Når det nyvalgte parlament mødes for første gang, skal de nye medlemmer aflægge en troskabsed til monarken, som på nuværende tidspunkt er kong Charles III. Dette er et krav for at kunne tage sæde, stemme, eller deltage i debatter.
Edden lyder - "I (navn) do swear that I will be faithful and bear true allegiance to His Majesty King Charles, his heirs and successors, according to law. So help me God."
De medlemmer, der af religiøse eller samvittighedsgrunde ikke ønsker at aflægge ed, kan i stedet afgive en bekræftelse. Denne bekræftelse lyder - "I (navn) do solemnly, sincerely and truly declare and affirm that I will be faithful and bear true allegiance to His Majesty King Charles, his heirs and successors, according to law."
Medlemmer aflægger ed eller bekræftelse individuelt. De kommer frem til et bord foran Speaker's Chair, hvor de lægger en hånd på en bibel eller en anden hellig bog (afhængig af deres religiøse tro) og gentager edden eller bekræftelsen efter en embedsmand.
Efter at have aflagt ed eller bekræftelse, skal medlemmet underskrive det officielle register, hvorved deres troskab er bekræftet.
Muslimske medlemmer aflægger ed ved at lægge hånden på Koranen, den hellige bog i islam. Dette gøres for at forene deres troskab til monarken med deres religiøse overbevisning.
Hinduer bruger typisk Bhagavad Gita, et skrift inden for hinduismen, som deres hellige bog til edsaflæggelsen.
Jødiske medlemmer bruges en trykt udgave af Tanakh, den jødiske bibel, som indeholder Torahen, Profeterne (Nevi'im) og Skrifterne (Ketuvim).
I de senere år er troskabseden blevet genstand for stigende debat. Kritikken kommer fra flere vinkler, hvoraf en af de mest fremtrædende er spørgsmålet om, hvorvidt det er passende at kræve troskab til en monark i et moderne, demokratisk samfund.
En anden kritik handler om, hvordan edsaflæggelsen kombinerer religion og politik i et samfund, der officielt er sekulært.
Den britiske troskabsed rejser også bredere spørgsmål om forholdet mellem religion og politik. I et land som Storbritannien, hvor stat og kirke traditionelt har været tæt sammenvævede, har der altid været en vis grad af overlap mellem det religiøse og det politiske liv.
Men i et moderne sekulært demokrati bliver dette forhold mere problematisk. På den ene side argumenterer nogle for, at religionens indflydelse i politik er en uundgåelig del af den nationale arv, som bør bevares. De ser edsaflæggelsen som en symbolsk gestus, der understøtter stabilitet og kontinuitet i en nation med dybe historiske rødder.
På den anden side hævder kritikere, at det at tvinge politikere til at aflægge en religiøs ed eller sværge troskab til en monark underminerer de demokratiske principper, som det moderne britiske samfund bygger på. I deres øjne burde parlamentet være et sted, hvor politikere forpligter sig til at tjene folket og følge landets love uden nogen religiøs eller monarkisk bias.
Mens traditionen står fast, har der været forslag til reformer. Nogle har foreslået, at edsaflæggelsen ændres til at inkludere en forpligtelse til at opretholde demokratiet og retsstaten. Andre har opfordret til helt at fjerne edsaflæggelsen som en formalitet, der er uforenelig med moderne demokratiske principper.
Men enhver ændring af en så indgroet tradition møder modstand, ikke mindst fra dem, der ser edsaflæggelsen som en uundværlig del af det britiske parlamentariske systems karakter.
