Debat

19.11.21

Chefredaktørens blok: Den feministiske mandedag som selvlegende legetøj

Mikkel Andersson: Har du altid drømt at se en mandedag markeret af feministiske aktivister med lige så megen holdningsmæssig mangfoldighed som Tvinds lærergruppe? Så er museet KØN nok lige noget for dig.
Foto: Pressefoto fra KØN (dog ikke fra mandedagen).
Foto: Pressefoto fra KØN (dog ikke fra mandedagen).

Da jeg var lille, kunne man i Fætter BR og andre velassorterede legetøjsbutikker erhverve sig nogle pudsige genstande, jeg kalder selvlegende legetøj. Det var eksempelvis små plasticpingviner, der rutsjede ned ad et plasticisbjerg, hvor de ved foden af selvsamme via en elektrisk trappe blev trukket op til toppen igen, hvorefter de tog nok en tur på rutsjebanen. En pseudoleg, der kunne fortsætte for evigt, eller i hvert fald så længe to AA-batterier tillod, uden at det hverken var muligt eller nødvendigt at interagere med legetøjets leg med sig selv.

Jeg kom til at tænke på Fætter BR’s små rutschende plasticpingvinger, da jeg kom for skade at se på programmet for Den Internationale Mandedag, der afholdes på det aarhusianske museum KØN – Gender Museum Denmark, der engang var et kvindemuseum. Indrømmet, jeg går ikke rigtig op i nogen af de utallige dage, der markeres året rundt (og der er altså virkelig mange af dem), men faldt tilfældigt over begivenheden i et Facebook-opslag

19. november er da heller ikke nær så historisk eller velkendt som kvindernes kampdag 8. marts. Og i modsætning hertil er mændenes dag heller ikke blandt officielt FN-anerkendte mærkedage. I stedet markerer FN World Toilet Day den 19. november. 

Men tilbage til paneldebatten, for her var der også dømt selvlegende legetøj, omend af den mere ideologiske variant, hvor diverse varianter af venstreorienterede kønsaktivister, socialkonstruktivister og andet godt fra de postmarxistiske traditioners overskudslagre efter alt at dømme kommer til at anvende en række paneldebatter til at bekræfte hinanden i egne verdenssyns korrekthed helt uden forstyrrende udefrakommende uenighed. 

Hos KØN kan man eksempelvis høre en debat om mænds flirten, hvor en venstreradikal professor, der har skrevet en bog/et meget langt debatindlæg om, at antifeminister generelt og vistnok Jordan Peterson i særdeleshed i virkeligheden hader kvinder, taler med en tidligere forperson i den profeministiske forening DareGender samt rådgiver for tænketanken Tora, som arbejder for et “et feministisk perspektiv i al samfundsudvikling”, samt et medlem af den feministiske aktivistgruppe Everyday Sexism Project og sluttelig næstformanden i et “Mandesamfund”, hvis formand i dagens JP ikke forstår, at mange mænd ikke vil kalde sig feminister, og mener, ligestillingen ikke er gået langt nok. 

En udsøgt forsamling med tilsyneladende lige så megen ideologisk diversitet som Tvinds lærergruppe. Og resten af programmet? Ja, altså, det byder blandt andet på præsentation af en pro-feministisk mandebevægelse og noget med en skulptur af en ammende mand (frækt! modigt!).

Altså, tag ikke fejl. Det kan være gevaldigt hyggeligt i ekkokamre, hvor alle er ideologisk enige. Det nyder jeg skam selv i Kontrasts eget borgerlige safespace, Den Blå Time, i ny og næ. Men lige i forhold til offentlige debatarrangementer, der angiveligt skulle vedrøre og må formodes i en eller anden udstrækning at repræsentere halvdelen af landets befolkning, er det naturligvis i særklasse parodisk, at der synes at være tale om en forsamling venstrevredne politiske ideologer, der alle dyrker en feministisk aktivisme, som intet tyder på deles af særlig mange i befolkningen.

Og det er jo ikke, fordi der ikke findes andre perspektiver i kønsdebatten. Man kunne eksempelvis invitere Simon Simonsen, Tobias Petersen, Tobias Pultz, Hans Bonde, Marcus Dib, Kåre Fog eller Henrik Dahl, der utvivlsomt ville have et noget andet perspektiv på såvel mænds udfordringer og flirt. Og et kvindeligt perspektiv på mandedagen kunne for eksempel Marianne Stidsen, Lone Nørgaard, Astrid Johanne Høg, Eva Selsing, Karen West, Anne-Marie Vestergaard og mange andre utvivlsomt levere. Ikke fordi jeg siger, at disse debattører – som i øvrigt også er uenige indbyrdes – har ret, men fordi det dog ville vise antydningen af vilje til at facilitere debat ud fra andet end arrangørernes eget ideologiske perspektiv. Men på den anden side: Man skal vel ikke risikere, at publikum gik derfra med forkerte idéer.

Og jaja, naturligvis kender jeg den obligatoriske remse om, at feminisme faktisk skam bare er at støtte op om, at mænd og kvinder skal være ligestillede. Jeg morer mig af og til med, at forklare, at jeg i så fald er en forrygende feminist, der ud over at gå ind for ligestilling mellem kønnene mener, at ingen barsel skal være øremærket til hverken fædre eller mødre, men frit kunne deles, at kønskvoter er en uskik, der modvirker ligestilling, og at adfærdsforskelle på tværs af køn hos alle pattedyr, herunder mennesker, er resultatet af en biologisk-evolutionær proces, hvorfor rent socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller er mangelfulde – og nå ja, at der i øvrigt stort set er ligeløn på det danske arbejdsmarked. 

Derefter bliver de fleste af dem, der går meget op i at betegne sig selv som feminister, som regel hurtigt enige med sig selv om, at jeg tiværtifald ikke er rigtig feminist, hvorved fiktionen om feminisme som blot et fromt ønske om ligestilling, i stedet for et gennemideologisk projekt med åbenlys venstrevreden slagside, ret hurtigt står klar.

Og lad os så afslutningsvis håbe, at de selvlegende ideologiske pingviner på KØN har haft en dejlig dag på rutsjebanen. Og mon ikke man kan se frem til at iagttage dem tage mange flere ture uden forstyrrende udefrakommende uenighed? Det er nemlig svært at løbe tør for energi, når skatteyderne betaler batterierne.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter