Artikel

03.11.23

Vi bør tage statsborgerskabet fra dem igen

Demonstrationerne i gaderne med hyldest til Hamas efter terrororganisationens blodige og brutale angreb på Israel den 7. oktober får Mikkel Bjørn (DF) til at kræve demonstranterne retsforfulgt og opfordrer til, at man tager tildelte statsborgerskaber fra de palæstinensere, som åbenlyst har hyldet terrorangrebet fra Hamas.

Blodet var endnu ikke størknet på de lig af mishandlede unge, gamle, kvinder og børn, som Hamas terroristerne efterlod sig, mens de trak sig tilbage til tunnellerne i Gaza med deres bortførte gidsler.

Vi andre havde ikke sunket den sidste sure kvalme over det syn, der mødte de israelske soldater, da de generobrede de kibbutzer og landsbyer, som Hamas havde overfaldet i de tidlige morgentimer.

Men palæstinenserne i Danmark var allerede på gaden. Hujende og dyttende kørte de gennem Københavns gader og fejrede terrorangrebet som en sejr for det folk, som de trods et helt liv i Danmark, stadig sympatiserer mere med end med deres nye fædreland.

Det er faldet mange for brystet, og med god grund. For i Danmark bor der op mod 30.000 palæstinensere, hvoraf måske 20 - 22.000 har fået dansk statsborgerskab tildelt som en gave.

De har fået statsborgerskab helt udenom de sædvanlige betingelser om selvforsørgelse og et liv uden kriminalitet, som ellers håndhæves rimelig strengt i Udlændingestyrelsen.

Palæstinensere er nemlig kategoriseret som statsløse, selvom de fleste kommer fra Jordan eller Libanon, hvor deres familier havde boet i mindst 25 – 30 år, inden de landede i Danmark i 70’erne og 80’erne.

Med statsløsekonventionen i hånden fik de nærmest pr. automatik dansk indfødsret, og det er dem og deres børn, vi i disse uger ser i gaderne med islamiske paroler, antisemitiske slagord og hyldest til en terrororganisation.

Mikkel Bjørn sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti. Han er formand for indfødsretsudvalget og sidder desuden i retsudvalget.

”De demonstrationer, som vi har set i de seneste uger, er en afsløring af, at vi har 1.000 vis af mennesker her i landet, der sympatiserer med terrororganisationen Hamas. Desværre kan vi ikke sådan lige komme af med dem, men jeg mener, at man bør retsforfølge dem og fratage dem, der fået det tildelt, statsborgerskabet igen. Og så skal man indføre nogle positive incitamenter til, at de forlader landet.”

Mikkel Bjørn kalder statsløsekonventionen den ’mest skadelige’ af alle de konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

”Først har vi lukket en masse ind, som slet ikke skulle have været her. Og så har vi givet statsborgerskab til dem helt så at sige gratis uden at vi på nogen måde ved, om de deler vores grundlæggende værdier. Det ser vi konsekvensen af nu”.

Han ved, at konventionerne står i vejen, og at et stort flertal i Folketinget ikke vil røre ved dem.

”Det kræver at vi først og fremmest opsiger Statsløsekonventionen og i forlængelse deraf statsborgerretskonventionen. Det er i virkeligheden den sidste, der sætter begrænsninger i forhold til at fratage statsborgerskaber. Og så bliver det endda endnu sværere med de palæstinensere, som er født her i landet og har været danske statsborgere fra fødslen, men det kan godt lade sig gøre, hvis et flertal i Folketinget vil gennemføre det. Det vil de bare ikke.

Hvad vil du så gøre?

”De skal sigtes, anklages og dømmes for terrorsympati. Jeg ved, der er folk som tidligere er blevet dømt for at sympatisere med terror blot ved at sætte en smiley på Facebook. Hvis den logik skal lægges ned over denne her krise også, er der jo adskillige tusinde mennesker, der skal retsforfølges”, siger Mikkel Bjørn.

”Hvis du fulgte med på de sociale medier bare dagen efter angrebet, var der 100 vis af kommentarer med hjerter og palæstinensiske flag, hvor de skrev, hvor stolte og glade de var. Helt entydig opbakning til de terrorhandlinger, som på det tidspunkt rent faktisk stadigvæk var i gang”.

”Hvis politiet ikke i nogen som helst proportionel grad retsforfølger de mange, der har hyldet terroren, har jeg nærmest ikke ord for, hvor kritisabelt, jeg synes, det er”, siger Mikkel Bjørn.

Han har skrevet og bedt ministeren om en redegørelse over, hvad politiet foretager sig i sagen.

”Vi kommer til at følge op med at få ministeren i samråd, hvis politiet ikke løfter deres opgave og ansvar i denne her sag”, siger Mikkel Bjørn, som dog erkender, at med få mandater i ryggen og en flertalsregering imod sig er hans muligheder begrænsede.

Straffelovens bestemmelser om billigelse af terror

§ 136Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Stk. 3. Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114 j, 208, 210, 216, 222, 223 og 225, jf. §§ 216, 222 og 223, §§ 237, 243-246, 260, 260 a og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Læs Statsløsekonventionen her:

Bekendtgørelse af konventionen af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed (retsinformation.dk)

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter