Vor anmelder tegner et portræt af den kulturelle overklasse i Jesper Steins to seneste romaner Terræn og Lejr. Begge steder giver den rette klimabekymring og feminisme kulturel og seksuel kapital. Det er satirisk og bidende skildret.
Kun inderlig politisk modvilje forhindrer, at iq-forskningen bliver langt mere kendt og langt mere anvendt på måder, der vil gøre især uddannelsessystemet betydeligt mere humant, end tilfældet er i dag. Vor Modløber giver dig et lynkursus i iq-forskningens mere end 100-årige historie.
Hvordan kan kvinder, der kalder sig feminister, ende som de mest ihærdige forsvarere af islamisme, Hamas og en migrationspolitik, hvis konsekvenser alt for ofte rammer kvinder?
Blandt millioner af videoer og reels lykkedes det DR og Frihedsbrevet at finde et klip med kirkeministeren og skrue op for tempoet, så man får det indtryk, at Ida Auken må være sindssyg. Nok ikke helt tilfældigt. Thi alt, hvad der rimer på kristendom, skal jordes. Måske skulle Frihedsbrevet ændre sit navn.
Debatten om folketingspræsten handler ikke om en præst. Den handler om hvor et samfund henter sit moralske kompas, og hvem der har lov til at definere de grundlæggende forestillinger om mennesket og det gode liv. Og det, mener førende ateister, har en præst ikke. Men hvor kommer vores moral egentlig fra?
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig kørte en debat, der minder om vor tids kamp mod "det yderste højre". Man havde netop i Vesten overvundet den ene af århundredets totalitarismer, men kommunismen levede videre. Og nu havde man ikke lyst til at vælge side, men drømte om en tredje vej.
Ballerup Kommune sender nu omkring 900 medarbejdere på kursus i notat- og journaliseringspligt. Samtidig har kommunalbestyrelsen vedtaget et ny kodeks for det gode byrådssamarbejde. Ord er der nok af. Men hvordan kunne en moske blive godtaget som et kulturhus? Vor Modløber giver dig svaret.
Nordmændene ror igen. Men nu sker det på tribunen. Ikke på Atlanterhavet, ikke i uvished, men trygt, filmet og liket. Den moderne nordiske borger elsker vikingen som logo. Som mytologisk pynt på en ellers fuldt administreret tilværelse. Han tror, han er fri, fordi han har lært at sige de rigtige ting i kor.
I 2023 udrullede daværende ligestillingsminister Marie Bjerre (V) en ambitiøs handlingsplan imod partnervold og -drab. Nu viser en ny rapport fra VIVE, at statistikkerne ikke har ændret sig; planen til en kvart milliard skattekroner virkede ikke denne gang.
Vi tror, vi vælger os selv. Men det, vi for det meste vælger, er en plads i et fælles, foranderligt, men dybt konformt system af tegn. Vi konsulterer eksperter, de kendte. Vi spørger venner. Vi kigger på, hvad de succesfulde har valgt. Selv din mest personlige, mest oprørske smag skal, for at fungere som et tegn på noget, kunne aflæses af andre.
Når ytringsfriheden bliver et problem i så hæderkronet en forening som Oxford Union ved universitetet i Oxford, så stikker det dybt. Vor Modløber rapporterer om en islamdebat, der næsten blev aflyst, før den kom i gang, og som venstrefløjen fortsat formår at afværge.
Journalistforbundets formand sniksnakker ifølge vor Modløber om mediernes lyserøde lejesvende og får ham til grine, fordi det er så trist at græde. Selv Weekendavisens eneste borgerlige journalist formår ikke at sætte fingeren ned, hvor det gør ondt: i journalisternes selvbedrag.
Palæstina er blevet det stedfortrædende fædreland, hvor dele af Vestens progressive bevægelse kan dyrke den nationalisme, militarisme og kollektive lidenskab, som den fordømmer hjemme. Tilbage mangler kun den leder, som kan samle bevægelsen i én politisk skikkelse.
Daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen lovede støtte til PTSD-ramte krigsveteraners erstatningssager. Nu er ændring af loven endt i regeringens syltekrukke. Veteranernes tålmodighed er opbrugt. Den nye forsvarsminister Jeppe Bruus (S) er under beskydning.
Hvis ingen længere tør sige, at noget er ondt, bliver det onde ikke mindre. Tværtimod får det arbejdsro. Du tænker måske på hemmelige ritualer og omvendte kors. Men Satan kan sagtens tale embedsmandens sprog, skrive pressemeddelelser, sidde på et rådhus, en redaktion, i en politistation eller på et ministerkontor.
Ingen nok så indædt venstredrejet journalist skal få mig til at vakle i min støtte til alle, der kæmper den åbne debats kamp i autoritære tider, skriver vor Modløber. Det gælder, uanset om der er tale om udpræget borgerligt liberale – som jeg selv – eller udpræget borgerligt konservative – som Rune Selsing, Kasper Støvring og Malte Larsen. Alle har de min udelte opbakning.
Rune Selsing rammer kun liberalismens moderne karikatur med sin kritik. Der findes nemlig en ældre liberalisme, der ikke begynder med frigørelse fra alt, men med magtens begrænsning. Denne liberalisme er ikke fjende af traditionen. Den er traditionens værn mod staten. Den er ikke fjende af familien. Den er familiens værn mod embedsmanden.
Regeringen påstår den er for vores tryghed og sikkerhed, men i virkeligheden er Koranloven et juridisk våben rettet direkte mod ikke-muslimer. Den rammer protest og ytringsfrihed, mens den skærmer islam, der aldrig tåler kritik. Loven er et skridt mod sekterisk dominans.
Georg Brandes er nok fremskridtsmand og fremskridtstænker. Men han havde så sandelig også sans for fremskridtets bagsider og faldgruber. Brandes kan dermed – og hvem skulle have troet det – bidrage til den positive sameksistens af konservatisme og liberalisme i samme borgerlige båd. Marianne Stidsen tager den borgerlige brille på.
Racismen trives hos araberne i Danmark. Berøringsangste rektorer og lærere lukker øjnene for det, særligt på skoler for social- og sundhedsuddannelser. Karen West bringer dig seneste nyt fra en velfærdsstat i fornægtelse og forfald.
Stampe-figuren er kosmopolit i den mest postmoderne forstand. En, der aldrig behøver vælge mellem noget. Det er en kosmopolitisme uden risiko. Hun er den perfekte forvalter af en kultur, hvor alt kan få støtte. Alt kan få en plads i kataloget. En kultur, der høfligt smiler til sig selv i et globalt spejl,
Der findes mange måder at måle et samfunds tilstand på. Man kan se på økonomien, institutionerne eller de politiske frihedsrettigheder. Men der findes også en enklere målestok: Kan en ung kvinde gå alene hjem gennem byen om natten uden frygt?
Det er ikke mere end få måneder siden, at Thisted Kommune vandt KL's Klimapris for den nærdemokratiske Thy-model. Nu er modellen blevet skrottet af det snævrest mulige flertal i kommunalbestyrelsen, hjulpet på vej af et siden ekskluderet medlem af Danmarksdemokraterne, som brød partilinjen.
Skribenter fra Kontrast deltog sammen med Frihedens Station i årets Folkemøde på Bornholm og var med til at arrangere 16 debatter i folkemødets mindste telt. En zebra blev trukket gennem folkemængden på hjul og lignede til forveksling Klovnebussens formand.
Laura Fields anmelderroste bog er skrevet med en rituel undertone af, hvor forfærdeligt og farligt det er med disse nye idéstrømninger fra højre. Hun ser slet ikke, hvem der aggressivt vil ødelægge den borgerlige orden, og hvem der ansvarligt påtager sig at forsvare den.
Politikerne må stå på mål for deres udtalelser, kræver en veteran fra Afghanistan, som har formuleret et borgerforslag, der skal fjerne politikernes ret til at være anonyme i undersøgelsen om Afghanistan-krigen. Forsvaret lærer aldrig af sine fejl, når fejlene kommer fra Christiansborg, mener han.
Første del af "The Rape Gang Inquiry Report" er udkommet i England. Det er resultatet af en privat finansieret undersøgelse af de uhyrlige sager om organiserede voldtægter og misbrug af hvide piger begået af pakistanske mænd i England gennem årtier. Denne gang baseret på ofrenes egne beretninger.
I det gamle Jugoslavien blev de kaldt det "røde bourgeoisi", i Portugal "caviar fra venstre", på dansk kystbanesocialister. Kært barn har mange navne i SF, Det Radikale Venstre og andre venstreorienterede kliker.
Enhedslisten kommer ikke ind ad døren som revolution. Partiet kommer ind som tandpleje. Men det er netop her, regningen begynder. Husk at læse det, der står med småt og følger med Enhedslistens indflydelse på samfundsudviklingen.
JP's lederskribent Bo Heimann fortsætter i ny bog sin undersøgelse af verden gennem de sidste hundrede år. Bogen er en udmærket guide til alle vores kriser, men lider af et sigende behov for at placere sig på behørig afstand af det alt sammen.
Samira Nawa og andre muslimers bidrag til danskhedsdebatten får vores Modløber til at mindes Muhammedkrisen, hvor en stor del af herboende muslimer forsikrede os om, at de skam var demokrater, så længe demokratiet sørgede for at forbyde disse modbydelige tegninger, der fornærmede den profet, de bekender sig til.
Adam og Eva vidste allerede før syndefaldet mere om personligt ansvar, end mange af vores samtidige kommentatorer gør i mødet med masseindvandringens konsekvenser. De vil lære os, at medfølelsen med ofrene for indvandringen er farlig, hvis den kan mobilisere en politisk modstand.
Er det stadig mulig at føle sig som del af det danske folk? Sommeren '92 giver et svar fra fortiden. Nutiden giver et andet. I årtier har store dele af den politiske og kulturelle elite arbejdet ud fra en forestilling om, at national identitet gradvist ville uddø i takt med internationalisering, migration og kulturel mangfoldighed.
Der er oprørslignende tilstande i Belfast efter et halshugningsforsøg begået af en sudanesisk immigrant. Ofret overlevede, men denne gang er katolikker og protestanter enige. London forstår ikke nordirernes problemer med masseindvandringen og fortsætter med at skælde ud og frikende sig selv.
Først volden. Så løgnen. Så myndighedens accept af løgnen. Så håndjernene. Så døden. Og til sidst myndighedernes forsøg på at gentage løgnen for at redde nogens positioner. Det er denne morbide sekvens, som gør sagen større end en kriminalsag. Henry Nowaks ansigt er nu overalt på sociale medier. Han er blevet et tegn.
Rapport fra den svenske efterretningstjeneste, Säpo, viste, at islamister bruger velfærdsstaten til at finansiere terrorplaner. I Danmark viser efterretninger samme mønster, og mistanken om svenske tilstande spreder sig. Det er milliarder af kroner, der risikerer at ryge i de forkerte lommer. De nye ministre for justits- og socialområdet har arvet udfordringen.
Hvis du synes, du lever i ekstraordinære tider, skal du bare læse Henrik Stangerups roman om Broder Jacob på flugt fra såvel lutheranere som Den Spanske Inkvisition. Romanen kan læses som en kommentar til 1980'ernes munkmarxister og foregriber vore dages woke-bevægelse. Folk har alle dage været besatte af fromhed.
Venstrefløjen har længe levet på forestillingen om, at oprøret tilhører den. Men den hvide arbejderklasse, håndværkeren, industriarbejderen, den unge mand uden universitetsgrad - alle dem, der engang var socialismens historiske subjekt, er i dag på vej i en anden retning. Venstrefløjen er blevet eliten.
Oprørstilstande præger igen debatten i Storbritannien efter et knivangreb i Belfast. En migrant fra Sudan forsøgte med kniv at skære hovedet af en lokal mand, som er i kritisk tilstand. Det nye højrefløjsparti Restore Britain stormer frem. Der er ikke valg før 2029, men det er allerede gået i gang.
Med Zenia Stampe har Danmark fået en kulturminister, der mener, det er "noget værre sludder" at kalde Danmark et kristent land. Vil den nye kulturminister fortsætte den radikale tradition med at opløse danskheden i en diffus globalisme?
Som værk er "Sådan tænker en islamist" ujævn. Som analyse er den begrænset. Men som tidsdokument rammer den alligevel noget. Tidligere islamist har skrevet en bog uden nye pointer.
I en periode var klimadebatten en moralsk arkitektur. Man kunne kortlægge samfundets etiske landskab via transportvaner og kostvalg. Kødforbrug blev et teologisk spørgsmål. Affaldssortering fik karakter af liturgi og apokalypse. Klimaet er nu gledet i baggrunden som en lyd, vi har lært at ignorere. Skyld og selvbebrejdelse er afløst af hverdagens mere konkrete krav og glæder.
Sidst Mette Frederiksen og de andre ministre handlede, brugte de sandsynligvis en betalingsmetode, der er unødvendigt dyr sammenlignet med, hvad der er teknisk muligt i dag. Hvorfor gøre alting dyrere med VISA, Master- og Dankort?
Den forskningsbaserede mistænkeliggørelse af islamkritik begynder i Qatar. Den olierige diktaturstat har opbygget et net af samarbejdsaftaler med vestlige universiteter. Oliestaten bruger begrebet 'islamofobi' til at kuratere forskningen godt hjulpet på vej af indtægterne fra olie og gas. Islam skal fredes og videnskaben er redskabet.
Ny dokumentar-serie på DR udstiller spelt-segmentets røde naivitet og en selvgodhed på størrelse med en bydel i København. Sjældent har man set noget mere tåkrummende progressivt tv end dette eksperiment. De unge, progressive familier - og kødranden af socialdemokratiske politikere - sætter danmarksrekord i selvbedrag.
Forskerne bliver betalt for at gøre os klogere. Og så gør de det modsatte. Formentlig fordi det ikke må stå klart, hvor meget genetisk arv betyder for menneskelivet på både individ- og gruppe-niveau. Denne gang er det effekten af målrettede indsatser i folkeskolen, der forsvinder over tid - uden forskerne kan eller rettere sagt vil forklare hvorfor.
Droner leveret af borgerkrigens sponsorer moderniserer en af Afrikas længstvarende borgerkrige i Sudan. De kæmper om magt, geografi og guld. Ægypten og Iran har fundet sammen på den ene side af konflikten. De Arabiske Emirater støtter den anden.
Historien lærer os, at islam ikke sameksisterer med andre kulturer, men gradvist søger at fortrænge dem ved hjælp af erobring, migration og socialt pres. Hvorfor skulle det være anderledes nu?
Det er mere end to måneder siden, vi har haft en regering. Jeg mærker ikke nogen større forskel, skriver vor Modløber, der sammenligner et Danmark styret af embedsmænd og transnationale strukturer med Romerrigets sidste tid, hvor faldet ned i kaos, krig og folkevandringer blev til virkelighed.
Moderaterne blev lanceret som opgøret med blokpolitikken. Det lød revolutionært et øjeblik. Efterhånden har det vist sig, at partiet repræsenterer et centrum med tomgang som livsstil. Alt behandles administrativt. Intet behandles eksistentielt. Og meget lidt af det har med danskernes nære liv og landets fremtidige trivsel og vækst at gøre.
Berlingske har stillet spørgsmålene forkert i en undersøgelse af danskernes forhold til gener og danskhed. Det handler ikke om individet, men om gruppen. For når indvandring finder sted i større tal fra meget fjerne kulturer og bliver ved i årtier, begynder gruppeforskellene funderet i hård kodning - etnisk og genetisk - at kunne ses og mærkes.
Digteren Emil Salzer deltager i dagens udgave af "Kulturkampen" i en diskussion om Frederik Lind Køppen, kristendom, unge mænd og lyrik. Debatten om "højreorienteret" poesi handler ikke længere om den enkelte digter. Den er blevet en kamp om, hvem der har ret til at definere kvalitet, virkelighed og litterær troværdighed.
Der er forskel på civilisationer, der bygger katedraler, skibe og maskiner, og civilisationer der producerer endnu en podcast om følelsesmæssig usynlighed blandt kreative freelancere på Vesterbro. Man savner den gamle mandlige samtaleform. Den, hvor fire mænd kunne sidde sammen i to timer, sige cirka sytten ord og stadig føle dyb loyalitet overfor hinanden.
Hvis sexismen bliver mindre synlig, må begrebet udvides. Hvis racismen bliver vanskeligere at påvise, må den gøres strukturel. Hvis mænd ikke er direkte undertrykkere, må de beskrives som bærere af ubevidste privilegier. Hvis højreekstremismen er marginal, må dens forudsætninger findes i det almindelige. Den almindelige mand flyttes længere ind i mistankens system.
Danskhed er ikke blot en identitet, man kan tage på sig som en frakke. Den er en arv, man må forstå og tilslutte sig. I sidste ende er den et spørgsmål om vilje til at ville Danmark. Danskhed kan måske formuleres enkelt som en forpligtelse på det nationale fællesskab, man er en del af.
Den politiske klasse er låst fast i en forståelse af Lars Løkke som det uundværlige centrum. Det gælder hans tidligere rådgivere, der nu arbejder i kommentatorboksene, pressens førstemænd og en stor del af den politiske klasse. Der er tale om et Stockholmsyndrom med gidselstageren Lars Løkke Rasmussen i centrum.
Marxismen har inficeret kulturindustrien og den offentlige mening og lært selv borgerlige mennesker at frygte nationalismen som en fare, der til stadighed antager nye dæmoniske former. Selvom ingen længere kalder sig marxister, har marxismen lært os at hade os selv.
Debattører fra højre til venstre er snublet over hinanden i kampen om at komme med flest citater af Grundtvig, Brorson, Oehlenschlæger og Brandes for at forklare danskheden. Må jeg opfordre folk til lige at give hjernen et pusterum med et par film fra den danske filmskat. Den forklarer danskheden bedre.
I fem årtier har Danmark forsøgt at tale sig ud af problemerne. Til sidst står danskerne tilbage som de eneste mennesker i historien, der tilsyneladende har pligt til at integrere andre ind i deres eget samfund, mens vi selv bliver færre, og de bliver flere.
Teorien om flydende køn har rejst fra universitetet til det politiske aktivistmiljø. Derfra vandrer den videre til institutioner, hospitaler og dagligstuer. Undervejs bliver den en operationel doktrin. Det er børnene, der betaler prisen.
I den første artikel i en serien 'Den Borgerlige Brille" tager Marianne Stidsen den blå brille på og fremhæver danske forfatterskaber med appel til borgerlige læsere. Men først skal skoven ryddes for kulturradikale misforståelser og myter. Her tager hun et opgør med Georg Brandes og hans halehæng i Politiken Plus-segmentet.
Efter massiv kritik af sit moskébesøg skriver det radikale folketingsmedlem Magnus Georg Jensen nu oprørt om religiøst pres, homofobi og kontrol. Problemet er bare, at han nægtede at sige noget af det, da det virkelig gjaldt. I praksis fungerer hans mangfoldighed kun, så længe han aldrig behøver sige nej til nogen eller noget.
For Søren Krarup betød det at være dansk at stå i et konkret tilhørsforhold til Danmark, til sproget, historien, folket og til kristendommens kulturelle arv. Danskhed var for ham ikke en ideologi, men et vilkår. Ikke noget, man konstruerer, men noget, man modtager og lever i, og som man skylder sin troskab.
Tragisk realisme er stærkest, når den minder læseren om politikkens skrøbelighed og civilisationens tynde fernis. Men dens svaghed er, at det moderate ønske om en acceptabel verden undertiden bliver så dominerende, at man risikerer at lægge for meget til rette for de kræfter, som gør verden ubeboelig.
Når jeg ser Alternativet og venstrefløjens selvtilfredse klima-engle flyve verden rundt med mobiltelefoner, iPads og storbyferier i bagagen for bagefter at fortælle os gamle mennesker, at vi bør leve af linser resten af livet, så mærker jeg trodsigheden vokse i mig.
Briternes enorme utilfredshed med deres traditionelle politikere skal især findes i den udlændingepolitik, som både Konservative og Labour har ført i årtier, og som vil opsluge briterne, hvis ikke den standses og vendes rundt. Brexit har ikke "ødelagt" nationen, sådan som TV 2 påstår.
Det er stemningen, du vil lægge mærke til. En slags skurren under huden, næsten som en kulde, der trænger ind under læserens selvfølgeligheder og sædvanlige opfattelser. Kontrast anmelder uhyggelig svensk samtidsdiagnose. Borgerne stemmer hvert fjerde år, men valget handler kun om den smule, der er tilbage.
Vor anmelder er begejstret for ugens mest omtalte digtsamling, Frederik Lind Køppens debut "Stjernens navn er malurt", især for hans energisk fræsende stemme. Her mødes drøm og virkelighed.
Marianne Stidsen kalder de unge, anti-woke digtere, der i øjeblikket stormer frem for De Nye Vilde. Men hvem er de? Og er de gode? Det har vi bedt hende om at uddybe og vise med smagsprøver på den nye lyrik, som vil give røde dansklærere nervøse trækninger.
Når værnepligten pludselig bliver virkelig, forsvinder kravet om fuld lighed. Kvinfo og Dansk Kvindesamfund taler pludselig om hensyn, sårbarhed og nuancer – men kun når det er kvinder, der skal bære byrden. Kan feministerne ikke høre det selv? Nej, det kan de ikke. Deres ligestilling er selektiv.
Vi overser det afgørende, som er skellet, den etniske grænse. Vi står ikke i en konflikt om racehygiejne, men vi står i en konflikt mellem etniciteter, skriver Ulla Nørtoft Thomsen i en artikel om etno-nationalismen. En etnisk gruppe, der ikke markerer sine etniske grænser, går i opløsning og bliver til paria.
Faldgruben på Bakken lukker. Den 80 år gamle institution, hvor en klovn i fuld makeup har siddet højt på sin pind og råbt de groveste, mest personlige sandheder efter forbipasserende. Klovnen taber, når den puritanske alliance vinder. Selv den ældste form for dansk gøgl skal dø.
Ulrik Søberg er kommet til det sidste scenarie for Danmark anno 2050. Historisk set er opløsning almindelig. Nordafrika var engang romersk. Anatolien var engang græsk. Balkan har gennemgået flere kulturelle transformationer. Disse ændringer skete ikke pludseligt. De skete gradvist. Ligesom i Danmark.
I dele af Danmark, fx i gymnasiet, reality-tv og Dansk Industri, taler de unge stort set kun engelsk. Dårligt. Mens de ældre gør det samme for at virke ungdommelige.
På Københavns Universitet anno 2050 begynder en forelæsning i statskundskab. Studerende sidder spredt i auditoriet. Diskussionen handler om tillidssamfund. En studerende argumenterer for, at Danmark stadig har høj social kapital. En anden peger på, at tilliden er blevet mere lokal. Diskussionen bliver forsigtig. De studerende vejer deres ord.
Moderaternes medlem af Europa-Parlamentet likede et konspirationsteoretisk opslag, om at Donald Trump organiserede sit eget attentatforsøg. Altså, det første i 2024. Hvad er det, der får hende til at tro på den slags? Mener hun også, at det det nylige attentat mod Trump var iscenesat? Vor Modløber forsøger at give et svar - og en forklaring.
I den første af tre artikler om Danmarks fremtid skitserer Ulrik Søberg tre veje: kontinuitet, hybridisering og opløsning. I det første scenarie er dansk kultur stadig dominerende, det samme er en høj grad af tillid danskerne imellem. Det er den mest stabile fremtid. Men det kræver politiske valg, der prioriterer kontinuitet.
Kunstværker er objekter rettet mod tanken, ikke legemet. Selv noget så enkelt er helt nyt for Anders Samuelsen. Han ved intet om kunst, om kulturpolitik, om den kulturpolitiske økonomi eller kunstens historie. Jon Eirik Lundberg er ikke imponeret over den tidligere leder af Liberal Alliance, når det gælder kulturpolitik.
Feminismen taler med to tunger. Det ene øjeblik taler den om, at mennesker er ens. Det næste øjeblik vil den vælte manden ned fra piedestalen. Feminisme er et spil, hvor kvinder altid vinder. Lykkes det, er det hendes egen fortjeneste; mislykkes det, er det mandens skyld.
Den liberale danskhed risikerer at opløse slægt og familie som menneskets grundlæggende bånd. Når identitet ikke længere arves, men konstrueres, bliver mennesket et globalt individ. For mennesker med en globaliseret forestillingsvirkelighed virker det besnærende at se danskhed som udelukkende ”ånd”.
Er det frihed, hvis man fra barnsben bliver indoktrineret ind i et religiøst tankemønster? Jeg savner faktisk en drøftelse af, om man i muslimske kredse opdrager børn til frie valg indenfor demokratiets rammer, når man samtidig binder dem med religionens bånd, skriver Rami Zouzou.
Både debatten om remigration og om det genetiskes indflydelse på individer på gruppeniveau fik en meget kort levetid, skriver Morten Uhrskov. Sandhedsværdien er virkeligt aldeles underordnet, så længe man kan sværte den formastelige, der bringer det op, eller spille selvsikker i al sin ignorance.
Der er opstået en heftig debat om kunstnere og forfatteres politiske farve i Weekendavisen, Berlingske, Kontrast og på de sociale medier. I midten står den nyudnævnte bestyrelsesformand for Statens Kunstfond, der finansierer venstreorienterede kunsterne og kunst med mere end en halv milliard kroner om året.
Forestil dig, at ulandsbistanden var en privat virksomhed. Den ville ikke overleve. Men i bistandsverdenen fortsætter systemet, fordi det føles rigtigt og skaber en masse jobs i de vestlige donorlande. I praksis leder systemet til et moralsk kollaps med misbrug af både mennesker og offentlige midler.
En velskrevet biografi om en stærk avantgardekunstner eller endnu en fortælling om det provinsielle Danmark? Jens Tang Kristensen løfter Franciska Clausen frem, men monografien efterlader spørgsmålet om Franciska Clausen blev overset, eller om hun bare først er blevet interessant senere?
Det kriseramte Frankrig stadig har begavelser som Alain Finkielkraut, der debatterer på en åben og nuanceret måde, skriver vor anmelder om franskmandens nyeste udgivelse. Selv om den gør læseren tung om hjertet, er det en nødvendig forudsætning for, at flere forstår islamiseringens alvor for deres børn og børnebørn.
Det Radikale Venstre higer så meget efter at være civilisationens høfligste vært, at partiet de facto har opgivet evnen til at identificere en gæst, der i det skjulte vil overtage og nedbryde huset. Portræt af det nyvalgte folketingsmedlem Magnus Georg Jensen, der er hæmmet af en indre forbud mod at tale sandt om islam.
De vil bringe forfatteren Sara Omar til tavshed, selvom hun vandt i retten. Med mistænkeliggørelse. Ved at så tvivl, udstille og udskamme. Klankulturen er stærk. Den sociale kontrol er stærk. Og den bæres af normer og forestillinger, der stikker dybt, uanset om man selv er troende muslim eller ej.
Danskerne føler sig godt oplyst af DR og TV 2. Men statsmediernes manipulation er også meget subtil. Det er ikke kun det, du ser, der former din forståelse og påvirker dine holdninger - det er i høj grad også det, du aldrig får at se og høre, og som derfor ikke får lov at oplyse dig. Alle de historier, der ikke blev lavet. Alle de vinkler, der ikke blev fundet relevante.
En konsekvent humanistisk, feministisk eller liberal position må være universel. Den må fordømme undertrykkelse uanset gerningsmand og offer. Når indignation bliver selektiv, sådan som vi ser flere og flere eksempler på, ophører den med at være et princip – og bliver i stedet et politisk redskab.
Flere toneangivende borgerlige stemmer i debatten mener, at danskhed kan beskrives som “en ånd i hjertet” eller “noget i tankerne”. Umiddelbart fremstår det som en inkluderende forståelse af identitet. Men filosofisk set er det ikke en neutral beskrivelse af virkeligheden. Fortalerne for ånd undgår biologisk essens, men forsimpler mennesket for ikke at ekskludere nogen.
Var venstrefløjens måske største ideologiske koryfæ, Michel Foucault, for eller imod pædofili? Ny interviewsamling forsøger at give svar, men efterlader læseren i uvished om den mest betydningsfulde filosof i det postmoderne samfund.
P.O.V. International, som modtager mediestøtte, hævder ikke at have nogen politisk holdning. Men i næsten al deres produktion er kritik af højrefløjen normen, neutralitet undtagelsen – og nuancer på USA & Trump stort set fraværende. Bias måles ikke kun på det, der fortælles, men i lige så høj grad på det, der vælges fra.
Danmark er holdt op med at give beskyttelse til unge mænd fra Ukraine, som er indkaldt til hæren. Rationalet er, at når vi støtter Ukraines forsvarskrig mod Rusland, kan vi ikke samtidig give beskyttelse til de ukrainere, der ikke vil slås. Problemet er, at vi uden problemer giver asyl til både terrorister og krigsforbrydere fra andre konflikter.
Marianne Stidsen opfordrer hermed alle borgerlige til aktion: ”Befri en statue fra woke”. Vi må starte nedefra med afwokeficeringen af Danmark. For vi kan ikke vente på, at de ærede magthavere – røde eller blå – nogensinde tager sig sammen til det. Så tag sagen i egen hånd og kom i gang!
Danske mænd behandles i praksis efterhånden ligesom grønlandske kvinder for 50 år siden. Relationen mellem far og barn kan gradvist opløses administrativt i Danmark. Den historiske faderløshed ramte kvinder og børn i Grønland. Den nutidige problemstilling rammer fædre i Danmark.
