Fertilitetskrisen er ikke primært et boligproblem. Ikke et pasningsproblem. Ikke et indkomstproblem. Den er et civilisatorisk problem. Vi har gjort sex let. Relationer valgfrie. Forpligtelse mistænkelig. Komfort til norm. Og nu undrer vi os over, at børnene forsvinder, men det er ikke noget mysterium. Det hedder konsekvens.
Hvis Grønland er sandhedens time, hvad er så sandheden? Europa taler om historie, proces, hensyn, fællesskab. USA taler om sikkerhed, kontrol, baser, adgang. Europa spørger: Hvad er det rigtige? USA spørger: Hvad virker – og hvem bestemmer?
Grønlandssagen blev af regering og medier dygtigt fremstillet som en pludselig og uforudsigelig krise til trods for de geopolitiske realiter gennem årtier. Derfor var det også overraskende at se de Konservatives Rasmus Jarlov redde en regering, han burde have udfordret.
Det sekulære samfund tror, det kan opretholde sammenhæng uden noget, der forpligter. Resultatet er et samfund, der disintegrerer, mens det taler om integration, og opløser sin egen stat i neutralitetens navn. Uden transcendens er der ingen værdier, ingen fremtid.
Berlingskes Amalie Lyhne tager fejl af trumpismen. Dansk borgerlighed bliver historieløs, hvis den kun kan eksistere i den verden, der ligner 1990’erne, og som Amalie Lyhne idealiserer. Borgerlighed har altid været mere end frihandel, globalisering og institutionel pietisme.
Konflikten om Grønland blotlægger to politiske kulturer sat på spidsen: velfærd versus udvikling. Europa har gjort velfærd til mål og hviler i forestillingen om moralsk overlegenhed, mens USA hviler i materiel og militær overlegenhed.
Weekendavisen, der engang var et borgerligt fyrtårn i et rødt mediehav, er blevet et venstreliberalt tågehorn, befolket af selvfede københavnere, der lige så godt kunne være ansat i DR. Anne-Marie Vestergaard beskriver en nominelt borgerlig avis i splid med sig selv.
Det danske vægelsind er ikke ond vilje. Det er frygten for konsekvens. Men historien viser, at konsekvenserne kommer uanset hvad. Små stater bliver altid presset til at vælge. Spørgsmålet er ikke, om valget får omkostninger – men om man selv træffer det, eller om andre gør det for én.
Gode råd er dyre, når man bor i Vestjylland i januar, og vejene sner til. 62.000 kr., for at være præcis. Men så kan man også både komme frem og trække havarerede biler op fra grøften. Danskerne elsker de nye elbiler, men der er forskel på transport og mobilitet.
Set fra Washington er et dansk “nej” ikke en endelig position, men et midlertidigt benspænd. Noget, der kan håndteres gennem pres, incitamenter eller omgåelse. Illusionen om at status quo kan bevares ved at tale længe nok om tingene er kollapset.
At Kina profiterer af Venezuelas olie er grund nok for USA til at intervenere. USA skammer sig ikke over at bruge magt og dominans til at varetage sine globale interesser i rivaliseringen med Kina. I Europa betragter vi brugen af magt og dominans som noget, man bør skamme sig over.
Grundvand har altid bestået af mineraler, organiske forbindelser og sporstoffer. I dag forstås rent vand som fravær af målbare stoffer. Det er ikke et naturvidenskabeligt mål. Det er et politisk ideal. Som har det med at ignorere omkostninger – især når de præsenteres som moralske nødvendigheder.
Den dag kvinderne bliver frie i islam, kan religionen islam tolkes sekulært og blive til at leve med for os her i Vesten, skriver Karen West. Derfor er det bedste, vi kan gøre for muslimske kvinders frihed i Vesten, at forbyde hijab og islamisk tildækning i offentlige institutioner.
Tusinder marcherede for et "Frit Palæstina". Men ingen marcherer for et "Frit Grønland". Gaderne forbliver tomme. Hvorfor er det sådan? spørger vores Modløber. Måske trives den danske protestkultur bedst, når den bekræfter ens selvbillede - ikke udfordrer det.
Marianne Stidsen afslutter sit essay om modsætningerne mellem Eurasia og Vesten og valget mellem kollektivisme på den ene side og individualismen på den anden. Det er blevet tid til at finde hjem til os selv.
En dansk delegation er på vej til Washington for at mødes med den amerikanske udenrigsminister. Her er, hvad de skal vide, før de sætter sig ned for at tale om Grønland: I fremtiden vil det ikke være nok at være effektiv og global. Man skal også være nyttig for sit land.
FN's flygtningebegreb blev skabt til én bestemt historisk situation for at give mennesker, der ikke kan vende hjem uden at risikere fængsel, vold eller død, en chance. Når det udvides til næsten alle former for uretfærdighed, og vi samtidig accepterer, at mange frit kan rejse tilbage på besøg, mister begrebet både troværdighed og moralsk retning.
Hverken det kolde, teknokratiske Kina eller EU's varme woke-imperium fremmer sand individualisme og humanisme. 2026 bliver året, hvor det håbløse EU-projekt krakelerer. Den alvorligste modsætning for os europæere er ikke Europa versus Rusland – endsige Europa versus USA. Den alvorligste modsætning er Eurasia vs. Vesten.
Det multikulturelle samfund anprises af jødiske og kinesiske minoriteter i den formodning, at multikulturalismen er et værn mod diskrimination og forfølgelse. Det er en misforståelse. Uden en normsættende stat og majoritetssamfund bliver de svage minoriteter sårbare overfor indvandrede dominanskulturer som islam.
Vesten ikke bare mere "åben" eller mere "rationel" end resten af verden. Vesten er bygget på helt andre sociale forudsætninger end samfund, hvor loyalitet primært er klanbaseret, autoritet er religiøs, og moral handler om, “hvem jeg skylder”. Assimilation er nødvendig for at forhindre, at klanen trumfer staten.
Mens svenske film svælger i svage, handlingslammede mænd uden grænser, elsker danske film at glorificere stærke kvinder og udstille mænd som enten dumme eller naive eller begge dele. Vor anmelder har set sig gennem 16 af de mest omtalte skandinaviske spillefilm og tv-serier fra de seneste år.
Selvmodsigelserne står i kø på venstrefløjen. Alligevel lader dens fortalere som om, det hele hænger sammen og er moralsk højt hævet over alle andres opfattelser og vurderinger. Mike Brunn-Lander gennemgår den politiske inkonsistens i den røde lejr.
Når staten lover uden at bogføre, ender regningen hos vores børn. En kontobaseret folkepension gør systemet ærligt, stabilt — og mere retfærdigt. De fleste burde kunne samles om én idé: Staten skal ikke love mere, end den kan betale. Borgerne skal have ejerskab over deres egen fremtid.
Hver gang USA bruger magt uden at udfylde de rigtige formularer, går den europæiske debat i ring. I de europæiske hovedstæder messes den samme sang om den regelbaserede verdensorden, international ret, suverænitet og procedurer. Sangen forveksler jura med magt og moral med orden.
Den britiske efterretningstjeneste MI6 har fået ny chef, som fornylig holdt en velkomponeret tiltrædelsestale. Talen higer ikke efter applaus. Vor Modløber gennemgår talens indhold, som er farlig i al sin "rimelighed" og "fornuft", hvis den modtages uden skepsis. Der vil sidde vestlige politikere klar til at fordreje den.
Brian Mikkelsen, tidligere ”konservativ”, nu Danske Erhverv, har i juledagene slået et slag for et nationalt selvmord til gavn for sin høje hyre. Men hr. Mikkelsens illusioner vil briste en skønne dag. Også han vil blive ramt af den ustoppelige blå bølge.
Mediedækningen af USA’s angreb på Venezuela har haft en bemærkelsesværdig følgeslutning fra Caracas til Nuuk. Som om et militært opgør med et autoritært narkostat-regime i Sydamerika peger logisk frem mod en militær overtagelse af Grønland. Det gør det ikke. Men Grønland befinder sig i et nyt farvand.
Når dyder overgøres, betaler virkeligheden prisen. Ironien er, at socialisterne burde være glade for høj omfordeling, universel velfærd, gratis sundhed og uddannelse, lav ulighed, stærkt sikkerhedsnet i Danmark. Alligevel er det for en del af venstrefløjen aldrig nok. Der skal altid mere lighed, mere regulering, mere omfordeling, mere tolerance, mere stat.
Kongen åbnede med sin tale op til herskerklassens uvante følelse af eroderende magt og fastholdt sit publikum ved at kredse uddybende om angsten. I et tusmørke, hvor virkeligt og uvirkeligt ikke lader sig skelne. Vi kan ikke få realiteterne til at forsvinde, og vores fantasi lader sig ikke standse.
Vi lever i Muhammed-tegnernes eget land. Det betyder, at den vigtigste – og sværest praktisable – grundsætning i vores samfund er, at alt og alle skal kunne tåle at blive udsat for hån, spot og latterliggørelse. Og hvorfor så det? Jo, fordi det er her, ytringsfrihedens idé for alvor står sin prøve.
Hvad stiller vi op, når embedsværk, medier, universiteter, kulturinstitutioner, NGO’er og lovgivningsapparat deler samme grundantagelser? Når enhver kritik automatisk opfattes som ekstrem, illoyal eller “udemokratisk”, fordi den truer institutionernes selvforståelse? Socialismen har ikke afskaffet demokratiet. Den er flyttet helt ind i det.
Man kan ikke vinde en debat om migration, kriminalitet, ytringsfrihed og økonomi, hvis den ene side spørger “Virker det?” – og den anden spørger “Føles det rigtigt?” Det er to forskellige samtaler. Hvis debatten skal løftes, kræver det en erkendelsen af, at vi diskuterer to forskellige definitioner af godhed.
Vurderingsstyrelsen er velfærdsstatens sorte hul, hvor alt forsvinder: tal, beregninger samt ret og rimelighed. Boligejerne befinder sig med andre ord på Herrens mark.
Medieomtalen af højesteretsdommen, der gik TV2 og deres advokater imod, viser, at der er gået kvindelig gruppedynamik i medier og politik. På tværs af mediebilledet nægter redaktører, journalister og debattører at se virkeligheden i øjnene. Det hævdes tværtimod frejdigt, at metoo-sagen er styrket.
Vor Modløber fortsætter sit essay om kvinderne i Matador. Sidst lærte vi, at frigørelse ikke er svaret på alle bønner. Nu lærer vi, at der bag enhver mand står en magtfuld kvinde, og at Matador foregriber efterkrigstidens kvindetype for hvem lykken er at gøre, hvad du har lyst til uanset omkostningerne.
I sit første af to essays om kvinderne i Matador undersøger Anne-Marie Vestergaard hovedskikkelserne og deres forvandlinger. Selv i en traditionel mandeverden som 1930'ernes Korsbæk, er der rum til individuel udfoldelse samt konsekvenser at betale. Matador fortæller os, at frigørelse ikke er svaret på alle bønner.
Et samfund, der systematisk indretter sig efter konfliktminimering og relationel harmoni, risikerer at miste sine redskaber til at håndtere konkurrence på en civiliseret måde. Ikke fordi omsorg og fællesskab er forkerte – men fordi de ikke kan stå alene.
Borgerlige politikere og meningsdannere skal i højere grad anvende moralske argumenter i diskussionen om den grønne omstilling. Ellers løber aktivisterne med det hele. Fysiker Jens Olaf Pepke og forfatter Kasper Støvring yder krisehjælp til blå blok.
En klimapolitik, der bygger på ensidig selvbegrænsning i en asymmetrisk verden, er ikke ansvarlig – uanset hensigten. For 90 år siden betalte Europa dyrt for at forveksle intention med effekt, signal med styrke og håb med strategi - og nedrustede. I dag risikerer vi at gentage fejlen – denne gang på energi, industri og velstand.
Det er velbeskrevet i biologien, at mennesket er genetisk disponeret for skepsis over for det fremmede. Når presset fra de fremmede bare vokser og vokser, vil skepsis slå over i frygt for udslettelse. Når mange landes befolkninger samtidig rykker kraftigt til højre i disse år, skal forklaringen findes i, hvad vi kunne kalde kollektiv biologisk handlen.
Der er gode forklaringer på, hvorfor borgerlige kvinder er undtagelsen frem for reglen. En af dem er, at tabet af social kapital nærmest er en forudsætning for deltagelse i debatten på borgerlig side, og at kvinder tilmed betaler en højere social pris end mænd for at bryde med den offentlige mening.
Højlydte muslimske prædikener fyger over Rådhuspladsen og Enghave Plads i København i harsk kontrast til såvel den fredelige julestemning i december og den lavmælte borgerlighed året rundt.
Hvad end spørgsmålet er julehjælp til muslimer eller undersøgelser om danskernes forhold til muslimer, så kan man forvente en automatreaktion fra generalsekretæren i foreningen Brobyggerne, Özlem Cekic. Hendes forening er en millionforretning på skattekroner, og Özlem Cekic optræder igen og igen i debatten som både brandstifter og brandmand.
Europa må beslutte, om det vil være en politisk aktør blandt andre – eller fortsætte som et moralsk projekt, der ikke forstår, hvorfor resten af verden ikke deler dets fantasier. Indtil da vil USA’s tvivl bestå. Ikke fordi Amerika har mistet sine værdier, men fordi Europa ikke længere genkender sine egne.
Begrebet ”islamo-gauchisme” bliver brugt af højrefløjen for alliancen mellem islam og venstrefløjen. Begrebets manglende præcision fritager ikke venstrefløjen for beskyldningen om idioti. Venstrefløjens empati for socialt udsatte veksles til ideologisk støtte til bevægelser, som i realiteten underminerer deres egne værdier.
Bondi Beach. En Hanukkah-fejring. Et religiøst arrangement målrettet jøder, som bliver ramt af skyderi og mord. Og hvad går der? Få timer før Asmaa Abdol-Hamid melder sig på banen: Vi skal tale om, hvordan muslimer nu bliver udsat. Det er ikke bare tonedøvt. Det er et moralsk overgreb - forklædt som omsorg.
Den berømte psykolog fra Aalborg er helt og aldeles blind for, at den politiske, folkelige midte, som han selv mener at tilhøre, har flyttet sig gevaldigt mod venstre i løbet af de seneste 50 år, og nu, først nu, er på vej tilbage mod højre. Jeg gad godt vide, om han helst vil leve i et Europa påvirket af venstrefløj og islam – eller et Europa påvirket af højrefløj og kristendom?
Dommen over TV 2's advokatundersøgelse, der lå til grund for fyringen af Jes Dorph Petersen for fem år siden, er en dom over MeToo-bevægelsen, båret frem af journalister, aktivister og en tidsånd, der hverken kender til tvivl eller bevisførelse. Slyngelstuen gør status efter Højesterets afgørelse og ser fremad.
Mediernes dækning af islamiske terrorangreb tager tilsyneladende udgangspunkt i, at det vigtigste er ikke at stigmatisere muslimer generelt. Resultatet bliver en tandløs dækning, der ikke vil tage konkret stilling til, om islam er til fare for ikke-muslimer.
Men vil danskerne hellere have en terrortrussel og islam, eller et samfund uden islam og uden terror?
Gads Forlag udgiver en moderniseret udgave af de første danske stadsretter fra Slesvig over Roskilde til Lund. Vist er det nørdet, men det er også et åbent vindue til bykulturens tilblivelse som retlige enheder i højmiddelalderens Danmark. Allerede dengang var Danmark delt i land og by.
Danmark ville have været som Sverige, hvis Ida Auken og hendes politiske venner på venstrefløjen, inklusive Det Radikale Venstre, havde haft magt, som de havde agt og kunnet gennemføre den forfejlede indvandringspolitik, som Ida Auken nu pludselig græmmes over. Ida Auken, det er på tide at sige undskyld til det danske folk.
Jeg må have et lyst sind, fordi jeg fortsat er overbevist om, at vi kommer ud af masseindvandringens onde spiral med vores lande i behold i Vesteuropa, men for at gøre det må vi feje vores nuværende eliter af banen. Det sidste er heldigvis også ved at ske i Frankrig og England især. Lad dette være en positiv opfordring.
Birthe Rønn Hornbech taler om verden, som var den et spejlbillede af hendes egen - eller et anneks til Det Radikale Venstres gruppelokale for 35 år siden.
Der er sket et og andet med de røde lejesvende siden 1970’erne. Vel findes de stadig. Men medarbejderne er i dag mere pink end postkasserøde og forbløffende ubevidste om deres egen bias. Deres fokus er skiftet fra klassekamp, hammer og segl til køns- og identitetskampens lyserøde arena med Metoo, intersektionel feminisme, woke og transaktivisme.
Meget af handlingen i ny roman om københavnsk folkeskole har seksuelle undertoner, beregnet til at ydmyge og skræmme. Elefanten i romanens rum er islam. Religionen bliver ikke nævnt direkte, men der er flere mellemøstlige navne og indvandrerudtryk drysset ud over persongalleriet.
Det mest europæiske ved Europa er, at vi hellere vil blive fornærmede over spejlet, end vi vil ændre det, det viser. Europa vil ikke forstå Trumpismen – fordi sandheden er for smertefuld. Europa elsker alt, der føles rigtigt. Europa frygter alt, der virker.
USA siger nu højt, hvad Europa har forsøgt at ignorere: Vi er som kontinent svækket ude af stand til at forsvare vores egen civilisation. Personligt har jeg alvorlige tvivl om, hvorvidt Europa kan handle rettidigt i det træge og selvgode apparat, vi har bygget i Bruxelles, skriver Jesper W. Rasmussen.
Kvinders massive vandring gennem Vestens institutioner har konsekvenser for den måde, disse instanser fungerer på. Det er på høje tid, at mænd mander sig op og forsvarer de vestlige dyder og værdier og får kvinderne med på det vigtigste. Det er en fælles opgave.
EU’s model er baseret på beskyttelse gennem begrænsning. Musks model er baseret på modenhed gennem frihed. Det er to uforenelige verdensbilleder. Musk truer EU’s monopol på digital sandhedsproduktion. Og EU reagerer, som institutioner altid gør, når de mister magt: med regulering forklædt som sikkerhed.
Parallelsamfund et ikke kun en fysisk størrelse i landets ghettoområder. Det er også en mental tilstand. Muslimer afstår altovervejende fra at blive gift med en ikke-muslim. Hvor er de muslimske politikere, meningsdannere og forbilleder, der gifter sig ud af deres religion, spørger Rami Zouzou.
Casper Clemmensens nye bog er velmenende og teknisk solid i sit forsøg på at bringe oversete kvinder frem i nordisk historie. Men hurtigt bliver det klart, at bogen lider af et symptomatisk problem: Den vil vise os kvinder som mere centrale aktører, end historien og naturen tillader.
Vist findes der gode liberale og ligestillingsorienterede politikker. De, der virker, har alle én ting til fælles: De kan evalueres. De kan fejle. De kan justeres. De accepterer realitetens dom. Den woke politiske model er immun over for virkeligheden. Som Karl Popper skrev: “Den, der ikke tolererer kritik, ønsker ikke sandhed, men magt.”
Hvad muslimer selv oprigtigt lægger i begrebet islamisk, er et vigtigt spørgsmål, som sjældent bliver undersøgt ordentligt. Alligevel sad de Radikales Martin Lidegaard i Deadline og redegjorde selvsikkert om forskellen mellem islamisk og islamistisk. Allerede her begynder forvirringen. Mange misforståelser skal ryddes af vejen, før vi bestemmer os for remigration, mener Karen West.
Dobbeltanmeldelse. Ny svenskproduceret dokumentarfilm forsøger at opklare det mysterium, at verdens mest homogene land blev atomiseret i løbet af få generationer. Ny svensk bog viser eksemplarisk, hvordan multikulturalismen ødelægger den svenske skole. Begge anbefales til skræk og advarsel.
Mette Frederiksen taler til folket som én, der lytter og ved. Men når hun udviser handlekraft, bevæger hun sig uden om eksperter, processer og evidens. Viden er noget, hendes magt helst er foruden. Fem eksempler fra Mettes verden, som viser egenrådigheden i statsministerens metoder.
Vesten fravælger at få børn, fordi vi har bygget et samfund, hvor individet dyrkes og forpligtelse opløses. Samfund med borgerlige normer, hvor familie og ansvar er moralsk centrum, er de eneste, der reproducerer sig. Alle andre modeller uddør – stille og matematisk uafvendeligt.
Selv som ung, venstreorienteret og dum var Morten Uhrskov ikke i tvivl om, hvem der var danskere, og hvem der ikke var. Men tilflytterne blev flere og flere, og i dag kan de fleste se og mærke konsekvenserne af den førte udlændingepolitik. Forfatteren gør status med et citat fra 80'erne: "Hvis ikke vi stopper indvandringen, ender det med, at hudfarven bliver vores uniform”.
Det mest foruroligende i vores liv er ikke, at vi ikke forstår alt det svære i filosofien, men at vi ikke gider forsøge. At vi frivilligt opgiver at blive bedre til at tænke. Filosofi er til tider svær, men den hvæsser de værktøjer, som skal bruges, for at undgå at udvikle sig til en papegøje, efterplaprer og lemming.
Valgnatten i november afslørede en tendens, som længe har ulmet under overfladen: Muslimske vælgerblokke er ikke længere kun et britisk fænomen – de er ved at blive en del af dansk lokalpolitik. Når befolkningssammensætningen ændres, ændres politikken – før partierne når at opdage det.
Alliancen mellem socialister og islamister er naturlig og logisk - og slet ikke så overraskende, som mange synes at mene. Det røde banner og det grønne banner deler mange opfattelser og analyser. Deres fælles, historiske mission er at udskifte det jødisk-kristne, borgerlige samfund.
DR's tusindtallige skare af journalister er som det hedder – ”tilstræbt objektive”, og så er den potte ude. DR står, når de selv skal sige det, for det ypperste. Desuden tvinger ingen redaktør journalisterne til at være røde. Det sidste er formentlig korrekt: Det er unødvendigt. Venstreorienteringen sker helt af sig selv. Den er norm og kultur.
Mette Frederiksen nægter at indse, at folk er trætte af hende, også i Socialdemokratiet. Imens bumler S-toget videre. Ingen kan bortforklare krisen. Ikke klimakrisen, energikrisen, migrantkrisen eller alle de andre kriser, statsministeren har brugt som politisk teater. Statsministeren står nu i en helt ny krise: Mette Frederiksen-krisen.
SATIRE: Kasper Støvring gennemgår en række DR-programmer og finder "dokumentation" for, at Danmarks Radio slet ikke er venstreorienteret, men det modsatte. Støvrings satiriske analyse foregriber den undersøgelse af DR's politiske tendens, som kulturminister Jakob Engel- Schmidt har igangsat for at lukke munden på kritikere af mediemastodonten.
Første søndag i advent skulle være en af årets mest fredsommelige dage. En stille dansk markering af begyndelsen på noget håbefuldt for vores folks fremtid. Men i 2025 sidder danskerne og tænder det første lys i en atmosfære, der ikke kun er præget af mørke og vinter - men af en religiøs form for utryghed.
Logik lader ikke til at være en kvalifikation landets kulturminister Jakob Engel-Schmidt råder over. Nu vil han igangsætte en objektiv, uvildig undersøgelse, som han på forhånd kan garantere vil komme til at vise det resultat, han ønsker sig. Tror ministeren, virkelig offentligheden lader sig manipulere så let?
Moderne pædagogik er fuld af fromme ønsker og kritik af borgerlige normer. Morten Uhrskov anholder en aktuel forestilling om, at det ikke nytter noget at udvise autoritet og konsekvens i folkeskolens klasseværelser. Vor Modløber påpeger, at skoleforskeren Louise Klinge enten taler mod bedre vidende eller bare ikke ved særlig godt.
Når vi lytter til Robert Plant, John Fogerty eller Paul Simon, hører vi ekkoet af kristne kor, borgerlig dannelse, æstetisk håndværk og moral, der sammen skabte grundlaget for ungdomsoprøret. Et oprør, som var en manifestation af den frihed, som kun det borgerlige samfund tillader.
Løgnene om de syriske migranter har været størst i Sverige, men Udlændinge- og Integrationsminister Rasmus Stoklund kan også være med i festlighederne. Således praler ministeren med, at hele 1,1 pct. af de herboende syrere er rejst hjem igen med lommerne fulde af danske skattekroner. Hvad med alle de andre?
Noget tyder på, at karrieresocialisten med det adelige efternavn ganske enkelt ikke tåler modgang. Pernille Rosenkrantz-Theil må være skræddersyet til en tilværelse i den offentligt betalte medvindsindustri.
Det nyligt afviklede kommunalvalg viste os et Danmark, der er ved at bevæge sig ind i en ny politisk æra. Ikke blot fik venstrefløjen mere at sige i en del større byer, inklusiv hovedstaden, men også fordi en række ikke-danske mærkesager som Palæstina og krigen i Gaza for første gang fik afgørende indenrigspolitisk betydning.
Den skandinaviske kulturkamp efterlader de borgerlige et svært sted. Jon Eirik Lundberg reflekterer over bogen ”At danse efter magtens pibe” af svenske Lars Anders Johansson og forklarer, hvorfor de borgerlige ofte mister initiativet i kunst- og kulturdebatten, og hvordan de genvinder det.
Folkeskolen er blevet pigeliggjort. Det mener Stefan Hermann, tidligere rektor for Københavns Professionshøjskole og en central stemme i skole- og dannelsesdebatten. Det er derfor, folkeskolen hverken kan styre indvandrerdrengene eller holde på almindelige danskeres børn, som må se i vejviseren efter ro, disciplin og et sundt skolemiljø.
Da behovet for public service opstod, var staten den eneste aktør, som kunne etablere infrastrukturen. Internettet afsluttede den epoke, og lige siden har statsmedierne befundet sig i en legitimitetskrise. Den har de løst ved at give sig selv et imaginært mandat.
Radikalismen ønsker ikke et uddannelsessystem, der dyrker klassikere. Det er for tungt, for unyttigt og for irrelevant. Tilbage står vi med en subjektiv hedonisme: velfærd, hor og almindelig ondskab.
Det måtte jo komme. Københavns Universitet har officielt gjort sig til slave af sin tid ved at efterligne Københavns Kommune med en ny ”mangfoldighedsstrategi”, som vil martre universitetet over de næste fem år og forvandle det til et Diversitet. Jo, det er faktisk alvorligt ment, skriver Marianne Stidsen.
Kvinder stemmer i overtal på venstrefløjspartier, men venstrefløjspartier svigter igen og igen kvinderne, når de nægter at tage et opgør med den kvindeundertrykkelse, som islam praktiserer. I al sin enkelhed er det kvinderne, der svigter kvinderne.
Den svenske kunstner Lars Vilks døde i et biluheld i 2021. De sidste mange år af sit liv levede han under massiv politibeskyttelse, fordi han i 2007 tegnede en M-hund. Der eksisterer en mindefond for kunstneren, der også er ophavsmand til kunstværket Nimis på Kullen. Men mindefonden lever så ubemærket som muligt. Truslen hænger også over de efterladte.
Vor Modløber mindes sine bedsteforældre og beskriver den marxistiske internationalisering af alting, som muligvis snart vil bliver erstattet af en bedre og mere levedygtig kultur for de danske. Træk på skuldrene. Og sig: “Nå. Det her er Danmark, kammerat.”
Hvor bliver Koranen og islam af i Sherin Khankans tågesnak om fortolkninger, positioner og retorik? Det minder påfaldende meget om folk, der ønsker at kortlægge motorvejsnettet i 30’ernes Tyskland uden at ville læse Mein Kampf, skriver Marianne Stidsen i en analyse af Sherin Khankans forståelse af islam.
Digtsamlingen Varetægt burde være tvangslæsning for disse hadefulde kvinder, der vil rette op på århundreders undertrykkelse af kvinder ved at blive tyranner selv. Det er kafkask og hjerteskærende på samme tid; et ungt menneske, opfostret i velfærdsstaten, risikerer at gå til grunde i et uforståeligt og grusomt maskineri.
Det moderne etiske investeringssystem fungerer som en markedsbaseret religion. I stedet for præster har vi fået ESG-konsulenter, NGO-analytikere og advisory boards, der sælger certifikater, guidelines og impact. Sådan forvandler woke-investeringer etiske idealer til økonomisk teater.
De store ideologiske kampe i Danmark foregår i det sproglige grundvand. Som nu fx i Rødovre Kommune, der brander sig med sloganet “Sammen om Rødovre”, hvor omsorg og ensretning smelter sammen. Venstrefløjens sprog er blevet kommunernes og statens modersmål.
Det er radikalismens fristelser, som har ført til humanioras fald. Radikalismen er først og sidst fjendtlig overfor den bestående orden og ønsker at ramme den så dybt og fatalt som mulig og bemægtige sig den. Det konservative modsvar er at se kulturen som et lager af moralsk viden og dømmekraft, der nedarves fra generation til generation via historie, kunst, litteratur, musik.
Venstrefløjen, Politiken, Weekendavisen og de såkaldt anstændige borgerlige har mødt den nye dreng i klassen, som man tidligere tog imod rødhårede - med verbale tæv - og opfatter drengen som noget, Fanden har lukket ind i dansk politik. Men Kontrast tager debatten med ny artikelserie om tidens varmeste emne.
Bill Gates har leveret et opgør med klima-farcen. Bill Gates åbne brev “Three Tough Truths about Climate” flytter den globale klimadagsorden. Det er ikke bare en ny strategi. Det er en ny antropologi: Mennesket er ikke længere problemet. Mennesket er løsningen.
