Én ting slår mig i sommervarmen på de københavnske gader og stræder: tilstedeværelsen af feminin skønhed. Hvis du værdsætter den i det offentlige rum, så skal du hjælpe dem, der forsøger at standse den islamiske kolonisering af Europa.
Socialdemokraternes boligdrøm tilbage fra 1960'erne blev ikke blev et mangfoldigt Atlantis i storbyerne, men et mareridt af dyre boliger og islamiske parallelsamfund, som kun boligselskaberne og parallelsamfundets udvalgte ledere profiterer af. Rami Zouzou har set det hele indefra.
Kontrasts modløber Hans Hauge har skrevet en begavet og skarp bog om Hans Hauge og hans tid. Den er kort, men strutter af perspektiver, der vil få progressive læsere til at smide den fra sig i arrigskab. Altså, endnu en grund til at anskaffe sig den lille perle, som er en af hans bedste udgivelser.
Før heltemod blev målt i likes og moralsk overlegenhed minder den franske cykelrytter Guillaume Mercader (1914-2008) os om, hvad civiliseret mod virkelig er: en mand, en cykel, en borger med samvittighed. Kampen for frihed begynder ikke nødvendigvis i oprør, men i bevarelse. Ikke i forandring, men i fastholdelse.
Danmark er for lille til at drive uddannelsespolitik som et kommunalt forsamlingshus. Alligevel flyttes uddannelser rundt som brikker i et sognerådsspil. Resultatet er forudsigeligt: storbyernes vidensmiljøer udhules, provinsen får midlertidige institutioner – og landet bliver fattigere på talent, netværk og kvalitet.
Fremover bliver f.eks. vin-importører underlagt en sjældent absurd beskæftigelses-terapi med at dokumentere vægten på hver enkelt bestanddel af den emballage, de anvender. Flaske, etiket, prop, folie - og ved skruelåg sandelig også den lille flade plastik-dims, der sidder inde i låget.
En historiker ville formulere det sådan, at vor tids klimaforandringer beskriver små udsving i jordens umanerlig lange historie. Men i dag er naturen, kulturen og energiplanlægningen forsvundet ind i klimaet. FN svinger taktstokken. EU trutter i trompeten, og de nationale befolkninger i Vesten betaler regningen.
Thomas Bartholin var en af Danmark og Europas mest betydningsfulde læger og videnskabsmænd i 1600-tallet. Og han var også en stolt patriot, der betragtede videnskab og forskning som en tjeneste for det danske folk. Hans liv og virke er en påmindelse om den borgerlige tradition, der sætter kulturel og national identitet højt og ser dannelse som selve grundlaget for et levende samfund.
En rekordstor stigning i unge førtidspensionister afslører et dybt skred i vores samfunds menneskesyns. Når unge liv sættes på pause før det for alvor er begyndt, taber vi troen på menneskets styrke og vilje. Kan vi genfinde evnen til at vække mod og ansvar i en sårbar generation?
Klimajournalisten Iben Maria Zeuthens onkel advarede mod forurening af det danske havmiljø i 40 år, men niecen vendte det døve øre til, før det blev smart at stille sig op på barrikaden.
Ulla Nørtoft Thomsen undersøger de nationalliberale ideers rationale i Trumps udenrigspolitiske færden. Første del handlede om de gode, anden del om de onde. Tredje og sidste del handler om Trump og de grusomme, hvor grundreglen er, at samvittighedsfulde ikke skylder deres samvittighed at gøre sig selv og deres kære til bytte for de samvittighedsløse.
Der er noget urørligt i tavsheden, når vi taler om abort. Et barn forsvinder midt i de store fortællinger om rettigheder, identitet og frigørelse. Men det lille liv bliver aldrig helt usynligt: det står tilbage som et offer uden ceremoniel ramme. Mange kulturer har bygget sig op om ideen, at barnet var det ultimative offer. Vi har bare fjernet guderne.
Mange unge med rødder i Mellemøsten har erhvervet sig flotte eksamensbeviser, men er meget langt fra at være en integreret del af den danske svaneflok. Uanset studenterhue lever de i en fremmed og fjern kultur uden nævneværdig kontakt med den danske almindelighed.
Morten Uhrskov fortsætter sin skildring af venstrefløjen i de europæiske kernelande, hvor venstrefløjen har gjort størst skade. Her gælder det Tyskland fra Bismarck til "Wir schaffen das" og den kendsgerning, at de tyske venstrefløjspartier i stigende grad er blevet afhængige af velstillede storbyvælgere og indvandrernes stemmer.
Morten Uhrskov gennemgår venstrefløjens udvikling i to europæiske kernelande, hvor venstrefløjen har gjort størst skade - bortset fra i Rusland. Han lægger ud med Frankrig og fører fortællingen frem til i dag, hvor venstrefløjen kun en skygge af sig selv, og arbejderklassen i stedet sympatiser med højrefløjen.
EU vil styre den digitale fremtid med regler, men risikerer i stedet at regulere den væk. Meta lukker for politiske annoncer, og AI-firmaer holder sig borte. Spørgsmålet er, om Europa ender som digital ørken.
Ung muslimsk debattør aner tilsyneladende intet om islam, som han vil forsvare for enhver pris. Navnet er Hamza Nazir eller Hamza Malik, han bruger dem begge. Uanset hvad er hans påstande drømmetænkning. Også selvom han er officiel oplægsholder for Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Stidsen anmelder en ny Netflix-serie, som umiddelbart ser irriterende korrekt ud, men indeholder en frimodig kritik af woke indefra, samtidig med, at den fortæller en herlig historie, som vi ikke har set på film, læst om i litteraturen, hørt fra teaterscenerne og set på museerne i næsten ti år.
Civiliseret tavshed bliver en del af forbrydelsen, når dansk ridesport lader en mand dømt for voldtægt af en mindreårig pige repræsentere Danmark, skriver Ulrik Søberg. Den pædofilidømte Jóhann Rúnar Skúlason vinder titler til Danmark på sin islandske hest, men hestepigernes forbillede er dømt for både vold og voldtægt.
DR's nye overchef Bjarne Corydon sidder allerede uroligt på sin faktabaserede tronstol. Hans forestilling er, at der ude i virkeligheden findes en masse fakta, som ingen har lavet. DR’s troværdighed står og falder med denne barnetro.
Som en wagnersk opera har multikulti, klimareligion og vaccinepligt buldret gennem den vestlige verden med torden, angst, dødsskrig og almindelig mangel på logisk sammenhæng, så højlydt, at den mere og mere minder om en formstøbt kult med daglige ritualer, afladsbreve og helgenkåringer. Men nu er det muligvis slut. Det er noget rigtigt øv: Verden går alligevel ikke under.
Europæerne er blevet hjemløse på deres eget kontinent. Det kan direkte aflæses i valgresultater og meningsmålinger. De gamle såkaldte konservative partier har over en kam svigtet så fatalt i at få bremset indvandringen, at de i flere lande næsten er blevet udslettet eller står til at blive det.
Hvornår ved man egentlig noget – og hvem har retten til at vide? I en tid hvor føleviden trumfer erfaring, bliver spørgsmålet radikalt. Måske er det mest konservative, vi kan gøre, blot at stille det i en tid, hvor enhver erkendelse skal være demokratisk og enhver subjektiv oplevelse tillægges samme vægt som tusind års tradition.
Ny fransk bog skelner mellem det filosofisk rationelle og det socialt rationelle og viser, hvordan gruppetænkningen har det med at vinde over forstand og fornuft blandt intellektuelle med høj cigarføring. I stedet excellerer de i omfortolkninger og bortforklaringer. De højtuddannede lever isoleret fra resten af befolkningen.
På den ene side opsamler Palæstina et lands legitime følelser. I Vesten er nationalisme på egne vegne bandlyst, mens palæstinensisk nationalisme er en obligatorisk holdning. På den anden side giver Palæstina en mulighed for at beskylde Israel for folkemord. Det er to modsatrettede og kategoriske krav: Man skal afvise den ene nation, og man skal bakke op om den anden.
Hvordan får vi taget afsked med 42 års åbne kasser og lukkede øjne? Du kan begynde med at droppe løgnen. Derefter skal vi sørge for, at kun assimilerede muslimer får lov at blive i Danmark. Resten skal ud.
De tyske Humboldt-brødre fra 1800-tallet står som symboler på borgerlig dannelse i modsætning til vor tids materielle menneskesyn. Mens brødrene antog, at forskelle mellem mennesker var både naturlige og nødvendige, insisterer socialismen på, at forskelle er uretfærdige. Resultatet bliver, at den sociale retfærdighed gøres til målestok for nutidens sandhed og dannelse.
De kalder sig samfundets samvittighed – medierne, skolerne, de lærde. Men når kritikken banker på, mødes vi ikke af argumenter, men af tavshed og lukkede døre. Loyalitet er vigtigere end sandhed, og institutionerne beskytter sig selv. Der er tale om organisatorisk narcissisme.
Regeringens seneste lov mod satire er ikke en isoleret hændelse. Det er en brik i et langt større mønster, hvor politiske og juridiske kræfter i både Danmark og EU gradvist udhuler ytringsfriheden, samtidig med at de forsikrer os om, at den skam er “beskyttet”.
Jesper W. Rasmussen er ny modløber på Kontrast. Vi har bedt ham præsentere sig selv for læserne. Hans entré kræver en forklaring. Jesper er nemlig socialdemokrat og lider af et stockholmssyndrom. Men hans dømmekraft fejler ikke noget. Tag godt imod ham.
På det manuelle arbejdsmarked siges tingene ligeud. Ytringsfriheden er større i en skurvogn end på universitetet. Morten Uhrskov har ikke taget den lige vej. I sine unge år, efter en jævn studentereksamen, arbejdede han som fabriks-, jord- og betonarbejder, murer og taxachauffør, før han følte sig voksen nok til at gå på universitetet.
Europæerne har udviklet en puritansk kultur dedikeret til moralsk perfektionisme, der er meget risikabel for hele kontinentet. Europæere på jagt efter moralsk renhed og islamister på jagt efter Israels udslettelse finder sammen. I princippet er europæerne ved at gøre klar til et nyt Holocaust for at slippe af med mindet om det første.
Ingen må kunne betale sig fra straf med 100 kameler, sagde justitsminister Peter Hummelgaard, da det kom frem, at bandefolk forhandlede blodpenge i en københavnsk moske. Det var i 2024. Nu venter vi så på Peter Hummelgaard, mens københavnske frisørsaloner angribes.
Marianne Stidsen har taget festtøj på og begivet sig ud i den nordsjællandske natur, der ikke er helt så ufarlig, som man måske skulle tro. Her er både kulturradikale tanter og mænd med motorsave. Gudskelov får vor faste skribent en hjælpende hånd under himlens benådende tag.
Den amerikanske præsidents besøg i Skotland i denne uge har været en opvisning i den særlige form for statsmandskab, som pt. udelukkende mestres af Donald Trump, og som ingen af Europas ledere har den fjerneste form for mekanisme til at forsvare sig imod.
En gang imellem bliver det private almengyldigt. Kunsten bliver porten ind til mennesket - og erkendelsen af at det er det, vi er først både alene og i tosomhed.
Popsangeren Loveless, der har fået kulturpenge for at skabe fællesskab, advarer mod fællesskab. Det er åbenbart nationalistisk. Men pengene kan han godt bruge.
Efterkrigstidens drøm var at anlægge en sekssporet motorvej til en politik-fri forlystelsespark. Projektet mislykkedes, ikke på grund af den ene, anden eller tredje idiot, men fordi drømmen var naiv og selvdestruktiv. Politik kan ikke ætses væk, slet ikke fra geopolitiske brydninger, ressourcespørgsmål, migration, økonomisk ulighed, militære interessesfærer osv.
Historie og kultur er allestedsnærværende, når man rejser i Frankrig. Anne-Marie Vestergaard har hentet oplevelser og inspiration i det sydvestlige Frankrig syd for Garonne-flodens løb.
Seksuel frihed er blevet endnu en identitetsmarkør. Men jo mere udsvævende man lever, jo mere relativ bliver ens moral. Det, man gør med kroppen, flytter langsomt ind i ens sind. Det gode spørgsmål er dog, om al den impulsive frihed fører et godt sted hen? Eller om den, der lever hinsides grænser, overhovedet forstår grænsens og troskabens værdi?
Det er åbenbart faldet Vibe Termansen, cand.mag. i historie og østeuropastudier for brystet, at Ungarn som en lille nation blandt stormagter under Viktor Orbáns ledelse varetager landets egne interesser. I hvert fald tilbyder hun et foredrag på Folkeuniversitetet i København med titlen ”Orbán – hvordan én mand ødelægger Vestens demokrati, og hvordan det stadig kan reddes”.
Fiskerlivet behøver ingen rammesætning. Det står stærkest, når billederne bare får lov at være – tavse, stædige, virkelige. Det gør Den Hirschspringske Samling eminent med ny udstilling.
At gøre offeret skyldigt er blevet en populær retorisk finte i Vesten i takt med den stigende nærhed til OIC. Islamister er atleter i den disciplin, men vestlige akademikere begynder så småt at indhente dem. For Informations progressive læsere er dette is med flødeskum, drys og syltetøj. Fuld plade.
Tak for lort, siger de danske drenge. Systematisk diskrimination mod etnisk danske drenge i gymnasiet afslører en uhyggelig skævhed. Når karakterer bliver politiske, forvandler skolen sig til en giftig cocktail af socialpædagogiske hensyn, kønspolitiske forestillinger og etnisk skånetænkning.
Alle store verdensreligioner venter på en frelser. De vestlige medier venter på Hitler. De progressive spotter ham her, der og allevegne, gestalteret i personer, synspunkter, ord. Som regel deres opponenters personer, synspunkter og ord.
Det er blevet tid til at stoppe op, afvise den vakte og revolutionære tankegang, som trives i kunst, kulturliv og mediehav og genoplive dannelsestanken fra 1700-tallet. Marianne Stidsen tager læseren med på en rejse tilbage til en tidligere borgerlig epoke, hvor kunsten skulle være fri, uafhængig og ægte mangfoldig.
Ligesom jeg accepterer Isam B’s tåbeligheder, pro-Gaza-demonstrationer i Københavns gader og DR's venstredrejede journalistik, må Imam Ali-moskeen i København tåle kritik af deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark, skriver Henrik Day Poulsen i anledning af Generation Identitærs nylige aktion.
Klimaregn og sort-lilla grafik i statsmediernes vejrudsigter. Hvorfor er det kommet dertil? I gamle dage ville man have talt om useriøs vinkling, nu er det blevet helt normalt. Vor faste kronikør tager dig igennem ugens idioti i medier, politik og på Storebæltsbroen uden adgang til Nets.
Morten Uhrskov faldt over en mere end 100 år gammel bog i reolen i sommerhuset i Skåne. Fortællingerne betog ham, og han deler her sine oplevelser med bogen under ferielæsningen.
Kvindedrab er ikke ét samlet fænomen, men flere vidt forskellige realiteter. Alligevel insisterer Hummelgaards strategi på at behandle dem ens. Den moralske døvhed slører for den kulturelle vold, der ikke forsvinder af tavshed.
Friheden og mulighederne vil vokse, hvis danskerne omfavner de nye digitale valutaer. Steffen Sølling har skrevet en fremtidshistorie om elektroniske valutaer, der er designet til mikrobetalinger. De vil ændre vores måder at handle med hinanden på og frigøre os fra de globale techgiganters kontrol og snagen i vores privatliv.
Hån mod afdøde. En myrdet pony. I Danmark er det ikke en karrierebremse – tværtimod. Harald Toksværd og Carl Plum viser, hvordan kultureliten forvandler skandaler til et flot CV.
Når flere og flere mænd melder sig ud af konkurrencen i jagten på kvinden, fremstilles det ofte som en krise i maskuliniteten, men det er måske snarere en overgang. Fra det præsterende til det forankrede. Fra det jagende til det bevidste. Mænd, der vælger med omhu, tvinger også kvinder til at se anderledes på sig selv.
En klovn i en uniform sendte tilbage i 2022 en mail til de forkerte, hvorved identiteten på tusindvis af afghanere, der havde samarbejdet med den britiske regering og militær, blev afsløret for åbent tæppe.
Ny bog undersøger, hvordan folk, der elsker at appellere til "sensitivitet", "respekt" og "sammenhold", altid er dem, der vil have andre til at indordne sig under deres meningsregime.
En god mand i kappe er sværere at forstå end en vred. Superman 2025 viser, at det mest oprørske i dag er at være ordentlig. Og måske er punkrockens sande arvtager en mand med en forelskelse, en hund, forældre – og håb.
Mette Frederiksen fortsætter triumftoget med 'tårer og smil'. Denne gang på DR's bagedysten for børn. Men hvorfor? Hvorfor græd hun på den minkfarm, når hun selv havde bestilt aflivningen? Fordi det er en del af Den Kære Moders scenekunst. Et show, der gør hende til dansk politiks mest uantastelige skikkelse – og får selv de største fejltrin til at ligne en folkekomedie.
Amerikanerne er flasket op med Vattels nationalliberale ideologi. Det moderne Europa er bygget på nationalliberale ideer, men de lever en skyggetilværelse af overstatslighed og konventioner. Trumps nationalliberale kontrarevolution viser os, at vi kan befri os fra lænkerne.
Den blotte tanke om, at noget er givet på forhånd og ikke kan modelleres, hensætter mange på venstrefløjen i stor vrede. Den venstreorienterede har altid set mennesket som en tabula rasa, en blank tavle, hvorpå man kan skrive gode eller onde ting. At genetisk arv har betydning for både intelligens og adfærd afvises altid med en fnysen.
Det, de Gaulle forstod – og som dagens politiske klasse ofte glemmer – er, at friheden har fjender, der klæder sig i frihedens tøj. I Paris ‘68 dansede de unge med fantasien og troede, de kunne styre virkeligheden. Men bag brostenene lurede et kommunistisk kup – og kun én mand stod i vejen. Charles de Gaulle reddede borgerligheden, mens flertallet var tavse og slagordene bestemte dagsordenen.
Friheden er risikabel, men den er det eneste, der gør os til moralske aktører. Derfor bør vi kræve mindre woke, ikke mere, skriver Mike Bruun Lander. Han mener, at woke menneskesynet grundlæggende er autoritært. Det bygger på, vi ikke kan stole på hinanden.
Der er en tid til at slås. Og en tid til at tale sammen. Lige nu er det tid til at slås, skriver Marianne Stidsen. Polariser, polariser, polariser. Det er det eneste, der kan få vores samfund tilbage på det rette åbne, demokratiske spor igen. Stidsen blæser til kamp mod den udvidede kulturelle bermudatrekant med Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio i hjørnerne.
Hvis man lytter til en religionshistoriker og en forfatter i Politiken. Altså, den kristendom, der ligestillede kvinden med manden, ophøjede kvinder til regenter i det kristne Europa, forbød flerkoneri og satte sig til modværge mod det traditionelle klanvæsen og arabisk kolonialisme.
Som underviser på Politikskolen gennem fem år mødte Morten Uhrskov unge politiaspiranter, som var opfyldt af ønsket om at beskytte de lovlydige mod ondskaben. Han lærte at forstå, hvor værdifuldt det er at have et politikorps, der er sammensat af nogle af de mest samvittighedsfulde repræsentanter for ens folk.
Det må være skønt at være klima-kommunist, så har man altid svar på rede hånd uanset om heden vrider sveden ud af håret eller regnen siler ned ad næsen. Det skyldes altid for mange flyrejser og for mange ko-prutter. Viviane kommer også omkring EU-pingerne på stylter i Århus, den grumme trepart, og den evige angst for at komme til at sige noget pænt om den amerikanske præsident.
Nyt fra manosfæren: Modløber på Kontrast træner til Tour de France, bruger motorsav og drikker alkohol. Interview med Nick Mogensen, der til sidst bryder ud i et digt, før han skal tilbage til sin traktor.
EU er grundlagt på en fejldiagnose. Efter 2. Verdenskrig tolkede man nationalismen som årsagen til krigen og ville have et EU til tøjle nationalstaterne. Men krigens årsag var netop ikke nationalismen. Det var imperialismen. Nu har europæerne så opbygget et nyt imperium, der svækker folkenes egne stater. EU kan kun gøre det forkerte, skiver Morten Uhrskov.
Bag alle FN-logoer og Paris-aftaler ligger en brutal realitet: Verdens lokale rytmer og arv, må vige for en abstrakt, ensrettet påstået redning af planeten. Den, der vil forstå ansvar og arv, må først forstå, hvordan en mark føles under støvlen, hvordan klinterne på Møn trækker tanken mod noget større og at rørskovens sagte bevægelse minder os om, at vi er forankrede i noget, der ikke kan reguleres globalt.
Den kulturelle udskiftning og islams dominansadfærd følger et forudsigeligt mønster, men medierne tager det ikke alvorligt, og magthaverne sikrer stadig, at lovgivningen tillader tilstrømning af endnu flere muslimer. I det lange løb vil vi miste det sted, vi kalder hjem.
Venstreradikal vold rammer familier i deres hjem – mens politikere og medier tier. Offentliggørelse af private oplysninger følges af truende og voldelige angreb. Dette seneste eksempel ramte en familie, som i weekenden lagde grund til en sommerfest for Generation Identitær og Den Danske Forening. Begge organisationer er erklærede ikke-voldelige.
Det er som om, palæstinensiske organisationer har en næsten overnaturlig magt til at tryllebinde unge, bilde dem løgne ind og få dem til at støtte et regime, der vil fængsle homoseksuelle og forbyde vestlig livsstil med høj musik og godt humør. Man kan med rette spørge, om mange unge i dag reelt er antisemitiske?
Den ukontrollerede indvandring til USA fra Asien, Mellemamerika og Mellemøsten, som i dag giver landet så store problemer, begyndte med en drastisk lovændring tilbage i 1965. Før den tid var indvandringen styret efter kvoter for hver nationalitet. En lov, der blev indført i 1920'erne. Morten Uhrskov forklarer baggrunden, skiftet og konsekvenserne.
Ubehagelige episoder havde der gudskelov været meget få af. Men pludselig sad en ung mand med dansk-palæstinensisk baggrund og plettet straffeattest i samme rum som en dansk-israelsk kvinde og mor til to, der havde valgt at forlade Israel efter den 7. oktober. Lærerens vane med at censurere sig selv havde for længst sat sig igennem.
Alarmerende udvikling: De dumme og de kloge er begyndt at lyde ens. Den ene siger, hvad den anden tænker, og den anden siger, hvad den første tænker udenfor Rema.
Tre aktivistiske lobbygrupper skal kortlægge "manosfæren" for ligestillingsminister Magnus Heunicke. Den mondæne feminisme tager sig godt betalt, og konklusionen er givet på forhånd. Ministeren advarer mod drenges urealistiske mandeidealer. Det vil slynglerne ikke finde sig i.
Mænd må gerne samles - men kun med kvindernes godkendelse. Feminismen ønsker nemlig stadig kontrol over mandefællesskaberne, og bestemmer, hvem og hvad der må eksistere. Er det frihed eller ny form for styring?
At tro på, at udenlandsk arbejdskraft kun er en skattegave, der giver overskud år efter år, er at stikke sig selv blår i øjnene, skriver Morten Uhrskov. Fortalerne for mere udenlandsk arbejdskraft overser behændigt 50 års dårlige erfaringer med indvandring i form af kulturelle og religiøse konflikter med den oprindelige befolkning, de ekstreme kriminalitetsrater blandt indvandrernes efterkommere og konsekvenserne af det langsigtede tryk mod den folkelige homogenitet.
"De skal ikke integreres. De skal hjem". Morten Uhrskov glæder sig over, at en leder i en avis blandt de danske mainstream-medier nu skriver, hvad han har sagt i 30 år. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke skal komme til midten; midten skal komme til mig, skriver Morten Uhrskov
Kvinfo tager til Marokko og studerer kønsdiskrimination i islam. Men i Danmark lytter Kvinfo kun til de hijab-klædte islamister, og deres påbud om ikke at kritisere islam. Med truslen om at blive beskyldt for islamofobi forholder Kvinfo sig tavs overfor islams undertrykkelse af kvinder i Danmark. I stedet bruger man skatteborgernes penge på at studere islam i Marokko.
Borgerlighed misforstås ofte som en reaktion mod forandring. Men borgerlighed handler om at tage det gamle med sig og gøre det brugbart, uden at lade det opsluge af forbrugskulturens ironiske cirkulation. Når vi pakker kufferten, tager vi ikke blot tøj med. Vi tager vaner, minder og en rytme af forpligtelse med.
Hvorfor lader palæstinenserne i Danmark og Europa sig ikke inspirere af jødernes vej til en levedygtig stat? Fremfor konstant lade deres harme falde ned over jødernes hoveder, skulle de hellere lade sig inspirere af jødernes lange, møjsommelige kamp for en demokratisk, bære- og levedygtig stat. De burde tage hjem og tage del i opbygningen.
Kontrasts faste kronikør finder i denne uge hvile i at læse franske aviser, som beretter om artige sager lige fra illegal immigration til porno og rygning forbudt langs Seinen. Vi begynder med selveste præsidenten, der for nylig fik nogle på frakken af sin hårdtslående hustru.
Det grove overfald på homoseksuelle i Odense peger tilbage på en regering, der ikke kan kende forskel på måneder og år i straframmen. Hvornår får vi en en straframme, som giver mening i virkeligheden og ikke blot i dommerstanden? Flemming Nielsen er ikke imponeret over den danske retspolitik.
Den socialdemokratiske skattestat ejer danskerne, bortset fra kriminelle bander, klaner, bagmænd og banditter i habitter. De har bedre plads og råderum på linje med ødsle politikere, bureaukrater og NGO’er, der kaster om sig med andre folks penge. Penge er der nok af. Så længe der er nogle andre, de kan tage dem fra.
Hvis de brevskrivende kulturpersonligheder kendte bare lidt mere til den komplekse historiske virkelighed i Gaza, ville de næppe agitere for det samme som det iranske regime. Jon Eirik Lundberg tager brevskriverne på ordet og gennemgår deres retorik. Præstestyret må sidde og gnide sig i hænderne over de danske forfattere og filmfolks naivitet.
