Socialdemokratiets fortælling om, at det er velfærdsstaten, der har skabt det Danmark, vi kender, er en grov forsimpling. For slet ikke at sige lodret forkert. Faktum er, at Danmark står på skuldrene af langt mere end velfærdsstaten. Tænk bare på 1800-tallets folkelige bevægelser båret af andelstanken, grundtvigianismen og højskolerne. Sammen med oplysningstiden var det disse bevægelser, der lagde de første byggesten til et levedygtigt dansk folkestyre.
Socialdemokratiets udlægning af, at velfærdsstaten er roden til alt godt, er ikke bare problematisk historisk set. Den skaber også et ensidigt politisk fokus på staten og statslige løsninger. At Socialdemokratiet er statsfikseret, er naturligvis ikke nogen nyhed. Men coronakrisen har alligevel åbenbaret, hvor lidt det frivillige Danmark betyder for partiet. Det er, som om statsdyrkelse og epidemibekæmpelse er gået op i en højere enhed, mens Foreningsdanmark er blevet glemt og nedprioriteret.
Det er dybt forstemmende. Og selv om staten ganske vist har sørget for sikkerhed under krisen, er det ikke den, der skaber indhold i vores liv. Det er derimod familien og de frivillige fællesskaber, herunder ikke mindst de frivillige foreninger.
Det er disse fællesskaber, der giver mennesker social og kulturel næring, skaber lokal forankring og dermed bidrager til at gøre os til myndige væsener. I den forstand er foreningslivet en art dannelsesinstitution – og med bestyrelsesarbejde, kassererposter og medlemsblade mener jeg ikke, at det er for meget at kalde foreningslivet ‘demokrati i praksis’.
Med andre ord er foreningslivet slet og ret borgerliggørende. Og på den baggrund mener jeg, at det er mere retvisende at sige, at det er de frivillige foreninger – og ikke velfærdsstaten – der er rygraden i det Danmark, vi kender.
Af samme årsag er det næsten ikke til at bære, at dansk idrætsliv nærmest har styrtblødt medlemmer under krisen: Tilsammen har Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) samt Danmarks Idrætsforening mistet omkring 90.000 medlemmer det seneste år.
Det er gift for foreningerne, at de har tabt så mange medlemmer på så kort tid. Og det er ikke, fordi Socialdemokratiet har forsøgt at bremse medlemsflugten. Gang på gang har de forlænget restriktioner og gjort det besværligt at mødes i de frivillige foreninger. Og det viser måske meget godt, hvor det politiske fokus ligger henne: Langt væk fra det, som er den egentlige rygrad i det danske samfund: Frivilligheden.
Det var også kun efter massivt blåt pres, at foreningerne fik lov at genåbne. Og det er også værd at notere sig, at i statsministerens 1. maj-tale var der ikke én eneste sætning om, hvordan vi skal genrejse de frivillige foreninger fra deres dybe krise.
Og her tegner sig desværre et uheldigt mønster. For det er ikke kun idræts-, strikke- og hyggeforeningerne, der bliver nedprioriteret af regeringen. Det er stort set alt, der ikke er statsstyret, og hvor frivillige kræfter bærer en stor del af byrden.
Først havde vi forsøget at på at skære ned på friskolerne. Så klapjagten på de private botilbud. Og senest er vi blevet mødt med et de facto-forbud mod private og frie daginstitutioner.
For at sige det mildt lugter den nuværende regerings politik langt væk af, at den ikke har forstået, hvad det er, der skaber sprudlende civilsamfund og værdi i et menneskeliv. Det eneste, der er på Socialdemokratiets lystavle er staten. Og selvom det måske er old news, har corona-krisen alligevel demonstreret, hvor tungt Socialdemokratiet – med staten som redskab – er villig til at sætte sig på samfundet.
Og det kan blive dyrt for Danmark. Ikke kun økonomisk, men også socialt og kulturelt. For når alt kommer til alt, er det ikke staten, der skaber værdi i vores tilværelse. Det er alt det andet: Familie, foreninger og frivillige fællesskaber.
