"Hvis vi opsiger konventioner, risikerer verdenssamfundet at erodere," siger Mette Frederiksen. Men hvad med Danmark? Danmark har givet asyl til godt 150.000 personer siden 1983. Med familiesammenføringer og efterkommere er tallet vokset til mindst en kvart million.
El Salvador har sendt 2000 soldater til Haiti på mission imod landets bander. Nu har den fremmede magt bombet en bandeleders villa efter et tip, som El Salvadors præsident fik på X. Haitis bandekriminalitet er eskaleret til nærmest krigstilstande, og det hele startede med det katastrofale jordskælv i 2010. Nu kalder El Salvadors præsident sin indsats mod banderne for "total krig".
Sandheden er, at dem Pia Kjærsgaard navngav klimatosser, faktisk også er det. Eller i hvert fald dobbeltmoralske. På den ene side vil de forbyde mennesker som mig stort set alt, alt imens de selv vil have frihed og samtidig pudser deres etiske glorie.
Det er sjældent ondskaben, der får os til at gå med. Det er venligheden. Vi vil ikke ødelægge stemningen, ikke være den besværlige, ikke stå uden for flokken, når alle andre griner. Den, der lever af fællesskabets bifald, skifter ikke holdning. Han går fra kø til kø.
Hvis ikke snart danske medier og politikere finder modet til at udfordre de såkaldte integrerede muslimers kulturelle integration, ender danske byer som byer i blandt andet Storbritannien, hvor der er et vedvarende socialt og kulturelt pres for tilpasning til sharia-lovgivning.
Hvad muslimer ikke selv er lykkedes med, har de seneste 30 års islamforskning hjulpet dem med: at trylle fundamentalismen væk. Islam gik fra at være en lovreligion, der spreder sig fra forstæderne, til at være en identitet, som kan udlægges på talrige undvigende måder af de forstående akademiske hoffolk.
Vor Modløber har i flere essays advaret mod Marx, Mao og Muhammed, ligesom hun har hudflettet Lenin, Che Guevara og Eric Fromm. Nu er hun kommet til den feministiske og tværfaglige amerikanske biolog Donna Haraway, måske den giftigste nulevende teoretiker fra venstrefløjen. Hvis ikke du kender Haraway, er det på tide at læse med.
Hvorfor jubler danske politikere over Trumps nederlag, som om Saurons ring endelig er kastet i Dommedagsbjergets flammer? Måske fordi Trump er blevet et symbol på det, et procesorienteret samfund som vores ikke kan holde ud. Konflikt, autoritet og viljen til at handle.
Vesteuropæernes fornemme evne til selvkritik er desværre slået over i en patologisk besættelse af, at vi er de onde, og de ikke-hvide er de gode og rene og retfærdige, skriver Morten Uhrskov. Han gennemgår fire forfærdelige forbrydelser imod europæere op gennem historien, som viser det modsatte.
En selvtilstrækkelig medieklasse prædiker etik, mangfoldighed og ordentlighed. Men dens egne produktioner afslører igen og igen en pervertering af disse dyder - og danskerne siger nu fra i hobetal. TV 2's dokumentar "Alle elsker Rasmus" er seneste eksempel.
På de sociale medier er der gode muligheder for at iscenesætte sig selv, pleje sin narcissisme og tjene gode penge. Privilegeret, ung, fransk, venstreorienteret influencer viser hvordan. Derfor gør det formentlig ikke så meget, at hun forleden gjorde sig uheldigt bemærket i tv-debat, for de fleste unge ser alligevel ikke tv.
EU-Kommissionen vil beskytte børn mod digitale skadevirkninger og stille skærpede krav til onlinespils design og brugerinteraktion. Hensigten er forståelig. Men resultatet strider mod vores menneskelige natur og disposition.
Det er forunderligt, at mennesker i anden, tredje og måske fjerde generation stadig definerer sig som irakere, marokkanere, pakistanere og palæstinensere. Den overordnede fællesnævner for dem er imidlertid ikke deres etniske ophav. Det er deres religiøse fællesnævner: islam.
Vi taler om nye biler, nye teknologier og nye produkter som bæredygtige. Men man må se på hele levetiden. En genstand, der kan bruges, vedligeholdes og repareres gennem årtier, har en anden værdi end en genstand, der skal udskiftes igen og igen.
Hvorfor ender politisk modvilje mod Donald Trump som modvilje mod hele det amerikanske folk? Måske fordi vedkommende opfatter sit eget liv, sine holdninger og moralske domme som historiens omdrejningspunkt. Denne karakteristik passer ifølge vor Modløber på erhvervsmanden Martin Thorborg, der har afbrudt forbindelsen til sine amerikanske venner.
Filosoffens opgave i dag er, at være kæden, der forbinder kraften med balancen. Altså, at påpege ubalancerne, før de vælter os. Det kræver tre ting, skriver vores Modløber: et realistisk menneskesyn, en forståelse for at al viden er ufuldstændig, og at alle har en blind vinkel. Det er sværere, end det lyder. Mennesker følger helst sporene.
Sol, samba og eksotiske drinks er ikke nok for et land i dyb krise, skriver vores Modløber fra Brasilien. Socialisme hjælper heller ingen, slet ikke de fattige. Men det er tilsyneladende, hvad et knebent flertal af de brasilianske vælgere har valgt for de næste fire år.
Det er det moderne vestlige menneskes største fejltagelse, at det bilder sig ind, at dets civilisation er usårlig og attraktiv. Men hvad nu hvis optøjerne ikke kan standses, fordi ”de andre” på gruppeniveau simpelthen er anderledes? I så fald vil problemerne kun blive værre og værre, indtil vi står på afgrundens rand for vores civilisation.
Pornoen har aldrig været friere og mere eksplicit end i dag. Men måske er vi nået dertil, hvor vi må lovgive om konsekvenserne af en seksuel frigørelse, der har glemt, hvad det vil sige at komme et andet menneske nær.
Europa opruster til krig, men har vanskeligere ved at finde de mennesker, der skal føre den. Når politiske magthavere mistænkeliggør dele af deres egen befolkning, opstår et spørgsmål, som ikke kan besvares med flere milliarder til forsvaret: Hvem vil egentlig kæmpe for et samfund, som ikke længere anerkender dem som sine egne?
De kommer sjældent for at blive klogere. Til gengæld kommer de med en imponerende tro på, at alle andre trænger til at blive det, og at netop de kaldet til opgaven. Vores Modløber præsenterer seks stamgæster, som du møder på de sociale medier.
Tidens store spørgsmål er, om vi har den politiske alvor til at se fjendskabet i øjnene og bruge staternes beføjelser til deres egentlige formål, nemlig at værne om vores eksistens. Vor Modløber giver et signalement af et Europa under belejring af importeret dominanskultur, islamisk terror og ghettoernes horder.
Den dårlige nyhed er, at mens vi venter på, at mere højreorienterede regeringer kommer til magten, må vi se byer i Europa blive vandaliseret af bøller, venstreorienterede elementer og en del indvandrere, som aldrig burde have fået adgang til Europa, fordi de hader vores værdier, normer og institutioner.
Almene boligområder er ikke svaret på fremtidens boligform. Deres politiske og sociale magt skal med andre ord reduceres via andre boligløsninger, herunder private. Sådan at vi på længere sigt modvirker en større koncentration af modborgere fra Menapt.
Den bestemmende elite vil under ingen omstændigheder anerkende, at der er biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, når det gælder viljen til at forsvare fædrelandet. Den slags får man ikke de nuværende danske etablerede medier til at beskrive, men undladelsen gør det ikke mindre sandt.
Eugenia Ginzburg troede på kommunismen, indtil kommunismen vendte sig mod hende. Hendes erindringer fra Stalins Sovjetunion er en advarsel om, hvad der sker, når ideologien bliver vigtigere end mennesket og politisk loyalitet bliver et spørgsmål om liv og død.
Den borgerlige kritik af kunstlivet ender alt for ofte med et ønske om at udskifte de mennesker, der fordeler pengene, i stedet for at ændre selve systemet. Men hvad, hvis problemet ikke er, hvem der bestemmer, hvad god kunst er, men at nogen overhovedet skal bestemme det på skatteborgernes vegne?
Den bogaktuelle sognepræst Kathrine Lilleør vil gerne bidrage til den åndelige oprustning, som politikerne taler så meget om, men ikke aner, hvordan de skal styrke i praksis.
3.000 milliarder kroner er i Tyskland i løbet af 10 år blevet delt ud til at finansiere Merkels 'Wir Schaffen Das". De tyske - som også de danske - skatteyderne betaler for den ikke-vestlige bosættelse med alt, hvad dertil hører. En tysk journalist har nu dokumenterer "asyl-komplekset".
Michel Houllebecqs nye digte beskriver en civilisation, der fortsat fungerer, men hvis selvtillid og relevans er ved at forsvinde, skriver vor anmelder om franskmandens aktuelle digtsamling, som er et vidnesbyrd fra et menneske, der ikke længere venter noget.
Endnu et stykke Danmarkshistorie aflives, når Det Teologiske Fakultet, der går tilbage til 1479 på Københavns Universitet, læges ind under humaniora. Det er et skridt væk fra det åndelige menneske og flugter med overgivelsen til det biologiske, sociologiske og psykologiske.
Piercinger accepteres ikke. Kasketter og bluser med synlige partipolitiske eller politiske logoer accepteres heller ikke. Men hijabben? Den tør ingen bede kvinderne om at tage af. Islamiseringen af de europæiske samfund fortsætter ufortrødent.
Må vi ikke forske i Homer eller Hamas? Må vi ikke læse Koranen? Må teologi- og litteraturstuderende ikke bruge tid på Det Gamle Testamente, Dante eller Michel Houllebecq?
Det er en smuk tanke, at enhver samtale er et samarbejde. Den fortjener at blive taget alvorligt, især i en tid, hvor den ene samtalepartner er en algoritme. For hvad sker der, når myndigheder og virksomheder ikke længere har et menneskeligt ansigt, men betjenes af kunstig intelligens?
Det har været en anspændt proces, men aftalen er i hus. USA, Danmark og Grønland har skrevet under på en traktat, der skulle sikre fælles fodslag i Arktis. Men kan man stole på amerikanerne? USA har en lang historie med traktater indgået med oprindelige folk. De færreste har holdt, hvad de har lovet.
Lars Løkke Rasmussen har nu selv sagt det, som mange borgerlige har haft en fornemmelse af, men som de fleste har valgt at overhøre, så længe der stadig var mandater at hente: Han har aldrig været borgerlig.
Ove K. Pedersen - ham med konkurrencestaten - er revnende ligeglad med det danske folks skæbne og pakker denne ligegyldighed ind i vilde påstande om, hvad der er dansk og ikke dansk. For ti år siden kaldte han unge, syriske mænd en stor gave til Danmark. Nu er hans trumf, at Danmark jo alligevel er en ny opfindelse.
Et medlem af et politisk partis landsledelse er blevet dømt for pædofile overgreb på en 12-årig pige, samt stalking mod en anden person og narkobesiddelse. Han blev tilsyneladende tidligere smidt ud af et andet politisk parti, uden at der blev råbt vagt i gevær. På Borgen står løsgænger Jacob Harris alene og kritiserer en "fej-under-gulvtæppet"-kultur som han mener gavner pædofile og krænkere.
Historisk set er remigration blevet gennemført over det meste af kloden. Alene efter Anden Verdenskrig har der været en række omfattende hjemsendelsesprojekter, hvor målet på ingen måde har været at udslette dele af eller hele grupper på baggrund af deres religion, race, etnicitet eller seksualitet, men alene at fjerne en eller flere grupper fra et givent territorium.
Hvis den evaluering af samtykkeloven, som nu er sat i gang, fører til en ændring, venter der et kæmpestort oprydningsarbejde. Uretfærdigt dømte danske drenge og mænd har krav på at få genbehandlet deres sager.
Hvem gør hvad, hvis der kommer krig? Den danske strategi for mobilisering er uklar og usammenhængende. Men en Kongelig Forordning fra 1952 giver muligvis svaret. Danske soldater skal altid uden at afvente ordre gå i krig mod en angriber med alt, hvad de har og formår.
Velfærdsstatens socialrådgivere mangler ikke værktøjer til at gribe ind, men vilje til at tage dem i brug. Tænk, hvis danske socialrådgivere blot havde levet op til deres ansvar og ikke fejet islams patriarkalisme ind under de kulturelle forskelles gulvtæppe i årti efter årti.
På Kærshovedgård er statens myndighed afløst af administration. Et tegn på magtesløshed. Man fastholder beslutningen om, at beboerne skal ud af Danmark, men man eksekverer ikke på beslutningen. I stedet administrerer man. De 11.483 lovovertrædelser på ti år er mere end en kriminalstatistik. Det er afmagt.
Man kan godt blive ved med at ignorere, at skolevolden skyldes Den Tredje Verdens indtog i Danmark, men det går den altså ikke væk af. Tværtimod vil den blive voldsomt forstærket, hvis ikke ledende politikere begynder at tænke i udvandring i stedet for indvandring.
Han er let at genkende, for han er overalt. Han står i køen ved ladestationen og tjekker afgiftsfordelen. Men er bilen, han netop har valgt, egentlig hans valg? Han arbejder fuld tid, ofte lidt mere, og alligevel er der altid en regning, der kommer bag på ham. Han er ikke fattig. Han er heller aldrig helt fri for bekymringen om at blive det.
Der er masser af lødig journalistik i de etablerede medier og i statsmedierne. Men balancen i en enkelt artikel siger ikke ret meget om balancen i mediet. Problemet er, at de redaktører, der sorterer verden for os, i alt for høj grad står det samme sted og kigger den samme vej.
Pride er ikke en folkefest, for en sådan kræver ikke en politisk korrekt bekendelse. En ægte borgerlig politik ville sige det højt: I må elske, hvem I vil. Staten skal ikke straffe jer. Men I har ikke krav på, at resten af folket skal fejre jeres livsform som den nye normal.
Læsere, der i forvejen er trætte af at se den allestedsværende Svend Brinkmann sætte sig behageligt og trygt til rette i midten af alting iført en fornuftig sweater, skal ikke snyde sig selv for hans seneste bog.
Grundloven, som er af mange anses for det ypperste i dansk politik, er et koldt og mekanisk stykke papir, der hverken yder det danske folk eller den lokale levevis nogen form for beskyttelse i en ulve- og sjakaltid som vores.
Efter 2. Verdenskrig blev Grønland genstand for et omfattende dansk moderniseringsprojekt, som man siden forlod. Nu skulle Grønland være selvstændigt. Hvor staten tidligere havde sagt, at den vidste, hvad der var bedst for Grønland, blev det efterhånden et moralsk hovedprincip, at Grønlands fremtid ikke måtte bestemmes udefra. Det var lige ved at gå galt.
Vi har entreret en ny fase, hvor de traditionelle midterpartier eroderer og forsvinder til fordel for den ekstreme venstrefløj af unge storbymennesker i alliance med Den Tredje Verden, men hvor almindelige vælgere vandrer til partier på højrefløjen, der hele tiden har haft ret i, at Vesteuropas kurs vil afvikle kontinentet som hjemsted for europæere.
I Storbritannien er politikorpset splintret i gruppeidentiteter, og iagttagere sår tvivl om neutraliteten. Islamiske NGO'er har tilsyneladende hjulpet politiet med af definere "islamofobi", men myndighederne har slettet beviserne. Hvad er der gået galt for det engelske politikorps?
Den nærmeste politiske fortid i Sachsen-Anhalt er DDR, ikke Det Tredje Rige. Den samme befolkning, der dengang officielt skulle forstå verden gennem antifascisme og solidaritet med PLO, bliver nu beskyldt for at huse fascismens tilbagekomst.
Roald Als var i Deadline i sidste uge. Det blev et afslørende øjeblik. For mens stregen stadig er levende og vittig, så virker mennesket bagved mere fastlåst og forudsigeligt.
Implementeringen af kunstig intelligens vil ramme den højtuddannede middelklasse i byerne hårdt, fordi deres jobs og status forsvinder. Det vil skabe nye politiske spændinger, højere beskatning, mere regulering, mistænkeliggørelse af profit. En lang, sur og bitter nedgang forudser vores Modløber.
Der er noget lunkent over den moderne feminist, som ikke vil indrømme, at vi er komplekse af natur. Vi er gennem millioner af år formet i hierarkier; hierarkier er, som Jordan Peterson bemærker, ældre end træer. Derfor er der noget forlorent ved kvinder, der ønsker svage mænd.
Fransk islamforsker vil indberette danske kolleger for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Samtidig langer hendes forlægger kraftigt ud efter Berlingskes chefredaktør Pierre Collignon, der beskyldes for at være de to danske forskeres lille hjælper.
Først Mattias Tesfaye. Nu Kaare Dybvad Bek. Snart Rasmus Stoklund. Det ligner mere og mere begyndelsen på kampen om Socialdemokratiet efter Mette Frederiksen. Centralt står et skifte, hvor krigen mod DF opgives og partierne i stedet skal nærme sig hinanden.
Skærme og kunstig intelligens kan betyde noget for især de elever, der i forvejen ikke kan læse så farligt meget. Men det er ikke dér, hovedforklaringen på de faldende færdigheder i skolen ligger. Morten Uhrskov har opgivet at overbevise danskerne med tal og statistikker. Derfor springer han i stedet ud som novellist.
Jeg elsker både Spanien og Portugal, skriver vor Modløber. Det er to lande med en traumatisk fortid, som nu endelig er på vej frem mod bedre tider. Desværre stoppes denne udvikling af politikere som Pedro Sanchez. Men nu ser det heldigvis ud til, at et voksende flertal på den iberiske halvø har fået nok af socialistisk immigrationspolitik.
Historien om de farlige børn i Københavns dyre gader er hverken ny eller overraskende. Den er et déjà-vu hos alle os børn fra Vestegnen. Så lad os ikke stikke blår i øjnene på os selv. Integration af Menapt'ere er så godt som umuligt. Mod æren i muslimske miljøer kæmper demokratiets principper forgæves.
PISA-tallene er historisk dårlige. Regeringen vil forbyde mobiler. Det kan måske give mere ro og koncentration, men det ændrer ikke ved det afgørende. Virkeligheden er konservativ, og det bør skolen også være. En konservativ skole genindfører det langsomme, det slidsomme. Papir, håndskrift, tavle. Lektier, der er øvelse, ikke aktivitet.
Vi lever i en tid, hvor alt i stigende grad skal måles, vejes, gøres op i tal og data, herunder sundhed, uddannelse, arbejde, endda lykke. Heidegger fortæller os, at det målelige ikke er hele virkeligheden. At et hjem er mere end kvadratmeter, et menneske er mere end sin skønhed og økonomi, en hammer mere end sin vægt.
Mennesket er et åndeligt væsen, ikke kun forbruger, producent og et hoved på vej til næste aftale. Signe Lindstrand skriver med varme og nærvær og holder mod alle odds fast i, at der er mere i livet end skærme, skemaer og den indre monolog. Det er et tiltrængt ærinde, og bogen fortjener at blive læst.
Journalist fra Kristeligt Dagblad løber med halve sandheder og platheder fra Syddansk Universitet og beskylder en af Kontrasts modløbere for at stå i ledtog med onde nazister. Hvorfor er danske mainstreammedier blevet så åndssvage?
Grønlands historiske opgør handler ikke kun om kolonialisme, men også om den danske socialstat. Efterkrigstidens moralske fortælling var, at racestaten tilhørte mørket. Velfærdsstaten tilhørte lyset. Men så nemt slipper vi ikke. Jon Eirik Lundberg forklarer hvorfor.
Ekspolitikere som Villy Søvndal, Mogens Lykketoft, Bertel Haarder og Per Stig Møller er faste gæster i DR's utallige sniksnak-programmer. Det må være som tak for de mange milliarder gennem årtier.
Matriarkat er den bedste betegnelse for den fase af revolutionen, vi befinder os i. Spørgsmålet er, om det vil lykkes at bekæmpe matriarkatets diktatur, inden det glider over i det køns- og identitetsløse samfund. Marianne Stidsen skriver en replik til Kajsa Li Paludans anmeldelse af ny svensk bog om ligestilling.
Hvorfor bliver nogle mordere sexsymboler, mens andre vækker afsky? En række nye kriminalsager fortæller, hvor meget udseendet betyder for vores syn på skyld og sympati. 'Pretty Privilege' kaldes det på engelsk.
Weekendavisens chefredaktør har skrevet en nostalgisk bog om frihed, der indirekte forklarer, hvorfor store dele af hans avis er blevet så frelst og forudsigelig. Når man kun har frihed og frigørelse a la 1989 på programmet, er det nemt at glemme frihedens forudsætninger, og hvad det kræver at vedligeholde og forsvare den.
Canada er igen og igen blevet fremhævet som mønstereksemplet på en succesfuld strategi for indvandring fra lande uden for Vesten til et vestligt land. Som så meget andet passer det ikke. Når andelene af fremmede vokser, stiger utilfredsheden, og tilliden falder. I Vancouver lider de nu under 'Superdiversitet'
”Hvor mange fly har du brug for?”, spørger Winston Churchill, der med sin klogskab var klar over, at man altid bør støtte den modigste mand i en voldsom konflikt. ”Bare en vandflyver”, lyder svaret. Vor anmelder er begejstret for den nye spillefilm om den franske krigshelt Charles de Gaulle.
I Tidehverv klapper man ikke efter et godt foredrag på det årlige sommermøde. Man fejrer heller ikke jubilæer. I anledning af den runde fødselsdag besøger vi alligevel sognepræst Katrine Winkel Holm, datter af nu afdøde Søren Krarup. Hun er nærmest født ind i det teologiske netværk og mener, det stadig har relevans.
Hannah Arendt var elitær. Hun var stor modstander af flerpartisystemer. Hun var anti-feminist. Anti-socialist. Anti-marxist. Alligevel bliver hun fejret i dag, især på venstrefløjen. Hvorfor?
En aktindsigt hos Københavns Politi viser en voldsom stigning i både stalking, fysisk og psykisk partnervoldvold i København fra 2024 til 2025. Men ingen ved, hvad stigningen reelt betyder, og hvad den skyldes. De feministiske interesseorganisationer klapper i. Det får Kontrast til at grave videre.
Isam B’s forsvar for niqaben vil gerne fremstå som et liberalt frihedsargument. Kvinden vælger selv. Derfor skal andre ikke fortælle hende, hvad hendes valg betyder. Det lyder umiddelbart sympatisk. Men at et menneske selv vælger noget, er ikke bevis på, at valget er frit i den betydning, Isam B ønsker at tillægge det.
Sverige er mestre i den særlige politiske disciplin at møde dybe kulturkonflikter med informationsmateriale – og derefter diskutere formuleringerne, mens demografi og virkelighed fortsætter ufortrødent. Om 11 dage går svenskerne til valg.
Danmark har pengene til at opruste i Grønland, men mangler mennesker til at bemande et af de skibe, der skal håndhæve suveræniteten. Måske fortæller det noget om en omkostning, vi endnu ikke har lært at måle: Hvad sker der, når staten gennem årtier ændrer mænds forhold til familie, faderskab, pligt og fællesskab?
Folketinget har i dag tilsluttet sig dele af EU's såkaldte migrationspagt. Pagten er ikke et stop for migration. Den er en administrationsordning, som fordeler. men ikke standser indvandringen fra Den Tredje Verden. EU kalder fordelingen solidaritet. Afstemningen i dag splittede den borgerlige side.
Når man giver middelmådigt begavede, temmelig dovne journalister med hang til Enhedslisten og De Radikale magt til at sætte dagsordenen, er man næsten selv ude om det. Weekendavisen har nok en gang bragt en ringe artikel målt ud fra alle almindelige journalistiske standarder.
Vesten har intet imod muslimer. Men muslimer i Vesten har selv skabt den såkaldte islamofobi med deres dominanskultur og forskruede æresbegreber med rod i ære, skam og vold. For muslimer er vold udtryk for styrke, mens dialog et tegn på vestlig svaghed. At disse to forskellige kulturer støder sammen, er ikke raketvidenskab.
RUC-forskeren Bushra Hanif svigter ikke kun unge muslimer, men offentligheden i bred forstand. Hvis religionen betyder mere end redelig og lødig videnskabelig forskning på et dansk universitet, så har man forladt forskningens kerne. Det er uværdigt for dansk humanistisk forskning.
Side efter side harpes der på de borgerlige i Elisabeth Møller Jensens nye bog om kvindebevægelsen. Imens dikkes og aes de venstreorienterede for at være på den ”rigtige” side af det ideologiske hegn. Vores anmelder er ikke imponeret over niveauet.
Den progressive, europæiske storby har fået en ringmur. Det mærkelige er, at muren består af kræfter, som tilsyneladende foragter næsten alt det, den progressive bykerne selv står for. I virkeligheden giver det god mening. Deres fjende er den samme.
Den tidligere regering gik med til, at 5.000 sager om tildelt førtidspension skulle undersøges for snyd. Kommer det til at ske - eller er det bare snak? Livet på førtidspension for indvandrere fra Stormellemøsten er nærmest normalen og ikke undtagelsen, som det er blandt danskere.
Hvis man tog iq-forskningen alvorligt, ville man sande, at op imod 10 pct. af danskerne simpelthen ikke kan tage uddannelse efter grundskolen. Hvor fatamorganaet om social ingeniørkunst går ind, går fornuften og sandheden ud.
De progressive, norske medier hader ham, men publikum elsker Odd Nerdrums malerier. Ny bog vil forstå og formidle hans kunstnerisk univers - og lykkes med det. Bogen kaster lys ikke alene over hans kunst, men også over hans samfundskritik, mener vor anmelder.
I 2023 gik 520.000 mennesker gennem junglen mellem Colombia og Panama – det højeste tal nogensinde. Godt 63 pct. var venezuelanere. De talte det samme sprog, havde den samme religion og delte samme historiske baggrund. Alligevel reagerede de lokale, som de altid har gjort ved at beskytte det lokale og nære.
Autoritær magt fremstilles gerne som noget med uniformer, militærparader, fængsler og mure. Men det er historiske rekvisitter. Mange andre steder som fx i kulturindustrien antager magten en anden form - godhed. Godhed giver prestige og status og bliver til tyranni, når gør afvigere til onde, højreorienterede mennesker.
Mette Frederiksen taler mod bedre vidende, når hun slår sig op på, at hun ville have håndteret flygtningekrisen bedre end den daværende regering. Hendes udenrigsminister ville have heddet Mogens Lykketoft, og han ville have gjort det samme som Søren Pind - kapituleret.
Det er på sin vis charmerende, men også dybt komisk, at det kommer som en overraskelse for kulturminister Zenia Stampe, at fortiden faktisk fandtes, og at den måske endda taler til samtiden. Dannelse er blevet en individuel oplevelse, dvs. noget tilfældigt og unikt.
