Debat

04.08.24

Åbn øjnene for Israels kamp

Israel kæmper vores kamp mod sharia og undertrykkelse. Det mindste, vi kan gøre, er at anerkende deres indsats og argumentere imod den folkestemning af had, der er pisket op. Vi skal holde op med at gøre terrorister til helte og ofre til skurke.

Israel kæmper vores kamp mod sharia og undertrykkelse. Det mindste, vi kan gøre, er at anerkende deres indsats og argumentere imod den folkestemning af had, der er pisket op. Vi skal holde op med at gøre terrorister til helte og ofre til skurke.  

Krigen i Mellemøsten er ikke Israels krig mod Palæstinenserne. Det er Israels kamp mod Hamas, men især er det Israels overlevelseskamp mod Iran og deres terrorproxyer, en kamp mod et af de mest radikaliserede og undertrykkende regimer i verden.

Alligevel lukker vi ørerne, når demonstranterne råber ”From the river to the sea Palestine will be free”. Mon de mener frie og demokratiske valg? I så fald vil jøderne vinde, de er de fleste. Men mon ikke snarere råbet skal ses i sammenhæng med et andet slogan ”Israel har ingen ret til at eksistere”. I så fald betyder ”free”, fri fra jøderne. Altså et holocaust nummer to.

Vi lukker både øjne og ører
Vi lukker øjnene, når den antisemitiske vold eksploderer om ørerne på os.

Vi lukker både øjne og øre for ikke at skulle forholde os til Hamas forfærdelige terroraktion mod helt tilfældige civile den 7. oktober 2023, hvor terroristerne systematisk voldtog, lemlæstede og dræbte over 1.200.

Vi lukker ørerne, når Hamas siger, de vil gentagne den 7. oktober igen og igen til den sidste ”zionist” er elimineret.

Vi lukker øjnene for de daglige raketangreb, Israel udsættes for. Uden Israels selvforsvarssystem, Iron Dome, ville de civile tab formentlig skulle tælles i titusinder.   

Vi vælger slet ikke at vide noget om de forfærdelige forhold i Yemen, som Huthierne, en anden Iran proxy, er skyld i: 20 millioner mennesker overlever kun på nødhjælp, 4,3 millioner er internt fordrevne, omkring 350.000 er døde heraf 70% børn under 5 år

Vi glemte det spirende folkelige oprør i Iran under råbet ”Kvinde Liv Frihed” lige så snart, regimet havde slået det ned. Regimets vold, undertrykkelse og summariske henrettelser fortsætter upåagtet.

Men vi er hurtige til at fordømme Israel for de mange civile tab i Gaza. Selvom ethvert civilt tab er en tragedie, er man nødt til at sammenholde denne krig med tilsvarende, hvis man skal have et rimeligt grundlag at dømme og fordømme på.

Den israelske hær er skånsom over for civile
Enhver sammenligning viser, at den israelske hær er uhørt skånsom. En svær opgave, når Hamas koldt og kynisk bruger civilbefolkningen som menneskelige skjolde.

Af de ca. 39.000 dræbte i Gaza er der ca. 1 civil for hver militant. Til sammenligning blev der dræbt mellem 400.000 og 900.000 i Irak krigen heraf mindst 7 civile for hver militant. Alligevel er det Israel, der beskyldes for folkemord.

Da koalitionen havde færdiggjort kampen mod de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben, efterlod de Irak i kaos og åbnede derved en ladeport for Iransk indflydelse. Et Iran, der nu selv er lige ved at have udviklet atomvåben, mens vi ser passivt til.

Israel beskyldes for at bruge sult som våben, men der er kommet over 40.000 lastbiler med nødhjælp ind i Gaza under krigen heraf en stor andel gennem overgangen ved Kerem Shalom, som israelerne holder åben, selvom den flere gange er blevet beskudt af Hamas.

I hvilken anden krig holder den ene part en grænseovergang åben med det ene formål at sikre nødhjælp til modpartens civile.

Jødernes og Israel skal måles med samme målestok som alle andre. Ingen skal fordømmes på grund af deres identitet, men alle skal stå til ansvar for deres handlinger. Det var Israel, der blev angrebet af en fjende, der har folkemord på israelerne som erklæret mål.

Israel burde modtage samme støtte som Ukraine
Det er uforståeligt, at vi ikke støtter Israel mindst lige så meget, som vi støtter Ukraine!

Alligevel gør vores politikere intet, hvis de da ikke ligefrem stemmer for fordømmelse af Israel i FN. Når vores politikere svigter, så må vi selv tage ansvar, og noget kan vi gøre:

Israel kæmper vores kamp mod sharia og undertrykkelse. Det mindste, vi kan gøre, er at anerkende deres indsats og argumentere imod den folkestemning af had, der er pisket op. Vi skal holde op med at gøre terrorister til helte og ofre til skurke.  

Vi kan være der med sympati og støtte til jøder, der udsættes for antisemitisme.

Vi kan hjælpe økonomisk f.eks. ved at støtte Magen David Adom (wwww.savinglivesinisrael.org) den israelske pendant til Røde Kors, der hjælper ”enhver person, der har brug for hjælp - uanset etnicitet, race eller politisk eller religiøst tilhørsforhold”.

 

Kilder:

https://globalis.dk/konflikter/yemen

https://da.wikipedia.org/wiki/Gazakrigen_2023-nu

https://da.wikipedia.org/wiki/Irakkrigen

https://jyllands-posten.dk/international/ECE17298767/netanyahu-israel-har-brug-for-usa-og-usa-har-brug-for-israel/

https://www.savinglivesinisrael.org/services/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter