Lad mig som ansat i det danske museumsvæsen indlede denne anmeldelse af Poul Baches Finkultur og mangfoldighed med en indrømmelse: Jeg er en bullshitter. Ikke altid. Men en gang imellem er det en nødvendighed i arbejdsmæssig henseende. Dette i den Harry G. Frankfurt’ske forstand, hvor jeg argumenterer uden hensyn til sandheden, men udelukkende for at udløse den reaktion, jeg efterstræber. Det er som ansat i kulturen ganske ofte en projektbevilling. Jeg tror ikke, man kan arbejde i kulturverdenen, hvis ikke man kan bullshitte. Det er en del af gamet, som man siger på moderne dansk.
Til en projektbevilling kræves nemlig en projektansøgning. Den skal for at være succesfuld minutiøst flugte med de buzzwords, som gør sig gældende for pågældende pulje. Der er gudskelov ingen, der har gjort sig anstrengelser for at læse alle mine ansøgninger igennem – fraset måske et par hårdt prøvede djøf’ere i statsforvaltningen - men hvis man gjorde, ville man se, at jeg både har brændt passioneret for outreach, brugerinddragelse, dialogfacilitering, nedbrydning af siloer, oprettet digitale ressourcerum og masser af andet i den dur.
Hvilket ikke nødvendigvis er dårligt i sig selv, men alligevel efterlader én død indeni, når man hører ordene for tiende år i træk præsenteret som noget helt nyt og saliggørende. Den politiske styring gennem puljer og dertilhørende buzzwords er velment, men har som potentiel sideeffekt, at den skaber jeg-svage institutioner, der får svært ved at ”kultivere egne væsentlighedskriterier”.
Som tidligere chefredaktør for Weekendavisen Henning Fonsmark herlig arrogant formulerede tanken bag Weekendavisen: At undersøge og udforske det, man selv finder mest interessant, i håb om at andre slet ikke kan lade være med at følge med. En kættersk tanke i nutidens brugerinddragende, samskabende kulturlandskab med formidling i øjenhøjde. Men netop derfor forfriskende.
Når jeg indleder på denne måde, er det fordi, at sådan ser kultursektoren også – ikke udelukkende – ud set fra ”periferien”: Fra den menige medarbejders skrivebordsstol på et mellemstort museum i provinsen. Det er imidlertid ikke dette perspektiv, som Finkultur og mangfoldighed er skrevet ud fra. Den er skrevet for at fejre Kulturministeriets 60-års fødselsdag. Og den meget vidende og høfligt, velskrivende forfatter er tidligere direktør i Kunststyrelsen, senere Kulturstyrelsen, Poul Bache. Perspektivet udgår således fra centralt hold med udgangspunkt i den konkrete lovgivning og de politiske debatters betydning for kulturlivet.
Den er kronologisk opbygget, som jubilæumsbøger oftest er det. Startende med Julius Bomholt og hans visioner for det nye ministerium i 1961. Det skulle være startskuddet til en socialdemokratisk kulturoffensiv. Staten skulle støtte kunsten ud fra kriterier som ”kvalitet, smag og lødighed”. Og alle borgere skulle have adgang til kunst og kultur: ”Landet må dækkes af et så tæt mønster af kunstneriske og kulturelle institutioner, at selv den fjerneste afkrog af riget ikke henligger kulturelt tørlagt.” (s. 27-29).
Når de materielle behov var dækket med velfærdsstatens udbygning, så var det tid til at dække de åndelige behov. Bomholt knæsatte også det, der senere blev kendt som armslængdeprincippet; staten skulle støtte, ikke dirigere. Dette ved at indskyde et rådgivende råd mellem kunstnerne og ministeriet. Den socialdemokratiske kulturoffensiv skulle altså støtte det lødige og bringe kulturen ud til den enkelte borger. Dermed var der også underlødigt kultur. Det var først og fremmest underholdningsindustrien med pop, pjank og amerikanske tegneserier. Bomholts elitære kultursyn skulle hurtigt blive udfordret. Ikke mindst af lagerforvalter Peter Rindal, der i protest mod oprettelsen af Statens Kunstfond samlede underskrifter og mobiliserede de utilfredse borgere.
Sammenstødet blev omtalt som ”kulturkløften” og førte til en række bestræbelser for at gøre kulturpolitikken mere folkelig. Med den kulturpolitiske redegørelse i 1969 blev underholdning ikke længere fremhævet som noget farligt, men som et ideal - også for den statsstøttede kultur.
Det gode ved Finkultur og mangfoldighed er, at man får blik for de lange linjer i kulturpolitikken, der konstant pendulerer frem og tilbage mellem en omsorg for lødigheden/kvaliteten/det elitære og det folkelige. Efter Bomholt forsøgte Niels Matthiasen (S) og Ole Vig Jensen (R) at fremme den mere folkelige kultur med tanker om kulturelt demokrati. Brian Mikkelsens periode som kulturminister var omvendt med bl.a. kulturkanon-projektet sammenfaldende med Bomholts kulturpolitik om at støtte kunst og kultur af høj kvalitet. Og således svinger pendulet fra side til side mellem den folkelige og finkulturelle toning. ”Men de gamle partier var enige om, at kunsten skulle støttes efter kvalitetskriterier”, som Bache skriver (s. 252).
Gennemgående er der således en konsensus om kulturpolitikken, hvorfor området da også fra tid til anden har været i fare for at synke hen i afpolitiseret, teknokratisk ligegyldighed. Hvis det da ikke var for bulderbasserne, der ruskede op: Rindals kritik af Statens Kunstfond, Fremskridtspartiets konsekvente kritik af støtten til kultur, Centrumdemokraternes kritik af DR, Dansk Folkepartis kritik af modernismen og deres præference for kulturhistorien over kunsten og nutidens arbejderister i Socialdemokratiet, der skælder ud på de verdensfjerne, elitære kulturfolk og vil have kultur for folket.
Kulturpolitikken blev dog ladet med nye rationaler i 1990’erne, hvor Nyrup-regeringerne blev de første til at fremhæve kulturens nationale, identitetsskabende rolle (s. 180). Samtidig begyndte man at tænke kulturpolitik sammen med erhvervspolitik. Denne tænkning var inspireret af Tony Blair og hans Labour-regering, der kom til magten i 1997, hvor man talte om The Creative Nation, hvor de såkaldt kreative erhverv skulle stimuleres, hvorved en helt ny kreativ økonomi ville opstå som erstatning for mange af de tabte industriarbejdspladser.
Disse tanker blev yderligere udfoldet i Pine og Gilmores The Experience Economy (1999) og Richard Floridas The Rise of the Creative Class (2002). Sidstnævnte var nærmest skrevet som en manual til, hvordan byer kunne få del i væksten ved at skabe uformelle kulturmiljøer i funktionstømte industribygninger, hvilket ville tiltrække den kræsne, kreative klasse, som ville blive feteret omdrejningspunkt for fremtidens kreative vækst.
Bache skriver: “I Bomholts kulturpolitik havde det været et hovedargument for statens støtte til kunsten, at det var nødvendigt at give befolkningen et alternativ til den underlødige, kommercielle underholdningsindustri, og det var et argument, der var blevet gentaget af mange af hans efterfølgere. Under Nyrup blev det en del af regeringens kulturpolitik at støtte de kommercielle kulturerhverv, der før havde været fjenden” (s. 223).
Jagten på at forløse kulturens økonomiske potentiale har som kulturpolitisk mål fangarme op til nutiden, hvor man som ansat i kulturen ikke undslipper at finde på alle mulige mere eller mindre luftige instrumentelle argumenter for kulturens økonomiske impact og kulturens betydning for at tiltrække ressourcestærke skatteborgere, når der skal formuleres ansøgninger.
Det var dette kulturliv, jeg fik ansættelse i for 14 år siden, hvor jeg i al beskedenhed blev en ret god bullshitter. Et kulturliv, som på den ene side er mere succesfuldt og når bredere ud end nogensinde før. På den anden side er den voldsomme instrumentalisering af kulturen – dette er min holdning, ikke noget, jeg vil tage Bache til indtægt for – med til at skabe jeg-svage organisationer, der konstant leder efter relevans- og væsentlighedskriterier alle andre steder end ud fra egen nysgerrighed.
Det værste ved kulturlivet er således, når alle marcherer i takt til de samme buzzwords. Originaliteten har trange kår. Man bliver måske ikke i stand til at tænke originale tanker af Poul Baches bog. Men man får et eminent overblik over de lange linjer i kulturpolitikken og bliver bevidst om de tanker og idéer, der allerede er afprøvet. Og det i sig selv gør den til en god trædesten for oprigtig nytænkning og originale idéer.
Til slut en lille ting, der ingen betydning har for bogens indhold. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor titlen på bogen er Finkultur og mangfoldighed. Slår man mangfoldighed op i en ordbog, er det defineret som de områder, hvor vi alle er forskellige. Det være sig inden for etnicitet, religion, tro, fysiske egenskaber, handicap, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, alder, socioøkonomisk baggrund. Det hovedspor har jeg svært ved at finde i bogen. Spændingen er mellem det finkulturelle og det folkelige.
Har der været en redaktør forbi, der syntes, titlen lige skulle peppes op? Det var i så fald unødvendigt i en ellers meget vellykket jubilæumsbog om spændingen mellem det finkulturelle og det folkelige.
