Christian Foldagers skarpe kommentar Barselsdebatten udstiller borgerlig idékrise rører ved et ømt punkt for vælgere af borgerlig observans: Hvordan kan det ad politisk vej gøres lettere at være en børnefamilie med to udearbejdende voksne, uden at staten og EU flytter helt ind i hjemmet med en ligestillingsideologi, der er i modstrid med de fleste familiers ønsker? Foldager har ret i, at det kræver mere tankearbejde end blot at råbe nej til øremærket barsel for mænd.
Det er for primitivt stadig at stille problemet op, som om valget står mellem at være hjemmegående eller feminist. Sådan lød den indædte, binære identitetsdebat i Danmark, da jeg havde små børn for 40 år siden. Den diskussion vandt feministerne stort set uden modstand, godt hjulpet af tidsånden.
For min og mange andre veluddannede kvinders selvforståelse, var det afgørende, at vi ikke - som vores mødre og bedstemødre – var nødt til at lade os forsørge af en mand. Men faktisk var langt fra alle vores jævnaldrende enige: Til min overraskelse så jeg for nylig, at i 1974 betegnede 43% af alle kvinder med små børn sig som ”husmødre”.
Husmorbashing var en selvfølge i Skandinavien i 1960’erne og 1970’erne; de få endnu overlevende husmorforeninger blev betragtet som en joke af kvinder, der opfattede sig selv som progressive. Sådan var det ikke i USA. Dér slog de hjemmegående igen. Det kan man forvisse sig om ved at følge Christian Foldagers anbefaling af den halvdokumentariske Mrs America på HBO. Serien handler om, hvordan advokatfrue og mor til seks Phyllis Schlafly fik mobiliseret så mange amerikanske kvinder imod et tillæg til USA’s forfatning, der skulle afskaffe kønsdiskrimination, at ændringen ikke kunne gennemføres.
Det er interessant, at den gamle, forslidte modsætning mellem home makers og feminists kan levere stof til en nutidig HBO-satsning, i øvrigt lanceret i april 2020 under corona-nedlukningen, da folk begyndte at lave surdeje og lærte at strikke, og muffinsforme blev en mangelvare. Man mærker hos seriens forfatter(e) en fascineret, omend lidt distanceret, holdning til fortidens kvindefront: Det er jo deres mødres og bedstemødres liv, historien handler om. Serien er – ikke overraskende - på feministernes side, selv om deres ledere (Gloria Steinem m.fl.) fremstilles som temmelig besværlige egocentrikere.
Men den reaktionære Phyllis, spillet af en cool Cate Blanchett, får lov at tage nogle gode stik hjem, blandt andet i en brillant tale om kvinders dobbeltarbejde. Som Foldager nævner, påpeger Schlafly, hvordan forfatningsændringen vil fjerne visse kvindeprivilegier, fx i forbindelse med skilsmisse. Serien undlader – lige akkurat – at parodiere de hjemmegående typer og de bibelbælte-fanatikere, fruen har allieret sig med, selv om nogle af dem fremstilles som faretruende tæt på KKK.
Var 43% af mine jævnaldrende – plus min mor og alle andre forsørgede danske kvinder – virkelig undertrykte i 1974? Måske ville jeg helt principielt have svaret ja dengang. Men når jeg tænker på de familier, jeg i løbet af mit liv har kendt indefra, indser jeg, hvor kompliceret det er at udrede, hvem der havde magt over hvem. For hvad er magt i en familie? Hvis vi et øjeblik ser bort fra kannibalistiske, dysfunktionelle tilfælde, er familierelationer i mindst lige så høj grad drevet af kærlighed og ansvarsfølelse som af mænds magt over kvinder og børn. Generationer af danske fædre har forsørget koner og børn uden at udnytte deres forsørgermagt til egen fordel. I masser af familier sad – og sidder – mor stadig solidt på prioriteringen af familiens tid og penge.
Hustyranner findes, men de er ikke altid af hankøn, og menneskelige relationer kan ikke beskrives udtømmende med samfundsvidenskabelige metoder. Der er subtile psykologiske former for magtudøvelse, som det ikke er så let at komme efter, og som kvinder på grund af et svagere socialt og økonomisk udgangspunkt har været nødt til at blive dygtige til: ofrets og martyrens magt, svaghedens magt, skønhedens, den erotiske tiltræknings og kærlighedens kolossale magt.
Måske er kønnenes indbyrdes forhold påvirket af nogle kognitive og seksuelle mønstre, det er svært at lave om på. Ja, allerede det at analysere og erkende disse mønstre kan være forbundet med ubehag. Hvorfor har magtfulde mænd for eksempel til stadighed let ved at finde baglandskvinder, der gerne servicerer dem? (Kun få ambitiøse kvinder nyder samme fordel.)
I verdens mest ligestillede samfund bliver der ved med at være et stort flertal af kvinder, der helt frivilligt vælger de uddannelser og job, der bedst lader sig forene med børn og familieliv. Mange (de fleste?) kvinder med børn foretrækker deltidsjob, og en del veluddannede mødre prioriterer helt bevidst samvær med deres små børn højere end professionel selvudfoldelse. Senest har det vist sig, at et flertal af danske vælgere er modstandere af EU’s direktiv om øremærket barsel for mænd, uanset hvor meget ændringen menes at fremme kønnenes ligestilling.
I dag opmuntrer det mig, at biologiens og kulturens prægning af sprog, følelser og tænkning om biologi, køn og familieliv åbenbart ikke kan udviskes ved hjælp af hverken dansk lovgivning, EU-direktiver eller nok så meget abstrakt gender theory. Dér kunne en borgerlig familiepolitik passende begynde: med remtræk til virkeligheden. Hvorfor ikke tildele rettigheder til gengæld for det arbejde, mødre udfører for fællesskabet ved at føde nye børn? Det kunne for eksempel være en lovfæstet ret til deltidsarbejde og, som foreslået af Foldager, en skattemæssig favorisering af kvinder som kompensation for en evt. lavere pensionsopsparing.
Sproget afslører, hvordan vi tænker, og hvad vi værdsætter. I sammenligning med det gamle ord ”svangreomsorg” lyder ”øremærket barsel” nærmest som et teknokratisk overgreb.
