Navnet hentyder til den generation af digtere og kunstnere, der sprang ud i 1980’erne – væbnet med poesiens vinger. Det skete i forbindelse med opgøret med 68’er-generationen, studentermarxisme og efterkrigstidens røde march gennem Vestens institutioner.
På det politiske niveau fandt der en markant højredrejning sted – svarende til, hvad vi ser i mange vestlige lande i dag. Det gjaldt Reagan og Republikanernes magtovertagelse i USA; Thatcher og De Konservatives magtovertagelse i England og Schlüter og den borgerlige firkløverregerings magtovertagelse i Danmark.
Afsked med marxismen
Man kan kalde det en "hård opbremsning" af den venstreorienterede armada, der havde hersket over verdenshavene siden 1960’erne. Parallelt hermed debuterede en ny generation af digtere og kunstnere, som lagde tydeligt afstand til den foregående kunstnergenerations fodformede, kommissæragtige marxisme.
Inden for billedkunsten var det navne som Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen, Michael Kvium, Peter Bonde og Claus Carstensen. Inden for filmen var det en Lars von Trier. Inden for musikken dominerede punken hos den kunstneriske avantgarde. Og inden for litteraturen var det en Michael Strunge, en Søren Ulrik Thomsen, en Bo Green Jensen og en F.P. Jac.
Sidstnævnte skrev på generationens vegne, at han ikke ønskede at ”tale med mængderne” og var dødtræt af ”hverdagsrealismens cancer”.
På tværs af genrer og medier udfoldede de sig ikke mindst i tidsskriftet Sidegaden – som blev min egen redningsplanke.
Kommissærerne var da også hurtige til at kalde Michael Strunge og hans generationsfæller for både det ene og det andet. De var i Strunges parafrasering ”højreorienterede, voldtagere, dødningedansere, klasseforrædere, blodige, sorte romantikere, formyndere, nyaristokrater.”
På den anden side af årtusindskiftet fik kommissærerne atter sat sig tungt på kunst- og kulturinstitutioner. Nu under wokeflaget – der ganske vist skiltede med alle regnbuens farver, men i bund og grund var lige så systemkonformt som Røde Mor. Marchen tog til, og snart havde de venstreorienterede tilbageerobret det hele.
Dér har de så siddet og tronet lige indtil for et par uger siden, hvor en ny fejde brød igennem om litteraturens og kunstens politiske farve.
Ode til Bukdahl
Hvad går De Nye Vildes kunst så ud på? Og hvad adskiller den, litterært set, fra den anden form for kunst, som føres frem og hyldes i tiden?
Lad mig give tre eksempler på det, man kan kalde frontløberne i denne generation.
Der er for det første Emil Salzer, som allerede har haft stor gennemslagskraft i både et medie som Berlingske og som debattør på tv. Forudsigeligt nok er det da også ham, der skal have flest stryg af de røde dørvogtere. Mest tåkrummende i Radio IIII, hvor der skulle hele to røde lejesvende til at tæske løs på ham. I al deres arrogante selvfedme skiftedes de til at svinge krabasken over kollegaen, der ikke selv var til stede.
Emil Salzer – hvis forrige digtsamling, Sjælecancer, jeg selv har anmeldt på Kontrast – arbejder som lyriker i to spor. Det ene kan man kalde lejlighedsdigtning. Det er en genre kendt helt tilbage fra den berømte fejde mellem nationalikonet Adam Oehlenschläger og opvigleren Jens Baggesen i begyndelsen af 1800-tallet under overskriften "væddeløbet i det lave".
Det er dét spor, de fleste kender Emil Salzer for. Ikke så mærkeligt, for her er han absolut suveræn – hvilket ikke mindst hans seneste satiredigt Ode til Bukdahl, som er publiceret i Modstrømmen, demonstrerede.
Kaosviol
Men Salzer har også et andet spor. Et spor som er mere direkte beslægtet med de vilde 80’er-digtere – og med en efternøler som Yahya Hassan. Det finder man tydeligst i forfatterens seneste desværre ret oversete samling Kaosviol.
Her åbenbares en poetisk nerve og en æstetisk intensitet, som står i grel modsætning til den nye knækprosadigtning, der ellers overflyder markedet, præcis lige som den gjorde i 1970’erne – gerne med afsending fra de store forlag som Gyldendal og animeret af disse.
Dette vidner om i hvor høj grad kulturformidlerne lever i deres eget selvskabte lønkammer. For den poesi, de ikke mener findes, muligvis fordi de som forlag selv har afvist at udgive den, findes faktisk i rigt mål. Med titlen på en berømt Michael Strunge-digtsamling folder den ”drømmens faner ud” og lader dem blafre livligt og lystigt.
En smagsprøve på det poetiske Salzer-spor kunne være det smukke digt ”Genforening”, der handler om en transcendental eller religiøs oplevelse – på bunden af en vinterfrossen sø:
Mine blåsorte fingre
penetrerer søens skjold.
Isføn kradser runer i mit kranium.
Jeg letter i et svalt nulrum
mens ord fra vandets urværk
nulrer sprukkent væv.
Under isen vågner en stemme
som dagene har gemt.
I min nekrose dunker pulsen
der bærer altings første tone.
Intet er nogensinde gået tabt:
Mit kød flager af som døde blade
og nærer den forstenede muld.
Jorden hvisker efter mere.
Duft af gran smyger sig
til lyden af ribben
der knækker som rådne grene.
Stjernerne er kun isflager
på himlens sølvhav.
Fnug har slugt mine fodspor.
Minder fyger
blandt neuroner af sne.
Et funklende kaos rummes i barken.
Pludselig skærer kulden igennem;
jeg er ikke alene
frosten selv.
Det går fra et bid
til en flamme.
Her kommer de;
sommerfugle i vinteren.
Blafrende med støv af elskov.
Afstanden til himlen er forbi.
Vingerne vokser.
Knogler, sol og is smelter sammen
i et svimlende favntag.
En hånd løfter mig fra søens bund
gennemsigtig og stærk.
Tråde af oplevelser lyser skoven op
med sine eksplosioner
der samler det hele i forårets livmor.
Jeg gad nok se den småtskårne kritikersnude, der ikke må bøje sig for et så suverænt religiøst-besyngende eksistensudtryk!
Stjernens navn er malurt
En anden fremstormende ung vild digter er Frederik Lind Køppen – for et par uger siden Interviewet i Berlingske som eksempel på en af de nye, utilpassede, anti-woke'ere.
Et prosadigt fra Køppens netop udkomne tekstsamling Stjernens navn er malurt – med en titel, der uvægerligt leder tankerne hen på filosoffen Nietzsche – lyder i al sin stakåndede vilterhed:
JEG MÆRKER SVEDEN KRONE MINE TINDINGER, SALTEN
EN TØRSTENDE VEDERKVÆGELSE PÅ TØRRE LÆBER, OG
NU GRIBER SINDSSYGEN MIG, VOLDFØRT LØFTER SORTE
VINGER SIG MAJESTÆTISK, OG LÆGGER BESLAG PÅ DET -
TE TABTE MENNESKE, DENNE HVIRVLEN OG KNITREN AF
SORTE OG HVIDE CELLER, DER BRISTER ET STED BAG
ØJEÆBLER, MØRKE BØLGER RULLER OG BRYDES I DEN
BRÆNDING, DER ER SKJULT I DET BAGERSTE KAMMER,
STØJ AF KLYNK OG RÅB OG BØN OM NÅDE, DER MØDER
UBARMHJERTIGHEDENS JERNVÆG, MASKINER, DER KVÆR-
NER OG VRIDER OG STRÆKKER OG BRÆKKER, TANDHJUL
OG LÆNKER UDEN ENDE, FREMMEDE TUNGER, DER RAL-
LER, ET RØDT REB, SPÆNDT TIL DET YDERSTE, UKENDTE
KRÆFTER, DER KONSPIRERER OG SNARLIGT VIL MEDDELE
SIG, JEG INDSER, AT VANVIDDET INGEN FAST FORM HAR,
OG AT DÉT NETOP ER DETS VÆSEN: DET ER AFVIKLINGEN
AF DET VELKENDTE, DEN FASTE GRUND, DER SKRIDER
UNDER FØDDERNE, EN FAMLEN I EN INDRE SOLFORMØR-
KELSE, DET SAMLEDE, DER SPREDES, ET FUGET ANSIGT,
DER GRÆMMENDE FORTRÆKKER SIG, ØJNE, DER SER
MOD EN UFORKLARET HIMMEL, MØRKE OG ET BLODRØDT
HAV I FLAMMER, ET SMIL, DER KRÆNGER OMVENDT, INTET
VAR MIT AT BEHOLDE, INTET, JEG HOLDT FOR RIGTIGT,
VAR SANDT, INTET, JEG ELSKEDE, ELSKEDE MIG, OG IDET
DÆMONER VISER MIG SANDHEDENS RÆDSLER, MÅ JEG
ISTEMME KORET AF LATTER, DER RUNGER GENNEM DEN-
NE NAT FOR EVIGT, SANDHEDEN I SÆK OG ASKE, MIT SYN
UDVISKES GRADVIST, HURTIGERE, HURTIGERE, MIT LIV
HAR INGEN BILLEDER
Ligesom 80’er-kunstnere som Strunge, Bonde og Carstensen dyrker Køppen det ekspressive for fuld kraft. En tradition, der igen kan føres tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, og som litterater og kunsthistorikere stadig skændes om skal regnes med til den venstreorienterede eller højreorienterede avantgarde.
Førstnævnte strømning repræsenteres herhjemme ved Broby-Johansen – der ligeledes gør brug af versalernes hårdtslående visualitet. Sidstnævnte strømning repræsenteres ved Tom Kristensen og Emil Bønnelycke, der var erklæret fan af den pr. definition højreorienterede futurisme.
At Frederik Lind Køppen dog også har andre, mere svale og blødt sitrende strenge at spille på i sit lyriske vokabular, fremgår af nogle strofer fra samlingens epilog ”klosterhaven, engen”:
haven viser udover og hinsides sig selv, mod en himmel og en hori-
sont, fuld af guder og meningens fylde, som dødelige kan deltage i, og
overkomme sin dødelighed ved
i jordens møde med himlen bliver den retfærdiggjort, i vores møde
med Lyset bliver vi retfærdiggjorte
vi skabte ikke Lyset og vi skrev ikke Loven, men ved dem er altet ved
din side; du vil ikke fejle eller blive forladt
når vores slør løftes, er verden klædt i herlighed
der gives kun kærlighed, som den læses på det elskede barns ansigt
der gives endnu så mange morgenrøder, der ikke har skinnet
I det hele taget er referencerne til den højpoetiske tradition mærkbar – fra Rimbaud til Rilke og Eliot. Og som man kan høre, er Bibelen og kristendommen til stede fra start til slut – modsat hos Nietzsche.
Side om side findes krasse opsange til den moderne Generation Z-feminist, som burde være fast skolepensum. Oscillerende mellem skærende sarkasme og hjerteskærende nødråb. Som et velgørende kontrapunkt til tidens ørkesløse og stupide tåbesnak om manosfæren.
Romantisk krater
Til disse to nye digtere bliver vi nødt til at føje Thomas Laustsen. Jeg er netop blevet færdig med at læse hans uhyre talentfulde lille selvudgivne bog Krater. Bogen – eller hæftet snarere – indledes med en fejende flot centrallyrisk patos og centrallyrisk billeddannelse. Der dog samtidig har en stærk klangbund i det levede liv og den knivskarpe sansning:
Vi styrter. Usikkert, længere og længere ned.
Der er øjne. De kigger på os.
Det var os i efteråret, der var ensomme.
Vi vandrede rundt på sandbakkerne under de
blødende brombærskyer.
Krater er komponeret som en suite bestående af seks digte. De kredser alle om et du, om duets farmor, om naturen: sandet, klitterne, skyerne, solen, natten, det underjordiske og ”de laveste hjerter”. På én gang strutter de af livslyst, af utæmmet – indimellem decideret voldsom – drift og melankolsk erkendelse af altings fordærvelighed og forgængelighed. Som i det afsluttende digt om den døende farmor:
Brombærskyerne bløder.
Din farmor har ikke lang tid tilbage.
De varsler om det, tror jeg.
Hun flyver snart derop.
Hun bløder ud ad munden
og hun kommer aldrig tilbage.
Jeg er ligeglad.
Jeg har gemt det bedste billede af hende.
Hun er skrøbelig, men hun er smuk.
Jeg har gemt det godt.
Og fortæl mig aldrig
om før vi mødtes.
Du ved jeg ikke kan tåle
at høre om det.
Jeg ved du pumpede
bevægede og gravede i deres gange dernede.
Under dine klipklappere
var du viklet ind
i en stor knude.
Det skræmmer mig.
Så jeg tør ikke grave i sandet.
Sidste strofe er bedøvende smuk – ja, på højde med den ypperste centrallyrik, der er skrevet på dansk:
I nat er verden meget stor.
Din farmor flakser
under blødende brombærskyer
hun ligner en sommerfugl
herfra hvor vi står.
Disse tre digtere – og flere vil uden tvivl komme til – leverer ikke alene et tiltrængt opgør med tidens politisk korrekte wokekunst, der efterhånden er lige så æstetisk fladbundet, som dens forgænger knækprosaen var det i 1970’erne.
Det er stemmer, vi normalt ikke hører noget til, fordi de er lukket ned af tidens femi-venstreorienterede moralisme – hvilket ikke betyder, at de ikke findes. De gør de i allerhøjeste grad.
Det eneste, vi nu mangler, er at forlagene, anmelderne, universiteterne, skriveskolerne, akademierne får øjnene op for dem. Det vil være en sejr. Ikke kun for vores demokratiske kultur. Men også for litteraturen og kunsten.
