I marts og april tog jeg fat på i to artikler (Se links i bunden af artiklen) at optrævle det betændte komplot mod Naser Khader, som endte med at koste ham hans politiske karriere.

Et vigtigt omdrejningspunkt var den fynske politibetjent Elvir Abaz, som på foranledning af sin nu svindeldømte ekskone Hayat Fiazi oprettede en falsk anmeldelse gående på, at Khader skulle have sexchikaneret fem kvinder. En anmeldelse, Fiazi herpå går ud og blæser kæmpestort op på de sociale medier, hvorefter snebolden begynder at rulle med lavinefart. Resten af det skandaløse forløb er efterhånden historie.

Denne uge skulle Abaz, hvis baggrund for at anmelde falsk ifølge Khader var en politisk motiveret hetz, så for retten i Odense. Betjenten var tiltalt for i alt 29 forhold. Det var i sig selv historisk. Når man dertil lægger, at der pga. forældelsesfristen kun var medtaget forhold fra de sidste fem år, mens man slet ikke havde skelet til eventuelle ulovligheder begået i de foregående ti år, hvor han havde været ansat ved Fyns Politi, og at flere forhold var taget ud af anklageskriftet, så var de små 30 forhold efter alt at dømme kun toppen af isbjerget.

Et af de forhold, der var taget ud af anklageskriftet, efter at Den Uafhængige Politiklagemyndighed havde behandlet og lukket sagen, var spørgsmålet om den falske politisag, som Elvir Abaz konstruerede mod Naser Khader, og som gav afsæt for den senere MeToo-smædekampagne, der kostede ham hans politiske liv.

Argumentet fra anklagemyndighedens side, repræsenteret ved Statsadvokaten i Viborg, var, at man kun ville rejse tiltale for de forhold, man var sikker på at kunne vinde. Resten måtte gå ind under civile søgsmål, som de forurettede – herunder Naser Khader – så selv måtte bøvle med at få for retten.

Om det skyldes reelle vanskeligheder med at bevise skylden, skønt man nok skulle mene, det ikke ville være svært, eller inkompetence hos anklagemyndigheden, er selvfølgelig et åbentstående spørgsmål. Dog kan man godt få sin mistanke om årsagen, når man hører Statsadvokaten i Viborg frimodigt henvende sig til Naser Khaders advokat med ordene: ”Du er hermed beskikket som forsvarer for Elvir Abaz”.

Elvir Abaz stod til op til tre års fængsel for de punkter, han var anklaget for ifølge anklageskriftet. Hvad han rent faktisk fik, vender vi tilbage til.

Fælder, spin og naivitet
Opbakning fra systemet eller ej, har afsløringerne ikke desto mindre ført til, at Naser Khader nu, flere år efter at MeToo-anklagerne fyldte i medierne og forargelsen drev ned ad væggen i lårtykke stråler, er begyndt at modtage beskeder fra folk, som fortæller, at de dengang lod sig lokke på limpinden, hvilket de i dag bitterligt fortryder.

Som en skriver: ”Jeg har dømt dig som de fleste andre i Danmark pga. usandheder bragt i medier, som jeg anså for værende troværdige. Jeg er stolt dansker, men har ikke evnerne eller modet til at stå frem og forsvare vort dejlige land, som du har. Mange tak. Først lang tid efter historien om ’de fem kvinder’ lærer jeg i dag, at det hele var fabrikeret. Jeg har læst om Elvir Abaz m.m. og er rystet over, at der ikke laves en stor oplysningskampagne, hvor din uskyld fremvises. Tak for dit arbejde for Danmark.”

Og som en anden skriver: ”Hej Naser. Jeg er blokeret på din anden profil. Du blokerede mig under dit opgør med de konservative og under hele den snak om de seksuelle overgreb. Jeg skal ærligt tilstå, at jeg ikke længere tror på det, og jeg tog fejl. Men samtidig er jeg så borgerlig, at hvis det, der blev påstået, var rigtigt, så var det da ikke noget, jeg kunne stå på mål for. Men nu så tror jeg, det hele var fabrikeret og du blev ofret og der blev sat fælder op for dig. Jeg håber, du vil ophæve din blokering af mig, da jeg synes, du er interessant at følge.”

Beskeden slutter med ordene: ”Jeg var simpelthen ikke klar over, hvordan man med spin kunne fabrikere en sådan fældning af et menneske. Det er jeg nu og er blevet mindre naiv.”

Det er der noget, der tyder på, mange andre også er. I hvert fald har flere ”kendisser” siden sagen mod betjenten begyndte at tage fart, meldt ud på de sociale medier, hvor bestyrtede og lamslåede de er over, at det overhovedet har kunnet finde sted. Det gælder fx erhvervskvinden Anna Thygesen og den tidligere socialdemokratiske politiker Lars Aslan Rasmussen.

Krads i overfladen
Men selvom det er godt, at der nu omsider bliver ryddet op i det giftige intrigemageri, som i virkeligheden lå bag sagen, er der stadig lang vej igen til at forstå den afsindigt udspekulerede måde hele komplottet var skruet sammen på. Skal vi nå ind til kernen i, hvad Khader-sagen gik ud på, må vi derfor grave endnu dybere. Ellers bliver det blot til små krads i overfladen.

Vi skal netop, viser det sig, helt ned og have ordentligt fat i en af de mest besynderlige alliancer nogensinde set, nemlig den mellem islamisme og feminisme. Det, der også er blevet kaldt for ”den intersektionelle feminisme”, og som – kort fortalt – handler om, at kvinder og minoriteter nu i fællesskab skal erobre magten over samfundet og dets institutioner. Og at det skal ske ved at losse alle, der står i vejen for revolutionen, ned, hårdt og brutalt.

Den måske største hurdle herhjemme for indfrielsen af den neomarxistiske, intersektionelle revolution, var åbenlyst en mand som Naser Khader. Ikke at Khader ikke alle dage har forsvaret kvinder og kæmpet for såvel deres som minoriteternes ligestilling. For det har han om nogen gjort. Men han sloges på linje med den klassiske feminisme og humanisme og dennes nødvendige og berettigede ligestillingskamp. Ikke mindst når det handler om kvinder i den muslimske kultur, hvis ligestilling – pga. den måde islam er skruet sammen på – har stået, og står, milevidt tilbage for vestlige kvinders.

Det er imidlertid slet ikke denne ligestillingskamp nutidens intersektionelle feminisme er interesseret i. Den intersektionelle feminisme er tværtimod interesseret i at opretholde og endog skærpe den ulighed mellem kønnene, som traditionelt har været forbundet med den arabiske og mellemøstlige kultur.

Det lyder så aparte og skørt, som noget man nogensinde har hørt om. Ikke desto mindre er det altså virkelighed. Heraf også betegnelsen islamisk feminisme. Og nej, det er faktisk ikke en dårlig joke. Det findes. Og hvad mere er: Det har fået en kolossal magt i samfundet, fordi det har fået lov at flyve under radaren i alt for lang tid. Eller med forfatteren og journalisten Aminata Corr Thranes ord i sin nye, ekstremt vigtige bog Magtkamp: det har sat sig i væggene og gulvene og lofterne. Der bliver det siddende, lige indtil vi tager os sammen til at få det raget ned.

Et af de første skridt kan meget vel blive kortlægningen af, hvad der egentlig skete i sagen mod Naser Khader. Som er illustrativ ved, at den rummer begge aspekter, både feminisme (i den nye udgave vel at mærke) og islamisme, sådan som det også er beskrevet i min anden artikel i serien: ”Feministisk-islamistisk alliance bag Khader-komplottet”.

Men hvordan er disse to ”kamptropper” nærmere bestemt smedet sammen? Hvordan er organisationsstrukturen bag? Og hvordan kan en viden om denne bruges til at få bedre greb om Naser Khader-sagen? Om det skal denne tredje artikel handle.

Totalitarismens nye organisationsformer
Den bedste indgang til at forstå den feministisk-islamistiske alliance, som står bag Khader-komplottet, er Det Muslimske Broderskab. Allerede i 2008 kortlagde den danske forfatter og journalist Helle Merete Brix organisationen i bogen Mod mørket. Brix’ bog er intet mindre end skelsættende. 15 år før Florence Bergeaud-Blacklers meget omtalte værk Broderismen formår hun i overskuelig letforståelig form at få beskrevet netop den specielle netværksstruktur, som præger en islamistisk organisation som Det Muslimske Broderskab.

Det handler om, at man på overfladen opfører sig tilforladeligt. Mens man inde bagved i virkeligheden ingen midler skyr for at nå sine mål, som er religiøs magtovertagelse af samfundet. Som Brix skriver i efterskriftet til sin bog: Allahs parti har ”ingen hæmninger i kampen mod de vantro.” Det viste Det Muslimske Broderskab allerede fra starten, hvor man lod sig inspirere af fascistiske diktatorer som Hitler og Mussolini. Al-Banna, stifteren af Broderskabet var, en mand for hvem målet helligede midlet.

For eksempel havde han, nævner Brix, ved Broderskabets start ”ikke spor imod at tage mod penge fra Suez Canal Company til moskébyggeri, selvom han ønskede de vantro vesterlændinge, der trods Egyptens uafhængighed i 1922 stadig havde stor indflydelse, ud af landet.”

Metoden har et navn, nemlig taqiyya. Begrebet, som er af shia-muslimsk oprindelse, betyder ifølge Helle Merete Brix og de forskere, hun bygger på, ”kunsten at skjule eller lyve om sine hensigter, ’hvornår og hvor det er passende at gøre det.’”

Taqiyya har vist sig som et utroligt effektivt middel til at penetrere magtens organisationer og institutioner.

Pyramidespillets logik
Her nærmer vi os langsomt kernen. For det er netop dét, der adskiller broderskabsislamisterne fra sekulære, oplyste, demokratiske vesterlændinge og binder dem sammen med nutidens neomarxistiske aktivister: opdeling af mennesker i rettroende og vantro. Hvilket igen viser, hvor religiøst betonet wokeismen i bund og grund er indeni. Jævnfør også James Bottoms og andres analyse af fænomenet, der konkluderer, at der er tale om protestantisme transformeret til social samvittighed i takt med, at den protestantiske kirke har mistet terræn.

Tomrummet efter ”Guds død” fyldes groft sagt med totalitarisme.

Det er og bliver dog Florence Bergeaud-Blackler, der for alvor formår at sætte begreb på det nydannende inden for selve den organisationsform, som Det Muslimske Broderskab lægger grundstenen til. I sit forord til den danske udgave af hendes bog beskriver Thomas Hoffmann det som en kampagne og selvorganisering, som er ”kompleks og svært gennemskuelig, fordi den drives af mange forskellige aktører og organisationer uden nogen centraliseret styring.” I hvert fald ikke en åbenlys sådan, kan vi tilføje.

Snarere er der tale om et særligt knopskydende ”handlingssystem”, for hvilket Bergeaud-Blackler altså udmønter begrebet ”broderisme”.

Selv skriver forfatteren om broderisterne, at ”om de er medlemmer af bevægelsen eller ej er mindre afgørende, når blot de agerer inden for broderismens indflydelsessfære.”

Der er altså snarere tale om en særlig atmosfære, som uden nogen åbenlys centralistisk styring videreformidles gennem diverse kommunikationsplatforme og kommunikationskanaler hvor man også kan få engageret en masse, som egentlig ikke rigtig er bevidst om, hvad det er, de ”leger med på”. Præcis lige som – og det er så atter min tilføjelse – i et pyramidespil, der heller ikke er eksplicit centralistisk styret, men fungerer lige som dominobrikker, hvor den ene vælter den anden, som så vælter den tredje osv. Eller som en stafet, der rækkes videre fra hånd til hånd, hvilket kun gør det så meget desto mere besværligt at trævle op og afdække.

Som Naser Khader selv skriver på sin Facebook-side i forlængelse af de sympatiserende tilkendegivelser, han har modtaget på bagkant af MeToo-jordskælvet: Elvir Abaz ”er en del af et større netværk. Først gik nogle fra netværket efter mig. Så gik netværket efter forfatteren Sara Omar. Sara er en anden af den korrupte politibetjents forurettede. De gik også efter Lars Aslan Rasmussen og Kefa Abu Ras (leder af Søstre mod vold og kontrol, MS). Og nu går de efter journalist Jotam Confino.”

Søsterismens hellige krig
Hvordan spillet mere konkret er hægtet sammen i Naser Khaders tilfælde, kan vi få indblik i ved så at sige at ”spille det baglæns”. Således at det bliver fuldstændig klart og tydeligt, hvem der rækker stafetten til Elvir Abaz, hvem der har rakt stafetten til den, der har rakt den til Abaz og så fremdeles. Eller, med en anden metafor, hvilken dominobrik, der skubber til hvilken dominobrik. Og hvilken aktør, der så måske alligevel i sidste ende sidder inde bagved og trækker i trådene.

Som beskrevet i de to første Kontrast-artikler om komplottet mod Khader, eksploderede det hele for alvor i begyndelsen af juli 2021, hvor DR samtidig med B.T. og Berlingske offentliggjorde den famøse krænkelseshistorie, som senere førte til, at Khaders parti, De Konservative, valgte at smide ham på porten. På trods af, at det hele beroede på løse påstande. Det sidste skete efter en højst dubiøs advokatundersøgelse, hvor manden så at sige ikke fik et ben til jorden.

Inden da havde DR-journalisten Sofie Rye været i kontakt med Hayat Fiazi, som under en afhøring hos Fyns Politi i forbindelse med oprettelsen af den falske anmeldelse mod Khader, direkte fortalte, at hun havde hjulpet journalisten med at ”undersøge” angivelige ofre for politikeren.

Og inden da, ja da havde en anden journalist, Pernille Dreyer, også indlemmet i diverse feminisme-fora, haft fat i stafetten.

Faktisk har Dreyer allerede siden starten af 00’erne forsøgt at stampe belastende sexhistorier op om Khader. Første gang, han hører om det, er, som jeg skriver i den forrige artikel, da Pernille Dreyer i 2017 sender en mail til den kvinde, der havde arbejdet som sekretær for Khader hos Det Radikale Venstre ti år tidligere. Dreyer fiskede efter, om de to, altså hun og sekretæren, ikke kunne mødes og snakke om, hvorvidt sekretæren havde nogle gamle historier på folketingspolitikeren i forhold til kvinder.

Det interessante er, som jeg videre skriver, at henvendelsen fra Dreyer til Khaders gamle sekretær kommer lige præcis ovenpå Naser Khaders kontrovers med den kvindelige imam Sherin Khankan, hvor han skriver til hende, at hun skal lade være med at lyve i offentligheden.

Dette er relevant, eftersom en af de kvinder, der i 2021 anklager Khader for MeToo-krænkelse, har siddet i Etisk Råd, og af bilagene fra den senere advokatundersøgelse fremgår det, at hun først bliver aktiveret, da en af hendes venner kontakter hende på Messenger med link til artiklen med Khankan. ”Er det ikke nu, du skal ud med din historie”, skriver vedkommende. Med ”din historie” refererer vennen til noget, kvinden hævder, hun oplevede med Khader i 1999, da hun sad i Etisk Råd.

Stafetten rækkes altså hele tiden videre – som i det medie, hvorom mange af de involverede mere officielt samles: Medietrends.dk.

Det lugter langt væk af en vældig smart form for sammensværgelse, som er hulens svær at trævle op, hvis man benytter de gængse eller klassiske metoder, da den ikke kan sættes på én formel, men snarere – med filosoffen Wittgensteins ord – er karakteriseret ved en form for slægtskabslighed eller kædestruktur. Og ikke alene lugter det langt væk.

Det er en sammensværgelse, hvis dette ord overhovedet har nogen berettigelse. Hvilket man så selvfølgelig har forsøgt at dække sig ind overfor. Jævnfør enhedslistepolitikeren Asmaa Abdol-Hamid-opslaget, hvor hun takker for anerkendelsen efter at have bragt Khader til fald, og tilføjer: ”Vi har heldigvis været flere, som har været vedholdende. Her er at nævne: Hayat Faizi, Omar Ahmad Marzouk, Elvir Abaz, ja selv Anahita Malakians. Sidstnævnte har jeg aldrig mødt. Men hun har også været vedholdende. Vi har været vedholdende uden at være koordinerende.”

Men der er en vigtig ændring her i forhold til broderismes logik. For det er, viser det sig, en ny form for islamistisk kalifat, vi ser tegne sig ude i horisonten, for enden af regnbuen. Det er nemlig i bund og grund et kvindestyret kalifat. Der er således tale om en ny afart inden for islam, som man har haft utrolig svært ved at få greb om.

Nærmere bestemt beskrives den islamiske feminisme på KVINFO’s hjemmeside som ”en søgen efter mere ligestilling og kønsretfærdighed inden for en islamisk ramme.” Andetsteds argumenteres der sågar for, ”at islam kan være feministisk, og feminismen islamisk.”

Påstanden er derfor her, at det, man efterhånden har lært at kalde ”intersektionel feminisme”, nok i virkeligheden burde betegnes som det, det ret beset er: ”islamisk feminisme”.

Og så er vi ellers ved at være helt inde i centrum af Khader-komplottet. For jo, et sådant findes faktisk, selvom det gemmer sig godt. Til sidst ser vi nemlig lige lukt ind i midten af edderkoppespindet. Der hvor pyramidespillets grande dame sidder. Denne er, som det også blev antydet i min forrige artikel, ingen ringere end imamen og den erklærede islamiske feminist Sherin Khankan.

Det er omkring Khankan det alt sammen synes at tage afsæt og form. Det kan man se, hvis man dykker dybere ned i den store sag om hendes organisation, Exitcirklen, der tager fart i 2017 og kulminerer fire år senere.

Sagen om Exitcirklen
I foråret 2021, kun en måned inden MeToo-mediestormen bryder løs, taber Sherin Khankan injuriesagen mod Naser Khader, Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) ved Højesteret. Sagen blev anlagt, fordi Khader bl.a. havde kaldt hende for ”islamist”. Hvad betyder det egentlig for det islamistisk-feministiske pyramidespil eller den islamistisk-feministiske søsterisme? Det betyder selvfølgelig, som jeg også beskrev i min forrige artikel, at stafetten skal rækkes videre.

Lad os dykke lidt dybere ned i, hvordan dette helt konkret sker, for at underbygge tesen om en netværksstruktur baseret på ”et knopskydende handlingssystem” og ”en særlig atmosfære, som uden nogen fast centralistisk styring videreformidles gennem diverse kommunikationsplatforme og kommunikationskanaler hvor man også kan få engageret en masse, som egentlig ikke rigtig er bevidst om, hvad det er, de ’leger med på’”, sådan som Thomas Hoffmann beskrev det.

Følgende opsummering er baseret på DR’s og andre medier dag-til-dag gennemgang af forløbet i 2017 med supplerende tilføjelser – bemærkelsesværdigt er, i parentes bemærket, flere politikernavne, som heller ikke rigtig synes at have held med dømmekraften i dag, når det gælder feminisme og islamisme. Herunder vores nuværende udenrigsminister.

23. februar 2017:
Sherin Khankan og Khaterah Parwani, som står bag organisationen Exitcirklen, der efter eget udsagn arbejder på at hjælpe muslimske kvinder ud af vold og undertrykkelse, søger 680.000 kroner fra en satspulje, som hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Puljen kan gives til lokale ressourcepersoner, som arbejder med æresrelaterede konflikter og er på i alt to millioner kroner. Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri), der opretter puljen, en enhed som – så vidt vides – mindst en af ansøgerne til puljen har en jobmæssig tilknytning til.

18. april 2017:
Som de eneste ansøgere, får Exitcirklen tildelt støtte.

1. juni:
Integrationsminister Inger Støjberg (V) forsøger at annullere støtten til Exitcirklen med den begrundelse, at de var eneste ansøgere.

9. juni:
Inger Støjberg sender en mail til ordførerne, hvor hun skriver, at hun vil annullere puljen, men at det kræver, at alle partier bag satspuljen er enige.

13. september:
Naser Khader, Martin Henriksen og Marcus Knuth skriver en intern mail til Alternativet, Radikale og SF, hvor de opfordrer til, at støtten til Exitcirklen bliver droppet. De to kvinder tager nemlig ikke ubetinget afstand fra Sharialoven, siger de. Og samtidig gør de opmærksom på, at talskvinden for Exitcirklen, Khaterah Parwani, har haft en fortid som medlem af den ekstremistiske muslimske organisation Hizb Ut-Tahrir.

18. september:
Der er ikke enighed om at droppe puljen, og støtten til Exitcirklen bliver endeligt godkendt.

26. september:
Khaterah Parwani bliver interviewet af Radio24syv i forbindelse med, at Exitcirklen har modtaget støttekroner.

29. september:
Berlingske skriver om sagen og viser den interne mail fra de tre politikere i sin fulde længde.

30. september 2017:
Sherin Khankan skriver i et langt opslag på Facebook bl.a., at Naser Khader og Martin Henriksen "ufortrødent fortsætter karaktermord efter afsløring i Berlingske" og at hun ikke vil finde sig i, at de beskylder hende for at tale med to tunger og for at være utroværdig. Hun overvejer endda at anlægge en injuriesag. Hun skriver også, at begrebet taqiyya er blevet fejlfortolket. Selv opfatter hun det som et utvetydigt positivt begreb, der handler om ”at beskytte eller at værne om noget. En form for selvbeskyttelse i akutte livstruende situationer.” (sic!).

23. oktober:
I Berlingske kommer det frem, at integrationsminister Inger Støjberg har forsøgt at annullere støtten til Exitcirklen. Samme dag skriver De Konservatives gruppeformand Mette Abildgaard, at Naser Khaders udtalelser ikke er udtryk for partiets synspunkter. Her begynder, kan man roligt sige, ”de nyttige idioter” fra den borgerlige fløj for alvor at komme på banen.

25. oktober:
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommenterer sagen på Twitter, hvor han erklærer, at han er træt af konspirationsteorier og understreger, at støtten ikke skal sløjfes, men at han heller ikke kan se, at det er et problem, når nu den ikke er blevet sløjfet. I et svar til en twitterbruger, som vil vide, hvad Løkke mener om den måde, "kvinderne fra Exitcirklen er blevet angrebet på", svarer han, "at det ikke er ok". Atter en nyttig idiot har meldt sig i koret fra højre side af folketingssalen

10. november:
Sherin Khankan lægger op til at rejse en sag for ærekrænkende udtalelser mod Naser Khader, Marcus Knuth og Martin Henriksen. De får ti dage til at trække deres anklager tilbage og undskylde for dem offentligt. Ellers vil Sherin Khankans advokat på hendes vegne tage yderligere retslige skridt og sagsøge dem for injurier.

15. november:
Her sker der noget skelsættende. For her bruges en nyfeministisk strategi for første gang på dansk jord med det formål at fremme islamistiske interesser med ”slag under bæltestedet”. I et interview med radioværten Rushy Rashid på Radio24syv bliver Sherin Khankan således ”venindeagtigt” spurgt ind til, om det mon er rigtigt, at Naser Khader tilbage i 2000 har anmodet hendes far om hendes hånd. Et spørgsmål, Khankan ikke vil svare på af hensyn til "andres privatliv". Hun understreger dog, at hvis han har haft stærke følelser for hende, så har hun angiveligt afvist ham, og derfor kan det ikke udelukkes, at det har påvirket hans dømmekraft, lyder det.

15. november:
Programmet fører til, at DR-radioværten Geeti Amiri på sin Facebook-profil skriver følgende:

”OMG! Naser Khader har tidligere friet til Sherin Khankan. Det har Sherin Khankan lige bekræftet i Rushys Roulette på Radio24syv! Gad vide om den del af historien er blevet givet Marcus Knuth og Martin Henriksen, ej forglemme Inger Støjberg. #metoo inde på Christiansborg.”

Geeti Amiris opslag fik prompte Naser Khader til at reagere på Facebook. Her taggede han vært for DR-programmet 'Detektor' samt DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn, hvorefter han bad dem om at skaffe dokumentation for påstanden.

”Hvad siger DR’s ledelse til, at en af deres medarbejdere, studieværten Geeti Amieri, bringer mellemøstlige bazar-løgne om mig, og endda under hashtagget metoo? Geeti Amieri lyver. Sherin Khakan har ikke bekræftet noget som helst i 24/7. Dette er meget skidt for DR’s troværdighed,” siger Khader.

Også Khankans kollega Khaterah Parwani, der er talskvinde for Exitcirklen, har omtalt interviewet på sin Twitter-profil. Hun nævner ikke noget frieri, men kalder Naser Khader for inhabil.

Skønt P1-værten Geeti Amiri valgte at redigere sit opslag til det følgende nogle timer efter hun publicerede det oprindelige, havde det allerede forvoldt stor skade på Khaders person.

25. november:
De tre politikere, Khader, Henriksen og Knuth, er ikke kommet med en undskyldning, og Sherin Khankans advokat Poul Hauch Fenger siger derfor, at "der som varslet vil blive indsendt en stævning i den nære fremtid."

30. november:
Integrationsminister Inger Støjberg er i samråd om sagen, hvor hun skal forklare, hvorfor hun prøvede at få nedlagt den pulje, som Exitcirklen stod til at modtage penge fra. Det var Josephine Fock (Å), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Sophie Carsten Nielsen (R) og Holger K. Nielsen (SF), der stillede spørgsmål.

1. december:
Sherin Khankan fortæller i Berlingske, at hun og Naser Khader tilbage i 1999 har haft et kortvarigt forhold. Her fortæller hun også, hvordan hun siden 2002 har oplevet, at Naser Khader har "ført hetz" mod hende med "løgne" om, at hun er en farlig islamist. Derudover siger hun, at hun i forrige uge har modtaget en besked fra Khader, hvor han fortæller, at han har private billeder og beskeder fra hende. En besked, som hun opfatter som et pres fra ham. På Facebook svarer Naser Khader tilbage i et langt opslag og understreger, at der ikke er tale om nøgenbilleder, og at det er et værdipolitisk opgør og ikke et personligt. "Islamisten Sherin Khankan fortsætter med at lyve, manipulere og klynke i sagen om Exitcirklen. Det er et velkendt trick for at få sagen til at handle om alt muligt andet end Khankans fortid som radikal islamist og hendes tvivlsomme baggrund for at være vejleder for nødstedte muslimske kvinder," skriver han blandt andet. At Khader bruger ordet radikal islamist er en ret alvorlig påstand, siger Sherin Khankan, som vil tale med sin advokat om det.

2. december:
Tredje næstformand i Folketingets Præsidium, Christian Juhl (EL), siger til Ritzau, at han er ”dybt chokeret” over Naser Khaders handlinger i sagen om Exitcirklen. Derfor vil han nu drøfte sagen med resten af Folketingets ledelse. Ifølge Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), kommer det imidlertid ikke på dagsordenen, da det er en privat sag mellem to mennesker, som Folketinget ikke skal blande sig i. ”Det er slet, slet ikke vores sag. Selvfølgelig kan Christian Juhl tage det op under eventuelt, der kan man jo diskutere alt. Men det kan ikke komme på dagsordenen,” siger hun til Ritzau. I en mail til Berlingske skriver partiformand og justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at han vil tage "en samtale" med Naser Khader, da han synes, at "det på alle måder er en ulykkelig sag."

Så altså: Hvad er mere indlysende og naturligt – jævnfør den islamiske feminisme, som Khankan-klanen repræsenterer – end at række stafetten direkte videre til MeToo-bevægelsens kampenhed?

Som sagt, så gjort. Da hun i 2020 først taber sagen i landsretten, som havde fået den henvist fra byretten, og desuden taber ved Højesteret i foråret 21, står ”islamist-vennerne” straks parate med en ny domstol, som ikke er så modtagelig for rationelle argumenter som vores retsvæsen er – eller i hvert fald var engang. Denne nye domstol hedder MeToo. Efter at være kikset med forsøget på at få Naser Khader formelt dømt ved retten, går man altså nu videre med det næstbedste: At få ham dømt på rene udokumenterede krænkelsesanklager. Sådan som man har gjort det med så mange andre de senere år.

Det lykkedes.

Det handler om afsekularisering
Hvad er det da, Sherin Khankan og hendes kalifatsøstre står for. Og hvorfor tænder det Khader sådan af?

Det er, at de i lighed med broderskabs-islamisterne slet og ret er ude på at fjerne fundamentet under det vestlige samfundssystem: sekularisering. Det vil i bund og grund sige at fjerne det fundament, der hedder frihed, individualisme og reel ligestilling. For at få lempet sharia-systemet igennem i ly af mørket opfinder man alle mulige feelgood-ord: brobygning, DEI osv. Men det har udelukkende til formål, som en cancercelle, at æde systemet op indefra og fylde det med et nyt indhold. Som i ét og alt står i modsætning til vores vestlige verdensopfattelse.

Og hvad mere er: Ingen interesserer sig åbenbart for at få det trævlet op. Som Helle Merete Brix skriver i Mod mørket: ”Muslimbrødrene i Vesten profiterer af, at næsten ingen journalister interesserer sig for, hvem der er tilknyttet deres institutioner, hvad der undervises i, hvad der udgives, og hvem der har forbindelse til hvem. De har også lært at anvende alle plusordene – ’dialog’, ’respekt for forskellighed’. ’retten til at være anderledes’ og ’åben sekularisme’, vendinger, de ved beroliger europæerne.”

Akkurat det samme kan siges om de feministiske muslimsøstre. Derfor forsøger Khader at trække i håndbremsen i forhold til støtten til Exit-cirklen. Han ser det, som alle andre tilsyneladende ignorerer eller ikke forstår: At man er i fuld gang med under dække af alskens tidsleflende godhedsparoler at erstatte verdslighed med religiøsitet, professionalisme og faglighed med holdninger og ideologi.

For ikke at sige: med decideret hjernevask. Jævnfør også hans argumenter om, at repræsentanterne for Exit-cirklen – modsat mange andre kvindekriseorganisationer – helt og aldeles mangler ekspertise på området. Til gengæld har de masser af ekstremistisk ideologi at byde ind med. Præcis lige som i politimanden Elvir Abaz’ tilfælde.

Det gælder helt ned til tricket med at sige, man tilslutter sig sekularismen, men ligesom al-Bannas barnebarn Tariq Ramadan, en af de mest indflydelsesrige broderister Vesten i nyere tid, og i øvrigt et af Khankans erklærede forbilleder, ikke herved forstår adskillelse af religion og politik. I stedet taler man om en ”pluralistisk sekularisme”, der kan udvikles, og som stiller alle religioner lige.

Taqiyya i yderste potens
Når denne søsterskabs-islamisme er nærmest endnu farligere end broderskabs-islamismen, hænger det sammen med, at kvinder er og bliver langt dygtigere end mænd, så snart det kommer til camouflage, manipulation, ageren i skalkeskjul osv.

Lad os nu bare tage tyren ved hornene og sige det ligeud, som det er.

Kvinder tager læbestift på. De maler neglene røde. De kurrer og blinker med de lange kunstige øjenvipper og koketterer med de tatoverede bryn. Og straks har de alt og alle i deres hule hånd. Måske klæder de sig i hvidt, Muhammeds påståede yndlingsfarve, fordi den netop signalerer total renhed og rettroenhed. Sådan som som Zainab-al-Ghazali, der på overfladen kan forveksles med en vestlig feminist, men som i realiteten allerede i teenageårene brød med enhver vestligt orienteret feminisme til fordel for en islamisk feminisme, hvis endemål var ummaen og den islamiske totalstat.

Hvad mere er: De kalder sig selv for ”Den søde”, som Sherin Khankan gentagne gange har gjort – bl.a. over for Alt for Damerne. Ja, de undgår endda hovedtørklædet, sådan som en Samira Nawa fra De Radikale, eller de stiller, som Sherin Khankans veninde Asmaa Abdol-Hamid, op til det danske folketingsvalg for et venstrefløjsparti, hvis det kan hjælpe. Eller de sørger for i en årrække kun at vælge yngre goodlooking forkvinder som i Enhedslisten.

Meget, meget smart. Meget, meget effektivt. Og meget, meget farligt. Hvilket vi kan se på, at mandlige venstrefløjspolitikere som Pelle Dragsted af alle kræfter forsøger at gøre dem kunststykket efter – jævnfør Jesper W. Rasmussens skarpsindige artikel om denne her på Kontrast.

Der er, som man kan se, tale om taqiyya i yderste potens. Positivt forstået vel at mærke. Det er skuespilsamfundet taget til et helt nyt ideologisk niveau. Måske det ligefrem kræver en ”fjerde erkendelse”, som supplement til socialdemokraten Frederik Vads ”tredje erkendelse”, at kunne gennemskue det. Allerede for en del år siden spåede den tunesisk-franske menneskerettighedsforkæmper Samia Labidi og den norske forfatter Hege Storhaug, at de kvindelige, islamiske aktivister (Sherin Khankan kalder sig netop aktivist) for fremtiden ville komme til at spille en langt større rolle i islamiseringsprocessen i Vesten.

Den spådom må siges at være gået i opfyldelse.

Også Helle Merete Brix har tidligt råbt vagt i gevær over for fænomenet. Dog uden virkning. I artiklen ”Reaktionens glade søstre” fra 2007 skriver hun klartskuende, at vi i de kommende år utvivlsomt vil se mange tildækkede – såvel som ikke-tildækkede, kan vi tilføje – muslimske aktivister tilhørende kvindekønnet i vores medier, på konferencer og i integrationsprojekter. Grunden er simpel: ”De mandlige islamister ved, at disse kvinder langt bedre end mændene kan argumentere for bl.a. slørets nødvendighed.”

Men som sagt er det i vidt omfang gået under radaren. Og prisen, vi nu betaler nu, står fuldt ud mål med den tårnhøje ignorance.

Khader havde lugtet lunten
Det var i al sin enkelhed dét, Khader forsøgte at sige tilbage i 2017, hvor han trak i håndbremsen. Blandt andet fordi han bedre end nogen anden vidste, hvad islam faktisk gik ud på, og at de nye islamiske feminister, også kaldet ”woke-feminister” eller ”intersektionelle feminister”, simpelthen ikke kunne læse et ord arabisk og dermed studere Koranen og Haditherne på originalsproget. Dermed var de heller ikke oplyste om, hvad de ”legede med på”, som Florence Bergeaud-Blackler udtrykker det i sin broderismebog.

Af samme grund kaldte en republikansk politiker, i forbindelse med Khankan og en anden kvindelig imams besøg hos Macron i 2018, det da også med rette for det rene ”fupnummer”. Skønt fupnummeret må siges at være blevet noget af en billetsælger – ikke mindst pga. lækkerhedsfaktoren. I den sammenhæng betyder det åbenbart mindre, at der ikke er noget som helst progressivt over Khankans ”kvindelig imam-rolle”. Dels er hun imam i en dybt reaktionær kønsopdelt sammenhæng – hendes moské er således kun for kvinder – dels finder man massevis af tilsvarende prædikanter i den arabiske verden.

I dag ser vi resultatet af naiviteten. Og det samme skred, når det gælder om at snige sin egen private holdning og ideologi ind ad bagdøren, til fordel for den professionelle, faglige kompetence, udbredt til national doktrin.

Hvor godt alliancen mellem woke-feminister og islamapologeter er tømret sammen blev klart i den kronik, sangeren Isam B – eller Isam Bachiri, som han rettelig hedder – havde i Jyllands-Posten i april måned. Det lykkedes her ordjongløren at få drejet så at sige alt til at betyde det modsatte af det, det reelt gør. Social kontrol blev således som ved et trylleslag sat lig med liberal og emanciperet vestlig kultur. Mens noget, der grangiveligt til forveksling lignede traditionel islamisk social kontrol, blev sat lig med den sunde og skære fornuft.

Om det så er Naser Khaders kamp mod Exitcirklen forsøger Isam B stadig, her otte år efter, uanfægtet at ventilere de samme absurde påstande, som florerede for ti år siden. Som han skriver: ”Ja, der findes muslimske ansatte, som administrerer i overensstemmelse med deres egen livsverden. Men hvor få er der tale om? Og mindes Vad ikke, hvordan Naser Khader for år tilbage helt pinagtigt forsøgte at afskærme Exitcirklen fra midler stik imod reglerne, fordi han havde følelser i klemme over for et par af foreningens forpersoner?”

Det viser først og fremmest, at typer som Isam Bachiri og andre på samme galej er og bliver gennemuredelige. For uredelig er man, når man mod bedre vidende gentager urigtige påstande, som allerede er blevet manet i jorden adskillige gange, som om de er fastslåede som uimodsigelige sandheder. Det er manipulation af værste skuffe, og det er ganske enkelt ødelæggende for vores samfund og vores demokratiske debat, at ikke flere går op imod det.

Da jeg blev interviewet om sagen til Radio IIII den 16. april viste DR i øvrigt sin sædvanlige arrogance og aktivistiske magtfuldkommenhed. Radio IIII bad den statslige mediemastodont om at kommentere på mine anklager. DR’s svar? ”Vi tror vi springer over i denne her omgang.”

Det er det medie, vi alle sammen betaler til, mænd som kvinder, venstre- som højreorienterede. Hvornår holder danskerne op med at finde sig i det? Foreløbig har man ikke villet kommentere på hverken afsløringen af Khader-komplottet eller afsløringen af Elvir Abaz’ tjenestemisbrug. Hvilket ærlig talt er oprørende.

Sherinernes lokkende sang
Hvis man husker det, så er der en bestemt myte fra den græske mytologi, der kan belyse det, der sker i dag. Nemlig den om sirenernes sang. Det er det mørke urkaos, som sirenerne med deres lokkende triller forsøger at drage Odysseus og hans mænd ned i. Derfor må han også proppe voks i ørerne på sømændene og surre sig selv og fast til masten på skibet, indtil de er nået sikkert i havn på civilisationens kyst, Ithaka.

Igen: Vi skal hele tiden høre, at Sherin betyder ”lille søde”. Hvorfor mon? Et retorisk spørgsmål selvsagt.

Vi bør huske på, hvad islamisk feminisme nærmere bestemt er. Islamisk feminisme er en tro på, at islam ikke alene kan omdefineres i feministiske termer, men endog kan blive en slags spydspids for en helt ny intersektionel verdensomvæltning. Det er den ideologi, bl.a. Sherin Khankan åbent bekender sig til, da hun er inviteret til at besøge Macron i Frankrig. Det er fatalt, at det er gået komplet under radaren i så lang tid pga. berøringsangst og almindelig analytisk dovenskab.

Ikke kun vi etniske danskere lider under dette – lige som andre vesterlændinge over hele Europa lider under det. Indvandrere og efterkommere af indvandrere, der faktisk brændende ønsker at integrere sig i vores samfund, lider tilsvarende under det. Herom vidner Naser Khaders groteske skæbne, som aldrig nogensinde burde kunne finde sted i et på papiret civiliseret, oplyst samfund som vores. Men som ikke desto mindre har fundet sted.

Og herom vidner også min beskrivelse af Noah og hans families skæbne her på Kontrast. Samt min beskrivelse af dansk-marokkaneren Youssef Hvidtfeldt og dennes ”af-assimilering” i DR-dokumentaren ”Mit andet hjemland”.

Så historien viser altså også, hvordan man med denne sherinelokkende DEI-metode endda risikerer at støde dem, der faktisk gerne vil integrere sig, væk. Hurra hvor det dog bare kører for os!

Nej, intet, som i intet som helst, er vundet ved blødsødenheden. Snarere tværtimod. Med støtte fra woke og nyfeminismen buldrer islamismen frem. Med ét eneste formål: at gøre Europa sharia-kompatibelt. Det vil sige ikke-demokratisk, ikke-liberalt, ikke-vestligt. Kort sagt: ufrit.

Det må standses. Og det må standses nu. Afsløringen af det islamistisk-feministiske komplot mod Naser Khader kan meget vel være første skridt på vejen. Netop første. For meget tyder på, at optrævlingen og oprulningen af komplottet endnu ikke er slut. Fortsættelse følger. TV2 Fyn kunne således i juni fortælle, at Rigsadvokaten havde besluttet at genoptage sagen om oprettelsen af den falske anmeldelse mod ekspolitikeren i politiets systemer. En beslutning, der dog senere atter er blevet omstødt.

Pyramidespillet holder aldrig hviledag.

Dommen mod Abaz
Og hvad fik han da så, den fynske betjent, for alt det ulovlige, han bevisligt havde foretaget sig i sit betroede erhverv? Hvad blev alle de mange strafbare forhold i anklageskriftet, han blev fundet skyldig i, takseret til – et anklageskrift, der til overmål tog hele tre år at bygge op? Som det fremgik tidligere, var forholdene jo anslået til at kunne give helt op til flere års fængsel.

Jo, han fik såmænd alt i alt 30 dage i brummen. Det vil sige en måned bag lås og slå for alle de mange ulovligheder, for det ultragrove og skamløse embedsmisbrug gennem flere år. Tyg lidt på den, familien Danmark.

For Naser Khader selv var det dog ikke nok til at kunne ødelægge dagen. Som han skrev på sin Facebook-side, så var det vigtigste immervæk, at hans – og mange andres – plageånd i uniform nu var blevet dømt og skulle i fængsel. Og dermed aldrig efterfølgende ville kunne vende tilbage til politiet. Medmindre han vinder ankesagen ved landsretten.

Senere på dagen tog Khader selv skridtet helt væk fra den kultur, folk som Abaz, Fiazi, Abdol-Hamid, Khankan og mange andre som dem har bragt ind i vores samfund med ødelæggende konsekvenser.

Det skete, da han efter lang og grundig overvejelse lod sig døbe i Kisserup Kirke. Her underkastede han sig den kristne Guds vilje og autoritet – som ikke mindst indbefatter en skelnen mellem den religiøse og den politiske sfære. Denne gang repræsenteret ved en mand i uniform, som vi forhåbentlig stadig kan have nogenlunde tillid til, nemlig præsten.