De færreste bekymrer sig efterhånden om risikoen for overbefolkning. Og det er der en god grund til. Fødselsraterne styrtdykker. Halvdelen af kloden er i dag ikke i stand til at opretholde sin egen befolkning. Danskerne bidrager til den nedadgående kurve. Men hvorfor?

“Svaret er komplekst. Men der er ingen tvivl om, at individualiseringen og ’mig-i-centrum’-projekter, hvor man fravælger børn, fordi man ønsker at udforske sig selv, bestemt spiller en rolle i forhold til den her overordnede tendens,” siger Ayo Wahlberg, antropologiprofessor på Københavns Universitet og forsker i reproduktion og fertilitet.

Danmarks Statistik offentliggjorde tidligere på året en rapport, som viste, at danske kvinder i gennemsnit får 1,5 børn. Hvis et befolkningstal skal holdes stabilt, kræver det en fødselsrate på 2,1.

Men hvor stort er problemet egentlig? Færre mennesker er vel bare ensbetydende med bedre plads og billigere boliger til de resterende? 

Det amerikanske ægtepar, Malcolm og Simone Collins fremhæver i et tidligere interview med Kontrast den amerikanske by Detroit som skrækeksempel. Byens indbyggertal er skrumpet med omkring 60 procent fra 1950 til i dag. Eftersom antallet af borgere til at betale de skatter, som skulle finansiere byens services, forsvandt, forsvandt byens velstand.

Galt i byen 

Både i udlandet og herhjemme er udviklingen særligt stærk i storbyen. Rapporten fra Danmarks Statistik viste, at gennemsnittet især er lavt i København med en rate på kun 1,37. I modsatte ende ligger kommuner som Ikast-Brande og Lemvig med tal på henholdsvis 1,91 og 2,11. 

Det er ikke tilfældigt, siger professoren: 

”Vi flytter ind til byerne og bor i lejligheder, som måske har forstærket et karriereræs og en performance-kultur, hvor man hele tiden skal vise sig selv frem på Instagram. Det er absolut en vigtig del af det her komplekse billede, at hvad vi ønsker os i vores liv, og hvad vi tillægger værdi, ændrer sig i takt med vores fysiske omgivelser,” siger Ayo Wahlberg.

”Dertil betyder det noget, at vi er omringet af farlige kemikalier. Det har i den grad helbredsmæssige konsekvenser for mænd og kvinder – ikke mindst reproduktionsmæssigt. Så der er også en biologisk side til det her,” tilføjer han. 

Flere lande forsøger på forskellige måder at håndtere de faldende fertilitetsrater. I Ungarn har premierministeren, Viktor Orbán, slået på tromme for, at kvinder, der får fire børn eller flere, slipper for at betale indkomstskat. I Polen opfordrede sundhedsministeriet borgerne ”til at gøre som kaninerne, hvis man ønsker at blive forældre”. 

På de danske breddegrader kørte Københavns Kommune i 2015 en fertilitetskampagne med titlen: ”Har du talt med dine æg i dag?”. DR udkom med et program ved navn ”Knald for Danmark,” og rejseselskabet Spies meldte sig på banen med reklamen ”Do it for Denmark”.  

Ifølge Ayo Wahlberg er en del af løsningen i høj grad et spørgsmål om nysgerrighed. 

“De, der synes, at de har fundet den eneste forklaring på problemet, er nok dem, der tager fejl. Debatten skal køre, og vi skal stille hinanden nysgerrige spørgsmål om samfundstendensen,” siger han. 

Et ligestillingsparadoks

Individualiseringen er en af de samfundsmæssige forklaringer. En anden er, ifølge Ayo Wahlberg, diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet. Det var den holdning, som var omdrejningspunktet for artikler med professoren i Jyllands-Posten og Berlingske. 

Men i Danmark er de to køn ligestillet. Ligestillingslovene blev i løbet af 1970'erne og 1980'erne vedtaget med tydelig enighed i Folketinget. Ligelønsloven blev indført i 1976, og den forbyder lønmæssig forskelsbehandling på baggrund af køn. Når det kommer til barsel, så havde kvinder i 1978 eksempelvis ret til 14 ugers barsel efter fødslen, mens mor og far i dag hver har ret til 24 uger.

Ayo Wahlberg, anerkender du det paradoksale i, at det virker, som om at i samme periode, hvor vi bliver rigere, får bedre barselsvilkår og mere ligestilling, får vi samtidig færre og færre børn?

”Yes, den køber jeg. Men jeg konstaterer, at der stadig findes kønsdiskriminering, og at hvis man kigger på tal for eksempel for lønstatistik eller pensionsstatistik, eller hvem der tager langt det meste barsel, så har mange kvinder råbt op om den her ulighed og diskrimination i årtier.”

Er det ensbetydende med diskrimination, at man får mindre i løn, fordi man vælger at arbejde mindre og i stedet prioritere sin familie?

”Det er mere et spørgsmål om noget strukturelt. Folk skal have lov til selv at vælge, lige præcis det liv de gerne vil, men de valg er altid betinget af de strukturer og omgivelser, som vi er en del af,” siger Wahlberg og tilføjer:

”Nu er vi selvfølgelig ude i en lang politisk diskussion om, hvorvidt man synes, at den enkeltes frie valg er den vigtigste faktor i forhold til at forklare en samfundstendens.”

Den laveste fødselsrate i verden finder man i Sydkorea, hvis uheldige verdensrekord lyder på 0,78 barn pr. kvinde og blot 0,59 i hovedstaden Seoul.