Debat

01.12.21

Chefredaktørens Blok: Woke-racismens ulidelige lethed

Mikkel Andersson: Et kunstnerinterview i Politiken er et pragteksempel på, at identitetspolitikernes drøm er en systematisk forskelsbehandling efter hudfarve. Hvad er det nu, vi normalt kalder sådan en dagsorden?
“Som brunt menneske føles det mærkeligt at gå ind på de her hvide institutioner, hvor alt er hvidt. (...) Alt er hvidt. Selv deres vægge,” udtalte Dina El Kaisy Friemuth til DR Kultur.
“Som brunt menneske føles det mærkeligt at gå ind på de her hvide institutioner, hvor alt er hvidt. (...) Alt er hvidt. Selv deres vægge,” udtalte Dina El Kaisy Friemuth til DR Kultur.

Kan du huske, da du i Politiken forleden læste sætningen: “Jeg gør mit bedste for at undgå at høre musik lavet af sorte, og jeg synes, at andre ville have godt af at gøre det samme.”

Nej? Det er fordi, den ikke stod der, og himlen ville naturligvis også være faldet ned, hvis den havde optrådt her. Derimod erklærede en ung kunstner, Dina El Kaisy Friemuth, i samme avis, præcis det samme, blot med omvendt racemæssigt fortegn. Hun har nemlig fravalgt at se på kunst lavet af hvide mænd, fordi deres hudfarve i hendes øjne gør dem uinteressante som kunstnere. Selv den hvide farve på museumsvæggene er et problem. 

Dina El Kaisy Friemuth er et paradeeksempel på et fascinerende aspekt ved den radikale identitetspolitik. Det er den selvfølgelighed, hvormed den reproducerer den racisme, den foregiver at bekæmpe. Og ja, når jeg skriver racisme, mener jeg præcis det. Racisme.

Jeg er naturligvis klar over, at identitetspolitikerne har opfundet deres egen hobbydefinition af ordet, hvor racisme er noget med magt+privilegier, men lad os forholde os til den måde, ordbogen og alle andre opfatter begrebet på:

...diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur

Uanset hvordan man vender og drejer det, er Dinas udsagn entydigt udtryk for både en “fjendtlig holdning” til og et ønske om diskrimination af personer udelukkende baseret på deres hudfarve og køn. Hun fravælger kunst alene ud fra skaberens hudfarve og ønsker, at folk skal forskelsbehandles negativt på den baggrund. Det er bogstavelig talt ordbogsdefinitionen af racisme.

Naturligvis er jeg fuldt ud klar over, at Dina mener at have masser af gode argumenter for, at lige præcis hendes fjendtlighed og ønsker om diskrimination på baggrund af hudfarve er rimelige og velbegrundede. Det mener folk, der fremsætter racistiske ytringer, naturligvis altid. Når sorte skulle sidde bagerst i busserne i de amerikanske sydstater, var der også hvide mennesker, der kunne argumentere for det. De endte heldigvis med at blive ignoreret af de fleste, som i stedet nåede frem til, at folk bør bedømmes på “the content of their character” i stedet for “the color of their skin”, for nu at citere en berømt amerikansk borgerrettighedsforkæmper

Folk har selvsagt al ret til at fravælge kunst efter lige præcis de kriterier, de selv ønsker. Siden jeg hellere ville skydes i knæskallerne end se moderne kunst (indrømmet; der er formodentlig undtagelser, jeg kan bare ikke på stående fod komme i tanke om hvilke), er jeg også ret ligeglad med, hvem der ser og udstiller hvad her. Men det ændrer imidlertid ikke på det oplagt tragikomiske, med betoning af såvel komisk som tragisk, at se dele af den angiveligt progressive venstrefløj degenerere til det, man angiveligt bekæmper. 

Dinas udsagn er et taknemmeligt eksempel på den identitetspolitiske racisme, fordi hun er så uforblommet i sine ønsker om at anvende racisme til at bekæmpe racisme. Men det lige så væsentlige er de manglende kritiske reaktioner på sådanne ytringer, for ikke at tale om de deciderede forsvar for dem.
Når det kommer til Inger Støjbergs bagværk eller marginale beskæringer af nogle af verdens højeste overførselsindkomster til asylansøgere, er der ellers ingen ende på, hvor højt og skingert det udlægges racistisk. Men når Dina & co. fremsætter udsagn, der passer perfekt til ordbogsdefinitionen af racisme, kan man nærmest høre de virtuelle vindhekse blæse forbi. Ligesom Politiken naturligvis kælent stiller et opslag til rådighed for disse synspunkter. I progressivitetens navn, utvivlsomt.

Som nævnt er det ikke uden en betragtelig komisk kvalitet, men det er også dybt forstemmende at iagttage det menneskesyn, der ligger bagved. Her er kunst, der transcenderer det enkelte individ og formår at tale til alle, ikke længere en mulighed. Vi er tilbage til et regelsæt, hvor ens menneskelige kvaliteter, eller mangel på samme, for evigt koblet til og betinget af ens hudfarve, køn og seksualitet. Menneskeheden er endnu engang reduceret til små stammesamfund, der er låst fast i et nulsumspil om magt, hvor det hele handler om at tilrane sig indflydelse på bekostning af de andre stammer, der også antages at have sammenfaldende interesser på baggrund af farven på deres hud. Eller, som Dina selv formulerer det.

“Folk vil gerne se på ting, der minder om dem selv. Det er sådan set forståeligt nok, mennesket er egoistisk.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter