Den britiske journalist og forfatter David Goodhart deltager ivrigt i debatten om identitet, indvandring, social sammenhængskraft og populismens fremvækst i Vesten. Selvom han ofte forbindes med den postliberale strømning, kommer han ikke fra den konservative højrefløj, men fra den britiske centrum-venstre-tradition.
Gennem de seneste to årtier har han markeret sig som en kritiker af den politiske og kulturelle konsensus, der dominerede Storbritannien efter Thatcher og Blair.
En journalist med rødder i eliten
David Goodhart blev født i London i 1956. Han voksede op i en politisk og intellektuel familie; hans far, Sir Philip Goodhart, var konservativ parlamentsmedlem. Goodhart blev uddannet på Eton College og læste senere historie og politik ved University of York. I sine yngre år beskrev han sig selv som en venstreorienteret »Eton-marxist«, men hans politiske tænkning udviklede sig siden i en mere uortodoks retning.
Efter studierne arbejdede han i tolv år som korrespondent for Financial Times, blandt andet i Tyskland under genforeningen. Erfaringerne fra Europa og de store samfundsforandringer i slutningen af den kolde krig kom til at præge hans senere analyser af national identitet og politisk tilhørsforhold.
Grundlægger af Prospect
I 1995 grundlagde Goodhart tidsskriftet Prospect, som hurtigt udviklede sig til et af Storbritanniens mest indflydelsesrige debat- og idétidsskrifter. Magasinet blev kendt for lange essays om politik, økonomi, kultur og filosofi og blev et centralt forum for den britiske intellektuelle offentlighed. Goodhart var chefredaktør frem til 2010 og fortsatte derefter som redaktør og skribent tilknyttet magasinet.
Senere stod han i spidsen for tænketanken Demos og arbejdede siden ved den konservative tænketank Policy Exchange med spørgsmål om demografi, integration og indvandring.
Anywheres og Somewheres
Goodhart blev internationalt kendt med bogen The Road to Somewhere fra 2017. Her introducerede han sin berømte skelnen mellem »Anywheres« og »Somewheres«. De første er højtuddannede, mobile og kosmopolitiske mennesker, som trives i globaliseringens verden. De sidste er mere stedbundne borgere, der i højere grad knytter deres identitet til lokalsamfund, nation og tradition.
Ifølge Goodhart havde de politiske og kulturelle eliter i årtier været domineret af »Anywheres«, mens »Somewheres« i stigende grad følte sig overset. Brexit-afstemningen og fremgangen for populistiske bevægelser så han som konsekvenser af denne kløft. Analysen gjorde ham til en hyppigt citeret kommentator i debatten om populisme og national identitet.
Arbejdets værdighed og den postliberale debat
I senere bøger har Goodhart udvidet sin kritik af den moderne meritokratiske kultur. I Head, Hand, Heart fra 2020 argumenterer han for, at vestlige samfund overvurderer akademiske og kognitive evner, mens praktiske og omsorgsbaserede færdigheder tillægges for lav status. Han efterlyser større respekt for håndværkere, teknikere og omsorgsarbejdere.
Goodhart beskriver sig ikke som modstander af liberalismen, men som fortaler for en korrektion af dens senere udvikling. Han argumenterer for større vægt på fællesskab, national identitet, social tillid og demokratisk kontrol uden at forkaste de liberale frihedsrettigheder.
Denne position har givet ham en plads i den britiske debat om postliberalisme, hvor han indtager en mellemposition mellem klassisk liberalisme og mere radikale konservative strømninger.
