Debat

07.02.22

Balladen i Hedensted og fuld plade i tosse-bingo

Christian Egander Skov: Tolerancen viste sig at være en trojansk hest for den galoperende intolerance. Det lærer vi af historien om præsten i Hedensted, der er blevet upopulær for at fastholde, at ægteskab er mellem mand og kvinde.
Hedensted Kirke. (Foto: Hubertus45 / Creative Commons)
Hedensted Kirke. (Foto: Hubertus45 / Creative Commons)

I Hedensted har de fået en præst. Han vil ikke vie homoseksuelle. I hvert fald ikke med hinanden, hvis de har samme køn. Det har bragt sindene i kog. Der murres i krogene om diskrimination, og der lægges allerede nu planer for, hvordan den nyansatte præsts liv og løbebane kan besværliggøres. 

Da præsten blev indsat, blev han konfronteret af Socialistisk Ungdomsfront, der havde varslet demonstration mod ham ved kirken. Organisationen har talt om ”statsfinansieret diskrimination”, og på billeder fra demonstrationen ses mellem lortepunkere, usoignerede ateister og andre misbrugertyper et banner, der stempler præsten som ”homofobisk”. 

Demonstrationen fik moralsk opbakning fra organisationen LGBT+ Danmark, der trods en stadig mere outreret position gør krav på at repræsentere homoseksuelle og en række andre seksuelle minoriteter. 

Hvorfor nu?
Sagen fra Hedensted er grundlæggende mærkelig. Det var først i 2012, at det i det hele taget blev muligt at vie to mennesker af samme køn. 

Før det blev ægteskabet i kirkelig forstand defineret som mand og kvinde. Sådan havde man forstået ægteskabet i omtrent 2.000 år. Det var ikke noget nyt. 

Dengang i 2012 støttede LGBT+ Danmark, at det fortsat skulle være muligt for præster at afvise at vie to mennesker af samme køn. LGBT+ Danmark støttede altså for mindre end 10 år siden den position, som præsten i Hedensted har indtaget. Dengang var det ikke homofobi, men det modsatte. Det er mærkeligt.

Men der er noget andet, der er mærkeligt. Hvorfor nu? Hvorfor Hedensted? Der har trods alt været kristne præster herhjemme, der i lidt mere end 1.000 år har vægret sig ved at vie to mennesker af samme køn. 

Ja, det er endog sådan, at der selv efter lovændringen i 2012 har været præster, der har fastholdt den forståelse af ægteskabet som – indtil den ikke just folkekirkeligt orienterede kirkeminister Manu Sareen omgjorde det – gik for at være kristendommens forståelse af ægteskabet, og som vist stadig i langt størstedelen af verden går for at være kristendommens forståelse af ægteskabet. 

Radikaliseringen af identitetspolitik
Der er intet nyt i sagen om præsten fra Hedensted, og så er vi igen ved spørgsmålet, hvorfor nu? Jeg kender ikke svaret. 

Men det forekommer rimeligt at antage, at udviklingen ikke har med Folkekirken at gøre, men derimod med radikaliseringen af dele af LGBT-miljøet, som knytter sig snævert til tidens identitetspolitiske strømninger. Organisationen går ind for, at børn uanset alder skal kunne skifte køn, de ønsker 4-forældres-familer, de mener, at mænd kan føde børn, de går ind for rugemødre, og de ønsker en tilbundsgående revision af undervisningsmaterialet i uddannelsesinstitutioner for at sikre ”repræsentation”.  

Der er altså fuld plade i tosse-bingo.

Radikalisering får man et indtryk af, når man læser den tyndbenede argumentation for organisationens 180-graders holdningsændring. På deres hjemmeside hedder det blot ”vi kan ikke acceptere, at LGBT+ personer og fraskilte betaler til en statskirke, som med lovgivningen på sin side kan nægte at vie dem”. 

Det kunne man i 2012. Men det var sikkert en anden tid. Ligesom på TV 2. 

(Med fare for at svælge i min egen uvidenhed er jeg heller ikke bevidst om, at LGBT+ i øvrigt har taget mange kampe for fraskiltes ret til at gifte sig igen før nu. Men jeg tager muligvis fejl.)  

Tolerance som trojansk hest
Til Danmarks Radio giver organisationens sekretariatschef, Susanne Branner Jepsen, en begrundelse på kovendingen, som man kun ved opvisning af uhyrlige mængder af velvilje kan kalde andet end selvinkriminerende: ”Dengang mente man, at det var et synspunkt, der ville udfase sig med tiden. Nu ser vi bare, at det er en ny ung præst, der bliver indsat, og derfor mener jeg, at det er på tide at revidere loven.” 

Man kunne hæfte et par ord på Branner Jepsens folkekirkelige informationsniveau, hvis hun forestiller sig, at den nyuddannede præst i Hedensted er den første præst ansat siden 2012, der er modstander af at vie to mennesker af samme køn. Denne eventuelle uvidenhed er imidlertid ikke sagen her. 

For det rystende er jo netop selvafsløringen: Organisationens accept af undtagelsesbestemmelsen var ren og skær taktik. 

Kravet om vielser af to mennesker med samme køn blev båret frem gennem et krav om tolerance. Det var intolerant, ikke radikalt at omdefinere ægteskabet, det vil sige forkaste det i sin eksisterende form og indføre et nyt ægteskab. Og fordi LGBT+ Danmark krævede tolerance, måtte de hykle tolerance.

Taktikken var klar. Ved at sige, at man jo ikke ønskede andet end at give de til lejligheden offergjorte homoseksuelle muligheden for at opfylde deres drøm om at stå hvide brude, lykkedes det at stemple de teologer, der forsvarede 2.000 års kristelig forståelse af ægteskabet, som intolerante. 

Ingen ville jo blive tvunget til noget! Hver enkelt præst skulle jo bare have mulighed for selv at lægge de teologiske lodder i vægtskålen og drage sin konklusion. Hvad dælen nøler I efter? Ja, det lød godt. Man skulle sikkert være en smule konspiratorisk anlagt for at tro, at det kunne gå galt.

Hvordan skal vi reagere?
Men ak, nu er vi her. Tolerancen viste sig at være en trojansk hest for den galoperende intolerance, der tilsyneladende sætter tonen i LGBT-lobbyen i dag. Selvom Folkekirken som helhed sjosker så lydigt efter tidsånden, som var den en skampryglet køter, løber den ikke hurtigt nok for aktivisterne, har ikke halen mellem benene. 

Endnu står det politiske system imod. Men hvor længe? 

Og selv hvis politikerne står vagt om præsternes samvittighedsfrihed, er pluralismen i kirken så sikret? Eller kan aktivister og lobbyister kujonere menighederne lokalt og gøre det så omkostningstungt at ansætte en ikke queer-ensrettet præst, at kristendommen allerede har taget det første skridt mod katakomberne?

Jeg ved det ikke, men meget har at gøre med, hvordan vi bredt reagerer imod det pres, vores institutioner fra nu af udsættes for.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter