Der er ikke mange mennesker i Danmark, der har beskæftiget sig mere med børn og unges mistrivsel end Merete Riisager. Spørgsmålet, der i øjeblikket bliver diskuteret overalt, er blevet til lidt af en hjertesag for hende. 

”Det er svært at svare ensidigt på, hvorfor de unge mistrives. Men helt kort kan man sige, at et godt og frit liv skal vokse ud af en fast ramme. Men dén ramme har vi eroderet, og derfor står børn og unge i en historisk unik situation, hvor de skal skabe deres egen identitet,” siger den tidligere LA-politiker og uddyber: 

”Det bliver jo oplevet som en stor frihed, men det er også en frihed, som tynger dem ned, fordi de får ansvaret for tidligt. De farer simpelthen vild i deres eget liv. De har fået et voksenansvar, de ikke kan bære.”

I hendes tid som undervisningsminister var der tale om dét emne, der optog hende mest: ”Mere end euroen, skattetrykket og udlændingepolitikken og alt det andet, der også var vigtigt,” som hun formulerer det i sin bog Selvbyggerbørn fra 2020.  

Riisagers ministertid fra 2016 til 2019 var i høj grad præget af, at hun arvede en skolereform, som hun ikke kunne stå inde for. Derfor handlede mange af hendes politiske sejre om at agere bolværk mod den førnævnte “erodering af rammer”, hvor klassisk faglighed og ordentlighed – som eksempelvis fastholdelsen af at møde til tiden – tog et bagsæde til fordel for en progressiv reformpædagogik. 

“Børn har behov for rammer for at kunne vokse op og blive frie, myndige borgere. Det får de ikke, når de skal kunne definere adfærdsregler allerede i 3. klasse, lave projektarbejde i 4. klasse og tage ansvar for klimakatastrofen i 6. klasse.”

Det er ikke karakterernes skyld

Zach Rausch, forskningsassistent for Jonathan Haidt – forfatteren bag The Coddling of the American Mind – beskrev udviklingen tidligere på året til Kontrast: ”Haidt og jeg har fundet et grundlæggende mønster for mistrivsel, som blandt andet viser en betydelig stigning i angst- og depressionstal hos unge fra begyndelsen af 10’erne. Stigningen er større for piger end for drenge, og stigningen er større for Generation Z end for ældre generationer.” 

På de danske breddegrader viste den nationale sundhedsprofil fra 2021, at hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mistrives. På baggrund af netop den undersøgelse lavede TV 2 dokumentaren Presset Ungdom med blandt andet det budskab, at børn og unge er mentalt udfordret i dag på grund af et karakterpres. Men der er tale om en fejltolkning, mener Merete Riisager. 

“Det er rigtigt, at børn og unge står i en historisk vanskelig situation, hvor de bliver udsat for et voldsomt pres og også et forventningspres. De går bare galt i den sidste del af analysen, for det er ikke karakterernes skyld. Det er simpelthen en doven og forkert analyse, for jeg kan sige med en vis tyngde og sikkerhed, at de klassiske faglige krav ikke er steget de seneste år. Det er simpelthen forkert. Der er hverken kommet flere tests eller eksamener,” siger Riisager, der er uddannet i pædagogik: 

”Selvfølgelig kan karakterer godt vække et ubehag, men det er det ikke det samme, som at det er usundt eller roden til den her øgede usikkerhed.” 

De liberales skyld? 

Debatten om børn og unges mistrivsel lader til, lidt skarpt sat op, at dele borgerlige i to lejre. Der er dem, som ikke mener, at der overhovedet er tale om en reel problemstilling, netop fordi de faglige krav ikke er blevet større, og derudover fordi landets velstand betyder, at ingen børn behøver at gå sultne i seng, og ingen unge reelt er nødt til at have et studiejob – for vi har jo eksempelvis SU. Med andre ord: Det er noget pjat. 

Og så er der dem, der er ovre på den mere nationalkonservative fløj, der mener, at den materielle velstand er kommet med en pris, nemlig en slags åndelig fattigdom og et fravær af Gud, som hovedsageligt skyldes liberale politikere og i det hele taget en liberalisme, der er løbet løbsk. 

Merete Riisager placerer sig et sted midt imellem – eller måske nærmere et helt tredje sted. 

“Det at være barn er noget fundamentalt anderledes end at være voksen. Og det kan man godt erkende som et faktum, selvom man er liberal. Men borgerlige har svigtet, fordi vi har ladet vores forståelse af frihed for voksne gælde for børn også. Og når vi gør det i for stor en udstrækning, så bliver det faktisk et svigt, hvor de unge kommer til at stå i en historisk vanskelig situation.” 

Er du bange for, at du kommer til at lyde lidt venstreorienteret? 

”Nu er jeg jo ikke længere politiker, så jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan jeg lyder. Jeg kan bare sige, at det er noget, jeg har iagttaget, og jeg mener faktisk, at det er rigtig vigtigt. For det er fuldstændig korrekt, at de materielle rammer omkring børn og unge er historisk gode. Men derfor kan man jo godt anerkende, at der er meget mere komplekst og identitetsmæssigt pres på børn og unge, som er for tungt, og som mange børn og unge simpelthen knækker halsen på,” uddyber Merete Riisager. 

Kontrast kunne i starten af året dokumentere, at borgerlige har en større chance for at være lykkelige mennesker end venstreorienterede. Venstrefløjens identitetspolitik er den forkerte vej at gå, hvis man ønsker en mere lykkelig børne- og ungdomsgeneration. 

“Det handler også om et forventningspres om at skulle danne sit eget liv og tage stilling til alt muligt. Pludselig skal man eksempelvis tage stilling til, hvad for et køn man egentlig er. Og mens man går i syvende klasse skal man gøre sig overvejelser om, hvordan man vil tilrettelægge sin karriere. Altså hallo … De fleste, der går i syvende klasse, har svært ved at huske deres madpakker om morgenen,” siger Riisager. 

Gråvejr og præstationspres

De fleste kender udsagnet om, at liberale mener, at enhver er sin egen lykkes smed. Men for tiden er der faktisk opstået en modreaktion på et – vil nogle mene – overdrevet lykkefokus, som i høj grad bliver advokeret for af kvinder som Sørine Gotfredsen, Marie Høgh og Astrid Johanne Høg, men også af markante liberale stemmer. En af dem er Henrik Dahl, der i Berlingske sidste år skrev, at “det er ukonstruktivt at tro, at man er alvorligt syg, hver gang livet for en tid er præget af mentalt gråvejr. En del af livet er at lære at leve med, at man er, som man nu engang er.”

Der bliver faktisk sat nogle krav til børn og unge om at performe rigtig meget på forskellige parametre, og det gælder ikke mindst i forhold til at være lykkelig, konstaterer Merete Riisager.  

“Det er også et meget, meget højt krav at sætte til unge mennesker, at de skal være lykkelige. De fleste unge mennesker har perioder, hvor de er ensomme, eller føler sig forkerte, eller føler sig udenfor. Og det hører med til et almindeligt ungdomsliv,” siger hun. 

”Og hvis man sætter det krav, at nu har vi gjort alt det her for dig, og så nu må du være lykkelig, så er det faktisk et pres, som virkelig kan være tungt at bære på. Så der er faktisk masser af præstationspres. Det handler bare ikke om karakterer og tests.” 

Til et arrangement på Folkemødet anbefalede Alex Vanopslagh sit publikum at læse tre bøger. En af dem var Selvbyggerbørn. Er Vanopslagh den politiker i Folketinget, som du mener, der er mest på rette vej?  

“Ja, jeg tror, at det er Alex, der har fordybet sig mest i den her problematik, hvor der er behov for en grundighed, som der ellers ikke altid er tid til i politik. Men hvor vi faktisk skal gå hele skidtet igennem for at finde alle de steder, hvor vi stiller nogle krav til børn og unge, som de ikke har mulighed for at leve op til.” 

Riisagers bog udkom i 2020. Siden dengang er fokusset på børn og unges ve og vel steget markant. 

Er vi så blevet dygtigere til at tale om og håndtere problematikken i løbet af de tre år? 

“Jeg er fortrøstningsfuld, for jeg kan mærke en større parathed i forhold til nogle af de her problemer. Eksempelvis digitalisering, hvor det også er de voksnes ansvar at sætte nogle rammer for børn. Og selvom man er 15 år, så skal ens forældre stadigvæk definere ens sengetid, for man har et behov for at sove. Så jeg er fortrøstningsfuld, men jeg synes, at vi har langt igen, fordi skolen er gennemsyret af krav, som eleverne ikke har mulighed for at leve op til, og det medfører et pres, som de oplever hver eneste dag. Den del har vi ikke rigtig taget hul på endnu,” siger Merete Riisager.