Montesquieus hovedpointe er, at man ikke kan forstå love uafhængigt af det samfund, de fungerer i. Lovenes "ånd" er ikke en mystisk egenskab, men derimod den underliggende sammenhæng – det rationale og de sociale forhold – som former, motiverer og begrunder lovgivningen. En lov er aldrig blot en regel på papir, men en del af et større system af værdier, magtbalancer og traditioner.
Han skriver i forordet, at han "har undersøgt, hvad for mennesker der er blevet givet love til", og at han dermed søger at forstå love i deres kontekst.
Frihed gennem lov
Montesquieu er især kendt for sin lære om magtens tredeling: den lovgivende, udøvende og dømmende magt bør være adskilt for at undgå tyranni. Men han forstod frihed anderledes end blot fraværet af tvang. Hans berømte formulering lyder:
"La liberté est le droit de faire tout ce que les lois permettent." Oversat til dansk lyder formlueringen: "Frihed er retten til at gøre alt det, som lovene tillader."
Det lyder måske som en begrænsning, men for Montesquieu er det en garanti. Frihed opstår, når borgeren kan handle uden frygt for vilkårlig magt – inden for et system af kendte og fornuftige love. Derfor må lovene selv hvile på et rationelt grundlag, og det er netop dette grundlag, han kalder deres "ånd".
Loven som spejl af samfundet
Montesquieu afviser idéen om universelle love, der kan gælde alle steder. I stedet undersøger han, hvordan geografi, økonomi, religion, traditioner og styreform præger lovgivningen i forskellige lande. En god lov er ikke én, der passer i teorien, men én, der fungerer i praksis – tilpasset det konkrete samfunds ånd.
Han sammenligner republikken, monarkiet og despotiet og viser, hvordan hver styreform har sin egen “drivkraft”: republikken styres af dyden, monarkiet af ære og despotiet af frygt. Lovenes ånd må passe til samfundsstrukturen, ellers opstår sammenbrud.
Ville nok ikke bryde sig om hverken EU eller Menneskerettighedsdomstolen
Montesquieu lagde vægt på, at dommeren ikke skulle være lovgiver, men "blot være munden, der udtaler lovens ord". Det princip ville gøre ham kritisk over for en aktivistisk fortolkningstradition – både i EU-domstolen og i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Han ville næppe bifalde, at domstole udvider rettigheder ud over, hvad der er klart forankret i traktater eller folkelig vilje – men han ville anerkende behovet for et internationalt retssystem, der kan forhindre overgreb og sikre retfærdighed, så længe det sker inden for en klart defineret ramme.
Montesquieu advarede mod magtkoncentration og manglende gennemsigtighed. På den baggrund ville han sandsynligvis kritisere dele af EU’s overnationale institutioner, særligt når beslutninger træffes uden direkte folkelig forankring.
Han ville næppe have det godt med en situation, hvor retsakter med direkte virkning for borgere vedtages af ikke-valgte embedsmænd i Kommissionen eller fortolkes af domstole uden klar folkelig legitimitet. Han ville nok spørge: Hvem vogter vogterne?
