Nedenfor en kort beskrivelse af proceduren for, hvordan EU-loven bliver til dansk lov gennem en bekendtgørelse.

Identifikation af behovet for bekendtgørelser:

• Når et EU-direktiv eller en EU-forordning kræver specifikke detaljerede regler, der ikke nødvendigvis kræver en ny lov eller ændring af eksisterende lov, kan disse detaljer implementeres gennem bekendtgørelser.

Ministeriernes rolle:

• De relevante ministerier har bemyndigelse til at udstede bekendtgørelser inden for deres ansvarsområder.

• Ministerierne analyserer EU-lovgivningen for at identificere, hvilke specifikke regler der skal implementeres via bekendtgørelser.

Udfærdigelse af bekendtgørelsen:

• Ministerierne udarbejder udkast til bekendtgørelsen, som skal præcisere og specificere de krav, som EU-lovgivningen stiller.

• Udkastet kan omfatte detaljer om f.eks. tekniske standarder, procedurer, krav til virksomheder eller andre praktiske bestemmelser.

Høring og feedback:

• Ligesom med lovforslag kan udkastet til bekendtgørelsen sendes i høring hos relevante interessenter, som kan give feedback og forslag til ændringer.

• Ministeriet vurderer høringssvarene og kan justere bekendtgørelsen, før den færdiggøres.

Offentliggørelse og ikrafttræden:

• Når bekendtgørelsen er færdig, underskrives den af den relevante minister og offentliggøres i Lovtidende.

• Bekendtgørelsen træder i kraft på den fastsatte dato og bliver dermed bindende for de berørte parter.

Eksempel på bekendtgørelse:

• EU vedtager et direktiv om fødevaresikkerhed, der kræver, at medlemslandene implementerer specifikke hygiejnekrav for fødevareproduktion.

• Fødevareministeriet udarbejder en bekendtgørelse, der fastsætter de detaljerede hygiejnekrav, som fødevareproducenter i Danmark skal følge.

• Bekendtgørelsen sendes i høring hos fødevareproducenter, forbrugere og andre interessenter.

• Efter høringen justeres og færdiggøres bekendtgørelsen, som derefter underskrives af ministeren og offentliggøres i Lovtidende.

Tilsyn og håndhævelse:

• De relevante myndigheder har ansvaret for at sikre, at bekendtgørelsen efterleves.

• Der kan være fastsat specifikke kontrol- og sanktionsmekanismer i bekendtgørelsen for at sikre, at reglerne overholdes.

Nedenfor en beskrivelse af  lovgivning fra EU via forordninger, som er det allermest almindelige:

1. Initiativfasen:

   • Forslag: EU-Kommissionen fremsætter et forslag til en forordning. Forslaget kan være resultatet af et initiativ fra Kommissionen selv eller på opfordring af Rådet eller Europa-Parlamentet.

   • Høring: Inden forslaget fremsættes, kan Kommissionen gennemføre offentlige høringer og konsultationer med interessenter.

2. Beslutningsproces:

   • Rådsforordninger:

     • Behandling i Rådet: Rådet (ministerrådet) behandler forslaget. Det kan ændres og vedtages med kvalificeret flertal eller enstemmighed, afhængigt af emnet.

     • Europa-Parlamentets rolle: Parlamentet medvirker i beslutningsprocessen, især gennem den almindelige lovgivningsprocedure (medbestemmelsesproceduren), hvor både Parlamentet og Rådet skal godkende forordningen.

   • Kommissionsforordninger:

     • Vedtagelse af Kommissionen: Kommissionsforordninger vedtages direkte af Kommissionen, ofte med bemyndigelse fra en tidligere vedtaget lov (forordning eller direktiv).

     • Ekspertgrupper: Kommissionen kan rådføre sig med ekspertgrupper og komitéer bestående af repræsentanter fra medlemslandene.

3. Offentliggørelse:

   • Efter vedtagelse offentliggøres forordningen i Den Europæiske Unions Tidende (Official Journal of the European Union, OJ).

   • Forordningen træder i kraft på den dato, der er angivet i forordningen, eller 20 dage efter offentliggørelsen, hvis der ikke er angivet en specifik dato.

Retsvirkning i Danmark

1. Direkte anvendelighed:

   • EU-forordninger er direkte anvendelige i alle medlemslande, herunder Danmark. Dette betyder, at de har retsvirkning uden behov for national implementering eller lovgivning.

   • Nationale myndigheder og domstole er forpligtet til at anvende og håndhæve forordningen præcis som den er vedtaget.

2. National tilpasning:

   • Selvom forordninger er direkte anvendelige, kan der være behov for nationale tilpasninger for at sikre effektiv håndhævelse.

   • Danmark kan vedtage supplerende nationale regler eller bekendtgørelser for at lette forordningens gennemførelse og håndhævelse, men disse må ikke ændre eller modificere forordningens bestemmelser.

Typer af EU-forordninger

1. Rådsforordninger:

   • Vedtages af Rådet, ofte i samarbejde med Europa-Parlamentet under den almindelige lovgivningsprocedure.

   • Eksempler inkluderer forordninger om konkurrence, landbrugspolitik og miljøbeskyttelse.

2. Kommissionsforordninger:

   • Vedtages af Kommissionen, ofte på baggrund af bemyndigelse fra tidligere lovgivning.

   • Bruges til at fastsætte detaljerede tekniske bestemmelser, gennemførelsesforanstaltninger eller korrigerende foranstaltninger.

   • Eksempler inkluderer tekniske standarder, gennemførelsesforanstaltninger inden for markedsregulering og landbrugspolitik.

3. Andre typer forordninger:

   • Gennemførelsesforordninger: Vedtages af Kommissionen for at sikre ensartet anvendelse af EU-lovgivning.

   • Delegerede forordninger: Vedtages af Kommissionen med bemyndigelse fra Rådet og Parlamentet til at supplere eller ændre visse ikke-væsentlige elementer af lovgivningen.