Nedenfor en kort beskrivelse af proceduren for, hvordan EU-loven bliver til dansk lov gennem en bekendtgørelse.
Identifikation af behovet for bekendtgørelser:
Når et EU-direktiv eller en EU-forordning kræver specifikke detaljerede regler, der ikke nødvendigvis kræver en ny lov eller ændring af eksisterende lov, kan disse detaljer implementeres gennem bekendtgørelser.
Ministeriernes rolle:
De relevante ministerier har bemyndigelse til at udstede bekendtgørelser inden for deres ansvarsområder.
Ministerierne analyserer EU-lovgivningen for at identificere, hvilke specifikke regler der skal implementeres via bekendtgørelser.
Udfærdigelse af bekendtgørelsen:
Ministerierne udarbejder udkast til bekendtgørelsen, som skal præcisere og specificere de krav, som EU-lovgivningen stiller.
Udkastet kan omfatte detaljer om f.eks. tekniske standarder, procedurer, krav til virksomheder eller andre praktiske bestemmelser.
Høring og feedback:
Ligesom med lovforslag kan udkastet til bekendtgørelsen sendes i høring hos relevante interessenter, som kan give feedback og forslag til ændringer.
Ministeriet vurderer høringssvarene og kan justere bekendtgørelsen, før den færdiggøres.
Offentliggørelse og ikrafttræden:
Når bekendtgørelsen er færdig, underskrives den af den relevante minister og offentliggøres i Lovtidende.
Bekendtgørelsen træder i kraft på den fastsatte dato og bliver dermed bindende for de berørte parter.
Eksempel på bekendtgørelse:
EU vedtager et direktiv om fødevaresikkerhed, der kræver, at medlemslandene implementerer specifikke hygiejnekrav for fødevareproduktion.
Fødevareministeriet udarbejder en bekendtgørelse, der fastsætter de detaljerede hygiejnekrav, som fødevareproducenter i Danmark skal følge.
Bekendtgørelsen sendes i høring hos fødevareproducenter, forbrugere og andre interessenter.
Efter høringen justeres og færdiggøres bekendtgørelsen, som derefter underskrives af ministeren og offentliggøres i Lovtidende.
Tilsyn og håndhævelse:
De relevante myndigheder har ansvaret for at sikre, at bekendtgørelsen efterleves.
Der kan være fastsat specifikke kontrol- og sanktionsmekanismer i bekendtgørelsen for at sikre, at reglerne overholdes.
Nedenfor en beskrivelse af lovgivning fra EU via forordninger, som er det allermest almindelige:
Initiativfasen:
Forslag: EU-Kommissionen fremsætter et forslag til en forordning. Forslaget kan være resultatet af et initiativ fra Kommissionen selv eller på opfordring af Rådet eller Europa-Parlamentet.
Høring: Inden forslaget fremsættes, kan Kommissionen gennemføre offentlige høringer og konsultationer med interessenter.
Beslutningsproces:
Rådsforordninger:
Behandling i Rådet: Rådet (ministerrådet) behandler forslaget. Det kan ændres og vedtages med kvalificeret flertal eller enstemmighed, afhængigt af emnet.
Europa-Parlamentets rolle: Parlamentet medvirker i beslutningsprocessen, især gennem den almindelige lovgivningsprocedure (medbestemmelsesproceduren), hvor både Parlamentet og Rådet skal godkende forordningen.
Kommissionsforordninger:
Vedtagelse af Kommissionen: Kommissionsforordninger vedtages direkte af Kommissionen, ofte med bemyndigelse fra en tidligere vedtaget lov (forordning eller direktiv).
Ekspertgrupper: Kommissionen kan rådføre sig med ekspertgrupper og komitéer bestående af repræsentanter fra medlemslandene.
Offentliggørelse:
Efter vedtagelse offentliggøres forordningen i Den Europæiske Unions Tidende (Official Journal of the European Union, OJ).
Forordningen træder i kraft på den dato, der er angivet i forordningen, eller 20 dage efter offentliggørelsen, hvis der ikke er angivet en specifik dato.
Retsvirkning i Danmark
Direkte anvendelighed:
EU-forordninger er direkte anvendelige i alle medlemslande, herunder Danmark. Dette betyder, at de har retsvirkning uden behov for national implementering eller lovgivning.
Nationale myndigheder og domstole er forpligtet til at anvende og håndhæve forordningen præcis som den er vedtaget.
National tilpasning:
Selvom forordninger er direkte anvendelige, kan der være behov for nationale tilpasninger for at sikre effektiv håndhævelse.
Danmark kan vedtage supplerende nationale regler eller bekendtgørelser for at lette forordningens gennemførelse og håndhævelse, men disse må ikke ændre eller modificere forordningens bestemmelser.
Typer af EU-forordninger
Rådsforordninger:
Vedtages af Rådet, ofte i samarbejde med Europa-Parlamentet under den almindelige lovgivningsprocedure.
Eksempler inkluderer forordninger om konkurrence, landbrugspolitik og miljøbeskyttelse.
Kommissionsforordninger:
Vedtages af Kommissionen, ofte på baggrund af bemyndigelse fra tidligere lovgivning.
Bruges til at fastsætte detaljerede tekniske bestemmelser, gennemførelsesforanstaltninger eller korrigerende foranstaltninger.
Eksempler inkluderer tekniske standarder, gennemførelsesforanstaltninger inden for markedsregulering og landbrugspolitik.
Andre typer forordninger:
Gennemførelsesforordninger: Vedtages af Kommissionen for at sikre ensartet anvendelse af EU-lovgivning.
Delegerede forordninger: Vedtages af Kommissionen med bemyndigelse fra Rådet og Parlamentet til at supplere eller ændre visse ikke-væsentlige elementer af lovgivningen.