Bag og under meget af denne mistrøstighed gemmer sig nemlig nogle spændende diskussioner om pædagogikkens autoritetsformer, der som nævnt er blevet politiseret og misbrugt, ofte til skade for børnene – og for hele samfundet.

F.eks. kan vi bringe fru Hedevig Bagger (1846-1926) i erindring. Hun skabte landets første pædagoguddannelse i 1885, fra 1904 med navnet ”Frøbelseminariet”. Hun havde desuden et forfatterskab, hvor hun fortalte om pædagogers kundskaber og praksis, og som er en del af børnehavepædagogens – og måske al pædagogiks – DNA.

Hedevig var inspireret af den tyske pædagog Fr. Fröbel (1782-1852), som kaldes børnehavens fader. Både Bagger og Fröbel interesserede sig for barnets natur og udvikling. Pædagogikkens spørgsmål er: Hvem er det menneske, der kommer til syne ud af denne barndom, som man lige havde opdaget.

I den forstand var hun reformpædagog. Hun var optaget af børns frie leg og omgang med naturens ting. Men hun interesserede sig også for autoritet. Hun sagde ligefrem, at ”efter vor erfaring er intet barn så ulykkeligt som det, der ingen vilje har over sin egen”. Det var altså både frihed og autoritet.

Hvordan hænger det sammen? På tre måder:

1. Den store kunst
Helt overordnet skulle børnene udvikle ”forstand, vilje, følelse og fantasi”. Al autoritetsudøvelse var underlagt dette formål. Der var altså tale om en bred og nuanceret karakteropdragelse, som kræver en alsidig og situationsfølsom pædagogik.

F.eks. skulle børnehavepædagogen være i stand til at gøre ”en pind til et eventyr”, som det hed. Hver eneste pædagogiske handling var med andre ord et åndsprodukt, som udvidede både verden og sjæl. Hedevig sagde direkte, at småbørnspædagogik var en ”stor kunst”.

Så enhver pædagogisk begivenhed er et kunstværk. Pædagogen skulle derfor være velbevandret i modersmålets lyriske og musiske traditioner. Det er ikke tilfældigt, at begrebet ”autoritet” på latin henviser til samfundets skabende fortællinger (jf. også det engelske ord for forfatter: An author).

De både ambitiøse og stedsfølsomme planer, som en sådan pædagogik gav anledning til, skulle pædagogen ”fastholde med kraft”. Pædagogen skulle altså lytte til børnenes udtryk og interesser, men altså på ingen måde lade stå til. Bagger siger: ”En børnehavelærerinde må vel være barnlig, men aldrig barnagtig”. Vejen til kunstværket var altid en åben proces.

2. Den sociale autoritet
For det andet skulle pædagogen opbygge børnehaven som et samfund. Som ”et lille samfund, der har sine bestemte love”, som der står. Her skal barnet lære, at ”dets vilje er underkastet en anden stærkere vilje, nemlig den samme vilje, som leder dets små kammerater. Det (barnet, TAR) fatter hengivenhed for sine vejledere og slutter kammeratskab med sine små meddisciple, hvorved følelsen påvirkes. Efterhånden lærer det også at bruge sin forstand til at skelne mellem ret og uret”.

Autoritet er altså også en social ting, som igen hænger sammen med den ”store kunst”. Derfor skriver Bagger, at pædagogen må have ”agtelse for barnet” som en medkunstner. Den største autoritet elsker sin genstand, barnet, og dettes tilsynekomst i værket, som påvirker kunstneren selv.

3. Viljernes vekselvirkning
For det tredje er der en sammenhæng mellem autoritetens vilje og udviklingen af barnets egen vilje, mellem ydre og indre autoritet. På den måde opdrages barnets egen vilje af en opmærksom, tilgivende og åndelig autoritet, hvis vilje selv udvikler sig. Det giver både barnet en egenvilje og en respekt for andres vilje, og alle viljer er funderet i åndens arbejde. Også dette samspil er en del af pædagogikkens og oplysningens kunstværk.

Magt og pligt
Autoritet er derfor det modsatte af rå magt. Det er en særlig etisk, poetisk og pædagogisk pligt, som fortæller, planlægger, lytter og ændrer, så barnet kan udvikle sig og gøre erfaringer med verden.

I samme øjeblik pædagogen hidser sig op, så har autoriteten tabt. Den store kunst er at få den pædagogiske proces til at ”se fordringsløs og naturlig ud”, skriver Bagger.

På den måde skaber Hedevig Bagger en filosofi om pædagogisk autoritet, som stadig er relevant, og som sammen med andre af pædagogikkens forfædre kan hjælpe os med at slippe af med de simplificeringer, som jeg nævnte i starten.

Citaterne er fra følgende udgivelser:

Hedevig og Sofus Bagger: Den danske børnehave – bemærkninger om små børns opdragelse og undervisning, Marius Møllers Forlag, 1885 (kan tilgås online på Det Kgl. Bibliotek)

Hedevig Bagger: ”Om uddannelse af småskolelærerinder”, Vor Ungdom, 1891, s. 304-311.

Hedevig Bagger: Dansk børnehave og dansk børnehaves system – håndbog i den først undervisning for hjemmet, børnehaven, asylet og småskolen, 1891.