Når folk taler om danskhed, bliver de gerne så digteriske i tonen. De slynger rødvinen rundt i glasset, kigger kærligt på deres pibe, tager luft ind - og så vælter det ellers ud med snurrige distinktioner, dunkelheder og digterkunst. De digter om danskheden, vist ikke så meget til ære for Danmark som til ære for dem selv og den tidsånd, de gerne vil imponere.

Hvis der skal digtes, så lad os gå til en rigtig digter, et forstandigt hoved og en sanddru karakter, nemlig præst og forfatter N.F.S. Grundtvig (1783-1872).  

Ingen bliver som han slæbt på hælene ind i pæne danskhedsdefinitioner. I virkeligheden argumenterer Grundtvig smukt og enkelt for en klar etnisk nationalisme, og hans svar på spørgsmålet om, hvorvidt denne eller hin fremmede er dansker, er kort og godt: ”Nej”.

To vidt forskellige folkeligheder
I ”Danskheden og barbariet” fra 1849 skelner Grundtvig mellem hvad han kalder den jødiske og den romerske opfattelse af, hvad et folk er. 

Det jødiske folk var ”oprindelig en enkelt Slægt, der nedstammede fra Abraham, Isak og Jakob, men opvoxde efter Jacobs-Sønnerne til et tolvgrenet Folk, som Himlens Gud gav en Lov og et Fæderneland og holdt, saavidt mueligt, adskilt fra alle andre Folk” (Grundtvig 1849a, s. 195). Den jødiske folkelighed udtrykker altså en etnisk nationalisme, der er baseret på blod og slægt.

Det romerske folk var derimod ”en sammenløbet Flok af forvovne Kroppe, som bygde sig en fast Røver-Rede paa Roms syv Høie, stjal sig Kvindfolk fra Naboerne, gav sig selv Love, som de syndes, og opvoxde, under bestandig udvortes Krig og idelig indvortes Splid, til et frygteligt Krigs-Folk, der indtog hele den da bekiendte Verden” (ibid, s. 195). Her er det samlende princip en ”Stats-Maskine” (ibid, s. 196), der kan optage hvem som helst som borger. En civil nationalisme baseret på værdier, procedurer og institutioner.

Etnos er både blod og ånd
Grundtvigs formuleringer ovenfor efterlader ikke megen tvivl om, at han – og ifølge ham danskerne generelt - meget foretrækker den ethnos-funderede jødiske folkehistorie, som minder mest om vores egen. Danskerne bryder sig instinktivt ikke om den demos-funderede romerske folkehistorie, selvom den fremstilles for os som værende ”det eneste Fornuftige, Kilden til al Frihed og Orden og Kronen paa al Udvikling” (ibid, s. 198).

Det vil være en misforståelse at tro, at ethnos-modellen er funderet på et blodsfællesskab, mens demos-modellen er funderet på et åndsfællesskab. Det tolvstammede jødiske ethnos er hos Grundtvig en enhed af krop og ånd, slægt og myte. Det er det sammenløbne romerske demos, der af Grundtvig beskrives som åndløst, ufrit, gudløst og maskinelt, foruden ”udansk, ufolkelig og igrunden umenneskelig” (ibid, s. 197).

Grundtvigs folk
Mange kender nok Grundtvigs folkeformel fra digtet ”Folkeligheden” fra 1848:

“Til ét Folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for Modersmålet øre,
har for Fædrelandet Ild;”

Nationalitet kan kendes på det subjektive tilhørsforhold, at man ”sig regne selv dertil”. Det betyder imidlertid ikke, som mange gerne vil tro, at nationalitet er noget, man tager beslutning om. Det betyder, at nationalitet er noget, som viser sig i ens beslutninger. Nationaliteten er en væsenskerne, et sindelag, som uvægerlig afslører sig i de afgørende livsvalg:

”Resten selv som Dragedukker
sig fra Folket udelukker,
lyse selv sig ud af Æt,
nægte selv sig Indfødsret.”

Statens lærde spøgelser
Højskolesangbogen har slettet den oprindelige sjette strofe, der umiddelbart forinden gør det klart, at nationalitet er fødsel (latin: natio), ikke forestilling:

”Byrd og Blod er Folke-Grunde,
ikke Luft og mindre Staal”.

Fælles Ord i Folke-Munde
det er Folkets Modersmål,”

Grundtvig udtrykker også her, hvad han kalder det jødiske frem for det romerske begreb om folkelighed. Det tilkommer ikke mægtige mennesker at manipulere med nationen gennem agitationens luft eller krigens stål. Nationaliteten defineres ikke ovenfra, men nedenfra. Danskeren fødes som dansker i sin hytte og får mål og mæle af sin far og mor. Ikke statens lærde gespenster, men jævne ”Folke-Munde” udtrykker, hvad der er dansk.

Du kan læse digtet i sin oprindelige form, som det blev udgivet i Danskeren i 1848 her: Folkeligheden - Grundtvig ucensureret

Danskerne og jøderne - og tyskerne
Mens Grundtvig er vred over fortyskningen af det danske åndsliv og embedsapparat, ser han anderledes mildt på Danmarks jødiske minoritet, som har taget det danske sprog til sig:

”Som det klinger, som det gløder,
så hos Danskere og Jøder
holder det i skjulte Baand
Luftens eller Himlens Aand!”

Sprog kan være et lingo, der bruges til at fantasere, agitere og manipulere med (luftens ånd), men det kan også indeholde en dyb og enkel åndelighed (himlens ånd). Men hverken sprogligt fællesskab eller åndelig samhørighed ændrer ved, at Grundtvig eksplicit skelner mellem ”Danskere og Jøder” som to forskellige folk.

Nationale skel er dybe og ofte uforanderlige. I diskussionen om hertugdømmerne afviser Grundtvig pure ideen om at Danmark skulle ”pine endeel Tydsk og Utydsk ind i sig, der netop da bestemt aldrig blev Dansk, saalidt som Irsk nogensinde bliver Engelsk” (Grundtvig 1848a).

Grundtvig har al mulig agtelse for fremmede nationaliteter, så længe de vil nøjes med at dominere bag deres egen grænse, og han afviser ”Tysker-Had” som noget latterligt. Han hader udtrykkeligt ”Nordens Fortyskning”, men han ville også hade ”Tysklands Fordanskning” (Grundtvig 1850).

Fejden mellem Grundtvig og Goldschmidt
I grundlovsåret 1849 kommer det til et sammenstød mellem Grundtvig og den dansk-jødiske forfatter og Corsar-redaktør Meier Aron Goldschmidt (1819-87). Grundtvigs udlægning af det nationale får Goldschmidt til i tidsskriftet Nord og Syd at spørge, hvad der da kræves for at være dansk:

”Ere vi Andre, som elske Dan­mark, som tale og skrive dets Sprog reent, som have stillet vort Liv til Statens Tjeneste, redningsløst stillede udenfor den danske Na­tionalitet, altsaa faedrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort Navn, eller fordi vi have mørkt Haar og mørke Øine? Om vi falde for Danmark, om vort Hjerteblod flyder, skal da dette Hjerteblod ikke kunne opveie det ulykkelige sch? — Herregud, hvor Folk kunne vaere ubarmhjertige i deres Faedrelandskaerlighed” (Bredsdorff 1974, s. 35).

Goldschmidt kan ikke få øje på nogen danskhed, som han ikke skulle være en del af: ”Hvor er Eders Myste­rier, som vi ikke kjende, hvor er Eders Alter, hvor vi ikke bede, hvor ere Eders Offre, i hvilke vi ikke deeltage?” (ibid, s. 34). 

Som dannede mennesker påskønner jøderne dansk kultur, sprog og litteratur mere end så mange andre, hævder Goldschmidt. ”Det Sprog, der om­slutter Eder som Menighed, lader os ikke udenfor! I have dem, der vaerne det bedre, men Ingen, der vaerner det kjaerligere end vi; I have Digtere, der skrive smukkere, end vi tør taenke paa, men In­gen, der fatter Digtene bedre end vi” (ibid., s. 38).

En gæst iblandt os
Grundtvigs svar i tidsskriftet Danskeren lyder, at Goldschmidt ”alt længe” har ”udæsket Folkeligheden i det Land, hvor han fandt saamegen Giæstmildhed, at han upaatalt kan bære sig ad, ”som han var hjemme”” (Grundtvig, 1849b, s. 689).

Men ”Dr. Goldschmidt er, som sagt, folkelig talt, en Giæst iblandt os og hører oprindelig til det engang meget berømte, siden dybt foragtede og gruelig mishandlede, men altid høit begavede og høist mærkværdige jødiske Folk, der, selv uden Fæderneland og Modersmaal, giennem mange Aarhjundreder har bevaret sin Eiendommelighed, og viser endnu sin vidunderlige Livs-Kraft ved i det enkelte at kunne kappes i al Konst og Vidskab med hvem under Solen det skal være” (ibid, s. 690).

Ifølge Grundtvig er der ingen tvivl om, at Goldschmidt ”ikke blot legemlig, men ogsaa aandelig” (ibid, s. 690) tilhører det jødiske folk.

Goldschmidts grille
Grundtvig har kun lovord til overs for den jødiske minoritet. Hvad Grundtvig ikke bryder sig om er, at Goldschmidt har ”faaet den Grille at ville giælde for en fuldkommen Dansker” (ibid, s. 690) og ikke vil anerkende, at nogen kan have ”en Danskhed, som han fattes” (ibid, s. 691).

Goldschmidt taler mod bedre vidende, lyder det. Det er luftens ånd, det fritsvævende ironiske vid, der taler. ”Dr. Goldschmidt veed, hvad vi mener med vor Folkelighed, vor Danskhed, som han fattes, men han stoler og trodser på, at vi enten ikke tør vedkiende os det, eller at vi ikke kan rede for os, saa han jo med en vittig eller uvittig Spotteglose kan giøre os til Latter i Læseverdenen; og det er sandt, det hænger sædvanlig ved Danskheden paa denne Maade at lade sig forbluffe, men Dr. G. veed dog nok, det hænger ikke ved mig […]” (ibid. s. 692).

Grundtvig tager udfordringen op: ”Velan da! Jeg paastaar ganske rigtig om Danskheden og Nordiskheden, at den, som enhver ægte Folkelighed, har sine Hemmeligheder (Mysterier) og sine Altre, som en Fremmed vel kan betragte og bære Agtelse for, men hvis sande Inderlighed han ikke føler, fordi han ikke hører til denne Folke-Menighed, har hverken Aand eller Hjerte tilfælles med den” (ibid, s. 692).

At tilegne sig andre nationers kulturgoder er ikke det samme som at blive et med deres nationale ånd og overtage dens særlige blik på verden. Lige så lidt som Grundtvig, ”ved at lære Ebræisk, ved at læse og skatte Moses og Profeternes Skrifter, kunde blive en Israelit med den dertil hørende eiendommelige Beskuelse og Anvendelse af Menneske-Livet, ligesaalidt er han [Goldschmidt] aandelig blevet en Dansk Nordbo ved at lære Dansk, læse og paaskønne islandske Sagaer og nordiske Kvad, gamle eller nye” (ibid, s. 692-93).

”Kommer vi dernæst til ”Hjertet” som Folkelighedens egenlige Helligdom, da er det jo let at opvise Forskielligheden, der netop er saa stor som Modersmaalenes, og Modsætningen, der er ligesaa klar som Fædernelandenes” (ibid, s. 693). Hjertet er bundet til modersmålet, der er forskelligt fra alle andre modersmål, og det er bundet til fædrelandet, som står i modsætning til alle andre fædrelande. Når Goldschmidt griber til pennen mod det nationale, er det jo netop fordi hans hjerte banker for det jødiske mindretals nationale ”vi”. 

Mangel på alvor
For Grundtvig er det ubegribeligt, at Goldschmidt skulle have givet afkald på sin medfødte nationalitet, og det er utroværdigt, at han efter at have udvist en så overfladisk tilknytning til sin egen jødiske nationalitet vil postulere, at han har udviklet en ny dansk nationalitet, der fuldt ud står mål med danskernes:

”Dersom Dr. G. har tabt denne inderlige, ubeskrivelige Følelse for sit eget Folks Modersmaal og Fæderneland, hvorledes kan han da ildbilde sig at have vundet den for vores, som er ham fremmede, og hvorledes kan det forundre ham, at vi føle dybere og varmere for Danmark og Danskheden end han, og maae derfor betragte deres Farer med ganske andre Øine, kan slet ikke trøstes med hans Trøst over de for os uerstattelige Tab, og kan slet ikke følge hans kolde Raad, om vi saa end troede, vi derved alle kunde blive Millionærer!” (ibid, s. 693-94).

Danskerne er et med danskheden, og når den er i fare, føler de trusler og tab, som Goldschmidt ikke føler. Han deler ikke danskernes frygt for at danskheden bliver løbet over ende; tværtimod skiller han sig netop ud fra den danske nation ved sin ironiske ligegyldighed over for det, den frygter.

De hårde folk ler af de bløde
Ifølge Grundtvig repræsenterer Goldschmidt en hård nation, der hamrer løs på en langt blødere. ”Dr. G. som tilhører det haardeste Folk i hele Verden, der selv uden Fæderneland og Modersmaal har trodset den alt fortærende Tid, kan vel fristes til at smile ad vor Frygt, men kiender han det mindste til det Danske Folk, da maa han jo vide, det er et meget blødt, måske det allerblødeste Folk og som især af Tysken lader sig let forbluffe, saa hvis han leer høit ad vor Frygt midt i den øiensynlige Fare for al Danskhed, da er han saa langt fra at have tilegnet sig Danskheden, at han slet ikke bryder sig om dens Skæbne, og ei engang vilde beklage dens Undergang” (ibid, s. 694-695).

Ved at le ad danskernes frygt for at miste deres nationale frihed og selvbestemmelse, ved at le ad ideen om, at danskheden overhovedet skulle eksistere, demonstrerer Goldschmidt, at han ikke er et med danskheden, og at han ikke engang sympatiserer med den. 

Kosmopolitismen
Grundtvig beskriver Danmark som en behagelig æstetisk omgivelse for Goldschmidt. Danmark er ikke hans ophav, som han skylder alt, men hans omgivelse, som han har et reflekteret nydelsesforhold til. Han har sikkert forkærlighed for landet, sproget og kulturen. Men ”jeg kan see”, fortsætter Grundtvig, ”at han betragter det alt sammen ikke med en Dannemands eller ægte Nordboes, men med en Verdensborgers Øine, hvem det dog igrunden er ligegyldigt, om Landet, han boer i, hedder Danmark eller Slesvig-Holsten, om det herskende Tungemaal er Dansk eller Tysk, naar han blot forstaar det […] (ibid, s. 695).

Ifølge Grundtvig ville det være Goldschmidt ”allerkiærest, om alle tænkte ligesom ham, havde glemt deres Fæderneland og Modersmaal, betragtede ethvert Sprog kun som et Middel til at giøre sig forstaaelig for hinanden, og hævede sig over al Folkelighed (Nationalitet) som et snævert og egenkiærligt begreb”, som blot vil ”spærre Veien for den almindelige Kultur, der, som et Jernbane-Net skal omspænde hele Verden” (ibid, s. 695-96).

Verdensborgeren
Ifølge Grundtvig må Goldschmidt erkende, at hans ”verdensborgerlige (kosmopolitiske) Synsmaade […] slet ikke er folkelig (national)” (ibid, s. 696). Dermed er den selvsagt hverken dansk eller nordisk, og Goldschmidt har ”aabenbar, ved at giøre Paastand paa Danskhed, indviklet sig i en klar Selvmodsigelse, som han ikke kan komme ud af uden ved enten at benægte eller fornægte vor Folkelighed” (ibid, s. 696).

Hvis Goldschmidts verdensborgerlige synsmåde betyder, at han benægter danskhedens eksistens overhovedet, er Grundtvig åben over for tanken: Hvis ”den Danske og Nordiske Folkelighed ei baade aaandelig og legemlig [kan] bevise og forsvare sig selv, da er den forloren” (ibid, s. 696). Hvis ingen vil slås for danskheden, er den vitterlig død, og Goldschmidt gør ret i at benægte dens eksistens. Men så forbyder logikkens love også, at han kalder sig dansker.

Hvis Goldschmidts verdensborgerlige synsmåde betyder, at han blot fornægter danskheden hos sig selv, kan de også bilægge striden, velvidende at ”den oplyste Danskhed og Nordiskhed vil være ligesaa giæstmild som den oprindelig var” (ibid, s. 696). Den milde nordiske ånd ”forlanger intet Jabroderskab af den Fremmede paa sine Enemærker, men kun Fredelighed og den sunde Sands at stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor man er” (ibid, s. 696-97).

Gæst eller herre?
Tonen bliver ganske skarp, da Grundtvig afslutningsvis berører Goldschmidts bekymringer om, hvorvidt det nationale vil spærre hele civilisationen ude sammen med det tyske. Det fremmede har ”længe har været vant til at herske” og ”blive alt det Egne foretrukket”, således at ”hele Dannelsen længe var fremmed og det Udannede foragtedes” (ibid, s. 697).

Med folkestyret bliver den fremmede dannelse ”henvist til den udannede Almue, for at lære, hvad der er Dansk og herefter skal herske i Landet” (ibid, s. 697). Respekterer man ikke det danske folks definitionsret over danskheden, er man ”udansk” og har taget parti for ”de andre Fremmede” i kampen om Danmark” (ibid, s. 697).

I de sidste linjer advarer Grundtvig Goldschmidt om, at danskerne er klar til at kæmpe for deres land. At Grundtvig og andre, som ”tør vedkiende os Danskheden og paatale dens historiske Ret til at Raade paa sine Enemærker, at vi, skiønt vi har Blækstrømmen og Mundsveiret imod os, dog har et Folk, ligesaa stort som hele Landet, i Ryggen, og at dette lille, men kiække og velbegavede Danske Folk vil findes ligesaa farligt at bides med paa dets indvendige som paa dets udvendige Enemærker, det er, hvad jeg herved ønskede at indskærpe Dr. G. og alle Ligetænkende i Danmark!” (ibid, s. 697).

En ”folkeligt set” fremmed kan ifølge Grundtvig være både velkommen, vellidt og velforankret, selvom han ikke er dansker. Men hvis han glemmer, hvem der er herre i huset, og om her i det hele taget bor nogen af betydning, så ændrer hans status sig fra at være gæst til at være fjende.

Litteratur
Bredsdorff, M. (1974). Digteren Goldschmidt og Grundtvig. Grundtvig-Studier, årg. 27, nr. 1. Grundtvig-Selskabet. https://tidsskrift.dk/grs/article/view/15508/13389

Grundtvig, N.F.S. (1848a). Tale i den Slesvigske Hjelpeforening. Danskeren, årg. 1, nr. 6. Grundtvigs Værker, Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet.
https://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/22779/0#{%220%22:0,%22k%22:0}

Grundtvig, N.F.S. (1848b). Folkeligheden. Danskeren, årg. 1, nr. 24. Grundtvigs Værker, Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet. https://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/22779/0#{%220%22:0,%22k%22:91}

Grundtvig, F.N.S. (1849a). Danskheden og barbariet. Danskeren, årg. 2, nr. 13. Grundtvigs Værker, Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet. https://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/25136/0#{%220%22:0,%22k%22:34}

Grundtvig, F.N.S. (1849b). Svar paa Hr. Goldschmidts Udfordring til Danskheden. Danskeren, årg. 2, nr. 44. Grundtvigs Værker, Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet.
https://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/25136/0#{%220%22:0,%22k%22:0}

Grundtvig, F.N.S. (1850). Øiet i Nakken. Danskeren, årg. 3, nr. 52. Grundtvigs Værker, Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet. https://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/28360/0#{%220%22:0,%22k%22:155}