kaldes for environment for evolutionary adaptation (EEA).
Nørremark synes kun at have lagt øre til de evolutionspsykologiske forklaringer, der har kunnet forklare, hvorfor samarbejde, altruisme, venskab og kærlighed har kunnet opstå. Men evolutionspsykologer har også solide forklaringer på alt det mørke i vores psyke, og har man selv levet længe nok, så har man formentligt stiftet bekendtskab med ressentiment, nag, skadefryd, misundelse, hævntørst, vrede, frygt, jalousi, ligegyldighed og begær. De sidste følelser er intense og altdominerende følelser, de fordrer handlinger, der må have gjort vores forfædres liv i frihed til en under tiden overordentligt utryg og barsk affære. Disse følelser er ifølge evolutionspsykologer ikke sociale konstruktioner, men evolutionært udviklede tilpasninger, som enten udløses som pr automatik eller kan bruges strategisk, når situationen kalder på dem.
Det undrer mig, at en så begavet, belæst og borgerlig tænker som Nørremark ikke kan se, at så meget er indlysende. Måske skyldes udeladelsen eller fortrængningen af menneskets mørke sider i hans tænkning, at han er uddannelsesmæssigt miljøskadet. Selvom Nørremark kategoriseres som en borgerlig fritænker, så er hans uddannelsesmæssige baggrund antropolog. I USA topper antropologistudiet igen og igen i undersøgelser som det mest venstreorienterede, forholdet mellem venstreorienterede og konservative antropologer er i rundspørger ofte 100:0. Jeg gætter på, at noget lignende gør sig gældende i Danmark. Nørremark er for meget antropolog og for lidt evolutionspsykolog.
Nørremark er desværre også på vildspor i sin begejstring for Pygmalion-effekten. Pygmalion-effekten er, at hvis man har høje forventninger til folk, så performer de bedre. Pygmalion-effekten er del af socialpsykologiske teorier om selvopfyldende profetier.
Nørremark fremstiller Pygmalion-effekten, som noget med en enorm iboende kraft. Han refererer til psykologen Rosenthals forsøg med skolebørn fra tresserne, der viste, at hvis lærerne blev manipuleret til at have høje forventninger til deres elever, så steg børnenes IQ i gennemsnit med 27 point. Nørremark skriver, at resultatet var ”ekstraordinært”. Ekstraordinært? Min første tanke var umuligt og utroværdigt. I hvad jeg tidligere havde læst om IQ og Pygmalion-effekten, var der ikke noget, der skulle gøre et sådant resultat muligt. Men måske kendte Nørremark til bedre og nyere forskning.
Men nej. Nørremarks fremstilling af Rosenthals eksperiment bygger blot på én populærvidenskabelig artikel fra magasinet Discover. I den nævnes ganske rigtigt tallet på 27 IQ-point, men hvis man kender til IQ-litteraturen, så burde alle alarmklokker ringe. Det synes de ikke at gøre hos Nørremark.
Lee Jussim er psykologiprofessor og refererer i artiklen Teacher Expectations and Self-Fulfilling Prophecies: Knowns and Unknowns, Resolved and Unresolved Controversies ingen så fantastiske tal som 27 IQ-point. Han skriver rigtigt nok, at for førsteårselever i Rosenthals studie var forskellen hele 15 IQ-point mellem de elever, som lærerne var blevet indpodet høje forventninger til, og dem, som de ingen særlige forventninger havde fået om.
Det lyder fantastisk, men hvis man udvidede blikket og kiggede på de seks klasseårgange, som havde været en del af studiet, så faldt forskellen til blot 4 IQ-point. Positive forventninger havde resulteret i en gennemsnitlig IQ-vækst på 12 point, men kontrolgruppen var lige i hælene på dem med 8 point. For tredjeårselever havde der været ingen forskel ift. kontrolgruppen og for femte og sjette årgang havde kontrolgruppen klaret sig marginalt bedre. Hele Pygmalion-effekten i Rosenthals studie syntes altså at bygge på IQ-vækst i første og anden klasse.
I 1995 blev der sat yderligere spørgsmålstegn ved Rosenthals ekstraordinære resultater af forskeren Richard E. Snow. Problemet var, at den IQ-test, som børnene havde fået, var scoret til at kunne give pålidelige resultater i intervallet mellem 60-160 IQ-point. Rosenthal havde dog inkluderet fem førsteårselevers vilde forbedringer af IQ. De havde i gennemsnit forbedret deres IQ med 90 point fra det ene år til det andet: 17-110, 18-122, 133-202, 111-208 og 113-211. På blot ét år havde lærerens positive forventninger altså forvandlet to dybt retarderede elever til to velbegavede elever, og tre velbegavede elever til genier, som der kun er en håndfuld af i hvert århundrede. Næppe. Hvis man fjernede de fem elever, var der ingen Pygmalion-effekt.
Lee Jussim skriver dog, at efterfølgende forskning har slået fast, at Pygmalion-effekten er rigtig nok, men den er lille. Den er ikke af så ekstraordinær en størrelse, som Nørremarks tal på 27 IQ-point suggererer læseren.
Sagen er, at lærere og ledere selvfølgelig godt kan blive forledt til at have store forventninger til elever og medarbejdere, som de lige har lært at kende. Men efterhånden som de lærer dem at kende, så indstiller de deres forventninger ift., hvem de er, og hvad de kan.
Når Nørremark ønsker, at folk i højere grad skal være selvledende, fordi de så kommer til at performere ufatteligt meget bedre, så er det en dårlig grund. Folk fortjener og bør opleve autonomi, hvis de løser opgaver, som de rent faktisk magter og mestrer, for der er så meget mere glæde og selvværd i at stå på egne ben end at blive styret og kontrolleret konstant af en lærer eller leder. Frihedens, autonomiens og myndighedens primat behøver ikke at begrundes med ekstraordinær og totalt urealistisk IQ-vækst.
Nørremark kommer med mange flere eksempler på, at vi har bygget et fængsel for os selv og hvis bare vi løsrev os fra det, så ville vi kunne realisere et meget større potentiale. Jeg er enig med ham i, at dele af den moderne virkelighed er blevet klaustrofobisk, hæmmende og ødelæggende, men tror ikke på, at vi alle sammen ville afsløre et enormt, uforløst potentiale, hvis bare vi blev sat fri og mødt med større forventninger.
For at illustrere det enorme potentiale ved selvledelse kommer Nørremark også med et eksempel fra Gentofte Kommunes Job-, Aktivitets- og Kompetencecenter, i daglig tale JAC. Organisationspsykologen Ann-Christina Matzen skulle som leder have gjort JAC til en 90 procent lederløs organisation, hvor ”alle innoverer, alle har et budget, alle træffer beslutninger sammen, og alle tager ansvar.” JAC har vundet prisen for ”Europas Bedste Offentlige Arbejdsplads”, JAC skulle være en organisation, hvor innovationen, effektiviteten og arbejdsglæden er i top. Alt sammen takket være frisættelsen og selvledelsen.
Eksemplet er besnærende, men djævlen gemmer sig i detaljen. Nørremark nævner en passant, at ”da Ann-Christina Matzen indførte selvledelse, måtte hun indse, at det for 20 procent af medarbejderne ikke gik, og de måtte afskediges.”
20 procent måtte afskediges – er det ikke stof til mindst en lille eftertanke? Min mistanke er, at et sted imellem ti og tyve procent for tit fejler på en eller anden menneskelig dimension, så for dem vil frihed og øget selvledelse ikke fører til det Arkadien, som Nørremark igen og igen gerne vil overbevise os om – og måske også sig selv – vil være resultatet. Resultatet vil være noget mere mudret.
Måske er ufriheden ofte den pris, vi betaler, fordi for mange kan og evner for lidt.
Mindretallets uduelighed koster flertallet dets frihed. Nørremark vil gerne have os til at tro, at alle vil blomstre op og realisere deres fulde potentiale, hvis bare de blev fuldt ud fri. Jeg tror, at det vil være skuffende, hvor lidt en del fortsat vil magte, eller ligefrem chokerende hvor meget skade de kunne forvolde, hvis de blev sat helt og aldeles fri.
At holde fast i en al for rosenrød forestilling om menneskets ubegrænsede potentiale og plasticitet, er noget skidt. Utopiske og urealistiske forventninger fører kun til politiske projekter med tragiske slutninger, når den rammes af en uforanderlig virkelighed.
I stedet for at puste politisk drømmestøv i læsernes øjne om slumrende potentialer, der vil frigøres hos alle, hvis vi sættes fri, så burde Nørremark hellere have accepteret, at nogle kan for lidt eller næsten ingenting i det moderne arbejdsmarkeds øjne. Der findes arbejdskraft, som er et økonomisk negativ for en arbejdsplads. Blev de sat fri, forvandledes de næppe mirakuløst til noget positivt, men kunne i stedet gøre ondt værre. Selv hvis de arbejdede gratis, kunne det være spild af tid og kræfter, de kunne stadigvæk være en belastning for organisationens virke og produkt.
Nej, ufrihedens pris er måske, hvad flertallet betaler for et mindretals uduelighed – de lidt for dovne, for nassende, ubegavede, angste, voldelige, selvcentrerede, manipulerende, inkompetente osv. Den pris er så blevet urimelig, uproduktiv og unødvendig. Den synes mig ofte amoralsk, og alene derfor burde vi vove mere frihed i vores institutioner, lovgivning og økonomi.
