Vor anmelder falder over en fransk film, der provokerer de progressive anmeldere, fordi den appellerer til noget almenmenneskeligt og konservativt, som må fortrænges ved hjælp af sarkasme og ironi. Tænk sig, en film uden programmatisk feminisme!
Unge, midaldrende og gamle med diplom fra de dyreste universiteter er enige om, at USA er fascistisk. Hvis de havde ret, og det var fascistisk, fik de slet ikke lov til at demonstrere.
Hvis alt kan være dansk, mister danskhed sin betydning. Debatten om Nadja Isaksens udtalelser og reaktionerne fra Samira Nawa afslører et grundlæggende skred. Følelser og identitet sættes over historiske og empiriske realiteter. Det opløser vores fælles forståelse af virkeligheden.
Undskyld mig, men tror I, at vi er født i går? Alle ved, hvorfor kvinder konkurrerer imod hinanden. Alle ved, at de gerne vil vinde kapløbet. Og alle ved hvorfor. Kvinder ved det også. De skriver sågar romaner om det. De laver radioudsendelser om det. Alligevel bliver mænd slagtet, hvis de siger det højt.
Det liberale helt uden det konservative er en nederdrægtighed, som bør afvises lige så kontant. Rød blok blev svækket, men blå bloks sejr blev forhindret af særligt én mand. Det skyldes, at Lars Løkke Rasmussen deler menneskesyn med venstrefløjen og mener, at hele verden kan komme til Danmark.
Det har præget velfærdsstaten i snart 60 år, at man ikke skal dømme, ikke stille krav og slet ikke tale højt om forskelle i forudsætninger. Det har en pris. For uden normer og forventninger svækker man den personlige udvikling. Det gælder især dem, der har mest brug for det.
En professor i Aarhus forsker i følelser og politiske holdninger. Men hendes forsøg designes til at normalisere visse politiske holdninger, mens andre holdninger patologiseres. Sult fører til støtte for velfærdsstaten og omfordelingspolitik, og skepsis overfor indvandring forklares som en psykologisk fejl. Forskningen får en politisk vinkel.
Blå blok genvinder næppe magten, før konservative og liberale forsones i deres fælles udgangspunkt. Men hvad er det fælles udgangspunkt? Netop dette spørgsmål søger Kontrast brugbare svar på. Hvad er alternativet til den borgerlige idiot, der betragter fædrelandets eksistenskamp som urealistisk og useriøs? Og hvordan får kampen krop og stemme?
Og ligesom Pelle Dragsted ikke kan regne, kan hans vælgere ikke spare op. Og så stemmer de sig til andres opsparing. Mange kunne opbygge større formuer end boligejerne. Men de gør det ikke. De bruger pengene i stedet for at investere. Det bedste, du kan gøre økonomisk, er ikke nødvendigvis at købe så dyr bolig som muligt. Men at investere konsekvent hele livet.
Når staten møder borgeren gennem læreren, sygeplejersken, dommeren eller sagsbehandleren, har borgeren krav på at møde en neutral og professionel funktion, ikke et personligt trosudsagn. Den offentlige institution repræsenterer nemlig fællesskabet, ikke individets livsanskuelse. Skal vores samfund fungere, må vores institutioner derfor være neutrale.
Som en replik til symposiet ”Humaniora forfra?” på Københavns Universitet i slutningen af februar, bringer vi her Marianne Stidsens brev til en kollega. Kollegaen betonede, at reguleringen af universiteterne ikke kan ske ”ovenfra og ned”. Stidsen mener dette tidspunkt er forpasset for længst.
Danskerne skal ifølge beredskabsminister Torsten Schack Pedersen blot sørge for proviant og drikkevand til tre dage. Jægersoldat ryster på hovedet. Forskellen i mentalitet er som nat og dag. Soldatens råd er: Du skal ikke vente på Christiansborg. Få styr på dit kort, kompas og bål.
Det bør det være en hver ansvarlig ministers pligt at tage kraftigt brydergreb med et kæmpe tabu i folkeskolen: muslimske elevers tørklæde, der har fået lov til at vinde frem, uanset hvilke omstændigheder og hvilken kodeks, folkets fælles skole foreskriver. Skoleloven skal trumfe sharialoven.
Med Jürgen Habermas død er en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige intellektuelle gået bort. Han efterlader sig et imponerende akademisk eftermæle, som fik indflydelse på flere generationer af europæere og maksimeringen af EU. Han forsøgte at indramme samfundet i idealiserede modeller. Metoden havde sine naturlige begrænsninger.
En ekstra skat retfærdiggøres med moral. Hvis en virksomhedsejer ikke accepterer den ekstra skat uden protest, fremstilles det som grådighed. Men hvis der er noget, der er grådigt, er det ikke mennesker, der har brugt et liv på at bygge virksomheder. Det er politikere, der kræver stadig mere af noget, de ikke selv har skabt.
Moderaterne har gjort pragmatisme til deres politiske identitet. Men pragmatisme uden principper er i sidste ende bare en anden måde at sige: At man er villig til at forhandle om alt. I store spørgsmål om ytringsfrihed, kultur og national suverænitet er det en farlig strategi.
Folketingsvalget er nok engang blevet en gavebord. De to statsministerkandidater fremstår nærmest som to gamle kærester, der ikke helt kunne blive enige om at slå op med hinanden. Følelser trumfer argumenter, men uden argumenter ændres vælgerens rolle fra deltager i demokratiet til publikum i et show.
Norsk udenrigspolitik er i en liga for sig. Når sandheden er ubelejlig, skjuler man den. Når virkeligheden er ubelejlig, abstraherer man den væk. Det norske socialdemokrati er mester i begge dele. Apellen til folkeretten er blot en dårlig undskyldning.
Inger Støjberg hader, det hun elsker, og elsker det hun hader. Forstå det, hvem der kan. Måske er hun bare træt af at blive sammenlignet med Donald Trump.
Flere partier og politikere på venstrefløjen organiserer sig efter muslimske vælgere. Det behøvede ikke at være et problem. Men det er det. Problemet opstår, fordi muslimerne vil bruge deres indflydelse i dansk politik til at forvandle Danmark til et land for deres egen kultur, religion og normer.
Danmarks skæbne afgøres af udviklingen i Storbritannien, Frankrig og Tyskland, skriver vor Modløber. Folketingsvalget aftager i betydning, når man kan se, at de tre store lande er nærmest uafvendeligt på vej ud i en borgerkrig mod deres egne eliter og de indvandrende masser.
Borgerlig politik fokuserer ofte på økonomi og skat, mens kultur – værdier, identitet og civilisation - i vid udstrækning overlades til de progressive. Kulturkampen med Jon Eirik Lundberg får besøg af den konservative politiker, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Niels Peder Ravn, som en sjælden undtagelse fra mønstret.
Der er noget patologisk feminiseret ved måden, hvorpå mange medier behandler spørgsmålet om statsborgerskab i Danmark. Som på TV2's Echo: “Forestil dig, at hele din klasse er inviteret til en fest, men du er ikke.” Det er ikke journalistik. Det er sentimentalisme.
Integration er et samspil mellem menneskelig kapital og økonomiske signaler. Ukrainerne må få os til at drage den politiske konsekvens. De arbejder, når de kan, for det er en norm, de har taget med sig. Andre grupper ser passiv forsørgelse som et ideal. Det opbyggede system gør ikke nogen stor forskel.
Når jeg tænker på dansk politik, føles det som at lave fond på harske kraftben. Råvaren er dårlig. Over årtier er sproget blevet strategi. Sociale medier har gjort mange til entreprenører i deres egen forfængelighed. Men alt foregår inden for den sædvanlige ramme. Jeg tror, min kæreste har ret, når hun siger, at der er brug for noget radikalt.
Et samfund bestående af barnløse enlige er et oppegående dødsleje. Singlekultur, abort og faldende fertilitet hænger sammen. Tilværelsens lethed er blevet et mål for mange, der ikke ønsker at indgå i noget, der er svært, uforudsigeligt eller permanent.
Lyt ikke til, hvad de siger, men til hvad de har gjort i løbet af de sidste fire år. Vor Modløber gennemgår en perlerække af bedrag og svigt i blå og rød blok. Der står Lars Løkke og Mette Frederiksen på de fleste, men andre kan også godt være med.
Ifølge Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank findes der ingen ånd. I denne ideologiske struktur spiller naturvidenskaben en symbolsk rolle. Den progressive ideologi har brug for en erstatning for Gud. I stedet for en åndelig kraft indsættes en materiel.
Debattør og modløber Preben Bille Brahe savner det opgør med skævvridningen af Danmark, som Inger Støjberg har lavet et parti for at levere. En revitalisering af provinsen kommer ikke af sig selv. Den kræver midler og en ny struktur, skriver han.
Woke har ikke bidraget med meget mere end et nyt sæt af fordomme. Den bevægelse, som skulle bekæmpe racisme og uretfærdighed endte hurtigt i et ekkokammer, som producerede mange nye ofre. Den afskaffede ikke de gamle fordomme, men forstærkede dem og tilførte en række nye.
Udviklingsbistand er hverken en moralsk naturkraft eller en økonomisk mirakelkur. Bistand har en international signalværdi og giver politisk prestige. Ansvaret for makroeffekt er derimod diffust og fordelt på mange aktører. Ingen enkelt bærer omkostningen ved manglende resultater.
AI er mysterieløst. Der er ingen skjulte døre. AI er enstonet musik. AI er viden på samlebånd. Ensrettet stereotypi. AI er isvinter. Afbleget liv. Det er nihilisme. Først nu får Nietzsche ret: AI er Guds død. Lidt ligesom Socialdemokratiet.
I Iran og andre muslimske dræbes kvinder for ikke at iklæde sig slør – udløser det nogen søstersolidaritet i Danmark? Ja, vi strikker klæder til fru statuette henne om hjørnet. Strikkekonerne må godt nok have nogle søde mænd, som gider stå og slide med snerydning derhjemme for at levere dette strikkeoverskud.
Et flertal af danskere siger, de frygter USA og hader præsidenten, men elsker amerikanske produkter og amerikansk kultur og sprog. Ligesom i resten af Europa.
Siden 1968 har sex skulle være friere, hyppigere og blottet for tabuer for såvel kvinder som mænd. Og internet, dating-apps og pornoindustri har hjulpet med til at "affortrylle" sex. Ny bog af engelsk forfatter kalder til opgør med denne frigørelse og råder kvinder til at lytte mere til deres mor end til tidsånden. Vi lader en kvindelig og mandlig anmelder vurdere bogens kvalitet.
Klimaplanerne ruller fra rådhus til rådhus som standardiserede powerpoints, mens regningen bliver liggende hos borgerne. De kommunale nomadekonsulenter taler om klima- og verdensmål og 2050 – det er straks sværere at forklare, hvad det konkret gør bedre for dem, der betaler.
Severin Olesen Larsens nyeste digte besidder en stille magnetisme, som står i skarp kontrast til vor tids ekstroverte uformåenhed i sprog og politik; en uformåenhed, der tilmed fordobles af kunstig intelligens her, der og allevegne.
Når man begrænser udbuddet af boliger og derefter forarges over høje priser, forarges man over sin egen politik. Systemet fungerer, som grundlæggende knaphedsmekanismer tilsiger. Problemet er forventningen om, at politik kan ophæve efterspørgsel, geografi og præferencer – uden konsekvenser.
Hanna Pauli maler livet før køn og sociale normer, og hendes naturalisme fanger øjeblikkets tilstedeværelse på en måde, der gør hvert maleri levende. På Den Hirschsprungske Samling bliver frihed og sansning håndgribelig, og man oplever mennesket i sin mest umiddelbare form. Udstillingen inviterer til nærvær og eksistens før alt andet.
Importerede klaner fra MENAPT-landene udgør en kæmpe post på de offentlige budgetter og kalder på et opgør med evindelige lovskærpelser og mere inklusion. De klankriminelle stammer fra fallokratiske kulturer, som ikke respekterer det feminiserede samfunds rehabiliteringstiltag.
Vi lever i en tid, hvor venlighed trumfer ordentlighed. Men et overskud af venlighed giver et underskud af ordentlighed. Venlighed hører ofte op, når den mødes af modstand. Ordentlighed gør ikke. Den står fast. Uden ordentlighed bliver fællesskabet porøst, normerne utydelige og karakterdannelsen tilfældig.
Det Konservative Folkeparti fylder 110 år i dag. Men hvor blev konservatismen af? Partiet har hægtet sig på den store konsensusfisk i progressivitetens dybhav og er blevet et viljeløst og uselvstændigt vedhæng.
På fredag den 27. februar slår Københavns Universitet dørene op for et symposium, som jeg har arrangeret i samarbejde med Kontrast. Formålet et at bidrage til forsøget på at redde de fælles statsbetalte universiteter fra den neomarxistiske wokedød. Og at gøre op med en kultur, hvor ideologisk dominans camoufleres som almengyldig konsensus.
Karen West har fulgt retssagen mellem forfatteren Sara Omar og filminstruktøren Manyar Parwani. For hende står det muslimske æresbegreb 'Sharaf' centralt i hele sagen. "For mig handlede sagen om retten til at fortælle sin historie uden at blive gjort tavs på grund ære, pres og social kontrol", skriver hun.
Quentin Derangue blev sparket ihjel af venstreorienterede aktivister under en demonstration i Lyon i Frankrig. Han var frivillig vagt til en demonstration afholdt af den højreorienterede kvindeorganisation Collectif Némésis. Men hvem er de? Kontrast retter forstørrelsesglasset mod de unge kvinder fra gruppen, der vækker så stor vrede på venstrefløjen.
Marianne Stidsen mindes sin bedste faglige ven på Københavns Universitet og varmer op til det åbne symposium, der afholdes samme sted den 27. februar, tilegnet hende. Du kan deltage. Allerede for ti år siden var woke-bevægelsen ved at vågne op fra sin marxistiske tornerosesøvn og hvæsse kløerne til ny nådesløs kamp. Først og fremmest skulle universitetet indtages.
Det onde må tegnes skarpt, for at det gode kan fastholdes hos én selv. Fjendebilledet fungerer dermed ikke alene som politisk kritik, men også som identitetsmarkør. Hvem er jeg? I hvert fald ikke zionist!
Dansk kristendom er barn af den tyske teolog Philipp Melanchthon snarere end hans nære nære samarbejdspartner Martin Luther. Luther brød med autoriteter, mens Phillip Melanchthon reformerede institutioner og havde en konservativ sans for at bevare det fælleskab, der bæres af historie og fælles arv.
EU’s største trussel er ikke nationalisme. Det er den demokratisk legitimerede ansvarsforflyttelse. Et samarbejde mellem landene kan ikke overleve, hvis det systematisk belønner korte arbejdsliv og straffer lange. Gør gælden fælles uden at fællesgøre bidragene.
I titåret for sin doktorafhandlng beretter Marianne Stidsen om, hvordan afhandlingen blev et symbol på wokeismens indtog, sejr og langsomme tilbagevisning. Afhandlingens skæbne er på en måde en seismograf til aflæsning af dette ånds- og kulturhistoriske jordskælv.
Epstein-sagen er ikke kun en kriminalhistorie om misbrugte unge kvinder. Den er et spejl, der viser et samfund, som kun kan opretholde sit selvbillede gennem fortrængning. Spørgsmålet er, om et moderne demokrati overhovedet kan fungere uden den fortrængning. Jon Eirik Lundberg beskriver myten om den dårlige dømmekraft.
Det er svært ikke at føle skam over danskernes grænseløse tolerance. Over vores uvillighed til at se det, der er lige foran os. For nej der findes ingen frihed i fundamentalistiske miljøer. Hvis der gjorde, ville de netop ikke være fundamentalistiske. De ville kunne rumme kritik. Uenighed. Debat. Karen West er ved at læse en bog skrevet af frafalden muslimsk kvinde.
Vores niårige kom forleden hjem fra den wokistisk prægede folkeskole og forklarede belærende sin far, at der ikke findes pige- og drengeting, ej heller pige- og drengefarver, skriver vores modløber Mike Bruun-Lander. Det er ikke pædagogik, men grov manipulation. Det er en løgn, og en lærer, der formidler det som sandhed, burde fyres.
Sproget er ikke længere et fælles redskab til at beskrive virkeligheden, men et våben i en kulturkamp om, hvem der har ret til at definere, hvad der er anstændigt, sandt og acceptabelt ud fra den nye “sproglige bibel”.
Dette er ikke en kritik af personer fra MENAPT-landene. De må sådan set tænke og tro, som de vil. Men integreret i de vestlige, liberale demokratier, det bliver de aldrig. Modløberen på Kontrast Rami Zouzou skrev dette indlæg i et tog på vej gennem Danmark. Redaktøren mener, at DSB burde kvittere med en fribillet i en måned. Hvad mener du?
Den politiske korrektheds sociale krav lever i bedste velgående og bliver stadig markedsført på at ville rumme udsatte minoriteter. Sandheden er dog snarere, at de politisk korrekte vil have magten. Magten til at definere. Magten til at udskamme.
Vi har brug for en leder, der både kan udfordre Trump, men også anerkende, at han er en langt bedre leder end både Joe Biden og Barack Obama for sit land. Men det vil Mette Frederiksen aldrig kunne få over sine læber, og netop derfor må man frygte for hendes evne til at løse Grønlandskrisen.
Tidens woke identitetsstudier er politisk opportune, fordi de skaber mindre friktion med konsensus, fonde og magthavere. De er metodisk bøjelige og passer perfekt ind i samtidens normer om følsomhed og repræsentation. Men de flytter sjældent samfundets bundlinje. Og så koster de penge, skatteydernes penge.
Vor Modløber sidder i sin nye morgenkåbe og drikker Grøn Merrild, mens han drømmer om stegt fisk, kølig hvidvin, god smag og menneskelig dømmekraft. Udenfor blæser der en kold vind af output, performance og dokumentation. Det huer ham ikke.
Det, der nu er kommet frem om det norske kongehus, er dybt ulykkeligt. Det viser, at noget helt afgørende har manglet i institutionen: dømmekraft, mod, handleevne – og selvopholdelsesdrift. Enten har ingen ved hoffet haft autoritet til at gribe ind – eller også har man haft den og undladt at bruge den. Begge dele er et svigt.
Jeffrey Epstein-filerne er en pose med blandede blosjer. Men én godbid er, at de minder os om, at den norske kronprinsesse Mette-Marit og hendes mand indgår i et netværk, der ønsker at “redesigne verden”. Det skal ikke forstås som apolitisk filantropi. Det er politik i ordets egentlige forstand: spørgsmål om hvem der styrer, hvordan, og med hvilket mandat. Er det en kommende konge og en dronning værdigt?
Hvis modstanderne virkelig mener, differentieret moms er for kompliceret, så må rådet være at sænke momsen generelt, skriver vor Modløber. Set i lyset af, at skatteinddrivelsen i snart mange år har kastet enorme overskud af sig, er det vel fair at sige, at danskerne bliver overbeskattet.
Kunsten og kunstnere socialiseres ind i et system, hvor bestemte politiske og kulturelle holdninger er bærende, mens andre opleves som afvigende. Kunst og kultur i Danmark lever i et økosystem, der er stærkt afhængigt af en statslig finansiering, som favoriserer den kreative klasses egne holdninger.
Mange kan tilsyneladende blive enige om, at Donald Trump er totalitær eller minder om noget fra George Orwells "1984". De tager fejl, vurderer vor modløber i en analyse af fjendebilleder, moralsk ensretning, og hvad totalitarisme egentlig er.
Fertilitetskrisen er ikke primært et boligproblem. Ikke et pasningsproblem. Ikke et indkomstproblem. Den er et civilisatorisk problem. Vi har gjort sex let. Relationer valgfrie. Forpligtelse mistænkelig. Komfort til norm. Og nu undrer vi os over, at børnene forsvinder, men det er ikke noget mysterium. Det hedder konsekvens.
Hvis Grønland er sandhedens time, hvad er så sandheden? Europa taler om historie, proces, hensyn, fællesskab. USA taler om sikkerhed, kontrol, baser, adgang. Europa spørger: Hvad er det rigtige? USA spørger: Hvad virker – og hvem bestemmer?
Grønlandssagen blev af regering og medier dygtigt fremstillet som en pludselig og uforudsigelig krise til trods for de geopolitiske realiter gennem årtier. Derfor var det også overraskende at se de Konservatives Rasmus Jarlov redde en regering, han burde have udfordret.
Det sekulære samfund tror, det kan opretholde sammenhæng uden noget, der forpligter. Resultatet er et samfund, der disintegrerer, mens det taler om integration, og opløser sin egen stat i neutralitetens navn. Uden transcendens er der ingen værdier, ingen fremtid.
Berlingskes Amalie Lyhne tager fejl af trumpismen. Dansk borgerlighed bliver historieløs, hvis den kun kan eksistere i den verden, der ligner 1990’erne, og som Amalie Lyhne idealiserer. Borgerlighed har altid været mere end frihandel, globalisering og institutionel pietisme.
Konflikten om Grønland blotlægger to politiske kulturer sat på spidsen: velfærd versus udvikling. Europa har gjort velfærd til mål og hviler i forestillingen om moralsk overlegenhed, mens USA hviler i materiel og militær overlegenhed.
Weekendavisen, der engang var et borgerligt fyrtårn i et rødt mediehav, er blevet et venstreliberalt tågehorn, befolket af selvfede københavnere, der lige så godt kunne være ansat i DR. Anne-Marie Vestergaard beskriver en nominelt borgerlig avis i splid med sig selv.
Det danske vægelsind er ikke ond vilje. Det er frygten for konsekvens. Men historien viser, at konsekvenserne kommer uanset hvad. Små stater bliver altid presset til at vælge. Spørgsmålet er ikke, om valget får omkostninger – men om man selv træffer det, eller om andre gør det for én.
Gode råd er dyre, når man bor i Vestjylland i januar, og vejene sner til. 62.000 kr., for at være præcis. Men så kan man også både komme frem og trække havarerede biler op fra grøften. Danskerne elsker de nye elbiler, men der er forskel på transport og mobilitet.
Set fra Washington er et dansk “nej” ikke en endelig position, men et midlertidigt benspænd. Noget, der kan håndteres gennem pres, incitamenter eller omgåelse. Illusionen om at status quo kan bevares ved at tale længe nok om tingene er kollapset.
At Kina profiterer af Venezuelas olie er grund nok for USA til at intervenere. USA skammer sig ikke over at bruge magt og dominans til at varetage sine globale interesser i rivaliseringen med Kina. I Europa betragter vi brugen af magt og dominans som noget, man bør skamme sig over.
Grundvand har altid bestået af mineraler, organiske forbindelser og sporstoffer. I dag forstås rent vand som fravær af målbare stoffer. Det er ikke et naturvidenskabeligt mål. Det er et politisk ideal. Som har det med at ignorere omkostninger – især når de præsenteres som moralske nødvendigheder.
Den dag kvinderne bliver frie i islam, kan religionen islam tolkes sekulært og blive til at leve med for os her i Vesten, skriver Karen West. Derfor er det bedste, vi kan gøre for muslimske kvinders frihed i Vesten, at forbyde hijab og islamisk tildækning i offentlige institutioner.
Tusinder marcherede for et "Frit Palæstina". Men ingen marcherer for et "Frit Grønland". Gaderne forbliver tomme. Hvorfor er det sådan? spørger vores Modløber. Måske trives den danske protestkultur bedst, når den bekræfter ens selvbillede - ikke udfordrer det.
Marianne Stidsen afslutter sit essay om modsætningerne mellem Eurasia og Vesten og valget mellem kollektivisme på den ene side og individualismen på den anden. Det er blevet tid til at finde hjem til os selv.
En dansk delegation er på vej til Washington for at mødes med den amerikanske udenrigsminister. Her er, hvad de skal vide, før de sætter sig ned for at tale om Grønland: I fremtiden vil det ikke være nok at være effektiv og global. Man skal også være nyttig for sit land.
FN's flygtningebegreb blev skabt til én bestemt historisk situation for at give mennesker, der ikke kan vende hjem uden at risikere fængsel, vold eller død, en chance. Når det udvides til næsten alle former for uretfærdighed, og vi samtidig accepterer, at mange frit kan rejse tilbage på besøg, mister begrebet både troværdighed og moralsk retning.
Hverken det kolde, teknokratiske Kina eller EU's varme woke-imperium fremmer sand individualisme og humanisme. 2026 bliver året, hvor det håbløse EU-projekt krakelerer. Den alvorligste modsætning for os europæere er ikke Europa versus Rusland – endsige Europa versus USA. Den alvorligste modsætning er Eurasia vs. Vesten.
Det multikulturelle samfund anprises af jødiske og kinesiske minoriteter i den formodning, at multikulturalismen er et værn mod diskrimination og forfølgelse. Det er en misforståelse. Uden en normsættende stat og majoritetssamfund bliver de svage minoriteter sårbare overfor indvandrede dominanskulturer som islam.
Vesten ikke bare mere "åben" eller mere "rationel" end resten af verden. Vesten er bygget på helt andre sociale forudsætninger end samfund, hvor loyalitet primært er klanbaseret, autoritet er religiøs, og moral handler om, “hvem jeg skylder”. Assimilation er nødvendig for at forhindre, at klanen trumfer staten.
Mens svenske film svælger i svage, handlingslammede mænd uden grænser, elsker danske film at glorificere stærke kvinder og udstille mænd som enten dumme eller naive eller begge dele. Vor anmelder har set sig gennem 16 af de mest omtalte skandinaviske spillefilm og tv-serier fra de seneste år.
Selvmodsigelserne står i kø på venstrefløjen. Alligevel lader dens fortalere som om, det hele hænger sammen og er moralsk højt hævet over alle andres opfattelser og vurderinger. Mike Brunn-Lander gennemgår den politiske inkonsistens i den røde lejr.
Når staten lover uden at bogføre, ender regningen hos vores børn. En kontobaseret folkepension gør systemet ærligt, stabilt — og mere retfærdigt. De fleste burde kunne samles om én idé: Staten skal ikke love mere, end den kan betale. Borgerne skal have ejerskab over deres egen fremtid.
Hver gang USA bruger magt uden at udfylde de rigtige formularer, går den europæiske debat i ring. I de europæiske hovedstæder messes den samme sang om den regelbaserede verdensorden, international ret, suverænitet og procedurer. Sangen forveksler jura med magt og moral med orden.
Den britiske efterretningstjeneste MI6 har fået ny chef, som fornylig holdt en velkomponeret tiltrædelsestale. Talen higer ikke efter applaus. Vor Modløber gennemgår talens indhold, som er farlig i al sin "rimelighed" og "fornuft", hvis den modtages uden skepsis. Der vil sidde vestlige politikere klar til at fordreje den.
Brian Mikkelsen, tidligere ”konservativ”, nu Danske Erhverv, har i juledagene slået et slag for et nationalt selvmord til gavn for sin høje hyre. Men hr. Mikkelsens illusioner vil briste en skønne dag. Også han vil blive ramt af den ustoppelige blå bølge.
Mediedækningen af USA’s angreb på Venezuela har haft en bemærkelsesværdig følgeslutning fra Caracas til Nuuk. Som om et militært opgør med et autoritært narkostat-regime i Sydamerika peger logisk frem mod en militær overtagelse af Grønland. Det gør det ikke. Men Grønland befinder sig i et nyt farvand.
Når dyder overgøres, betaler virkeligheden prisen. Ironien er, at socialisterne burde være glade for høj omfordeling, universel velfærd, gratis sundhed og uddannelse, lav ulighed, stærkt sikkerhedsnet i Danmark. Alligevel er det for en del af venstrefløjen aldrig nok. Der skal altid mere lighed, mere regulering, mere omfordeling, mere tolerance, mere stat.
Kongen åbnede med sin tale op til herskerklassens uvante følelse af eroderende magt og fastholdt sit publikum ved at kredse uddybende om angsten. I et tusmørke, hvor virkeligt og uvirkeligt ikke lader sig skelne. Vi kan ikke få realiteterne til at forsvinde, og vores fantasi lader sig ikke standse.
Vi lever i Muhammed-tegnernes eget land. Det betyder, at den vigtigste – og sværest praktisable – grundsætning i vores samfund er, at alt og alle skal kunne tåle at blive udsat for hån, spot og latterliggørelse. Og hvorfor så det? Jo, fordi det er her, ytringsfrihedens idé for alvor står sin prøve.
