Den borgerlige fløj i Danmark lider under en farlig vrangforestilling om, at den skal spille efter reglerne. Vrangforestillingen indebærer, at man ikke skal have skudt i skoene, at man udfordrer internationale konventioner eller bruger et tilstræbt værdineutralt statsapparat til at fremme egne holdninger, når man har regeringsmagten. Man vil heller ikke have en amerikanisering af retsvæsenet, ligesom man i udenrigspolitikken partout skal gøre, som den amerikanske præsident beder os om.
Men hvad har disse holdninger egentlig bragt os? I sidste uge genvandt vi titlen som verdens hårdest beskattede land, et flertal af befolkningen har deres primære indkomstgrundlag fra staten, og talrige statslige institutioner huser horder af venstreekstreme såkaldte forskere, som spreder postmoderne galde og antikapitalistisk vås for skatteborgernes penge. Danmarks Radio er lige blevet bailet ud af den socialdemokratiske regering og får alligevel de 900 mio. kr., som man forsøgte at tvinge dem til at spare. Dertil kommer, at andelen af uintegrerbare udlændinge stiger, og at man ikke kan smide dem ud. Og sådan har det snart været i et halvt århundrede.
Hvis den borgerlige vrangforestilling på noget tidspunkt skulle have bragt os nærmere de borgerlige mål om lave skatter og lav kriminalitet samt embedsfolk, DR-ansatte og forskere med ordentlig opførsel, burde vi i løbet af det sidste halve århundrede have kunnet observere blot nogle få perioder med fremgang på disse parametre.
Det har dog ikke været tilfældet, og det skyldes bureaukratiets enorme inerti. Det er den samme inerti, der medfører, at selvom politikere på begge fløje jævnligt taler om deregulering og regelforenkling, så vokser lovgivningsmængden alligevel eksponentielt. Derfor bliver den borgerlige fløj nødt til at kaste vrangforestillingen fra sig.
Indfør kædesavsprincippet
Borgerlige politikere bliver nødt til at indse, at de har tre vigtige modvinde at kæmpe imod: 1) ræverøde journalister, 2) statsapparatets egen inerti og 3) vælgergruppernes store interesse i indkomster og overførsler via staten. Af disse tre årsager vil enhver justering af samfundets retning med tilnærmelse af borgerlige mål medføre højlydte klager, demonstrationer, strejker, grædekoneri og absurde påstande om sociale massegrave og amerikanisering osv.
Den gode nyhed er, at denne støj er stort set konstant! Med andre ord vil det hysteriske ævl om social massegrav være upåvirket af, om en fremtidig borgerlig regering reducerer skattetrykket med 2 pct. eller 20 pct. Tilsvarende vil det hysteriske ævl om armslængdeprincippet og politisk indblanding være upåvirket af, om en fremtidig borgerlig regering kræver en besparelse på 900 mio. kr. i Danmarks Radio, eller om DR helt nedlægges.
Borgerlige hensyn til armslængdeprincippet i kulturpolitikken, finansiering af råd, styrelser, nævn og NGO’er er et selvpåført handikap af den borgerlige sag, for disse institutioner har altid været venstreorienterede i deres natur og har i mere end et halvt århundrede systematisk modarbejdet den borgerlige sag.
Armslængdeprincippet og de fine fornemmelser bør derfor blive smidt på møddingen af borgerlige i erkendelse af, at de aldrig har fungeret og heller ikke kommer til det. Tillad mig derfor at formulere 'kædesavsprincippet', som forhåbentlig kan tjene som erstatning: Den borgerlige fløj må indse, at den til stadighed befinder sig i en hurtigvoksende jungle af venstreorienterede institutioner. Kædesavsprincippet tilsiger da, at borgerlige skal bruge deres kædesav til at skære så meget i statens institutioner så hurtigt som muligt.
Dødslister frem for besparelseslister
Lige nu er det vanskeligt at se forbrødring i den borgerlige fløj, hvor DF og V står til læsterlige vælgertæsk ved næste valg. Imidlertid er der stadig over to år til valget, og lederne af de borgerlige partier bør bruge denne tid til at udforme en dødsliste over statslige og statsligt finansierede institutioner, som skal nedlægges eller beskæres kraftigt umiddelbart efter et valg, som resulterer i et borgerligt flertal.
Der skal være tale om en dødsliste – og ikke en besparelsesliste – idet institutionerne har det med at vende hastigt tilbage med et venstreorienteret flertal i Folketinget (som vi lige har set med DR). Dertil kommer, at en kontinuert kamp om finansieringen med venstrefløjen som institutionens proponent vil medvirke til at cementere indholdet af institutionerne som venstreorienteret.
Hvis alle forskere, journalister, eksperter, kommunikationsfolk og administratorer i en bestemt institution fyres med umiddelbar virkning, og bygningerne derefter sælges eller hastigt udlejes til nedsat leje, vil det være langt vanskeligere og langsommeligt for den pågældende institution at komme igen efter et valg.
Skatteyderne vil naturligvis være glade for besparelserne og lavere skatter, men det vil også være et borgerligt mål i sig selv, at statsligt ansatte med egne dagsordner om identitetspolitik, miljøideologi, socialkonstruktivisme og destruktiv omfordeling simpelthen udelukkes fra at anvende statslige institutioner som nominelt værdineutrale megafoner for deres personlige synspunkter.
