Højlydte muslimske prædikener fyger over Rådhuspladsen og Enghave Plads i København i harsk kontrast til såvel den fredelige julestemning i december og den lavmælte borgerlighed året rundt.
Hvad end spørgsmålet er julehjælp til muslimer eller undersøgelser om danskernes forhold til muslimer, så kan man forvente en automatreaktion fra generalsekretæren i foreningen Brobyggerne, Özlem Cekic. Hendes forening er en millionforretning på skattekroner, og Özlem Cekic optræder igen og igen i debatten som både brandstifter og brandmand.
Europa må beslutte, om det vil være en politisk aktør blandt andre – eller fortsætte som et moralsk projekt, der ikke forstår, hvorfor resten af verden ikke deler dets fantasier. Indtil da vil USA’s tvivl bestå. Ikke fordi Amerika har mistet sine værdier, men fordi Europa ikke længere genkender sine egne.
Begrebet ”islamo-gauchisme” bliver brugt af højrefløjen for alliancen mellem islam og venstrefløjen. Begrebets manglende præcision fritager ikke venstrefløjen for beskyldningen om idioti. Venstrefløjens empati for socialt udsatte veksles til ideologisk støtte til bevægelser, som i realiteten underminerer deres egne værdier.
Bondi Beach. En Hanukkah-fejring. Et religiøst arrangement målrettet jøder, som bliver ramt af skyderi og mord. Og hvad går der? Få timer før Asmaa Abdol-Hamid melder sig på banen: Vi skal tale om, hvordan muslimer nu bliver udsat. Det er ikke bare tonedøvt. Det er et moralsk overgreb - forklædt som omsorg.
Den berømte psykolog fra Aalborg er helt og aldeles blind for, at den politiske, folkelige midte, som han selv mener at tilhøre, har flyttet sig gevaldigt mod venstre i løbet af de seneste 50 år, og nu, først nu, er på vej tilbage mod højre. Jeg gad godt vide, om han helst vil leve i et Europa påvirket af venstrefløj og islam – eller et Europa påvirket af højrefløj og kristendom?
Dommen over TV 2's advokatundersøgelse, der lå til grund for fyringen af Jes Dorph Petersen for fem år siden, er en dom over MeToo-bevægelsen, båret frem af journalister, aktivister og en tidsånd, der hverken kender til tvivl eller bevisførelse. Slyngelstuen gør status efter Højesterets afgørelse og ser fremad.
Mediernes dækning af islamiske terrorangreb tager tilsyneladende udgangspunkt i, at det vigtigste er ikke at stigmatisere muslimer generelt. Resultatet bliver en tandløs dækning, der ikke vil tage konkret stilling til, om islam er til fare for ikke-muslimer.
Men vil danskerne hellere have en terrortrussel og islam, eller et samfund uden islam og uden terror?
Gads Forlag udgiver en moderniseret udgave af de første danske stadsretter fra Slesvig over Roskilde til Lund. Vist er det nørdet, men det er også et åbent vindue til bykulturens tilblivelse som retlige enheder i højmiddelalderens Danmark. Allerede dengang var Danmark delt i land og by.
Danmark ville have været som Sverige, hvis Ida Auken og hendes politiske venner på venstrefløjen, inklusive Det Radikale Venstre, havde haft magt, som de havde agt og kunnet gennemføre den forfejlede indvandringspolitik, som Ida Auken nu pludselig græmmes over. Ida Auken, det er på tide at sige undskyld til det danske folk.
Jeg må have et lyst sind, fordi jeg fortsat er overbevist om, at vi kommer ud af masseindvandringens onde spiral med vores lande i behold i Vesteuropa, men for at gøre det må vi feje vores nuværende eliter af banen. Det sidste er heldigvis også ved at ske i Frankrig og England især. Lad dette være en positiv opfordring.
Birthe Rønn Hornbech taler om verden, som var den et spejlbillede af hendes egen - eller et anneks til Det Radikale Venstres gruppelokale for 35 år siden.
Der er sket et og andet med de røde lejesvende siden 1970’erne. Vel findes de stadig. Men medarbejderne er i dag mere pink end postkasserøde og forbløffende ubevidste om deres egen bias. Deres fokus er skiftet fra klassekamp, hammer og segl til køns- og identitetskampens lyserøde arena med Metoo, intersektionel feminisme, woke og transaktivisme.
Meget af handlingen i ny roman om københavnsk folkeskole har seksuelle undertoner, beregnet til at ydmyge og skræmme. Elefanten i romanens rum er islam. Religionen bliver ikke nævnt direkte, men der er flere mellemøstlige navne og indvandrerudtryk drysset ud over persongalleriet.
Det mest europæiske ved Europa er, at vi hellere vil blive fornærmede over spejlet, end vi vil ændre det, det viser. Europa vil ikke forstå Trumpismen – fordi sandheden er for smertefuld. Europa elsker alt, der føles rigtigt. Europa frygter alt, der virker.
USA siger nu højt, hvad Europa har forsøgt at ignorere: Vi er som kontinent svækket ude af stand til at forsvare vores egen civilisation. Personligt har jeg alvorlige tvivl om, hvorvidt Europa kan handle rettidigt i det træge og selvgode apparat, vi har bygget i Bruxelles, skriver Jesper W. Rasmussen.
Kvinders massive vandring gennem Vestens institutioner har konsekvenser for den måde, disse instanser fungerer på. Det er på høje tid, at mænd mander sig op og forsvarer de vestlige dyder og værdier og får kvinderne med på det vigtigste. Det er en fælles opgave.
EU’s model er baseret på beskyttelse gennem begrænsning. Musks model er baseret på modenhed gennem frihed. Det er to uforenelige verdensbilleder. Musk truer EU’s monopol på digital sandhedsproduktion. Og EU reagerer, som institutioner altid gør, når de mister magt: med regulering forklædt som sikkerhed.
Parallelsamfund et ikke kun en fysisk størrelse i landets ghettoområder. Det er også en mental tilstand. Muslimer afstår altovervejende fra at blive gift med en ikke-muslim. Hvor er de muslimske politikere, meningsdannere og forbilleder, der gifter sig ud af deres religion, spørger Rami Zouzou.
Casper Clemmensens nye bog er velmenende og teknisk solid i sit forsøg på at bringe oversete kvinder frem i nordisk historie. Men hurtigt bliver det klart, at bogen lider af et symptomatisk problem: Den vil vise os kvinder som mere centrale aktører, end historien og naturen tillader.
Vist findes der gode liberale og ligestillingsorienterede politikker. De, der virker, har alle én ting til fælles: De kan evalueres. De kan fejle. De kan justeres. De accepterer realitetens dom. Den woke politiske model er immun over for virkeligheden. Som Karl Popper skrev: “Den, der ikke tolererer kritik, ønsker ikke sandhed, men magt.”
Hvad muslimer selv oprigtigt lægger i begrebet islamisk, er et vigtigt spørgsmål, som sjældent bliver undersøgt ordentligt. Alligevel sad de Radikales Martin Lidegaard i Deadline og redegjorde selvsikkert om forskellen mellem islamisk og islamistisk. Allerede her begynder forvirringen. Mange misforståelser skal ryddes af vejen, før vi bestemmer os for remigration, mener Karen West.
Dobbeltanmeldelse. Ny svenskproduceret dokumentarfilm forsøger at opklare det mysterium, at verdens mest homogene land blev atomiseret i løbet af få generationer. Ny svensk bog viser eksemplarisk, hvordan multikulturalismen ødelægger den svenske skole. Begge anbefales til skræk og advarsel.
Mette Frederiksen taler til folket som én, der lytter og ved. Men når hun udviser handlekraft, bevæger hun sig uden om eksperter, processer og evidens. Viden er noget, hendes magt helst er foruden. Fem eksempler fra Mettes verden, som viser egenrådigheden i statsministerens metoder.
Vesten fravælger at få børn, fordi vi har bygget et samfund, hvor individet dyrkes og forpligtelse opløses. Samfund med borgerlige normer, hvor familie og ansvar er moralsk centrum, er de eneste, der reproducerer sig. Alle andre modeller uddør – stille og matematisk uafvendeligt.
Selv som ung, venstreorienteret og dum var Morten Uhrskov ikke i tvivl om, hvem der var danskere, og hvem der ikke var. Men tilflytterne blev flere og flere, og i dag kan de fleste se og mærke konsekvenserne af den førte udlændingepolitik. Forfatteren gør status med et citat fra 80'erne: "Hvis ikke vi stopper indvandringen, ender det med, at hudfarven bliver vores uniform”.
Det mest foruroligende i vores liv er ikke, at vi ikke forstår alt det svære i filosofien, men at vi ikke gider forsøge. At vi frivilligt opgiver at blive bedre til at tænke. Filosofi er til tider svær, men den hvæsser de værktøjer, som skal bruges, for at undgå at udvikle sig til en papegøje, efterplaprer og lemming.
Valgnatten i november afslørede en tendens, som længe har ulmet under overfladen: Muslimske vælgerblokke er ikke længere kun et britisk fænomen – de er ved at blive en del af dansk lokalpolitik. Når befolkningssammensætningen ændres, ændres politikken – før partierne når at opdage det.
Alliancen mellem socialister og islamister er naturlig og logisk - og slet ikke så overraskende, som mange synes at mene. Det røde banner og det grønne banner deler mange opfattelser og analyser. Deres fælles, historiske mission er at udskifte det jødisk-kristne, borgerlige samfund.
DR's tusindtallige skare af journalister er som det hedder – ”tilstræbt objektive”, og så er den potte ude. DR står, når de selv skal sige det, for det ypperste. Desuden tvinger ingen redaktør journalisterne til at være røde. Det sidste er formentlig korrekt: Det er unødvendigt. Venstreorienteringen sker helt af sig selv. Den er norm og kultur.
Mette Frederiksen nægter at indse, at folk er trætte af hende, også i Socialdemokratiet. Imens bumler S-toget videre. Ingen kan bortforklare krisen. Ikke klimakrisen, energikrisen, migrantkrisen eller alle de andre kriser, statsministeren har brugt som politisk teater. Statsministeren står nu i en helt ny krise: Mette Frederiksen-krisen.
SATIRE: Kasper Støvring gennemgår en række DR-programmer og finder "dokumentation" for, at Danmarks Radio slet ikke er venstreorienteret, men det modsatte. Støvrings satiriske analyse foregriber den undersøgelse af DR's politiske tendens, som kulturminister Jakob Engel- Schmidt har igangsat for at lukke munden på kritikere af mediemastodonten.
Første søndag i advent skulle være en af årets mest fredsommelige dage. En stille dansk markering af begyndelsen på noget håbefuldt for vores folks fremtid. Men i 2025 sidder danskerne og tænder det første lys i en atmosfære, der ikke kun er præget af mørke og vinter - men af en religiøs form for utryghed.
Logik lader ikke til at være en kvalifikation landets kulturminister Jakob Engel-Schmidt råder over. Nu vil han igangsætte en objektiv, uvildig undersøgelse, som han på forhånd kan garantere vil komme til at vise det resultat, han ønsker sig. Tror ministeren, virkelig offentligheden lader sig manipulere så let?
Moderne pædagogik er fuld af fromme ønsker og kritik af borgerlige normer. Morten Uhrskov anholder en aktuel forestilling om, at det ikke nytter noget at udvise autoritet og konsekvens i folkeskolens klasseværelser. Vor Modløber påpeger, at skoleforskeren Louise Klinge enten taler mod bedre vidende eller bare ikke ved særlig godt.
Når vi lytter til Robert Plant, John Fogerty eller Paul Simon, hører vi ekkoet af kristne kor, borgerlig dannelse, æstetisk håndværk og moral, der sammen skabte grundlaget for ungdomsoprøret. Et oprør, som var en manifestation af den frihed, som kun det borgerlige samfund tillader.
Løgnene om de syriske migranter har været størst i Sverige, men Udlændinge- og Integrationsminister Rasmus Stoklund kan også være med i festlighederne. Således praler ministeren med, at hele 1,1 pct. af de herboende syrere er rejst hjem igen med lommerne fulde af danske skattekroner. Hvad med alle de andre?
Noget tyder på, at karrieresocialisten med det adelige efternavn ganske enkelt ikke tåler modgang. Pernille Rosenkrantz-Theil må være skræddersyet til en tilværelse i den offentligt betalte medvindsindustri.
Det nyligt afviklede kommunalvalg viste os et Danmark, der er ved at bevæge sig ind i en ny politisk æra. Ikke blot fik venstrefløjen mere at sige i en del større byer, inklusiv hovedstaden, men også fordi en række ikke-danske mærkesager som Palæstina og krigen i Gaza for første gang fik afgørende indenrigspolitisk betydning.
Den skandinaviske kulturkamp efterlader de borgerlige et svært sted. Jon Eirik Lundberg reflekterer over bogen ”At danse efter magtens pibe” af svenske Lars Anders Johansson og forklarer, hvorfor de borgerlige ofte mister initiativet i kunst- og kulturdebatten, og hvordan de genvinder det.
Folkeskolen er blevet pigeliggjort. Det mener Stefan Hermann, tidligere rektor for Københavns Professionshøjskole og en central stemme i skole- og dannelsesdebatten. Det er derfor, folkeskolen hverken kan styre indvandrerdrengene eller holde på almindelige danskeres børn, som må se i vejviseren efter ro, disciplin og et sundt skolemiljø.
Da behovet for public service opstod, var staten den eneste aktør, som kunne etablere infrastrukturen. Internettet afsluttede den epoke, og lige siden har statsmedierne befundet sig i en legitimitetskrise. Den har de løst ved at give sig selv et imaginært mandat.
Radikalismen ønsker ikke et uddannelsessystem, der dyrker klassikere. Det er for tungt, for unyttigt og for irrelevant. Tilbage står vi med en subjektiv hedonisme: velfærd, hor og almindelig ondskab.
Det måtte jo komme. Københavns Universitet har officielt gjort sig til slave af sin tid ved at efterligne Københavns Kommune med en ny ”mangfoldighedsstrategi”, som vil martre universitetet over de næste fem år og forvandle det til et Diversitet. Jo, det er faktisk alvorligt ment, skriver Marianne Stidsen.
Kvinder stemmer i overtal på venstrefløjspartier, men venstrefløjspartier svigter igen og igen kvinderne, når de nægter at tage et opgør med den kvindeundertrykkelse, som islam praktiserer. I al sin enkelhed er det kvinderne, der svigter kvinderne.
Den svenske kunstner Lars Vilks døde i et biluheld i 2021. De sidste mange år af sit liv levede han under massiv politibeskyttelse, fordi han i 2007 tegnede en M-hund. Der eksisterer en mindefond for kunstneren, der også er ophavsmand til kunstværket Nimis på Kullen. Men mindefonden lever så ubemærket som muligt. Truslen hænger også over de efterladte.
Vor Modløber mindes sine bedsteforældre og beskriver den marxistiske internationalisering af alting, som muligvis snart vil bliver erstattet af en bedre og mere levedygtig kultur for de danske. Træk på skuldrene. Og sig: “Nå. Det her er Danmark, kammerat.”
Hvor bliver Koranen og islam af i Sherin Khankans tågesnak om fortolkninger, positioner og retorik? Det minder påfaldende meget om folk, der ønsker at kortlægge motorvejsnettet i 30’ernes Tyskland uden at ville læse Mein Kampf, skriver Marianne Stidsen i en analyse af Sherin Khankans forståelse af islam.
Digtsamlingen Varetægt burde være tvangslæsning for disse hadefulde kvinder, der vil rette op på århundreders undertrykkelse af kvinder ved at blive tyranner selv. Det er kafkask og hjerteskærende på samme tid; et ungt menneske, opfostret i velfærdsstaten, risikerer at gå til grunde i et uforståeligt og grusomt maskineri.
Det moderne etiske investeringssystem fungerer som en markedsbaseret religion. I stedet for præster har vi fået ESG-konsulenter, NGO-analytikere og advisory boards, der sælger certifikater, guidelines og impact. Sådan forvandler woke-investeringer etiske idealer til økonomisk teater.
De store ideologiske kampe i Danmark foregår i det sproglige grundvand. Som nu fx i Rødovre Kommune, der brander sig med sloganet “Sammen om Rødovre”, hvor omsorg og ensretning smelter sammen. Venstrefløjens sprog er blevet kommunernes og statens modersmål.
Det er radikalismens fristelser, som har ført til humanioras fald. Radikalismen er først og sidst fjendtlig overfor den bestående orden og ønsker at ramme den så dybt og fatalt som mulig og bemægtige sig den. Det konservative modsvar er at se kulturen som et lager af moralsk viden og dømmekraft, der nedarves fra generation til generation via historie, kunst, litteratur, musik.
Venstrefløjen, Politiken, Weekendavisen og de såkaldt anstændige borgerlige har mødt den nye dreng i klassen, som man tidligere tog imod rødhårede - med verbale tæv - og opfatter drengen som noget, Fanden har lukket ind i dansk politik. Men Kontrast tager debatten med ny artikelserie om tidens varmeste emne.
Bill Gates har leveret et opgør med klima-farcen. Bill Gates åbne brev “Three Tough Truths about Climate” flytter den globale klimadagsorden. Det er ikke bare en ny strategi. Det er en ny antropologi: Mennesket er ikke længere problemet. Mennesket er løsningen.
Staten vil beskytte os mod nettet — men ender med at regulere hverdagen. Under dække af omsorg former regeringen digitale vaner: et forbud her, et filter dér. Resultatet er en ny form for opdragelse — teknisk, institutionel og uforsonligt regelstyret, hvor dannelse bliver overflødig, og borgeren beskyttes mod sin egen myndighed.
Der findes en stigende diskrepans i smørhullet Danmark mellem trangen til underholdende gys og en meget indskrænket opfattelse af virkeligheden - og af forholdet mellem Danmark og det store udland. Blodet ruller i villahaverne, mens venstrefløj og middelklasse for længst har vænnet sig til attentater mod Europas jøder og lever fint med dem.
Først nægter hovedstadens borgmester Sadiq Khan at forstå, hvad fænomenet er, derpå benægter han, at det er sket i London, og til slut bliver han opdaget som en løgnhals, der udmærket vidste, at det foregik, mens han var borgmester. Bedrag fra start til slut, mens danske medier tier om sagens alvor.
Du vidste måske godt, at den var gal - men ikke så organiseret, systemisk gal. Bag Wikipedias idealistiske facade styrer en lille elite, hvad verden må læse – og hvad der skal forsvinde i digitalt mørke - og ChatGPT følger blindt trop, fordi det er der, AI henter sin viden. Nu er Elon Musk måske på vej med et alternativ.
Bogen handler om idiotisk integrationspolitik, om berøringsangste skolelærere, dårlige kammerater og om deres manglende mod til at tage ansvar. Heldigvis havde han sin gode, kærlige og nærværende far. Rami skriver hverken for at please eller provokere nogen. Rami skriver, fordi han vil formidle en viden, han tilegnede sig igennem 40 år.
Hver gang, der udkommer en ny rapport om løngabet mellem mænd og kvinder, følger den samme fortælling: Kvinder tjener mindre, fordi samfundet er styret af patriarkalske strukturer. Tallene bliver gengivet i medierne uden forbehold — og konklusionen er altid den samme: Der er brug for mere ligestilling, statslig kontrol og handleplaner.
Hver eneste gang, jeg har skrevet om samtykkeloven, har det medført chikane, trusler om politianmeldelse og anmeldelser til Pressenævnet. Men offentligheden bør have indblik i disse sager, for de skriger til himlen.
Der udkæmpes i det britiske kongehus en strid med dybere betydning. Striden må forstås som en allegori over Vestens indre kamp mellem tradition og wokeness. Med prins William på den ene side, prins Harry og den ældre prins Andrew på den anden - og kong Charles i midten. Prins William viser vejen ud af sentimentaliteten - med familiekniven i hånden. Der er en lektie at lære.
Vor modløber har sat sig ned og læst og lyttet til Zetland, der soler sig i offentlig mediestøtte, og udsættes for, hvad kan kalder forførende journalistisk massage. Det er ord og lyde, der som et dampbad omslutter dig i en velduftende tåge af “fordybelse”, hvor venstreorienteret ideologi vaskes ren for aggression og pakkes ind i kropsvarmende empati.
Hvis forskere og debattører fralægger sig retten til at analysere og kritisere islam og overlader det felt til teologer og troende muslimer, så står vi tilbage med et ensidigt billede. Den kendte islamforsker Jesper Petersen taler med to tunger. En hos demokraterne og en hos islamisterne. Og det er godt nok problematisk.
Danmark kan ikke bestå som Danmark, hvis vi lader islam bestemme via demografi, stemmeseddel og venstrefløjens samarbejdspolitik og accept. Derfor skal vi standse indvandringen fra muslimske lande, gøre alle tildelte statsborgerskaber tidsbestemte, udvise kriminelle udlændinge og begrænse islams indflydelse i Danmark, primært den vilkårlige vold og klanernes magt.
I medierne læser jeg ofte om kvinder, der mener, de har fået dårlige kort på hånden — imens de har alverdens materielle goder. En rigdom, mange kun kan drømme om. Kvinder, der synes, verden skylder dem mere — status, komfort, beundring. Elsk mig. Nu!
Kulturarvens ringe forfatning skyldes ikke så meget glemsel. Den er et resultat af et bevidst angreb. Uddannelsessystemet har været under angreb af især venstreorienterede og progressive kræfter, som ikke syntes, den nationale fortælling skulle fylde ret meget.
Trump gør det samme som Taleban, mener professor på Arkitektskolen i Aarhus, der hermed fornyer sit medlemskab af de rigtige meningers klub og plejer sine karrieremuligheder i klanen.
NGO’er lyver, regeringen manipulerer - og medierne sover. Danske kvinders lidelser og ligestillingskamp er blevet en potemkinkulisse for skruppelløs vælgermanipulation. Millionerne vælter ud af statskassen til ingen verdens nytte, og feministerne kan grine hele vejen til banken.
Ødelagte genstande, buster, infantile happenings og komplet gakket ordgejl bliver ophøjet til kunst eller videnskab om køn, klima, kolonialisme og erogene zoner.
Den tidligere politiker og sognepræst Mette Bock kombinerer kristendommen med troen på magiske kræfter. ”Ordet skaber, hvad det nævner,” siger hun med et slogan, man ofte hører på progressive universiteter. Sjovt nok er det også nogenlunde sådan, primitive stammefolk gennem umindelige tider har overbevist sig selv om, at ordene står over tingene.
Næsten dagligt spørger kommentatorer og politikere, hvor det gryende jødehad i Europa mon kommer fra. Måske skyldes uvidenheden, at svaret er så nærliggende. Jon Eirik Lundberg beretter om protesten mod et værk på en udstilling i Norge, fordi kunstneren var jøde. Talsmand for norske billedkunstnere kræver, at museer vælger den "rigtige" side i aktuelle politiske konflikter.
Den færøske ytringsfrihedsforsker Heini í Skorini har fået en pris for 'Årets Tale'. Talen blev holdt på Rahbeks Højskole i sommer. Du kan læse den her med en indledning af Anne-Marie Vestergaard. Hvis du ikke kender Skorini er der også en kort biografi om færingen.
Det danske medielandskab er monotont og styretøjet trækker konstant mod venstre vejbane. På landevejen, hvor troværdighed ofte er en vare, der kan købes og sælges ved vejboden, har DR's nye boss Bjarne Corydon valgt en strategi, der skal se ud som oprydning, men det er bare skuespil.
Højrefløjens brændstof er globalisering, migration og identitetstab. Remigration er i den forstand ikke blot et praktisk værktøj, men et kulturpolitisk signal: At det danske samfund har en kerne, og at brud på grundlæggende normer faktisk har konsekvenser. Lars Glade observerer, at Elefanten i rummet nu bliver nævnt.
Efter skandalen på RUC er det fristende at kræve hele molevitten lukket. Men hvad nu, hvis vi bruger øjeblikket til at tænke over, hvordan universitetet genopbygges? Kan vi vende den dalende tillid til de højere læreanstalter i Danmark og resten af den vestlige verden? Hvem tør skabe et egentligt universitet?
Mediernes og overklassens analyser af underklassens vrede er bizart afmarcherede og problematiske. Bare se på England. Slyngelstuens Daniel Pinderup advarer mod britiske tilstande i form af Berlingskes Jarl Cordua, der har skrevet for Berlingske i snart en menneskealder uden at lyde som andet end en taleskriver for Søren Pind.
Regeringens nye litteraturkanon for gymnasiet udtrykker en socialdemokratisk, sniksnakkende tilgang til historie, perspektiv og egentlige færdigheder. Her kan alle være med - uden at vide noget.
Så længe vi gør opdragelsen til et politisk eksperiment i lighedens og sårbarhedens navn, skaber vi generationer, der ikke kan bære voksenlivets virkelighed. Den største uretfærdighed mod et barn er at opdrage det til en illusion, skriver Lars Glade i en kritik af årtiers eftergivenhed og de voksnes ulyst til at være voksne.
Kan man som hvid turist lade sit hår flette af en sort kvinde på en strand i Kenya? De politisk korrekte har mange problemer at slås med. Men det er ikke et etisk dilemma, skriver Mike Bruun-Lander. det 'følte' dilemma er blot et symptom på et samfund, der har mistet sansen for proportion og virkelighed.
Jeg ligger på hjul af sønnike, der træder en solid mølle i modvinden; her ligger jeg bare, nærmest vægtløs, som en anhænger, en skygge, et appendiks, mens vores ben cirkulerer i takt, tandhjul og lejer spinner, og pulsen finder et leje i ordløs samhørighed. Stille, meget dæmpet, ekstase.
Anne-Marie Mai er professor i litteratur og har skrevet en bog om H.C. Andersen. Professorens præstation får ingen rosende ord med på vejen af vores anmelder, der mener, at bogen er dybt overflødig, og at professor Mai er et symptom på et universitet, der helt har forladt sine egne idealer og betragter litteraturforskning som en afart af amatør-vinsmagning.
Hvis du undrer dig over, hvorfor folkeskolen hverken er skole eller for folket, så sæt dig ned og lyt til en podcast produceret af Københavns Kommune. Undervejs forstår du, hvordan de progressive fik ødelagt folkeskolen indefra.
Krigen mellem Israel og palæstinenserne er ikke som andre konflikter: Ingen af parterne får lov at vinde. Hvis én af dem vinder, vil det udløse et endnu større ragnarok. Den evige konflikt mellem Israel og Palæstina er det fredeligste scenario af alle alternativer. Men det er også en grusom erkendelse.
Hugo Hørlych Karlsens bog De fem ringe føjer sig ind i rækken af moderne bestræbelser på at fortolke østlige klassikere. Her gælder det samuraiernes klassiske strategiske værk, Musashi Miyamotos Go Rin No Sho. Værket har gennem århundreder været en grundpille i japansk krigerkultur, men også et spejl for eftertidens fascination af disciplin, strategi og selvbeherskelse. I dag er det blevet en populær reference ikke blot i kampkunst, men i ledelse, selvhjælpslitteratur og moderne kultur.
Terrororganisationen Hamas har infiltreret DR med en helt ny og original teknik. Ikke ved tilstedeværelse, men ved fravær. Hamas er som tryllet væk i statsradiofonien.
Enhedslistens Victoria Velasquez holder fri fra sit job i Folketinget og er draget til søs for Hamas. Men så blev hun kidnappet af onde jøder. Og nu bliver hun martyr.
Alt det, man også kunne vælge at se på med taknemmelighed: at andre mennesker har brug for en, at skæbnen har skænket én mand og børn og hus og hjem, bliver nu set på som udnyttelse. Samtidig med, at vi vel at mærke taler om mennesker, der stort set har fået alt, hvad hjertet kunne begære, når det gælder velstand, luksus, overflod og velfærdsgoder.
Enhedslistens kvindelige politikere kræver, at banker og pensionskasser tvinges ind under klimaloven. Det er et udtryk for en dybere følelse i de socialistiske kvinder om kapital som synd og staten som frelser.
Dagbladet Politiken og venstrefløjen griber enhver anledning til at tro, mennesket er modellerbart og derfor kan korrigeres, ensrettes og hjernevaskes til det gode. De tager fejl - igen og igen. Væsentlige politikområder vil blive påvirket, hvis eliterne kom frem til, at mennesket ikke er en blank tavle, men i høj grad et biologisk væsen.
Angrebet på Heaton Park-synagogen i Manchester var kulminationen på to års skamløst jødehad i den europæisk offentlighed – og på årtiers fejlslagen integrationspolitik. Vores Modløber markerer to-års-dagen for Hamas' terrorhandling og den antisemitisme, der fulgte med på den toneangivende venstrefløj.
Et stjernespækket panel ville gerne diskutere ytringsfrihed og islam i Det Berlingske Hus, men kviede sig ved at tale om mediernes behandling af kunst, der ikke er woke og venstreorienteret. Politiken og Information blev helt væk fra arrangementet, selvom de to dagblade havde meldt deres ankomst. Jon Eirik Lundberg rapporterer fra markeringen af 20-året for Muhammedtegningerne.
Den ferme avisskribent, forfatter og litterat Nils Gunder Hansen udgiver en lidt irriterende bog om sin kristendom, der ikke er en ret linje, men en kroget affære, uforløst, noget nærmest afmægtigt. Bogen havde fortjent en redaktør, som kunne have sagt: Nej, hør nu her - kom lige ind i kampen!
Visse kunstnere bliver husket, fordi de brød radikalt med deres tid. Og så er der dem, der insisterede på at fastholde et sprog, som forekommer gammeldags, men som peger på noget tidløst. Janus la Cour hører til sidstnævnte kategori. Hans værker kan i dag virke stille og beskedne, men i deres egen ro bærer de en civilisatorisk tyngde.
Christoffer Boe har med sin nye film skabt et værk, der både viser kriminalhistoriens begyndelse og menneskehedens evige kamp med ondskab og magt – alt sammen fortalt med en billedstyrke og en musikalsk nerve, der vil stå som noget af det mest gennemarbejdede, vi har set i nyere dansk film.
