Leo Strauss (1899–1973) var en tysk-amerikansk politisk filosof, der i det 20. århundrede fik stor indflydelse på konservativ tænkning i især USA. Han er kendt for sin læsning af klassiske filosoffer som Platon og Aristoteles og for sin kritik af moderniteten og det værdirelativistiske demokrati. Hans indflydelse mærkes både i akademiske kredse og i visse neokonservative kredsløb.
Baggrund og liv
Strauss blev født i 1899 i Kirchhain i Tyskland i en jødisk ortodoks familie. Han studerede filosofi under den tyske mellemkrigstids store tænkere Martin Heidegger og Ernst Cassirer.
I 1930'erne flygtede han fra det nazistiske Tyskland, først til England og Frankrig og siden til USA, hvor han i 1949 fik en fast stilling på University of Chicago. Her kom han til at undervise og præge en hel generation af politiske tænkere.
Tolkning af de klassiske tekster
En af Strauss’ hovedteser var, at moderne læsere ofte misforstår de klassiske filosoffer, fordi vi antager, at de skrev med samme åbenhed som moderne akademikere.
I stedet hævdede Strauss, at tænkere som Platon og Aristoteles ofte skjulte deres sande budskab bag et "esoterisk" lag – en skjult lære, som kun kunne læses mellem linjerne.
Dette skyldtes ifølge Strauss, at de skrev i samfund, hvor visse ideer kunne være farlige at ytre direkte.
Dette førte ham til en metode, hvor man læser filosoffer ikke kun for hvad de siger, men for hvordan de siger det. Hans læsninger af klassikere som Hobbes, Machiavelli og Spinoza betød en nyfortolkning, der lagde vægt på forfatternes skjulte intentioner og det politiske mod, de udviste.
Kritik af moderniteten
Strauss var stærkt kritisk over for det moderne projekt, især oplysningstidens tro på fornuftens og videnskabens evne til at etablere moralske sandheder.
Han mente, at oplysningstænkningen havde svækket moralens fundament og efterladt Vesten i en tilstand af nihilisme, hvor værdier er blevet relative og politik reduceret til teknokrati og forbrugerhensyn.
Han så derfor et behov for at vende tilbage til den klassiske politiske filosofi, hvor begreber som "det gode liv", "retfærdighed" og "dyder" ikke reduceres til subjektive præferencer.
Filosofiens og politikkens spænding
En af Strauss’ kerneindsigter er spændingen mellem filosoffens søgen efter sandhed og bystatens krav om loyalitet og orden.
Han mente, at denne spænding aldrig kan ophæves, men må erkendes og respekteres. Filosoffens opgave er ikke at underkaste sig politikken, men at forstå dens nødvendigheder og samtidig bevare et højere ideal.
Denne tanke havde også praktiske implikationer: Strauss mente ikke, at alle mennesker burde eller kunne leve efter filosofiens strenge krav – nogle tanker er ikke for masserne, men for de få.
Strauss og konservatismen
Strauss selv betragtede sig ikke som politisk aktivist, men hans idéer fik stor betydning for den amerikanske neokonservative bevægelse.
Hans tidligere studerende, herunder Allan Bloom og Harvey Mansfield, bidrog til at formulere en kritik af det moderne demokrati, der betonede nødvendigheden af moralsk fasthed, klassisk dannelse og vestlige værdier.
Dette inspirerede dele af Reagan-æraens konservatisme og senere Bush-administrationens ideologiske strategi.
Det er dog omstridt, hvor tæt de politiske fortolkninger ligger op ad Strauss’ egne idéer. Nogle hævder, at han misbruges som ideologisk legitimation for et elitært teknokrati, hvilket han selv sandsynligvis ville have afvist.
I dag diskuteres han fortsat heftigt: Nogle hylder ham som redningsmanden for vestlig moralfilosofi. Andre kritiserer ham som en reaktionær elitist med skjult foragt for demokratiet.
Men uanset hvor man placerer sig, står én ting fast: Leo Strauss bragte det politiske og det filosofiske ind i et spændingsfelt, hvor man skal have mod til at tænke normativt og at stille de store spørgsmål om retfærdighed, orden og det gode liv.
