Han er let at genkende, for han er overalt. Han står i køen ved ladestationen og tjekker afgiftsfordelen. Men er bilen, han netop har valgt, egentlig hans valg? Han arbejder fuld tid, ofte lidt mere, og alligevel er der altid en regning, der kommer bag på ham. Han er ikke fattig. Han er heller aldrig helt fri for bekymringen om at blive det.
Der er masser af lødig journalistik i de etablerede medier og i statsmedierne. Men balancen i en enkelt artikel siger ikke ret meget om balancen i mediet. Problemet er, at de redaktører, der sorterer verden for os, i alt for høj grad står det samme sted og kigger den samme vej.
Pride er ikke en folkefest, for en sådan kræver ikke en politisk korrekt bekendelse. En ægte borgerlig politik ville sige det højt: I må elske, hvem I vil. Staten skal ikke straffe jer. Men I har ikke krav på, at resten af folket skal fejre jeres livsform som den nye normal.
Læsere, der i forvejen er trætte af at se den allestedsværende Svend Brinkmann sætte sig behageligt og trygt til rette i midten af alting iført en fornuftig sweater, skal ikke snyde sig selv for hans seneste bog.
Grundloven, som er af mange anses for det ypperste i dansk politik, er et koldt og mekanisk stykke papir, der hverken yder det danske folk eller den lokale levevis nogen form for beskyttelse i en ulve- og sjakaltid som vores.
Efter 2. Verdenskrig blev Grønland genstand for et omfattende dansk moderniseringsprojekt, som man siden forlod. Nu skulle Grønland være selvstændigt. Hvor staten tidligere havde sagt, at den vidste, hvad der var bedst for Grønland, blev det efterhånden et moralsk hovedprincip, at Grønlands fremtid ikke måtte bestemmes udefra. Det var lige ved at gå galt.
Vi har entreret en ny fase, hvor de traditionelle midterpartier eroderer og forsvinder til fordel for den ekstreme venstrefløj af unge storbymennesker i alliance med Den Tredje Verden, men hvor almindelige vælgere vandrer til partier på højrefløjen, der hele tiden har haft ret i, at Vesteuropas kurs vil afvikle kontinentet som hjemsted for europæere.
I Storbritannien er politikorpset splintret i gruppeidentiteter, og iagttagere sår tvivl om neutraliteten. Islamiske NGO'er har tilsyneladende hjulpet politiet med af definere "islamofobi", men myndighederne har slettet beviserne. Hvad er der gået galt for det engelske politikorps?
Den nærmeste politiske fortid i Sachsen-Anhalt er DDR, ikke Det Tredje Rige. Den samme befolkning, der dengang officielt skulle forstå verden gennem antifascisme og solidaritet med PLO, bliver nu beskyldt for at huse fascismens tilbagekomst.
Roald Als var i Deadline i sidste uge. Det blev et afslørende øjeblik. For mens stregen stadig er levende og vittig, så virker mennesket bagved mere fastlåst og forudsigeligt.
Implementeringen af kunstig intelligens vil ramme den højtuddannede middelklasse i byerne hårdt, fordi deres jobs og status forsvinder. Det vil skabe nye politiske spændinger, højere beskatning, mere regulering, mistænkeliggørelse af profit. En lang, sur og bitter nedgang forudser vores Modløber.
Der er noget lunkent over den moderne feminist, som ikke vil indrømme, at vi er komplekse af natur. Vi er gennem millioner af år formet i hierarkier; hierarkier er, som Jordan Peterson bemærker, ældre end træer. Derfor er der noget forlorent ved kvinder, der ønsker svage mænd.
Fransk islamforsker vil indberette danske kolleger for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Samtidig langer hendes forlægger kraftigt ud efter Berlingskes chefredaktør Pierre Collignon, der beskyldes for at være de to danske forskeres lille hjælper.
Først Mattias Tesfaye. Nu Kaare Dybvad Bek. Snart Rasmus Stoklund. Det ligner mere og mere begyndelsen på kampen om Socialdemokratiet efter Mette Frederiksen. Centralt står et skifte, hvor krigen mod DF opgives og partierne i stedet skal nærme sig hinanden.
Skærme og kunstig intelligens kan betyde noget for især de elever, der i forvejen ikke kan læse så farligt meget. Men det er ikke dér, hovedforklaringen på de faldende færdigheder i skolen ligger. Morten Uhrskov har opgivet at overbevise danskerne med tal og statistikker. Derfor springer han i stedet ud som novellist.
Jeg elsker både Spanien og Portugal, skriver vor Modløber. Det er to lande med en traumatisk fortid, som nu endelig er på vej frem mod bedre tider. Desværre stoppes denne udvikling af politikere som Pedro Sanchez. Men nu ser det heldigvis ud til, at et voksende flertal på den iberiske halvø har fået nok af socialistisk immigrationspolitik.
Historien om de farlige børn i Københavns dyre gader er hverken ny eller overraskende. Den er et déjà-vu hos alle os børn fra Vestegnen. Så lad os ikke stikke blår i øjnene på os selv. Integration af Menapt'ere er så godt som umuligt. Mod æren i muslimske miljøer kæmper demokratiets principper forgæves.
PISA-tallene er historisk dårlige. Regeringen vil forbyde mobiler. Det kan måske give mere ro og koncentration, men det ændrer ikke ved det afgørende. Virkeligheden er konservativ, og det bør skolen også være. En konservativ skole genindfører det langsomme, det slidsomme. Papir, håndskrift, tavle. Lektier, der er øvelse, ikke aktivitet.
Vi lever i en tid, hvor alt i stigende grad skal måles, vejes, gøres op i tal og data, herunder sundhed, uddannelse, arbejde, endda lykke. Heidegger fortæller os, at det målelige ikke er hele virkeligheden. At et hjem er mere end kvadratmeter, et menneske er mere end sin skønhed og økonomi, en hammer mere end sin vægt.
Mennesket er et åndeligt væsen, ikke kun forbruger, producent og et hoved på vej til næste aftale. Signe Lindstrand skriver med varme og nærvær og holder mod alle odds fast i, at der er mere i livet end skærme, skemaer og den indre monolog. Det er et tiltrængt ærinde, og bogen fortjener at blive læst.
Journalist fra Kristeligt Dagblad løber med halve sandheder og platheder fra Syddansk Universitet og beskylder en af Kontrasts modløbere for at stå i ledtog med onde nazister. Hvorfor er danske mainstreammedier blevet så åndssvage?
Grønlands historiske opgør handler ikke kun om kolonialisme, men også om den danske socialstat. Efterkrigstidens moralske fortælling var, at racestaten tilhørte mørket. Velfærdsstaten tilhørte lyset. Men så nemt slipper vi ikke. Jon Eirik Lundberg forklarer hvorfor.
Ekspolitikere som Villy Søvndal, Mogens Lykketoft, Bertel Haarder og Per Stig Møller er faste gæster i DR's utallige sniksnak-programmer. Det må være som tak for de mange milliarder gennem årtier.
Matriarkat er den bedste betegnelse for den fase af revolutionen, vi befinder os i. Spørgsmålet er, om det vil lykkes at bekæmpe matriarkatets diktatur, inden det glider over i det køns- og identitetsløse samfund. Marianne Stidsen skriver en replik til Kajsa Li Paludans anmeldelse af ny svensk bog om ligestilling.
Hvorfor bliver nogle mordere sexsymboler, mens andre vækker afsky? En række nye kriminalsager fortæller, hvor meget udseendet betyder for vores syn på skyld og sympati. 'Pretty Privilege' kaldes det på engelsk.
Weekendavisens chefredaktør har skrevet en nostalgisk bog om frihed, der indirekte forklarer, hvorfor store dele af hans avis er blevet så frelst og forudsigelig. Når man kun har frihed og frigørelse a la 1989 på programmet, er det nemt at glemme frihedens forudsætninger, og hvad det kræver at vedligeholde og forsvare den.
Canada er igen og igen blevet fremhævet som mønstereksemplet på en succesfuld strategi for indvandring fra lande uden for Vesten til et vestligt land. Som så meget andet passer det ikke. Når andelene af fremmede vokser, stiger utilfredsheden, og tilliden falder. I Vancouver lider de nu under 'Superdiversitet'
”Hvor mange fly har du brug for?”, spørger Winston Churchill, der med sin klogskab var klar over, at man altid bør støtte den modigste mand i en voldsom konflikt. ”Bare en vandflyver”, lyder svaret. Vor anmelder er begejstret for den nye spillefilm om den franske krigshelt Charles de Gaulle.
Hannah Arendt var elitær. Hun var stor modstander af flerpartisystemer. Hun var anti-feminist. Anti-socialist. Anti-marxist. Alligevel bliver hun fejret i dag, især på venstrefløjen. Hvorfor?
En aktindsigt hos Københavns Politi viser en voldsom stigning i både stalking, fysisk og psykisk partnervoldvold i København fra 2024 til 2025. Men ingen ved, hvad stigningen reelt betyder, og hvad den skyldes. De feministiske interesseorganisationer klapper i. Det får Kontrast til at grave videre.
Isam B’s forsvar for niqaben vil gerne fremstå som et liberalt frihedsargument. Kvinden vælger selv. Derfor skal andre ikke fortælle hende, hvad hendes valg betyder. Det lyder umiddelbart sympatisk. Men at et menneske selv vælger noget, er ikke bevis på, at valget er frit i den betydning, Isam B ønsker at tillægge det.
Sverige er mestre i den særlige politiske disciplin at møde dybe kulturkonflikter med informationsmateriale – og derefter diskutere formuleringerne, mens demografi og virkelighed fortsætter ufortrødent. Om 11 dage går svenskerne til valg.
Danmark har pengene til at opruste i Grønland, men mangler mennesker til at bemande et af de skibe, der skal håndhæve suveræniteten. Måske fortæller det noget om en omkostning, vi endnu ikke har lært at måle: Hvad sker der, når staten gennem årtier ændrer mænds forhold til familie, faderskab, pligt og fællesskab?
Folketinget har i dag tilsluttet sig dele af EU's såkaldte migrationspagt. Pagten er ikke et stop for migration. Den er en administrationsordning, som fordeler. men ikke standser indvandringen fra Den Tredje Verden. EU kalder fordelingen solidaritet. Afstemningen i dag splittede den borgerlige side.
Når man giver middelmådigt begavede, temmelig dovne journalister med hang til Enhedslisten og De Radikale magt til at sætte dagsordenen, er man næsten selv ude om det. Weekendavisen har nok en gang bragt en ringe artikel målt ud fra alle almindelige journalistiske standarder.
Vesten har intet imod muslimer. Men muslimer i Vesten har selv skabt den såkaldte islamofobi med deres dominanskultur og forskruede æresbegreber med rod i ære, skam og vold. For muslimer er vold udtryk for styrke, mens dialog et tegn på vestlig svaghed. At disse to forskellige kulturer støder sammen, er ikke raketvidenskab.
RUC-forskeren Bushra Hanif svigter ikke kun unge muslimer, men offentligheden i bred forstand. Hvis religionen betyder mere end redelig og lødig videnskabelig forskning på et dansk universitet, så har man forladt forskningens kerne. Det er uværdigt for dansk humanistisk forskning.
Side efter side harpes der på de borgerlige i Elisabeth Møller Jensens nye bog om kvindebevægelsen. Imens dikkes og aes de venstreorienterede for at være på den ”rigtige” side af det ideologiske hegn. Vores anmelder er ikke imponeret over niveauet.
Den progressive, europæiske storby har fået en ringmur. Det mærkelige er, at muren består af kræfter, som tilsyneladende foragter næsten alt det, den progressive bykerne selv står for. I virkeligheden giver det god mening. Deres fjende er den samme.
Den tidligere regering gik med til, at 5.000 sager om tildelt førtidspension skulle undersøges for snyd. Kommer det til at ske - eller er det bare snak? Livet på førtidspension for indvandrere fra Stormellemøsten er nærmest normalen og ikke undtagelsen, som det er blandt danskere.
Hvis man tog iq-forskningen alvorligt, ville man sande, at op imod 10 pct. af danskerne simpelthen ikke kan tage uddannelse efter grundskolen. Hvor fatamorganaet om social ingeniørkunst går ind, går fornuften og sandheden ud.
De progressive, norske medier hader ham, men publikum elsker Odd Nerdrums malerier. Ny bog vil forstå og formidle hans kunstnerisk univers - og lykkes med det. Bogen kaster lys ikke alene over hans kunst, men også over hans samfundskritik, mener vor anmelder.
I 2023 gik 520.000 mennesker gennem junglen mellem Colombia og Panama – det højeste tal nogensinde. Godt 63 pct. var venezuelanere. De talte det samme sprog, havde den samme religion og delte samme historiske baggrund. Alligevel reagerede de lokale, som de altid har gjort ved at beskytte det lokale og nære.
Autoritær magt fremstilles gerne som noget med uniformer, militærparader, fængsler og mure. Men det er historiske rekvisitter. Mange andre steder som fx i kulturindustrien antager magten en anden form - godhed. Godhed giver prestige og status og bliver til tyranni, når gør afvigere til onde, højreorienterede mennesker.
Mette Frederiksen taler mod bedre vidende, når hun slår sig op på, at hun ville have håndteret flygtningekrisen bedre end den daværende regering. Hendes udenrigsminister ville have heddet Mogens Lykketoft, og han ville have gjort det samme som Søren Pind - kapituleret.
Det er på sin vis charmerende, men også dybt komisk, at det kommer som en overraskelse for kulturminister Zenia Stampe, at fortiden faktisk fandtes, og at den måske endda taler til samtiden. Dannelse er blevet en individuel oplevelse, dvs. noget tilfældigt og unikt.
Det er ikke tilfældigt, at aktivistisk musiker og influencer ønsker at skrive danske børnesange om. Hun griber ligesom de kløgtigste kommunister ud efter den kulturelle hegemoni. Omdrejningspunktet for de såkaldt progressive er magt. Ikke skønhed. Ikke leg. Ikke tradition.
Folkeskolens islamvenlige pædagoger lærte os, der godt kunne styre os i skolen, at bøje nakken og acceptere de fremmede kulturers sprog og adfærd, hvilket fik den konsekvens, at vi ikke brugte skoletiden på at lære noget, men på at navigere i forskellige islamiske kulturers religiøse kodeks.
Når kulturradikale, venstreorienterede og bløde borgerlige mennesker benægter fx indvandringens skadelige virkninger, belønner hjernen dem med dopamin for deres benægtelse. Derved undgår de oplevelsen af den kognitive dissonans. Morten Uhrskov var selv sen til at forstå denne kemiske sammenhæng.
Neomarxistiske, intersektionelle woke-feminister udnytter pigerne og kvinderne som ”kanonføde” i deres egen kamp for ”den store woke-sag”. De hjernevasker dem med andre ord til at tro, at de vitterlig er blevet voldtaget, for dermed at kunne trække dem gennem retssystemet og sluttelig få halet en dom hjem, som kan pynte på statistikken.
Man må beundre den politiske kreativitet på venstrefløjen, hvis ikke selvbedraget var så alarmerende for alle os andre udenfor boblen. Den ligner tryllekunst. Vupti, kaldes islamisterne reaktionære. Ikke fordi de pludselig er begyndt at citere Edmund Burke. Fordi det er sådan, venstrefløjen kan trylle dem ud af deres samvittighed.
Der er ikke noget galt i at have idealistiske forestillinger. Der hvor kæden hopper af, er, når disse idealistiske forestillinger invaderer det praktiske liv og forlader den sfære, hvor de burde høre til, nemlig kunstens og religionens. Da går det uvægerligt galt. Marianne Stidsen har set DR's 'Folkedomstolen'.
Berlin markedsfører sig i dag som Europas hovedstad for mangfoldighed, Pride, eksperimenterende kunst og kulturel grænseoverskridelse. Byens politiske flertal er overvejende venstreorienteret, og dens internationale ry er tæt knyttet til fortællingen om den frisatte storby. Men efter fire dage til fods gennem Berlin blev det klart for mig, at denne fortælling kun beskriver byens overflade.
Det er faldet mange for brystet, at AI-tech-firmaer køber bøger i massevis for straks at rive siderne ud, scanne dem og makulere de trykte sider. Man kan også anskue det som genbrug i sin reneste form. I stedet lever teksten nu videre et andet sted som en del af den hukommelse, millioner af mennesker stiller deres spørgsmål til.
Der er ingen avis, der som Politiken kan slå knuder på sig selv for at bringe nye og atter nye historier om alle de trængsler, vi kvinder angiveligt hver dag udsættes for. Om så de er rent fiktive påfund spiller det ingen synderlig trille, skriver Marianne Stidsen om den seneste undersøgelse om datingsaps som et 'minefelt for kvinder'
Identitet er blevet et akademisk argument. Jason Arday-sagen er blevet et symbol på en universitetskultur, hvor ønsket om diversitet kan gøre institutioner mindre villige til at stille de kritiske spørgsmål, som netop videnskab bygger på.
Et forslag om at lade feriekommuner få del i sommerhusejeres indkomstskat rummer et principielt problem. Borgere bliver en ny indtægtskilde for kommuner, de hverken bor i eller har stemmeret i. Og hjemkommunen sparer ingen udgifter, så der vil man skulle sætte skatten op for alle.
Sofie Rud er kommet i moralsk modvind i medierne, fordi hun har søgt og fået et job som rådgiver på den amerikanske ambassade. I følge kommentatoren Jarl Cordua er hun en 'Judas', altså en forræder. Men hvem er det, hun har givet et judaskys?
Studiet af tysk sprog og kultur har fået samme status som oldgræsk og latin. Det dur ikke at bruge kommunikationsargumentet angående tysk - eller fransk.
Selvmodsigelserne står i kø. Rigsfællesskabet skal bestå, men Grønland skal have ret til selvstændighed. Danmark skal være afkoloniseret i sin samvittighed, men bevare strategisk myndighed over Arktis og fremstå moralsk uskyldigt.
Anarkotyranni er når staten forvrider og forvansker begrebet lov og orden og dermed tvinger almindelige normalt lovlydige mennesker ud i selvtægt. Det er en vild radikalisering af samfundet. Den har foregået på venstrefløjen igennem mange år og har trukket centrum med sig langt, langt ud.
Den nye socialisme vil ikke eje fabrikken. Den vil eje relationerne mellem mennesker. Der er brug for det nye begreb Social-socialismen til at beskrive vores moderne samfund, hvor opløsning er blevet en ideologi. Social-socialismen angriber kønnet, familien og nationen på én gang.
Vi har et præcist ord for en person, der under en krig samarbejder med landets fjender: landsforræder. Men vi mangler et tilsvarende begreb for den, der i fredstid systematisk arbejder for at svække sit eget lands kultur. Derfor foreslår Kristian Tørning kulturforræder.
Som filosoffen Blaise Pascal sagde, så kommer al menneskets ulykke af, at det ikke evner at blive siddende stille i enrum bare et øjeblik. Han sagde ikke: med en bog i hånden. Men det kunne han faktisk lige så godt have gjort.
I århundreder fandtes der en uskreven orden mellem mænd og kvinder. Den byggede ikke kun på regler og rettigheder, men på dyder som selvbeherskelse, værdighed og gensidig respekt. Hvad skete der med denne orden, og hvad har vi mistet, da den forsvandt?
Den selvmorderiske empati er en diagnose på Vesten, for i det sentimentale samfund kan man sagtens have medfølelse for de forkerte, overse det virkelige offer, romantisere og bagatellisere forbryderen, forveksle godhed med eftergivenhed og gøre tolerancen så grænseløs og illegitim, at den bliver selvdestruktiv.
Mennesket bedømmes på, hvad det gør, ikke på hvad dets modstandere kalder det. Hvorfor gælder dette ikke på venstrefløjen? Lad os undersøge en af dens profiler og bedømme vedkommendes karakter på virkelige hændelser.
Marianne Stidsen genskriver den danske litteraturhistorie og er kommet til Henrik Pontoppidan, Herman Bang, Holger Drachmann og fremhæver den oversete Vilhelm Topsøe. De giver alle et mere autentisk billede af menneske og samfund end de åndløse kulturradikale og de socialistiske sværmere, der opfandt Det Moderne Gennembrud og satte sig på pensum, institutioner og tidsånd.
Statsministeren taler om åndelig oprustning, og hendes ministre forsøger at stemme i koret. Men da egeprocessionsspinderen fandt vej til borgernes haver, afslørede den rigets sande tilstand: En nation, hvor stadig flere forventer, at det offentlige tager ansvar for borgernes egne problemer.
Danskhed er ikke givet ved gener, slægter, sproget, vaner, territoriet eller kristendom. Men hvad er det så? Man kan sige, at vi er dygtige til at skrælle løget. Lag for lag fjerner vi alt det, der kan skabe debat, indtil vi på et tidspunkt ser op fra skærebrættet og opdager, at danskheden er væk.
De arabiske landes antikoloniale nationalisme, der havde sin storhed i 1960´erne, lever videre i de europæiske hovedstæder som et kronisk mindreværdskompleks. Det er den moderne islamismes evige gødning. Her slår den muslimske underlegenhedsfølelse ud i sin modsætning.
Når argumenterne slipper op, bliver kønnet pludselig hovedsagen. Venstreprofilerne Marie Bjerre, Linea Søgaard-Lidell, Marianne Lynghøj og Iben Krog er tilsyneladende blevet ramt af misundelse. De yngre mænd fylder for meget. Fordi de er mænd og har succes.
Ved Mount Rushmore lancerede Donald Trump den 3. juli ikke blot endnu et kampagnetema. Han genoplivede Den Kolde Krigs grundfortælling – denne gang med frontlinjen trukket tværs gennem USA. Fjenden er ikke ude, men hjemme. Denne fortælling kan få afgørende betydning for midtvejsvalget.
Den der råber racist, gør selv det, anklagen udpeger: Hun dømmer et menneske ud fra, hvor denne kommer fra. Racisme-anklagen forbeholdes den hvide dansker. "Racismen" er ensrettet i Danmark, og mainstreammedierne viderebringer det retoriske greb ukritisk.
Barbara F. Walters anmelderroste bog kan kun anbefales for de første 120 siders grundige analyse, ikke for de sidste 100 siders rablende vanvid. Sjovt nok skriver hun ikke et ord om, hvorfor de mange hvide, der ikke bryder sig om udviklingen, skulle gå med til hendes radikale forslag.
Kære ukrainske kvinder i EU: Træk i trøjen og kæmp for jeres land på linje med jeres mænd! Altså, bortset fra dem, der har råd til at se krigen på tv i Cannes med kaviar og årgangschampagne på bordet, mens Porschen på ukrainske nummerplader er parkeret i den private parkeringskælder.
Mens SF lægger navn til Mette Frederiksens udlændingepolitik, stemmer de imod samme i Europa-Parlamentet sammen med den yderste venstrefløj. Hvor mange stramninger kan man acceptere i København, mens man bekæmper dem i Bruxelles?
Vince Gilligans seneste tv-serie Pluribus indeholder en stærk og overbevisende tematik. Men fik alligevel vores anmelder til at kede sig undervejs til trods for, at den sætter fingeren ned på totalitarismens genkomst.
Mens Danmark ligger på stranden med sand mellem tæerne, holder symbolpolitikken aldrig ferie. Det er ikke længere nok, at byen fungerer. Den skal også bekræfte segmenternes identiteter. Den skal fortælle os, at vi er repræsenteret, anerkendt og følelsesmæssigt inkluderet.
Vor anmelder tegner et portræt af den kulturelle overklasse i Jesper Steins to seneste romaner Terræn og Lejr. Begge steder giver den rette klimabekymring og feminisme kulturel og seksuel kapital. Det er satirisk og bidende skildret.
Kun inderlig politisk modvilje forhindrer, at iq-forskningen bliver langt mere kendt og langt mere anvendt på måder, der vil gøre især uddannelsessystemet betydeligt mere humant, end tilfældet er i dag. Vor Modløber giver dig et lynkursus i iq-forskningens mere end 100-årige historie.
Hvordan kan kvinder, der kalder sig feminister, ende som de mest ihærdige forsvarere af islamisme, Hamas og en migrationspolitik, hvis konsekvenser alt for ofte rammer kvinder?
Blandt millioner af videoer og reels lykkedes det DR og Frihedsbrevet at finde et klip med kirkeministeren og skrue op for tempoet, så man får det indtryk, at Ida Auken må være sindssyg. Nok ikke helt tilfældigt. Thi alt, hvad der rimer på kristendom, skal jordes. Måske skulle Frihedsbrevet ændre sit navn.
Debatten om folketingspræsten handler ikke om en præst. Den handler om hvor et samfund henter sit moralske kompas, og hvem der har lov til at definere de grundlæggende forestillinger om mennesket og det gode liv. Og det, mener førende ateister, har en præst ikke. Men hvor kommer vores moral egentlig fra?
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig kørte en debat, der minder om vor tids kamp mod "det yderste højre". Man havde netop i Vesten overvundet den ene af århundredets totalitarismer, men kommunismen levede videre. Og nu havde man ikke lyst til at vælge side, men drømte om en tredje vej.
Ballerup Kommune sender nu omkring 900 medarbejdere på kursus i notat- og journaliseringspligt. Samtidig har kommunalbestyrelsen vedtaget et ny kodeks for det gode byrådssamarbejde. Ord er der nok af. Men hvordan kunne en moske blive godtaget som et kulturhus? Vor Modløber giver dig svaret.
Nordmændene ror igen. Men nu sker det på tribunen. Ikke på Atlanterhavet, ikke i uvished, men trygt, filmet og liket. Den moderne nordiske borger elsker vikingen som logo. Som mytologisk pynt på en ellers fuldt administreret tilværelse. Han tror, han er fri, fordi han har lært at sige de rigtige ting i kor.
I 2023 udrullede daværende ligestillingsminister Marie Bjerre (V) en ambitiøs handlingsplan imod partnervold og -drab. Nu viser en ny rapport fra VIVE, at statistikkerne ikke har ændret sig; planen til en kvart milliard skattekroner virkede ikke denne gang.
Vi tror, vi vælger os selv. Men det, vi for det meste vælger, er en plads i et fælles, foranderligt, men dybt konformt system af tegn. Vi konsulterer eksperter, de kendte. Vi spørger venner. Vi kigger på, hvad de succesfulde har valgt. Selv din mest personlige, mest oprørske smag skal, for at fungere som et tegn på noget, kunne aflæses af andre.
Når ytringsfriheden bliver et problem i så hæderkronet en forening som Oxford Union ved universitetet i Oxford, så stikker det dybt. Vor Modløber rapporterer om en islamdebat, der næsten blev aflyst, før den kom i gang, og som venstrefløjen fortsat formår at afværge.
Journalistforbundets formand sniksnakker ifølge vor Modløber om mediernes lyserøde lejesvende og får ham til grine, fordi det er så trist at græde. Selv Weekendavisens eneste borgerlige journalist formår ikke at sætte fingeren ned, hvor det gør ondt: i journalisternes selvbedrag.
Palæstina er blevet det stedfortrædende fædreland, hvor dele af Vestens progressive bevægelse kan dyrke den nationalisme, militarisme og kollektive lidenskab, som den fordømmer hjemme. Tilbage mangler kun den leder, som kan samle bevægelsen i én politisk skikkelse.
