Analyse

Barselsdebatten udstiller borgerlig idékrise

Borgerlige bør lære af historien, satse på familiepolitik og levere alternativer til de kvinder, der har mistet troen på velfærdsstaten, frem for blindt at modsætte sig øremærket barsel, skriver Christian Foldager.
Foto: pxfuel.com
Foto: pxfuel.com

Udgivet 23.9.21

De borgerlige er i krise. Så meget står klart for de fleste. Meningsmålingerne er elendige og den politiske ledelse fraværende.

Spørgsmålet er imidlertid, om krisen er dybere end de sædvanlige op- og nedture i politik? Det vil mange nok mene. Men hvad er i så fald det dybere problem? Hvis man søger svar på det spørgsmål, kan man passende kaste sig over serien Mrs. America på HBO. Serien portrætterer den konservative forfatter, jurist og husmor Phyllis Schlafly, der i 1970’erne egenhændigt tog kampen op mod feministernes forsøg på at ændre den amerikanske forfatning og få tilføjet The Equal Rights Amendment.

Schlafly organiserede fra sit hjem modkampagnen ”STOP ERA”, hvor STOP var en forkortelse for "Stop Taking Our Privileges". Schlafly mente således, at feministerne slet ikke var på kvindernes side, fordi de i hendes øjne ville fratage dem deres rettigheder i ligestillingens navn, herunder deres juridiske beskyttelse, såsom underholdsbidrag og fritagelse fra militærtjeneste. Samtidig frygtede hun, at forfatningsændringen med tiden ville fjerne kvindernes ret til forældremyndigheden ved skilsmisse.

Schlaflys kamp mod feministerne gjorde hende til et ikon på den amerikanske højrefløj helt indtil sin død i 2016 – ikke mindst, fordi hun rent faktisk vandt og fik forhindret forfatningsændringen. Hendes kritik af feministerne rammer imidlertid også ned i kernen af den borgerlige idékrise anno 2021. Det afslører den igangværende barselsdebat, hvor de borgerlige herhjemme indtager samme position som feministerne i 70’erne. De vil også fratage kvinderne deres privilegier med det erklærede mål at nivellere kønsforskellene.

De seneste ugers barselsdebat er med andre ord et ekko af debatten fra dengang. På mange måder befinder vi os stadig midt i den samme uafklarede kulturkrig, der handler om samfundets tilpasning til kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet. Den krig har venstrefløjen ikke endegyldigt vundet, men kun få borgerlige politikere har i dag det intellektuelle format til at modstå feministerne. Hvor venstrefløjens feminister har en klar strategi med et veldefineret mål, glimrer de borgerlige ved deres mangel på samme.

De har intet svar på, hvordan samfundet tilpasses familiernes og særligt mødrenes dilemma mellem arbejde og børn. De ved kun, at de er imod forslaget om øremærket barsel – med undtagelse af Venstre. Og det er i sagens natur utilstrækkeligt, når problemet er kollektivt. De lave fødselstal i den vestlige verden kan ikke overkommes uden nye politiske løsninger, som mindsker særligt kvindernes dilemma. Venstrefløjens og feministernes svar har indtil videre været at nivellere kønsforskellene – og det gerne med tvang.

Groft sagt vil de omdanne kvinder til mænd og mænd til kvinder. Til trods for årtiers hårdnakket indsats har det imidlertid ikke virket. Og selvfølgelig ikke kunne man tilføje. I virkeligheden er kønsforskellene mere eller mindre upåvirket af de mange års feministiske kønskamp. Eksempelvis går kvinderne fortsat omkring 10 procent ned i indkomst per barn, fordi de ofte går på deltid efter barslen. I desperation over de fleste mødres prioritering af moderskabet vil feministerne nu tvinge dem tidligere ud på arbejdsmarkedet og fratage dem dele af deres barsel, så de kan blive topchefer en dag.

Det burde være en politisk tabersag, da langt de fleste kvinder (og mænd) selvfølgelig er fuldt ud bevidste om, at de aldrig bliver topchefer for noget som helst. Gennemsnittet af vælgerne har gennemsnitlige liv. Det er dem, som de borgerlige burde lave politik til, når nu venstrefløjen fokuserer på en snæver elite af kvinder, der end ikke vil kunne samle et enkelt mandat i Folketinget. I stedet har de borgerlige indoptaget feministernes kønsnivellerende ideer og foreslået, at al barsel fordeles frit mellem forældrene. Herved anerkender de feministernes grundlæggende idé om, at kønsforskellene er socialt konstruerede – og samtidig fratager de kvinderne endnu flere privilegier end venstrefløjen. Det er et politisk selvmål uden lige, der med al tydelighed understreger idékrisen i blå blok.

Barselsdebatten er således en anledning til at genoptage den grundlæggende idékamp fra 70’erne. Familiepolitikken må med andre ord tilbage i centrum for den borgerlige politikudvikling. Partierne kunne i første omgang passende lade sig inspirere af Mærsk, der har indført en særordning for ansatte med små børn. De kan i en periode efter barslen modtage fuld løn, selvom de kun arbejder deltid. Det tiltag kunne med fordel kopieres af de borgerlige, fordi det er pragmatisk snarere end ideologisk. Det lader mødrene (eller fædrene) få mere tid i eget hjem uden langsigtede konsekvenser for indkomst og karriere. Og derved styrkes familien som samfundsbærende institution.

Konkret kunne de borgerlige for eksempel foreslå ret til deltid for alle mødre og et mødrefradrag på 10 procent af en gennemsnitsløn per barn. Herved vil kønsforskellene i indkomst i store træk blive udlignet ved at mødrene beholder flere af deres egne penge. Mon ikke en del kvinder vil finde det mere attraktivt end venstrefløjens minimumsnomeringer og tvungne arbejdspligt?

Familiepolitikken burde i det hele taget fylde mere hos de borgerlige partier, fordi den har potentiale til at afgøre valg. Det fremgår med al tydelighed af barsels- og familiedebatten. Ressourcestærke, venstreorienterede kvinder skriver næsten dagligt indlæg i medierne, hvor de beklager sig over alt fra forholdene på fødeafdelingerne til børnehaverne. Indlæggene viser, at de grundlæggende har mistet tilliden til velfærdsstatens institutioner og den tilhørende sociale kontrakt, der foreskriver, at de skal aflevere børnene til fællesskabet for at arbejde for selv samme fællesskab.

Det, som de fleste af kvinderne efterspørger i deres indlæg, er retten til at bestemme mere selv og få mere tid med deres egne børn. Kort sagt: En borgerlig familiepolitik. Kvindernes alliance med venstrefløjen hænger altså i en tynd tråd, og derfor bør de borgerlige lokke dem med en langt bedre politik, der ikke fratager dem rettigheder, men tildeler dem rettigheder. En politik, der skaber bedre forhold for landets mødre og familier. Hvis de tvivler på vælgerpotentialet, kan de selv få syn for sagen i serien Mrs. America. For hvem stemte kvinderne på dengang?

De fleste vil nok instinktivt gætte på venstrefløjen, men det forholder sig faktisk omvendt. Flertallet af amerikanske kvinder var borgerlige, fordi de borgerlige beskyttede deres privilegier. Den rolle bør de borgerlige genindtage. Ikke mindst i en dansk kontekst, hvor socialdemokraterne har fået vendt de seneste årtiers vælgervandringer på hovedet. De har fået de mandlige arbejdervælgere tilbage fra højrefløjen, men har samtidig beholdt kvinderne på venstrefløjen. Det giver venstrefløjen en uhørt stærk position i dansk politik. Også af den grund bør de borgerlige udvikle en strategi for familiepolitikken, der kan få kvinderne tilbage til blå blok. Det kunne være en oplagt vej til regeringskontorerne og en genrejsning af det borgerlige Danmark.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter