Første gæst i Trans og Tradition er Tobias Pultz, der for nylig skrev kronikken "LGBT Danmark er ude i en ekstremistisk kamp mod selve den menneskelige biologi" i Politiken, der kastede en del debat af sig.
I Trans og Tradition fortæller Pultz, at det er hans oplevelse, at mange af hans kritikere mere er identiske repræsentanter for en bestemt ideologisk opfattelse af køn og identitet end personer, der tager afsæt i egne erfaringer. Blandet andet oplevede han, at en af reaktionerne på hans kronik var et Facebook-opslag hos foreningen LGBT+ Danmark, der hævede, at "kampen for bedre vilkår og rettigheder for LGBT+ personer er for tiden udsat for en skarp kritik". Pultz er uenig:
"Det er jo enormt misvisende og et eksempel på, hvordan man manipulerer folk og placerer sig selv på en moralsk piedestal, og siger 'Hey, vi kæmper for det rigtige, og hvis man kritiserer os, så kritiserer man selve formålet!'," siger han og redegør for, at det også er afgørende, at man ikke giver efter for moralsk pres for at undskylde for ens mening.
Pultz oplever, at de repræsentanter for LGBT-miljøet, han har talt med, ofte repræsenterer en ideologi, hvor det på forhånd er givet, at enhver ulighed i forhold til homo-, transpersoner og andre kan tilskrives homofobi og diskrimination.
"Man møder en repræsentant for en ideologi, som man kunne udskifte med hvem som helst, der så ville sige det samme. Det er virkelig ærgerligt, for så underkender de også deres eget potentiale for at sige noget reelt interessant," siger han.
"De fremskridt, vi som homoseksuelle har opnået, er ikke kommet ved at have placere sig i en offerrolle, stået og råbt om strukturer og bedt Signe Molde om at lade være med at lave jokes om transkønnede atleter."
Begge oplever, at de ikke føler sig repræsenteret af de mere aktivistiske dele af LGBT-miljøet.
"Da jeg fandt ud af, jeg var trans, opsøgte jeg også et transmiljø, men opdagede hurtigt, at det ikke var noget for mig, fordi det var så ekstremt," fortæller Marcus Dib, og Tobias Pultz supplerer:
"Der er en subkultur, der eksisterer i homomiljøet, som typisk er den, man henviser til, når man taler om 'miljøet'. Den subkultur brød jeg mig ikke særlig meget om. Der var en ekstrem overseksualisering af alting, jeg ikke var vild med, og enormt meget fokus på alkohol og til dels også stoffer," siger han.
"Jeg kunne mærke, at det ikke var der, jeg skulle finde min støtte. For ærlig talt er det, at jeg har sex med mænd, heller ikke det, som definerer mig over for mine venner og familie."
I programmet kommer Marcus og Tobias også ind på, hvordan det identitetspolitiske miljø også er præget af rigide offer- og udskamningshierarkier, hvor eksempelvis lesbiske, der ikke vil have sex med personer født med en penis, bliver udskammet og meget mere.
Du kan finde Trans og Tradition samt audio af alle Kontrasts udsendelser som podcast i iTunes, Google Podcast, Spotify og via vores RSS-feed.