Det er et voldsomt ord, kult. Og man skal passe vældig på med at bruge det uredeligt - for Radikale Venstre er jo indlysende ikke en kult i bogstavelig forstand.

Det er et politisk parti, ikke en sekt med kutteklædte ceremonier og total social isolation af apostater. Men nogle gange agerer politiske partier på kultiske måder. Ikke fordi medlemmerne er hjernevaskede i gængs forstand. Men fordi visse moralske reflekser bliver så stærke, at selvbilledet ikke længere kan korrigeres.

Er det dér, Det Radikale Venstre er havnet?

Ideologisk blødhed
Sagen om det nyvalgte radikale folketingsmedlem Magnus Georg Jensens besøg i stormoskeen i Rovsingsgade på Nørrebro i København er interessant netop i lyset af mit spørgsmål.

Ikke først og fremmest fordi han tog derhen. Politikere skal i princippet kunne møde mange slags mennesker. Det interessante er, hvad der sker, da han efterfølgende bliver spurgt om det.

Her ser man, hvad jeg indledningsvist vil kalde en særlig form for ideologisk blødhed, som præger de Radikale.

Hvad Jensen ikke siger
Konfrontationerne har været mange, men en af de mest opsigtsvækkende var Radio IIII's interview med islamkritiker Christian Markussen, medlem af Det Nationale Integrationsråd og den efterfølgende replik fra Magnus Georg Jensen.

Christian Marcussen åbner med, at Magnus Georg Jensen kan være blevet brugt - som i uforvarende udnyttet - af moskéen til en fortælling om, at moskeen er et ordentligt sted.

Men at det ikke forholder sig sådan, indrømmer Magnus Georg Jensen såmænd selv. Han kendte til moskéen og var blevet advaret af mange.

Marcussen gennemgår moskeens lange synderegister fra forbindelser til Qatar og Det Muslimske Broderskab til dokumentariske afsløringer og besøg af kontroversielle islamistiske prædikanter.

Og alligevel er det tydeligt, at Magnus Georg Jensen slet ikke kan få sig selv til at møde den frontalt. Han starter ikke med at sige fx:

Jeg kender kritikken, jeg tager den alvorligt, men jeg vurderede alligevel, at et besøg kunne tjene et formål.

Esoterisk forelæsning
Det ville have været en normal politisk position og helgardering. I stedet glider Magnus Georg Jensen over i en abstrakt-esoterisk forelæsning om “samtaledemokrati” vs. “algoritmedemokrati” og om vigtigheden af at “møde mennesker ansigt til ansigt” osv.

Endnu mere sigende bliver det, da Magnus Georg Jensen fortæller, at “sindssygt mange mennesker” havde advaret ham mod besøget, men at han ikke ville lade “typer som Christian Marcussen” holde demokratiet “til fange”.

Spørgsmålet er nu ikke længere, om kritikken af moskeen er velbegrundet. Spørgsmålet bliver i stedet, om den unge nyvalgte folketingspolitiker vil lade sig skræmme af en bestemt kritiker.

Dermed slipper Magnus Georg Jensen - præcis ligesom sin partifælle Samira Nawa - elegant væk fra at forholde sig til sagens substans og over i en fortælling, hvor han selv er den dialogsøgende, mens kritikeren bliver symbol på en snæver og hæmmende offentlighed, som bevidst søger at begrænse den demokratiske samtale.

Kender du typen?
Det er smart, men det er også bemærkelsesværdigt. For det afslører en prioritet: Det vigtigste er ikke at vurdere en sag nøgternt på substansen. Det vigtigste er at fastholde sin identitet som den åbne, den frygtløse, den inkluderende.

Det er dér, mysteriet om Radikale Venstre manifesteres tydeligst for mig: en fetischistisk besættelse af rollen som de gode. Partiet, dets folkevalgte og dets vælgere higer desperat efter at være dem, der ikke dømmer, ikke lukker døre, aldrig skærer mennesker væk, ikke “stigmatiserer”.

Det kan under normale omstændigheder være sympatisk. Men i mødet med islamisme bliver denne refleks direkte selvopløsende for det demokratiske værdisæt, man hævder at kæmpe for.

For hvad er pointen i en socialliberal ligestillingsdagsorden, hvis den bliver så sentimental, at den ikke tør tage konflikten med miljøer, som i praksis står i modsætning til dens egne kerneværdier?

Hvad er et liberalt demokrati værd, hvis dets forsvarere kun er modige, når modstanderen er ufarlig?

Og hvad er tolerance værd, hvis den aldrig vil risikere at blive til afvisning, selv når den står over for kræfter, der ikke ønsker gensidighed, men dominans?

Indre forbud
Jeg tror ikke, at forklaringen bare er ungdom eller uvidenhed. Jo, der kan godt være et element af reel naivitet. Magnus Georg Jensen siger selv, at mange advarede ham, og han virker ikke som et menneske, der har sat sig særligt grundigt ind i den konkrete historie. Marcussen har sikkert også ret i, at noget af dette handler om overfladiskhed.

Men ren uvidenhed forklarer ikke udenomssnakken. Uvidenhed kan afhjælpes af et simpelt: Det kendte jeg ikke godt nok, det burde jeg have undersøgt nærmere. Det siger han ikke. I stedet får vi en kaskade af dialog-floskler, demokratiord og lokalsamfundsretorik. Det er noget andet end uvidenhed.

Det ligner snarere et indre forbud mod at formulere skarp kritik af et islamisk miljø, fordi hele hans og partiets selvforståelse er bygget op omkring forestillingen om åbenhed, rummelighed og anti-eksklusion.

Når først den identitet bliver absolut, bliver selv en beskeden grænsesætning oplevet som et næsten moralsk fald.

Man vil hellere tale om ungecaféer og fitnessabonnementer end om de dokumenterede forbindelser til Det Muslimske Broderskab. Man vil hellere tale om repræsentation end om infiltration. Man vil hellere tale om at “dukke op”, når man bliver inviteret end om, hvad det er, man faktisk dukker op til.

Magnus Georg Jensen er sandsynligvis bare en gennemført ideologisk rendyrket radikal type. Og netop derfor er han interessant. Han demonstrerer partiets refleks og selvforståelse i destilleret form. Det Radikale Venstre vil så gerne være civilisationens høfligste vært, at partiet de facto har opgivet evnen til at identificere en gæst, der i det skjulte vil overtage og nedbryde huset.

Det Kultiske Venstre
Det er ikke sikkert, at partiet elsker islamisme - det gør det vel næppe - men partiet elsker billedet af sig selv som inkluderende og grænseløst så højt, at det igen og igen kommer til at omfavne miljøer og ekstreme ideologier, der foragter netop de friheder, Radikale Venstre normalt påstår at forsvare.

Det er her, det kultiske ligger. Partiet opfører sig i visse spørgsmål som et miljø, hvor ingen tør udfordre bestemte trosartikler. Disse er hævet over modsigelse fra erfaring - og derfor gælder følgende:

• Dialog er altid godt.

• Inklusion er altid godt.

• At dukke op er altid godt.

• At sætte grænser er mistænkeligt.

• At holde afstand er suspekt.

• At lære af dårlige erfaringer er næsten illiberalt - fordi det bliver set som fordomsfuldt og bagstræberisk.

Alt dette er ikke styrker. Det er svagheder forklædt som dydighed.