Den 20-årige digter Haidar Ansari er en kontroversiel figur. Allerede mens han afsonede sin straf for forsøg på manddrab, skrev han kontrakt med forlaget Gyldendal. Hans første redaktionsmøde var med ledsaget udgang. 

“Mine digte er min måde at gå bodsgang på. Det er min måde at prøve at gøre regnskabet op,” forklarer Haidar Ansari, der netop har haft danskundervisning og nu sætter sig til interview med Kontrast som ét af utallige medier, der har hevet fat i ham den seneste uge. 

Hans delvist selvbiografiske digtsamling hedder Institutionaliseret og udkom 18. marts i år. Hans egentlige gennembrud kom dog først, da han for nylig delte sine overvejelser om personligt ansvar i en forsidekronik i Politiken. 

“Mit budskab i kronikken er, at vi mennesker træffer vores egne beslutninger. Jeg har personligt haft masser af muligheder for at leve et velfungerende liv, men jeg har fravalgt det. Jeg ønsker ikke at benytte mig af alle mulige bortforklaringer med, at det er samfundets skyld. Det bliver nærmest patetisk. Jeg ønsker ikke at bidrage til fortællingen om, at vi blot er produkter af samfundet og vores ophav.”

Eliten vil ikke tale personligt ansvar
Ved udgivelsestidspunktet var der ifølge Ansari mange, der var imod Gyldendals signering af en forfatter, der ikke var færdig med at afsone. Det kan hænge sammen med digtenes voldsomhed og fraværet af en moralsk stillingtagen. 

Ansaris digteriske jeg går som 14-årig med kanyler til kvarterets narkomaner og sælger hash. Snart efter begynder salget af kokain. Det senere digt ‘Bagagerummet’ beskriver, hvordan jeg’et som lidt ældre blandt andet begår et knivstik.

“jeg stikker en mand ned/ i amagercentret/ de ældre frygter repressalier/ de fanger mig ved parken/ da jeg igen kommer til bevidsthed/ ligger jeg sammenkrøllet i bagagerummet/ med en neger/ lygtepælens skær rammer mig/ havnen er afsondret og dyster”

Al modviljen forsvandt dog som dug for solen, da han skrev sin kronik. Ansari trækker dog på skuldrene af det hurtige stemningsskift.

“Det er også en kynisk branche. Jeg er interessant nu, men om to år er jeg glemt. De er jo lige så kyniske som folk på gaden,” konstaterer han stilfærdigt.

Før kronikken var det baseret på digtene oplagt at sammenligne ham med den afdøde digter Yahya Hassan, der også digtede om vold og kriminalitet. Men Ansari kommer med mere end digte og vrede. Han kommer med et opbyggeligt budskab, der i nogle kulturelle og politiske cirkler er kontroversielt.

“Jeg har spurgt unge i kvarteret, hvis skyld det er, at de er kriminelle. De fleste siger, at det er deres egen skyld. Jeg har også talt med flere velstående. Og de er bange for at virke privilegieblinde, så mange tøver med at anerkende det enkelte menneskes mulighed for at træffe sit eget valg.” 

Ikke Vermunds og Paludans skyld
Når hans budskab alligevel finder vej til forsiden af Politiken, skyldes det sandsynligvis netop hans position, at han er opvokset “i skraldespanden”, som han på et tidspunkt beskriver det kriminelle miljø. 

Ansari leverer i sin kronik også en kritik af en anden del af den fortælling, der igennem tiden er blevet brugt til at understøtte, hvad der især på venstrefløjen er blevet brugt som forklaring på kriminalitet. Nemlig at det skyldes racisme. 

Du skriver i din kronik, at det ikke er Pernille Vermund og Paludans skyld, at du har forspildt dine chancer i livet. Hvad mener du?

“Jeg mener, at hvis du har en forestilling om, at samfundet er imod dig på grund af din etnicitet, så er det dit eget narrativ. Hvis du føler dig begrænset, så skyldes det din egen psykiske frihedsberøvelse. Det bør ikke forhindre det enkelte individ i at udvikle sig.”

Hvordan har du lært, at det er vigtigt at tage ansvar for sine handlinger?

“Du lærer før eller siden af at sidde i fængsel, at du er alene i den her verden, du kan ikke klandre andre for hverken din succes eller din modgang.” 

Selvom Haidar Ansari blev kriminel som helt ung, understreger han, at han var meget bevidst om det forkerte i det, han gjorde. Han er nemlig vokset op i et religiøst hjem med dogmer og doktriner om, hvad der er rigtigt og forkert.

“Da jeg begik kriminalitet, brød jeg både med samfundskontrakten og min religion. Hvis vi tager en etnisk dansk dreng, som vokser op i underklassen med alkoholiske eller psykisk syge forældre, kunne man sige, at han aldrig har lært forskel på rigtigt og forkert. Men i et religiøst hjem har man et begreb om en moral. Så træffer man aktivt det forkerte valg.”

Forbrydelse og straf
Med andre ord underbygger Ansaris egen fortælling, at det frie valg findes. Samtidig underkender han ikke, at han har haft en ualmindelig hård start på livet – hans valg var ikke mellem at læse jura eller statskundskab, men om han skulle bære våben eller ej. Sælge stoffer eller ej. 

Forskellen i tyngden af valg ændrer blot ikke ved det, der er kernen i hans forståelse af valget.

“Jeg tror, vi mennesker generelt bør tage mere ansvar for vores eget liv. I Danmark er det nemt bare at placere skylden hos alle andre. Indimellem må vi sige til os selv, at vi er, hvad vi handler,” siger Ansari med henvisning til en populær læresætning fra forfatteren Niels Overgaards bog om stoicisme. 

Den henkastede bemærkning giver et praj om, hvor hans reflektioner kommer fra. Ansari har siden sin fængsling kastet sig over litteraturen. Det begyndte med Yahya Hassans digte, og snart efter læste han også Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf samt Pontoppidans Lykke-Per. 

“Jeg forstod igennem litteraturen, at mine problemer i virkeligheden var universelle. Og at mange andre mennesker har de problemer. Og jeg lærte at verden er så meget større end kvarteret. At der findes uanede muligheder og liv, som vi forsømmer, når vi blot hænger i kvarteret.”