I klummen ”Historiens Puls” vil historiker, fil.dr. Jakob Danneskiold-Samsøe hver uge præsentere læserne for en strøm af årstal, menneskeskæbner og begivenheder, der måske ved første øjekast kan virke fjerne, men som viser sig at handle om tilblivelsen af Europas sjæl. Historien er et skatkammer.
Det kronologiske vilkår, vi kalder virkeligheden, gælder åbenbart ikke for Statens Kunstfond. Her har aktivisterne taget magten og uddeler penge til venner af såkaldt progressive sager, som får nepotismen til at trives. Jon Eirik Lundberg foreslår den enkel reform med langt større gennemskuelighed.
Politiseringen af professionel cykelsport er ny, kommer fra venstre og er importeret fra syd. Du ved det godt, men har nok ikke lyst til at sige det højt. Den pro-palæstinensiske aktivisme, som greb magten med vold i Bilbao i går, skriver sig ind i en større fortælling om et Europa, der fortsat nægter at forsvare sig selv.
Vor anmelder anbefaler et gensyn med Henning Carlsens filmsucces "Man sku’ være noget ved musikken" fra 1972, som i øjeblikket vises af DR. Gamle film kan DR endnu ikke ødelægge. Filmen har bred appel til dagens borgerligt sindede mennesker, især de, der er faret vild i den hellige, progressive selvrealisering.
Forestil dig, at Dannebrog blev kaldt racistisk og højreekstremt af regeringen – ingen flag i kagen, ingen faner til fødselsdage. Englænderne står nu med Skt. George i hånden og spørger sig selv, hvordan man elsker sit land uden at fornærme nogen. En nation med århundreder af global indflydelse, industriel kreativitet, åndelig styrke og borgerlig disciplin kan pludselig ikke flage som sig selv.
Liberale mennesker aner ikke, hvordan de forholder sig til autokratiske kræfter. Det er derfor, de lader som om, Hamas slet ikke eksisterer, og retter al kritik mod Israel. Kun dér findes der mennesker, som lytter. Når disse liberale mennesker tilmed bliver aktivister, ødelægger de kunstens autonomi og tvetydighed.
Efter at det lykkedes Enhedslistens Pelle Dragsted at entrere USA, vender han nu optimistisk hjem fra sin bogturné. Hvorfor egentlig? Socialismen har aldrig slået rødder i USA og har i praksis altid medført censur, overvågning og økonomisk elendighed. Dragsted tror åbenbart, at denne ene gang bliver det anderledes, hvis man han kalder det “nordisk”.
Hvorfor er politibetjenten Elvir Abaz stadig ansat og på lønningslisten? Hvorfor svigtede Fyns Politi sit ansvar? Og hvor længe vil vi som samfund finde os i, at islamiske kræfter får lov at forfølge og knuse de mennesker, der tør sige sandheden? Karen West og alle andre danske venter stadig på svar.
Hvem sidder i centrum af komplottet mod Naser Khader, som bragte den konservative politiker til fald? Marianne Stidsen har afdækket forløbet. "Sherinernes Sang" kalder Stidsen det, når netværket af intersektionelle og islamiske feminister mobiliseres. Målet med den islamiske feminisme er at gøre de vestlige samfund sharia-parate. Islamkritikere som Naser Khader, der har gennemskuet dem, skal nedbrydes og bekæmpes.
Byggestopbevægelsen vil forbyde fire ud af fem nybyggerier for klimaets skyld. Men hvem betaler prisen, når eksisterende boliger bare bliver dyrere på grund af manglen, og bevægelsens modstandere udskammes? Knud Bruun Poulsen kalder det degrowth i jakkesæt.
Præsident Trump vil forbyde flagafbrænding, men ved godt, at det er umuligt ifølge forfatningen. Hvorpå hans modstandere iler ud på vejen og brænder Stars & Stripes af – til den almindelige vælgers ubehag. Imens kan europæerne kun drømme om en frihed som den amerikanske.
Næste år er det 250året for den amerikanske uafhængighedserklæringen fra 1776. Op til foregår der en kulturkamp i USA om, hvordan USA's historie skal fortælles. Donald Trumps opgør med woke-forskningen på universiteterne og de nationale museers forvrængede fremstilling af USA's historie står centralt i den kamp.
At være naver var ikke at være vagabond. Det var ikke at være rodløs. Tværtimod var det at være så forankret i sit fag, sin by og sin kultur og nation, at man netop kunne bære det med sig ud i Europa – og tage noget nyt med hjem. Naverne bar Danmark med sig ud, og de bragte Europa hjem til Danmark.
Den pro-palæstinensiske politisering af cykelsporten tager til under etapeløbet Vuelta a España, der foregår i Spanien i disse uger. Demonstranter og aktivister vil have det professionelle cykelhold Israel-Premier Tech udelukket.
Vi er nødt til at gå frontalt til værks: Indvandringsstop må og skal suppleres af en udvandringspolitik. Målet er at gøre Europas nationalstater genkendelige igen. Vi kan ikke vente på, at islamambassadørerne selv indser det.
Bedst som man tror, det ikke kan blive værre, bruger DR penge på en tv-serie, som skal gøre Danmark mere afrikansk og få assimilerede indvandrere og efterkommere til at afsværge deres danske og vestlige vaner og normer. Er der slet ingen grænser for aktivismen i DR? Og hvorfor finder vi os i det?
Nu er også Mors blevet åh, så europæisk og mangfoldig. Hans Hauge anmelder kulturmødet på Mors, befolket af såkaldte kunstnere, DR-værter og direktøren for Statens Museum for Kunst, som programmatisk hylder diversitet, men omgiver sig med meningsfæller. Kulturmødet var centreret om en næsten skaldet lesbisk fransk forfatter og et tysk modstykke med hang til autofiktion.
Det er ikke nok at bede sine politiske modstandere pænt om at lade være med at udbrede deres ideer. Man skal kunne stille et alternativ op, som et flertal hellere vil abonnere på. Vor modløber mener, at islamkritikeren Eva Gregersen til trods for gode intentioner spiller den radikale Samira Nawas spil i slaget om det multikulturelle samfund. Og derfor står hun til at tabe. Flinkeskolen burde tage et sabbatår.
De høje priser, som Socialdemokratiet bruger som våben mod markedet, er i høj grad skabt af deres egen politik: 25 procents moms, grønne afgifter, overivrig EU-implementering og regelrytteri, der både holder nye aktører ude og andre nede. Løsningen er ikke belæring, men reformer: sænk skatter og afgifter, fjern adgangsbarrierer, trim bureaukratiet og styrk den frie konkurrence.
De vesteuropæiske socialdemokratier er i krise. Selv Mette Frederiksens udgave dykker og taber stemmer til højre og venstre. Morten Uhrskov spår, at de vil få stedse sværere ved at håndtere de hastige demografiske forandringer og giver dig historien om, hvordan det gik helt galt i Frankrig.
Den tidligere økonomiske overvismand Niels Kærgård gør sig i en kronik i dagbladet Information til en endnu større nyttig idiot, end han var i forvejen.
Fra Christiansborgs talerstol til Københavns Blekingegader er Dragsted i gang med sin stille revolution. Ikke med geværer og barrikader, men med små skridt, et kor af venlig vellyd og en voksende bykultur, hvor Enhedslisten er blevet det nye establishment.
Næstformanden i Dansk Regnbueråd mener, at hans eget parti Socialdemokratiet ligger på maven for venstrefløjens omfavnelse af den intersektionelle neomarxisme og woke-ideologien. Han ser kun muligheden i en borgerlig mobilisering af modstanden mod woke.
Berlingskes lederskribent propper sine ledere med mislykkede metaforer og moralisme. Og så kan de ikke tåle at blive læst et par dage senere, for så kan alle jo se, at virkeligheden var en anden.
DR’s nyhedsdirektør Sandy French er en gammel kending i manipulationstrekanten mellem ministerier, medier og DR-Byens kantine. Hun står også på god fod med Amagers mange taxachauffører, som hun ivrigt fodrer med taxabonner.
To af mange drabssager kaster lys over ødelæggelsen af åbne og naive samfund som det svenske og danske, hvor hundredvis af børn, unge, voksne, gamle, mænd og kvinder år hver år bliver udsat for indvandreres ekstreme voldskriminalitet. Den politiske regning kan passende sendes til de landsskadelige partier, mener Flemming Nielsen.
Må borgerlige mennesker bryde loven lidt i en større sags tjeneste, sådan som venstrefløjen hidtil har haft patent på? Er woke og masseindvandring så store trusler mod det borgerlige samfund, at tiden er kommet til borgerlig aktivisme? Det er så prekære spørgsmål, at kun et par slyngler tør stille op og svare ærligt.
Mette Frederiksen fældede en tåre over de døde mink og slap for videre tiltale. Ursula von der Leyen kom afsted med at slette sine sms'er, og Frankrigs førstedame kunne smække sin mand en lussing uden offentlig fordømmelse. Hvorfor er det blevet så let at leve som skurk, når man er kvinde?
Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard har skrevet en bog om sommerfugle. Den handler mest om hende selv. At det i vor tid skulle blive de kulturradikale, der blev gammeltestamentlige på naturens vegne, er overraskende. Og det ville faktisk have klædt bogen at forholde sig hertil.
En sovjetisk specialitet ved navn Trofim Lysenko er genopstået i Danmark, hvor ingen husker ham. Nick Mogensen bringer ham til live og forklarer, hvorfor vi skal værne os imod hans arvtagere på venstrefløjen. Der har nærmest ikke været en ting, som regeringerne – uanset sammensætning – ikke har lovet, fordrejet eller ødelagt.
Et demokrati, der fritager magthaverne for ansvar i krisetider, kan godt være et demokrati i navn, men ikke i substans. Og et folk, der accepterer det, har allerede ladet sig kue. Når den dør først er smækket i, åbnes den næppe igen uden kamp. Ulrik Søberg advarer mod det lovforslag, som et stort flertal forventes at stemme igennem til september.
Medierne producerer nyheder, som systematisk undervurderer både USA og Rusland. Lederne fremstilles næsten som tegneseriefigurer med et følelsesunivers og handlingsramme som en barbiedukke. Men der er tale om professionelle folk med store stabe omkring sig. Hvorfor er de danske medier så rystende fordomsfulde?
Læsere af denne klumme opfordres til at tie om oplysningerne heri, hvis der i den sociale omgangskreds skulle befinde sig en eller flere venstreorienterede. De vil vide at udgrænse dig. Morten Uhrskov gennemgår løgnen om indvandrergymnasiernes såkaldte "løfteevne".
Én ting slår mig i sommervarmen på de københavnske gader og stræder: tilstedeværelsen af feminin skønhed. Hvis du værdsætter den i det offentlige rum, så skal du hjælpe dem, der forsøger at standse den islamiske kolonisering af Europa.
Socialdemokraternes boligdrøm tilbage fra 1960'erne blev ikke blev et mangfoldigt Atlantis i storbyerne, men et mareridt af dyre boliger og islamiske parallelsamfund, som kun boligselskaberne og parallelsamfundets udvalgte ledere profiterer af. Rami Zouzou har set det hele indefra.
Kontrasts modløber Hans Hauge har skrevet en begavet og skarp bog om Hans Hauge og hans tid. Den er kort, men strutter af perspektiver, der vil få progressive læsere til at smide den fra sig i arrigskab. Altså, endnu en grund til at anskaffe sig den lille perle, som er en af hans bedste udgivelser.
Før heltemod blev målt i likes og moralsk overlegenhed minder den franske cykelrytter Guillaume Mercader (1914-2008) os om, hvad civiliseret mod virkelig er: en mand, en cykel, en borger med samvittighed. Kampen for frihed begynder ikke nødvendigvis i oprør, men i bevarelse. Ikke i forandring, men i fastholdelse.
Danmark er for lille til at drive uddannelsespolitik som et kommunalt forsamlingshus. Alligevel flyttes uddannelser rundt som brikker i et sognerådsspil. Resultatet er forudsigeligt: storbyernes vidensmiljøer udhules, provinsen får midlertidige institutioner – og landet bliver fattigere på talent, netværk og kvalitet.
Fremover bliver f.eks. vin-importører underlagt en sjældent absurd beskæftigelses-terapi med at dokumentere vægten på hver enkelt bestanddel af den emballage, de anvender. Flaske, etiket, prop, folie - og ved skruelåg sandelig også den lille flade plastik-dims, der sidder inde i låget.
En historiker ville formulere det sådan, at vor tids klimaforandringer beskriver små udsving i jordens umanerlig lange historie. Men i dag er naturen, kulturen og energiplanlægningen forsvundet ind i klimaet. FN svinger taktstokken. EU trutter i trompeten, og de nationale befolkninger i Vesten betaler regningen.
Thomas Bartholin var en af Danmark og Europas mest betydningsfulde læger og videnskabsmænd i 1600-tallet. Og han var også en stolt patriot, der betragtede videnskab og forskning som en tjeneste for det danske folk. Hans liv og virke er en påmindelse om den borgerlige tradition, der sætter kulturel og national identitet højt og ser dannelse som selve grundlaget for et levende samfund.
En rekordstor stigning i unge førtidspensionister afslører et dybt skred i vores samfunds menneskesyns. Når unge liv sættes på pause før det for alvor er begyndt, taber vi troen på menneskets styrke og vilje. Kan vi genfinde evnen til at vække mod og ansvar i en sårbar generation?
Klimajournalisten Iben Maria Zeuthens onkel advarede mod forurening af det danske havmiljø i 40 år, men niecen vendte det døve øre til, før det blev smart at stille sig op på barrikaden.
Ulla Nørtoft Thomsen undersøger de nationalliberale ideers rationale i Trumps udenrigspolitiske færden. Første del handlede om de gode, anden del om de onde. Tredje og sidste del handler om Trump og de grusomme, hvor grundreglen er, at samvittighedsfulde ikke skylder deres samvittighed at gøre sig selv og deres kære til bytte for de samvittighedsløse.
Der er noget urørligt i tavsheden, når vi taler om abort. Et barn forsvinder midt i de store fortællinger om rettigheder, identitet og frigørelse. Men det lille liv bliver aldrig helt usynligt: det står tilbage som et offer uden ceremoniel ramme. Mange kulturer har bygget sig op om ideen, at barnet var det ultimative offer. Vi har bare fjernet guderne.
Mange unge med rødder i Mellemøsten har erhvervet sig flotte eksamensbeviser, men er meget langt fra at være en integreret del af den danske svaneflok. Uanset studenterhue lever de i en fremmed og fjern kultur uden nævneværdig kontakt med den danske almindelighed.
Morten Uhrskov fortsætter sin skildring af venstrefløjen i de europæiske kernelande, hvor venstrefløjen har gjort størst skade. Her gælder det Tyskland fra Bismarck til "Wir schaffen das" og den kendsgerning, at de tyske venstrefløjspartier i stigende grad er blevet afhængige af velstillede storbyvælgere og indvandrernes stemmer.
Morten Uhrskov gennemgår venstrefløjens udvikling i to europæiske kernelande, hvor venstrefløjen har gjort størst skade - bortset fra i Rusland. Han lægger ud med Frankrig og fører fortællingen frem til i dag, hvor venstrefløjen kun en skygge af sig selv, og arbejderklassen i stedet sympatiser med højrefløjen.
EU vil styre den digitale fremtid med regler, men risikerer i stedet at regulere den væk. Meta lukker for politiske annoncer, og AI-firmaer holder sig borte. Spørgsmålet er, om Europa ender som digital ørken.
Ung muslimsk debattør aner tilsyneladende intet om islam, som han vil forsvare for enhver pris. Navnet er Hamza Nazir eller Hamza Malik, han bruger dem begge. Uanset hvad er hans påstande drømmetænkning. Også selvom han er officiel oplægsholder for Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
Stidsen anmelder en ny Netflix-serie, som umiddelbart ser irriterende korrekt ud, men indeholder en frimodig kritik af woke indefra, samtidig med, at den fortæller en herlig historie, som vi ikke har set på film, læst om i litteraturen, hørt fra teaterscenerne og set på museerne i næsten ti år.
Civiliseret tavshed bliver en del af forbrydelsen, når dansk ridesport lader en mand dømt for voldtægt af en mindreårig pige repræsentere Danmark, skriver Ulrik Søberg. Den pædofilidømte Jóhann Rúnar Skúlason vinder titler til Danmark på sin islandske hest, men hestepigernes forbillede er dømt for både vold og voldtægt.
DR's nye overchef Bjarne Corydon sidder allerede uroligt på sin faktabaserede tronstol. Hans forestilling er, at der ude i virkeligheden findes en masse fakta, som ingen har lavet. DR’s troværdighed står og falder med denne barnetro.
Som en wagnersk opera har multikulti, klimareligion og vaccinepligt buldret gennem den vestlige verden med torden, angst, dødsskrig og almindelig mangel på logisk sammenhæng, så højlydt, at den mere og mere minder om en formstøbt kult med daglige ritualer, afladsbreve og helgenkåringer. Men nu er det muligvis slut. Det er noget rigtigt øv: Verden går alligevel ikke under.
Europæerne er blevet hjemløse på deres eget kontinent. Det kan direkte aflæses i valgresultater og meningsmålinger. De gamle såkaldte konservative partier har over en kam svigtet så fatalt i at få bremset indvandringen, at de i flere lande næsten er blevet udslettet eller står til at blive det.
Hvornår ved man egentlig noget – og hvem har retten til at vide? I en tid hvor føleviden trumfer erfaring, bliver spørgsmålet radikalt. Måske er det mest konservative, vi kan gøre, blot at stille det i en tid, hvor enhver erkendelse skal være demokratisk og enhver subjektiv oplevelse tillægges samme vægt som tusind års tradition.
Ny fransk bog skelner mellem det filosofisk rationelle og det socialt rationelle og viser, hvordan gruppetænkningen har det med at vinde over forstand og fornuft blandt intellektuelle med høj cigarføring. I stedet excellerer de i omfortolkninger og bortforklaringer. De højtuddannede lever isoleret fra resten af befolkningen.
På den ene side opsamler Palæstina et lands legitime følelser. I Vesten er nationalisme på egne vegne bandlyst, mens palæstinensisk nationalisme er en obligatorisk holdning. På den anden side giver Palæstina en mulighed for at beskylde Israel for folkemord. Det er to modsatrettede og kategoriske krav: Man skal afvise den ene nation, og man skal bakke op om den anden.
Hvordan får vi taget afsked med 42 års åbne kasser og lukkede øjne? Du kan begynde med at droppe løgnen. Derefter skal vi sørge for, at kun assimilerede muslimer får lov at blive i Danmark. Resten skal ud.
De tyske Humboldt-brødre fra 1800-tallet står som symboler på borgerlig dannelse i modsætning til vor tids materielle menneskesyn. Mens brødrene antog, at forskelle mellem mennesker var både naturlige og nødvendige, insisterer socialismen på, at forskelle er uretfærdige. Resultatet bliver, at den sociale retfærdighed gøres til målestok for nutidens sandhed og dannelse.
De kalder sig samfundets samvittighed – medierne, skolerne, de lærde. Men når kritikken banker på, mødes vi ikke af argumenter, men af tavshed og lukkede døre. Loyalitet er vigtigere end sandhed, og institutionerne beskytter sig selv. Der er tale om organisatorisk narcissisme.
Regeringens seneste lov mod satire er ikke en isoleret hændelse. Det er en brik i et langt større mønster, hvor politiske og juridiske kræfter i både Danmark og EU gradvist udhuler ytringsfriheden, samtidig med at de forsikrer os om, at den skam er “beskyttet”.
Jesper W. Rasmussen er ny modløber på Kontrast. Vi har bedt ham præsentere sig selv for læserne. Hans entré kræver en forklaring. Jesper er nemlig socialdemokrat og lider af et stockholmssyndrom. Men hans dømmekraft fejler ikke noget. Tag godt imod ham.
På det manuelle arbejdsmarked siges tingene ligeud. Ytringsfriheden er større i en skurvogn end på universitetet. Morten Uhrskov har ikke taget den lige vej. I sine unge år, efter en jævn studentereksamen, arbejdede han som fabriks-, jord- og betonarbejder, murer og taxachauffør, før han følte sig voksen nok til at gå på universitetet.
Europæerne har udviklet en puritansk kultur dedikeret til moralsk perfektionisme, der er meget risikabel for hele kontinentet. Europæere på jagt efter moralsk renhed og islamister på jagt efter Israels udslettelse finder sammen. I princippet er europæerne ved at gøre klar til et nyt Holocaust for at slippe af med mindet om det første.
Ingen må kunne betale sig fra straf med 100 kameler, sagde justitsminister Peter Hummelgaard, da det kom frem, at bandefolk forhandlede blodpenge i en københavnsk moske. Det var i 2024. Nu venter vi så på Peter Hummelgaard, mens københavnske frisørsaloner angribes.
Marianne Stidsen har taget festtøj på og begivet sig ud i den nordsjællandske natur, der ikke er helt så ufarlig, som man måske skulle tro. Her er både kulturradikale tanter og mænd med motorsave. Gudskelov får vor faste skribent en hjælpende hånd under himlens benådende tag.
Den amerikanske præsidents besøg i Skotland i denne uge har været en opvisning i den særlige form for statsmandskab, som pt. udelukkende mestres af Donald Trump, og som ingen af Europas ledere har den fjerneste form for mekanisme til at forsvare sig imod.
En gang imellem bliver det private almengyldigt. Kunsten bliver porten ind til mennesket - og erkendelsen af at det er det, vi er først både alene og i tosomhed.
Popsangeren Loveless, der har fået kulturpenge for at skabe fællesskab, advarer mod fællesskab. Det er åbenbart nationalistisk. Men pengene kan han godt bruge.
Efterkrigstidens drøm var at anlægge en sekssporet motorvej til en politik-fri forlystelsespark. Projektet mislykkedes, ikke på grund af den ene, anden eller tredje idiot, men fordi drømmen var naiv og selvdestruktiv. Politik kan ikke ætses væk, slet ikke fra geopolitiske brydninger, ressourcespørgsmål, migration, økonomisk ulighed, militære interessesfærer osv.
Historie og kultur er allestedsnærværende, når man rejser i Frankrig. Anne-Marie Vestergaard har hentet oplevelser og inspiration i det sydvestlige Frankrig syd for Garonne-flodens løb.
Seksuel frihed er blevet endnu en identitetsmarkør. Men jo mere udsvævende man lever, jo mere relativ bliver ens moral. Det, man gør med kroppen, flytter langsomt ind i ens sind. Det gode spørgsmål er dog, om al den impulsive frihed fører et godt sted hen? Eller om den, der lever hinsides grænser, overhovedet forstår grænsens og troskabens værdi?
Det er åbenbart faldet Vibe Termansen, cand.mag. i historie og østeuropastudier for brystet, at Ungarn som en lille nation blandt stormagter under Viktor Orbáns ledelse varetager landets egne interesser. I hvert fald tilbyder hun et foredrag på Folkeuniversitetet i København med titlen ”Orbán – hvordan én mand ødelægger Vestens demokrati, og hvordan det stadig kan reddes”.
Fiskerlivet behøver ingen rammesætning. Det står stærkest, når billederne bare får lov at være – tavse, stædige, virkelige. Det gør Den Hirschspringske Samling eminent med ny udstilling.
At gøre offeret skyldigt er blevet en populær retorisk finte i Vesten i takt med den stigende nærhed til OIC. Islamister er atleter i den disciplin, men vestlige akademikere begynder så småt at indhente dem. For Informations progressive læsere er dette is med flødeskum, drys og syltetøj. Fuld plade.
Tak for lort, siger de danske drenge. Systematisk diskrimination mod etnisk danske drenge i gymnasiet afslører en uhyggelig skævhed. Når karakterer bliver politiske, forvandler skolen sig til en giftig cocktail af socialpædagogiske hensyn, kønspolitiske forestillinger og etnisk skånetænkning.
Alle store verdensreligioner venter på en frelser. De vestlige medier venter på Hitler. De progressive spotter ham her, der og allevegne, gestalteret i personer, synspunkter, ord. Som regel deres opponenters personer, synspunkter og ord.
Det er blevet tid til at stoppe op, afvise den vakte og revolutionære tankegang, som trives i kunst, kulturliv og mediehav og genoplive dannelsestanken fra 1700-tallet. Marianne Stidsen tager læseren med på en rejse tilbage til en tidligere borgerlig epoke, hvor kunsten skulle være fri, uafhængig og ægte mangfoldig.
Ligesom jeg accepterer Isam B’s tåbeligheder, pro-Gaza-demonstrationer i Københavns gader og DR's venstredrejede journalistik, må Imam Ali-moskeen i København tåle kritik af deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark, skriver Henrik Day Poulsen i anledning af Generation Identitærs nylige aktion.
Klimaregn og sort-lilla grafik i statsmediernes vejrudsigter. Hvorfor er det kommet dertil? I gamle dage ville man have talt om useriøs vinkling, nu er det blevet helt normalt. Vor faste kronikør tager dig igennem ugens idioti i medier, politik og på Storebæltsbroen uden adgang til Nets.
Morten Uhrskov faldt over en mere end 100 år gammel bog i reolen i sommerhuset i Skåne. Fortællingerne betog ham, og han deler her sine oplevelser med bogen under ferielæsningen.
Kvindedrab er ikke ét samlet fænomen, men flere vidt forskellige realiteter. Alligevel insisterer Hummelgaards strategi på at behandle dem ens. Den moralske døvhed slører for den kulturelle vold, der ikke forsvinder af tavshed.
Friheden og mulighederne vil vokse, hvis danskerne omfavner de nye digitale valutaer. Steffen Sølling har skrevet en fremtidshistorie om elektroniske valutaer, der er designet til mikrobetalinger. De vil ændre vores måder at handle med hinanden på og frigøre os fra de globale techgiganters kontrol og snagen i vores privatliv.
Hån mod afdøde. En myrdet pony. I Danmark er det ikke en karrierebremse – tværtimod. Harald Toksværd og Carl Plum viser, hvordan kultureliten forvandler skandaler til et flot CV.
Når flere og flere mænd melder sig ud af konkurrencen i jagten på kvinden, fremstilles det ofte som en krise i maskuliniteten, men det er måske snarere en overgang. Fra det præsterende til det forankrede. Fra det jagende til det bevidste. Mænd, der vælger med omhu, tvinger også kvinder til at se anderledes på sig selv.
En klovn i en uniform sendte tilbage i 2022 en mail til de forkerte, hvorved identiteten på tusindvis af afghanere, der havde samarbejdet med den britiske regering og militær, blev afsløret for åbent tæppe.
Ny bog undersøger, hvordan folk, der elsker at appellere til "sensitivitet", "respekt" og "sammenhold", altid er dem, der vil have andre til at indordne sig under deres meningsregime.
En god mand i kappe er sværere at forstå end en vred. Superman 2025 viser, at det mest oprørske i dag er at være ordentlig. Og måske er punkrockens sande arvtager en mand med en forelskelse, en hund, forældre – og håb.
