"Israel er et land, der ikke har nogen plads på vores jord."
Det er essensen af konflikten mellem Hamas og Israel. Det er en eksistentiel konflikt. Hamas har som mål at udrydde Israel – alt mindre end det, vil kun være midlertidigt.
Citatet er af Ghazi Hamad. Han er medlem af Hamas politbureau. Udtalelsen faldt i et interview med den libanesiske tv-kanal LBC. Han sidder i den øverste politiske ledelse af organisationen. Han går med jakke og slips og fører sig frem på femstjernede hoteller i Qatar, Beirut og Istanbul.
Men tag ikke fejl. Han er præcis lige så kompromisløs, som de uniformerede Hamas-ledere, der den 7. oktober sendte deres islamiske krigere ind over grænsen for at voldtage, myrde og lemlæste så mange de kunne overkomme, inden den israelske hær, fik dem stoppet.
Ghazi Hamad sagde i samme interview, at Hamas vil gentage den 7. oktober både en, to, tre eller fire gange. På spørgsmålet om dette betyder fuldstændig udryddelse af Israel, svarede Hamad: "Ja, selvfølgelig."
Et andet medlem af den politiske ledelse af Hamas Sami Abu Zuhri sagde i sidste uge i et interview på Al-Jazeera, at Hamas vil fortsætte til Gaza er renset (for zionister, red.) og Jerusalem er befriet og zionisterne er sendt tilbage, hvor de kom fra.
Det er snart fire måneder siden Hamas foretog deres bestialske angreb på Israels kibbutzer og en musikfestival.
Fire måneder med krig og ødelæggelse. Tusinder har mistet livet, og Israel har brugt enorme summer af et i forvejen anstrengt statsligt budget på at føre krig. I grænseområderne er den israelske civilbefolkning blevet evakueret til andre dele af landet.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu har offentligt svoret, at Israel vil fortsætte krigen til Hamas enten giver fortabt eller er udslettet. Det er et krigsmål, som han ikke kan nå, og han burde fra starten have formuleret et andet, der var inden for rækkevidde.
Benjamin Netanyahu har bragt sig selv ind i blindgyde, som når krigshandlingerne stoppes, vil resultere i, at Hamas udråber sig selv som vinder, og begynder forberedelserne til næste omgang. Han har så at sige forberedt sit eget nederlag.
Det er frygteligt at tænke på, for det styrker den uforsonlige islamisme både lokalt i Mellemøsten og blandt os i Vesten.
Netanyahus bombastiske erklæring tidligt i krigen fik mig til at tænke på en af mine gamle bekendte i Israel, den navnkundige journalist Eitan Haber. Han var en meget klog mand og skrev i en menneskealder for de førende israelske dagblade.
Han døde desværre af kræft for nogle år siden. Den offentlige debat i Israel kunne virkelig have haft brug for ham i denne tid.
I 90’erne blev Haber trukket ind som rådgiver for den daværende israelske premierminister Yitzhak Rabin. Haber var med til at forhandle fredsaftalen med Jordan i 1993 og dybt involveret i Oslo-processen, som kunne have skabt en mere varig fred, hvis ikke Yassir Arafat i år 2000 havde saboteret det hele ved i sidste øjeblik at nægte at skrive under.
Eitan Haber forklarede engang for mange år siden, hvordan man som israeler må forholde sig til dem, der har sat sig som mål at udrydde en selv. Jeg skrev det ned, så jeg kan gengive det ret ordret:
”Først og fremmest må vi erkende og internalisere, at vi hverken evner at udrydde hele stater eller større terrororganisationer. Vi kan såre dem, vi kan påføre dem enorm skade, vi kan svække dem, så vi udskyder den næste krig eller det næste slag, men der er ingen krig, der kan stoppe alle krige. At erkende det er ikke nogen trøst, og det giver ingen grund til at danse og synge, men det er den absolutte og eneste sandhed, og det må vi indse”.
Eitan Haber blev født i 1940 og døde som 80årig af kræft. Han skrev i mange år for det israelske dagblad Yedioth Ahronoth, og var i to perioder rådgiver for Israels premierminister Yitzhak Rabin. Rabin blev myrdet af en jødisk nationalist i 1995, og det faldt i Habers lod at blive den, der meddelte det til verdenspressen.
Det er den virkelighed, man lever i som israeler. Så længe der er organisationer og stater, der har Israels udslettelse som mål, har israelerne ikke noget andet valg, end at føre krig – ikke for at vinde en endelig sejr, men for at udsætte det næste slag længst muligt.
Det var det krigsmål, som den israelske premierminister burde have stillet op. Så kunne han rationelt overveje, hvornår proportionaliteten mellem krigens omkostninger og målopfyldelse tipper til fordel for at holde inde med krigshandlingerne.
Ikke at det vil afholde islamisterne fra at erklære sig sejrrige og hylde martyriet, men beskeden vil meget klart og troværdigt lyde: ”
I angreb os, men det gjorde mere ondt på jer, end det gjorde på os. I er sårede og svækkede. Angriber I igen kommer vi tilbage og slår jer endnu hårdere næste gang. Så opgiv jeres mål om at udslette os. Det kan I ikke. Det vil aldrig lykkes jer”.
Som det foregår nu, og hvis Netanyahu får lov af sit eget parlamentariske flertal til at forfølge sit mål om at udslette Hamas, så vil han løbe ind i det næste problem: Iran.
Hvis Hamas forsvinder, vil Iran blot opbygge en ny proxy til at føre sin krig mod den jødiske stat. Islamismen vil ikke forsvinde med Hamas.
Rivaliseringen i Mellemøsten mellem de regionale stormagter, vil også fortsætte, og længere ude ligger Rusland/Nato konflikten og skaber flere spændinger.
Det er ikke i Israels magt at skabe fred. Det er kun i Israels magt at overleve.
