Artikel

24.11.23

Er regeringen og politikerne i lommen på vindindustrien?

Vindindustrien vil opføre 8 styks 450 meter høje testmøller i Vadehavet. Et byrådsmedlem fra Nye Borgerlige i Tønder, Allan Svendsen, har som en anden Don Quixote kastet sig i kamp mod vindmøllerne, lobbyisterne og, som han ser det, den uhellige alliance mellem industriens egne lobbyister, DTU og et privat konsulentbureau.

”Politikerne har fået serveret en screening, der anbefaler Vadehavet som det nærmest eneste og bedste sted. De tror jo, at de får en neutral og objektiv rådgivning. Men det gør de ikke, for DTU, som står som afsender på rådgivningen, er ikke neutral og objektiv i denne sag. De er lobbyister for industrien,” fortæller Allan Svendsen, som sidder i byrådet for Nye Borgerlige i Tønder.

Han henviser til, at folkene fra DTU-Wind udover at bruge deres tid på undervisning, forskning og rådgivning af politikerne, har involveret sig kraftigt i vindindustrien.

Peter Bagger Hjuler, som er chefkonsulent på DTU-Wind sidder i bestyrelsen for Blaest A/S, der tester vindmøllevinger. Han har altså en direkte interesse i at få endnu et testcenter etableret.

Morten W. Jeppesen, som er leder af DTU-Wind sidder i bestyrelsen for vindindustriens danske lobbyorganisation Greenpower Denmark.

Peter Hjuler Jensen, som er afdelingsleder på DTU-Wind sidder samtidig i bestyrelsen for vindindustriens europæiske lobbyorganisation Wind-Europe.

’Hvis det havde været i kommunen, som jeg kender til, så var de alle sammen faldet for inhabilitet, men i staten lader det til, at man bare accepterer partsindlæg som neutral rådgivning. Jeg tror ikke, politikerne aner det, når de kommer over til ministeren og får papirerne,” siger Allan Svendsen.

For ham og for mange andre lokale naturelskere har det været helt uforståeligt, hvordan det overhovedet er kommet dertil, at Christiansborg vil tillade at bygge en halv kilometer høje vindmøller midt i naturen omkring Vadehavet.

”Det er den nordlige halvkugles største spisekammer for trækfugle. Det er unik natur, som endda er på Unescos verdensarv. Hvordan man kan få den idé, er nærmest ubegribeligt. Men når man undersøger nærmere, hvem der skriver papirerne, og hvor tilrettelagt det er, så kan man se, at der er et organiseret pres fra industrien, vind-lobbyen og det samlede kor af meningsfæller for hvem den såkaldte grønne omstilling er blevet nærmest en religion,” siger Allan Svendsen.

Når man spørger, om han kan vinde sin ’kamp mod vindmøller’ indrømmer han, at han er presset.

”De er satme dygtige, lobbyisterne. Ikke alene snører de politikerne, men de udskammer også alle os andre, der vover at sætte spørgsmålstegn ved, om ikke Vadehavets natur er vigtigere end et testcenter. Så bliver man beskyldt for at være skyld i, at vi bliver afhængige af Putins gas, eller at man overlader det hele til kinesiske møller. Man er nærmest landsforræder”, siger Allan Svendsen.

Han frygter, at den screening, som vindindustrien sammen med deres hjælper DTU har lagt foran politikerne, glider igennem. Det næste slag kommer så i forbindelse med den kommende VVM-redegørelse, men det slag, risikerer man også at tabe.

”Det er PlanEnergi, som typisk laver VVM-redegørelser på vindprojekter. Jeg har aldrig hørt om ét eneste eksempel på, at de har vendt tommelfingeren nedad for et vindprojekt i Danmark”, siger Allan Svendsen.

PlanEnergi er et privat foretagende - en selvejende institution, men de er også en del af den samlede lobbyvirksomhed for flere vindmøller, fortæller Allan Svendsen.

”Man kan jo selv tjekke folkene i PlanEnergi efter. På deres egen hjemmeside, skjuler de overhovedet ikke, at de arbejder for at vind og sol skal forsyne os med al energi. Hvordan kan man overlade det til dem at vurdere natur- og miljøskaderne ved vindmøller”? spørger Allan Svendsen.

I morgen lørdag har Allan Svendsen sammen med andre lokale kræfter inviteret folketingspolitikere en tur i marsken for ved selvsyn at beskue, hvor kæmpevindmøllerne på 450 meter skal stå.

Hvis altså vindlobbyen får deres vilje. Den politiske beslutning tages først om nogle uger. Sagen ligger på den nyslåede landdistriktsminister Morten Dahlins bord.

 

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter