Det har stor betydning for det danske erhvervsliv, når Dansk Industri med mange af landets største virksomheder som medlemmer sætter en kurs. Derfor er det yderst bekymrende, at Dansk Industri for nylig har taget en radikal drejning i retning af wokeisme med lanceringen af initiativet ’The Gender Diversity Pledge’.
Blandt 16 umiddelbart helt fantastisk klingende principper i Dansk Industris nye initiativ, finder du blandt ord som ’inklusion’ og ’diversitet’ også ’specifikke måltal’ på gennemsnitligt 40% kvinder med særligt fokus på ledelse. Når man fordeler efter køn på dén måde, kan det kun være, fordi man ser en ligelig fordeling som naturlig og retfærdig i alle fag. Eller rettere, inden for ledelse. Hvorvidt Dansk Industri nogensinde vil foreslå lignende for eksempelvis brolæggere eller dørmænd, er særdeles tvivlsomt.
Når så den enkelte kandidat kommer til jobsamtale, skal vedkommende altså på grund af kvoter – eller måltal, som man ofte vælger at kalde dem – blandt andet vurderes på baggrund af sit køn. Man gør kvindekønnet til en kvalifikation i sig selv, og vil grundet disse måltal sandsynligvis være nødt til at fravælge mandlige kandidater, alene af den årsag at de er mænd. Særligt inden for områder, som kvinder statistisk set sjældnere har interesse for end mænd, herunder ledelse i det private erhvervsliv.
I realiteten er man selvfølgelig ikke nødt til det. Men man har valgt at tilslutte sig ambitionen, endda hos en allerede ganske lang række store, danske virksomheder under Dansk Industris fane. Det er imidlertid en forkert antagelse, at sådan resultatlighed skulle være naturlig eller retfærdig.
Som Giolla-, Schmitt-, Falk-, Costa- og McCrae-studierne uafhængigt har vist, har mænd og kvinder statistisk set forskellige interesser. Det benævnes eksotisk kønsparadokset, ’The Gender Paradox’, men er ikke mere kontroversielt eller paradoksalt end at sige, at der sandsynligvis er biologiske forskelle på mænd og kvinder. En skævhed i folks valg af uddannelse og karriere er derfor ikke urimelig, og af den årsag er det uretfærdigt og unødvendigt at opstille de facto kvoter, uanset form og navn. Det er ikke sagligt begrundet, hverken som mål eller middel.
I USA er man begyndt at se åben modstand mod identitetspolitisk aktivisme. Firmaet Basecamp har for eksempel forbudt sine ansatte at bruge arbejdstiden på ”sociale uretfærdigheder”. Cirka en tredjedel af de ansatte har forladt firmaet, som har opnået bred støtte for sit opgør med woke-bevægelsen.
Man kunne tolke dét som en begyndende modreaktion mod wokeismen og hele den jazzhåndede amerikanske strømning. At Dansk Industri i, hvad der meget vel - og forhåbentlig - kunne være 11. time, trækker sine medlemmer i wokeistisk retning, er strategisk og samfundsmæssigt uansvarligt.
Læg dertil, at Gary S. Becker vandt Nobelprisen i økonomi i 1992 ved at vise, blandt andet at (race)diskrimination er en dårlig forretning for alle involverede. Det har næppe noget at gøre med, præcist hvilken type diskrimination der er tale om, og det står dermed for troende, at Dansk Industris linje sandsynligvis også er direkte skadelig for medlemmernes bundlinje.
Det er af dé årsager en dårlig idé at forskelsbehandle den individuelle ansøger efter køn. Det sender også et dårligt signal til kandidater, som forventeligt fravælges på grund af køn. Den dygtige rekruttør bør hellere være i stand til at se forbi det aldeles åbenbare og vurdere kandidater på deres kompetencer og personlige kvaliteter, som Martin Luther King foreskrev i sin ikoniske ”I Have a Dream”-tale.
Man har gjort sig ringe erfaringer i Sverige, som er længere fremme på kønskvoter end Danmark. Dét er erfaringer, en ansvarlig leder bør ihukomme sig – og afvise Dansk Industris kønsdiskriminerende forslag. Man har under alle omstændigheder hverken saglighed, økonomi, fornuft eller ganske almindelig dannelse bag forslaget om kønskvoter: For det er ikke dannet at vurdere folk på baggrund af deres køn eller opfordre andre til at gøre det.
