For kort tid siden døde den amerikanske filminstruktør William Friedkin. Han er, først og fremmest, kendt for filmene The French Connection fra 1971 og The Exorcist (Eksorcisten) fra 1973. Begge film var ekstremt banebrydende på hver deres helt særegne måde, og de har efterfølgende inspireret et hav af andre film.
The French Connection handler om den barske betjent, Popeye, spillet af en ung og på daværende tidspunkt ukendt Gene Hackman. Sammen med sin sekundant, spillet af Roy Scheider, kommer han på sporet af en international narkosmugler. Det foregår i New York, og filmen skydes midt under skraldemandsstrejken, om vinteren, samtidig med at byen er gået bankerot.
New York fremstår beskidt, rå og nådesløs, hvor jungleloven dikterer præmisserne på gaden. Betjenten Popeye er racistisk og brutal ud over alle grænser. Men publikums reaktion var alt andet, end hvad man kunne forvente i dag. Senere har William Friedkin skrevet i sine erindringer, The Friedkin Connection:
“It was the era of the antihero. The temper of the times was irrational, fear and paranoia, both old friends of mine. Filmmakers and audiences no longer believed in a man on a white horse. We knew he was flawed, because we were flawed. Dirty Harry shot a suspect in cold blood, and audiences cheered. When Popeye shot the French hitman in the back at the end of The French Connection chase, there was applause in theaters across the country. When Popeye used the N-word, African Americans laughed, because they saw it as an honest portrayal of police attitudes. The films of the 1970s started to depict the moral ambiguity we recognized in ourselves.”
Det fascinerende ved The French Connection er blandt andet, at den blev filmet som en dokumentarfilm. Alle sets er på lokationer i New Yorks ghettoer, og der er ikke tilsat kunstigt lys. Den grove tone, og Hackmans ufine manerer, var taget direkte fra den betjent, som Friedkin havde ansat, og som kunne berette, at det rent faktisk var sådan, dengang i halvfjerdserne.
Det samme gjorde sig gældende med horrorfilmen Eksorcisten. Det er en filmatisering af William Peter Blattys bestseller med samme titel, men Blatty havde taget udgangspunkt i en rigtig eksorcisme. Det var realismen, der inspirerede William Friedkin, og han ønskede, at publikum faktisk skulle forestille sig, at der var tale om en ung pige, der var besat af djævelen, og at denne blev uddrevet af to katolske præster.
At få en tolvårig pige til at spille, som om hun penetrerer sig selv med et krucifiks og råber særdeles brutale og blasfemiske forbandelser, er heller ikke noget, som vi rigtig kan forestille os ske i dag. Det mest forbløffende er måske, at det katolske samfund egentlig tog provokationen ret pænt og mente, at filmen i grunden handlede om selve uddrivelsen og derfor var en pro-religiøs film.
William Friedkin var en provokerende instruktør, og han tilføjede en vis realisme og råhed, som amerikanske film ikke havde kendt mage til tidligere. Han var en central instruktør i det, vi i dag kalder for New Hollywood, hvor datidens store produktionsselskaber havde tabt store markedsandele til tv-mediet og ikke rigtig forstod, hvad den unge generation ønskede af det store lærred.
Sammen med blandt andre Stanley Kubrick, Francis Ford Coppola, Georg Lucas, Martin Scorsese og Steven Spielberg skabte William Friedkin så massiv succes og økonomisk gevinst, at de store produktionsselskaber blev genrejst i en ny form. Det var så at sige et vindue, der her blev åbnet, hvor de unge instruktører fik frie hænder til at lave hvad som helst.
Men ikke alle disse eksperimenterende film fik lige meget kommerciel succes. William Friedkin satsede stort med filmen Sorcerer, der fik premiere i 1979, men floppede totalt, blandt andet fordi en anden film fik premiere kort forinden, nemlig Star Wars, der ryddede hele bordet.
Så på trods af William Friedkins ekstreme succes blev det pludselig vanskeligt for ham at få lov til at producere dyre film. Hans næste film, Cruising, blev ellers spået til at blive en succes, men igen blev det et flop.
Da William Friedkin i sommeren 1979 begyndte at skyde Cruising i Greenwich Village, der var kendt som stedet hvor LBGT-miljøet hang ud, opstod der massive riots. Den mere politisk orienterede del af miljøet ville ikke finde sig i, at han lavede en film om homoseksuelle, hvor en seriemorder cruisede for at dræbe den ene homoseksuelle efter den anden. Overskrift fra New York Post:
De protesterende havde læst dele af drejebogen til filmen, der var blevet lækket af en bøsse, der var ansat på selve settet. Historien var løst bygget over en novelle om en seriemorder i homomiljøet i de tidlige 70’ere, men Friedkin blev interesseret i at lave filmen, efter at han var kommet i kontakt med en betjent, der havde arbejdet som undercover i den del af homomiljøet, der har læder og S/M som fetish.
Historien er meget kringlet. Steven Spielberg havde også fået tilbud om at lave filmen, men havde takket nej. Friedkin blev for alvor interesseret i projektet, da det viste sig, at en mand, der var med i produktionen af Eksorcisten, stod anklaget for at have seriemyrdet nogle homoseksuelle.
Samtidig havde Friedkin kontakt til en journalist, der havde skrevet en mængde artikler om en formodet seriemorder, der hærgede den gren af homomiljøet, der har læder som fetish. Dette kombineret med betjenten, der havde arbejdet som undercover i miljøet, gjorde, at Friedkin påtog sig opgaven.
Han havde ønsket, at det skulle være Richard Gere, der skulle spille hovedrollen, men det endte med at blive Al Pacino.
(Foto: Mary Evans/Af Archive/Ritzau Scanpix+United Artists).
Valget af Al Pacino som undercoverbetjent, der langsomt, men sikkert glider ind i miljøet, og faktisk ender med at tænde på det, var i grunden oplagt. Tidligere havde han spillet en desperat homoseksuel, der røvede en bank for at få råd til at betale for en kønsskifteoperation til sin kæreste, og den mesterlige film Dog Day Afternoon, instrueret af Sidney Lumet, blev en kæmpe succes. I filmen er der en scene, hvor Al Pacino spontant får LGBT-aktivister til at støtte sin sag, og de demonstrerer ude foran den bank, som han i filmen er ved at røve.
Al Pacino havde oven i købet også spillet junkie, i filmen Panic in the Needle Park fra 1971, og senere en betjent, i Sidney Lumets Serpico fra 1973, hvor han optrevler den ekstreme korruption, der herskede i korpset dengang.
Cruising handler om den unge og uerfarne betjent, Steve Burns, der bliver ansat som undercover for at finde og tiltrække den angivelige seriemorder, der hærger i dette miljø. Adskillige lig og parterede ligdele var dukket op, og medierne skrev mere og mere intenst om denne morder.
Men, som sagt, under indspilningen af Cruising blev virkelighedens LGBT-aktivister vrede, og der opstår utallige konfrontationer med personskade til følge. Aktivisterne blokerer gader og stræder, larmer, kaster med sten og flasker og sætter biler i brand. Alt sammen for at bremse produktionen.
Samtidig forsøgte LGBT-organisationerne at få ulovliggjort realiseringen af filmen, og de henvendte sig til byens borgmester, der nægtede at føje dem. Han udtalte, at han ikke var interesseret i at bestemme, hvilke bøger der stod i boghandleres vinduer, hvilke film der blev vist i biograferne, og hvem der filmede lovligt i gaderne.
William Friedkin nægtede at debattere med aktivisterne, men Al Pacino udtalte, at han ikke kunne tage deres protester seriøst, fordi han heller ikke mente, at italiensk-amerikanere blev stigmatiseret af, at han var med i en film (The Godfather), blot fordi denne udelukkende fokuserede på en undergruppering af disse.
Dengang Francis Ford Coppola skød den første Godfather-film, blev han kritiseret af amerikansk-italienske interesseorganisationer, der mente, at filmen stigmatiserede amerikansk-italienske borgere ved at portrættere dem som kriminelle. De ville for alt i verden ikke kædes sammen med den kriminelle mafia, og derfor føjede Coppola sig og undlod at anvende flere betegnelser i filmen. I Godfather II nægtede han derimod at bøje sig, og heri bliver ordet mafia også anvendt.
Det underlige er naturligvis, at skuespillerne i Godfather jo faktisk er italiensk-amerikanske borgere, der havde erfaring med miljøet. Det samme gør sig gældende med filmen Cruising, hvor mange såkaldte ‘læderbøsser’ gerne deltog i filmen.
Men LGBT-organisationerne var uenige, og de mente, at en film som Cruising både var homofobisk og direkte stigmatiserende og farlig, fordi folk ville få et forkert indtryk af miljøet.
I et longread i Village Voice fra perioden, der omhandler de mange riots, skrev Richard Goldstein blandt andet:
"Illusion — not danger — is the point. The people who go to these bars know they are visiting a Luna Park of the libido; most of the people who patronize Cruising will think they are seeing ordinary life."
Disse “Luna Parks of the libido” er nok hvad der var problematisk ved filmen. LBGT-miljøet, foruden at være kritiske over for det ensidige fokus på læder- og S/M-miljøet i filmen, frygtede, at publikum ville misforstå deres interne spil, og betragte bøsser som nogle, der var interesseret i vold, og at det var farligt at frekventere sådanne miljøer.
Men William Friedkin var netop fascineret af dette underlige miljø, hvor ekstremt maskuline mænd i læder 'cruisede' i parkerne om natten, på jagt efter et knald. Og han var fascineret af den leg med magtens rolle, hvor nogle homoseksuelle for eksempel kunne klæde sig ud som politibetjente og ‘massevoldtage’ en anden homoseksuel, alt sammen blot rekvisitter og lege, der rent faktisk foregik på disse bøssebarer.
LGBT-miljøet kunne som sagt rejse massive menneskemængder til deres protest. Men de var meget forskellige. De var ikke læderbøsser, og de fleste bar det lyserøde emblem, en trekant, som de homoseksuelle bar i de tyske koncentrationslejre under 2. verdenskrig. Nogle gik ind for vold som protestform, andre ikke. Det var den største protest siden mordet på homoaktivisten Harvey Milk, og det var første gang i filmhistorien, at en film, endnu før den var færdig, oplevede en sådan reaktion.
Hvis man ser på William Friedkins andre film, for eksempel The French Connection og The Excorcist, er man ikke tvivl om, hvad hans intentioner med Cruising var. Den skulle naturligvis indeholde dubiøse karakterer, der ikke sådan moralsk var hugget ud i sten. Og Friedkin fokuserede ganske rigtigt på den "tension" der kan opstå i det tilfældige møde mellem cruisere fra dette miljø, mellem vold og sex. Det karikeres, men samtidig er illustrationerne sande, ment i den forstand, at fantasien og spillet er skåret over denne læst. Det er når dette spil bliver til virkelighed, at det bliver forkert, forbudt og ubehageligt.
I filmen ser vi masser af eksplicitte scener fra miljøet, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Havde filmen udkommet senere, er jeg overbevist om, at dele af LBGT-miljøet ville hylde den. Den oser af maskulin sexenergi, og portrætteringen af disse klubber er meget intens.
I en scene med Al Pacino, der ellers var relativt reserveret, når han frekventerede disse klubber, ser han en gruppe læderklædte mænd, hvor den ene af dem smører sin arm ind i vaseline, for efterfølgende at fistfucke en velvillig mand, der er spændt op i en gynge. Kort efter inviteres Al Pacino ud på dansegulvet, og han tager poppers, hvorefter han går i ekstase og falder ind i det generelle orgie af hungrende mænd.
Og det er en af filmens plots: Al Pacinos figur bliver transformeret gennem filmen, og man ved aldrig helt, om han bliver tiltrukket af det seksuelle eller af det morderiske. Og netop denne open-end var virkelig problematisk og kontroversiel, men set i bakspejlet er det præcis på samme måde med William Friedkins andre film, ligesom et utal af andre mesterværker fra 70'ernes gyldne filmperiode.
Hvis John Travolta er den ubestridt bedste danser i 70'erne, er Al Pacino den ubestridte dårligste danser fra dette årti. Det er tragikomisk at se ham danse på den homobar. (Teksten fortsætter under dansen, red.)
Filmen indeholder mange ret så eksplicitte scener af læderklædte mænd, der sutter den af på hinanden, kæler for hinanden og dyrker S/M. Friedkin havde beskåret filmen ret så kraftigt for at undgå censurering, men selv i dag fremstår den som en ret så eksplicit film.
Den indeholder også stærke scener med politibetjente, der undertrykker, stigmatiserer og slår på homoseksuelle og transvestitter, samtidig med, at man ser scener, hvor de homoseksuelle iklæder sig politiuniformer og har sex, selvfølgelig for at accentuere dette magtspil, hvor grænserne mellem leg og virkelighed sløres.
Al Pacinos transformation, efterhånden som han kommer længere og længere ind i miljøet, ender med at han kommer til at ligne Lou Reed med sine spejlbriller og læderjakke. Man hører også konstant denne knitren af læder, når de cruiser rundt. Filmen er meget fetish-orienteret, og jeg er overbevist om, at mange med den interesse kan tænde på Al Pacino i den rolle.
Den finske, erotiske kunstner Tom of Finland havde allerede gjort den fetish omkring ekstrem maskulinitet, læder og dominans i form af brug af politiuniformer til en trend i visse dele af LBGT-miljøet. Og fotograf Robert Mapplethorp laves ekstreme fotos med maskuline mænd i stramt læder. På et af dem, et selvportræt, stikker en læderpisk ud at rectum på ham, så han ligner djævelen.
Det var ingen af disse provokerende portrætter af homoseksualitet, der stigmatiserede minoriteterne. Tværtimod var det netop disse, der blev angrebet og forsøgt censureret, da aids ramte verden, og de reaktionære udtalte, at det var Guds straf imod synderne.
Blot to år efter lanceringen af Cruising får Rainer Werner Fassbinders sidste film, Querelle, premiere. Denne handler også om homoseksualitet, kriminalitet, dominans, mordere og S/M. Det er en filmatisering af en novelle af Jean Genet, en berømt fransk forfatter, der var homoseksuel.
Filmen blev kaldt for den første egentlige mainstreamfilm, der portrætterede dette miljø, men Cruising kom altså først.
Den danske succesinstruktør Nicolas Winding Refn har udtalt, at Cruising er et mesterværk, og Quentin Tarantino viste den på storskærm i 1995 for et publikum bestående af LBGT-personer, der var begejstrede for den.
William Friedkin var en af datidens absolut mest kompromisløse instruktører, og en film som Sorcerer, der dengang var et flop, er blevet genfundet og bliver i dag anerkendt som et stort værk.
Under alle omstændigheder, og trods de mange protester dengang, der nok med rette kan betragtes som et symbol på identitetspolitikkens indtog i den offentlige værdikamp, er filmen interessant som et historisk dokument, der skildrer dette særegne miljø, der eksploderede op gennem 70'erne, lige på det tidspunkt hvor den ellers liberale disco-scene tabte pusten, for kort efter at lide et fuldkommen tragisk nederlag, da aids pludselig ramte scenen, og alting blev forandret for altid. Det vender vi tilbage til i anden del!
